Frederikssund Kommunes logo
5. september 2022

Flagdag markeret på Torvet i Frederikssund

Borgmester Tina Tving Stauning (A) fortalte i sin tale om de mange steder i verden, Danmark bidrager med soldater og andet personel til støtte og sikring af fred. Hun takkede de mange danske udsendte og pårørende til udsendte for deres indsats:

- I har en vigtig mission i en tid, hvor fred og fordragelighed ikke står øverst på listen. I er med til at vise hvad Danmark står for – ude i verden – demokrati og frihed. Jeg vil også gerne takke jer, der er i familie med vores udsendte eller veteraner. At blive sendt ud i længere tid er noget, der koster for familien. Selv om man kan tale og skrive sammen, er det et stort savn for enhver familie ikke at kunne være sammen. Når vi hejser flaget i dag, så går vores tanker og vores tak også til dem, som har sendt en far eller mor, en søn eller datter ud i verden på en mission for Danmark. Jeres opbakning er afgørende for, at Danmark kan yde de bidrag, vi gør ude i verden. Tak for indsatsen og for jeres støtte, sagde borgmesteren.

Borgmester Tina Tving Stauning (A) holder tale ved flagdagen. Foto: Frederikssund Kommune.Borgmester Tina Tving Stauning (A) holder tale ved flagdagen. 

Derefter talte Jesper Verner Ekman-Sørensen. Han fortalte blandt andet om det nære bånd der har været mellem Danmark og Estland, siden Dannebrog ifølge legenden faldt ned fra himlen i Estland i 1219:

- Dannebrog står for alle de værdier, vi sætter højt og vil kæmpe for. Det er derfor, vi kalder dagen i dag for flagdag. Og netop Dannebrog grundlagde et nært bånd mellem Danmark og Estland. I dag 800 år senere er der igen danske soldater i Estland. Krigen i Ukraine er en påmindelse om, at freden, som vi tager for givet, er skrøbelig, men værd at kæmpe for.

De to talere ved dagens arrangement sluttede af med i fællesskab at lægge en krans ved mindestenen på Torvet efterfulgt af et minuts stilhed.

Jesper Verner Ekman-Sørensen og borgmester Tina Tving Stauning bærer en krans hen til mindestenen. Foto: Frederikssund Kommune.Jesper Verner Ekman-Sørensen og borgmester Tina Tving Stauning bærer en krans hen til mindestenen. 

Mindestenen og kransen på Torvet i Frederikssund. Foto: Frederikssund Kommune.Mindestenen og kransen på Torvet i Frederikssund. 

Æresgarden præsenterede fanerne på Torvet i Frederikssund. Foto: Frederikssund Kommune.Æresgarden præsenterede fanerne på Torvet i Frederikssund. .

Veterancafé indviet

Senere samme formiddag blev en ny veterancafé indviet på Parkvej 4-6 i Jægerspris. Adressen huser i forvejen et værested for sårbare unge, men har også plads til at veteraner nu kan mødes om fælles samvær og aktiviteter.

Formand for Social og Sundhed, Anne Sofie Uhrskov (V), bød velkommen ved indvielsen af lokalet:

- Center for Job og Rådgivning har samarbejdet med Veterancenteret om at etablere en café i Frederikssund Kommune for de mere end 300 tidligere udsendte, som bor i Frederikssund Kommune. Det er rart at have et sted, der er ens eget, og som man kan sætte sit eget præg på.

Anne Sofie Uhrskov holder tale ved indvielsen af veterancaféen. Foto: Frederikssund Kommune.Anne Sofie Uhrskov holder tale ved indvielsen af veterancaféen. 

Derudover fortalte udvalgsformanden, at medarbejderne i socialpsykiatrien vil være behjælpelige med at skabe nogle aktiviteter for veteranerne, og at det bliver op til veteranerne selv at beslutte hvilke åbningstider stedet skal have.

Bygningen rummer foruden et separat lokale til veteranerne også et fællesrum med bordtennis og et køkken, som kan bruges af alle husets brugere. Derudover er der et grønt område omkring huset, som også kan benyttes.

De tidligere udsendte stillede op til fotografering af Sn.dk's fotograf. Foto: Frederikssund Kommune.De tidligere udsendte stillede op til fotografering af Sn.dk's fotograf. 

Fællesrummet i huset på Parkvej i Jægerspris. Foto: Frederikssund Kommune.Fællesrummet i huset på Parkvej i Jægerspris. 

Den røde løber var rullet ud ved huset på parkvej 4-6 i Jægerspris. Foto: Frederikssund Kommune.Den røde løber var rullet ud ved huset på parkvej 4-6 i Jægerspris.

Fotos: Frederikssund Kommune.