Du kan gøre en forskel for mennesker med demens
Uge 19 er den nationale demensuge, hvor der over hele landet bliver sat fokus på demensvenlighed og demenssymbolet.
”Nu vi alligevel er her, kan vi lige så godt danse” er titlen på en ny mini-dokumentarserie i tre afsnit, der udkommer i anledning af årets demensuge. I serien følger vi Karin på 63 år, der lever med demens. Karin rejser på tværs af landet med både en ydre og indre mission. Hun vil udvide den gængse forestilling om livet med demens. Men Karin er også på en rejse, hvor hun øver sig i at være åben om sin demenssygdom og i at bruge demenssymbolet. Hun er nemlig ligesom mange andre med demens bekymret for at blive stigmatiseret.
Følg med på Demensvenligt Danmarks hjemmeside, hvor seriens afsnit bliver vist.
At komme fra A til B
I år bliver der i Demensugen sat fokus på, at det skal være tryggere for mennesker med demens at komme fra A til B. Du kan gøre en forskel for mennesker med demens ved at holde øje med demenssymbolet og huske det tre handleråd, når du møder et menneske med demens.
- Tag kontakt – Smil og vær imødekommende
- Tal tydeligt – Stil ét spørgsmål ad gangen
- Vær tålmodig – Sæt tempoet ned og hjælp gerne på vej