Forårsmarked på Højagergaard
Det traditionelle forårsmarked på Højagergaard i Slangerup holdes i weekenden den 29. og 30. april kl. 10-15. Men allerede fredag den 28. april holder gartneriet også åbent for salg kl. 8:30-17:30.
Læg vejen forbi Højagergaards forårsmarked og se værkstedernes store udvalg af kvalitetsprodukter. Her sælges bl.a. sommerblomster og stauder, keramik og trævarer, som er produceret af medarbejderne i beskyttet beskæftigelse i samarbejde med fagpersonalet. Den store genbrugsgård er bestemt også et besøg værd.
Derudover kan man købe grillpølser, kikærtegryde, kage og drikkevarer – og børnene kan bage pandekager på bål og prøve vikingelege sammen med STU-eleverne.
Lørdag den 29. april slås dørene op til værksteder og STU, hvor man kan komme indenfor og se produktionsrammerne og få en snak med medarbejderne i beskyttet beskæftigelse og eleverne i STU. Det er muligt at se gartneriet, landbruget, snedkeriet, kreativt værksted, maskin-/montageværkstedet, køkkenet, genbrugsgården og STU.
Vel mødt på Højagergaard på Højager 20 i Slangerup.
Foto: Frederikssund Kommune.