Nye statsborgere fejret ved grundlovsceremoni
Fem nye statsborgere kunne torsdag den 1. september skrive under på, at de vil overholde og respektere Grundloven og give borgmesteren hånd på det.
De nye statsborgere var glade, da de mødte borgmester Tina Tving Stauning i byrådssalen på Frederikssund Rådhus. Foran rådhuset var flaget hejst og indenfor ventede et glas bobler og kransekage. Sammen med deres nærmeste pårørende kunne de fem fejre deres nye statsborgerskab - og en enkelt kunne også fejre sin fødselsdag samme dag.
- Jeg har glædet mig til at se jer i dag og til at være med til at fejre, at I i dag bliver danske statsborgere. De allerfleste af jer er født og også opvokset i andre lande, men har truffet det aktive valg, at vælge Danmark til som jeres land. Fordi I bor her. Fordi I har familie her. Fordi I har arbejde her. Kort sagt lever her i Danmark. I Danmark vil I gerne høre til. I hører til i Danmark og nu bliver I danske statsborgere. Stort tillykke med det, sagde borgmester Tina Tving Stauning (A) i sin tale til de fem nye statsborgere. Hun fortsatte:
- I dag skriver I under på, at I vil overholde den danske grundlov. Grundloven er Danmarks forfatning, og den beskriver den enkelte borgers rettigheder og pligter. At vi i Danmark har ytringsfrihed og religionsfrihed.
De fem nye statsborgere kom fra fem forskellige lande og vidt forskellige dele af verdenen. Der var en fra Pakistan, Ukraine, Filippinerne, New Zealand og Den Dominikanske Republik.