Oprydningen er i gang
Allerede natten til lørdag gik beredskabet i gang med oprydningen efter stormen Pia. Det er en opgave som er næsten lige så stor som klargøringen, og da julen nærmer sig, kommer det til at tage nogle dage, før vi er færdige.
Broen åbner lørdag eftermiddag
Som vi også skrev fredag aften, så arbejder beredskabet i dag, lørdag, først og fremmest med at fjerne watertubes på Kronprins Frederiks Bro/Færgevej og det første stykke af Strandvej frem til Klintevej.
Ud over tømning og oprulning af watertubes skal vejen og dæmningen ved broen også tjekkes for skader efter stormen, og den skal fejes og rengøres. Det forventes derfor at broen kan åbne sidst på eftermiddagen lørdag den 23. december.
Vi udsender separat nyhed, når broen åbner.
Beredskabet arbejder lørdag med at tømme watertubes ved Kronprins Frederiks Bro og på Strandvej i Frederikssund.
Øvrige watertubes
Beredskabet er lørdag eftermiddag så småt gået i gang med at tømme watertubes ved Sydkajen langs Stenværksvej i Frederikssund. Vi kan ikke sige hvornår arbejdet er afsluttet, og kan ikke love, at det bliver det før i juledagene.
Indsatslederne Ole Hermansen og Thomas Danholm fra Frederiksborg Brand og Redning i samtale med borger på Sydkajen lørdag eftermiddag.
Arbejdet med at fjerne de øvrige watertubes forventes fortsat først at begynde 1. juledag.
De steder, hvor watertubes blokerer vejadgangen, er der enten opsat gangbro til fodgængere, eller der er adgang via mindre veje og stier. Derfor bør alle kunne komme til deres bolig til jul dog uden nødvendigvis at kunne køre bilen direkte ind i egen indkørsel.
Midlertidigt dige ved Nordre Pakhusvej
Det midlertidige dige af bigbags og sandsække har beredskabet allerede fjernet i løbet af natten og morgenen.
Foto: Kenneth Jensen,
Frederikssund Kommune.