Sidste status før jul
Krisestaben ønsker alle en god jul med en sidste kort status på arbejdet efter stormen Pia.
Watertubes
Som oplyst i anden nyhed, så er arbejdet på Færgevej og Kronprins Frederiks Bro nu afsluttet. Det betyder, at vejene er farbare på helt normal vis. Strandvej er forsat lukket fra Klintevej og frem.
På Sydkajen og Stenværksvej i Frederikssund knokler beredskabet med at få tømt watertuben her. Arbejdet afsluttes først helt i juledagene, men adgangen til Sydkajen bør være åben igen i løbet af aftenen lørdag den 23. december.
Watertube på Strandvej set fra Kronprins Frederiks Bro.
Evakuerede borgere
De borgere, som tog imod Døgnplejens tilbud om evakuering og genhusning, er alle hjemme i deres eget hjem igen lørdag, så de kan få en god hjul i hjemlige og trygge rammer.
Det videre arbejde
Når arbejdet på Sydkajen i Frederikssund er afsluttet for i dag, så holder vi et velfortjent hvil indtil 1. juledag.
- Jeg er utrolig glad for den meget flotte indsats som er ydet de seneste dage. Mere end 100 medarbejdere i Frederiksborg Brand og Redning og kommunen har døgnet rundt knoklet med først at forberede os på stormen, og nu med at rydde op igen. Det fortjener stor ros, siger borgmester Tina Tving Stauning (A), som tilføjer:
- Det har også været dejligt at se, at naboer har hjulpet hinanden, og at der har været et stærkt fællesskab om at komme igennem stormen.
Også kommunens krisestab sender en varm hilsen til alle som har bidraget - og såvel krisestaben som borgmesteren ønsker alle en god jul!
Tina Tving Stauning ved Færgevej i Frederikssund fredag eftermiddag.
Foto: Kenneth Jensen,
Frederikssund Kommune.