Hvem skal have årets priser til foreningslivet?
Tiden for den årlige uddeling af idræts-, spejder- og lederpriserne nærmer sig. Men hvem skal have årets priser? Det kan du være med til at bestemme.
Frederikssund Kommunes Folkeoplysningsudvalg honorerer spejdere, udøvere, trænere og ledere i kommunens mange folkeoplysende foreninger ved at uddele en årlig idrætspris, unge lederpris, lederpris og fritidspris samt et antal anerkendelser for idræts- og spejderpræstationer.
Du kan allerede nu og frem til og med den 10. januar 2024 indstille kandidater til alle priserne. Både foreninger, klubber og enkeltpersoner kan indstille kandidater. Du kan læse mere om kravene og indstille kandidater på Frederikssund Kommunes hjemmeside.
Prismodtagerne udvælges af Folkeoplysningsudvalget, og priserne overrækkes ved fejringen af foreningslivet den 27. februar 2024 i Skibby Hallen klokken 17. Her er alle foreningsmedlemmer inviteret. Tilmelding skal ske senest den 19. februar 2024.
Formand for Folkeoplysningsudvalget Kenneth Jensen, vinder af Unge Lederprisen Rasmus Mehr, vinder af Fritidsprisen, formand for Frederikssund Billardklub Nicolai Jensen, vinder af Lederprisen Jan Tykær Kristensen og vinder af Idrætsprisen Ida Skov Kragh. Foto: Frederiksund Kommune.