Skolepatruljen i Skibby kåret til regionens bedste
Det skabte stor begejstring på Fjordlandsskolen afd. Skibby, da meddelelsen kom lige før påske, at skolens skolepatrulje – blandt 314 nominerede - var blevet kåret til den bedste i Region Hovedstaden. Dermed har de udover præmien på 5000 kr. også sikret sig en plads i opløbet om at blive Årets Skolepatrulje 2024 på landsplan.
Det er Rådet for Sikker Trafik i samarbejde med LB Forsikring, politiet, Skole & Forældre, Danske Skoleelever og en repræsentant for landets færdselskontaktlærere, der har kåret skolepatruljen i Skibby som den bedste i Region Hovedstaden.
- Alle skolepatruljer yder en stor indsats for at gøre skolevejen mere tryg for andre elever og deres forældre, og samtidig sker det ofte med et smil og et overskud, som er imponerende. Vi kårer nu fem skolepatruljer, der blandt en masse ekstremt dygtige skolepatruljer har gjort sig fortjent til at blive regionale vindere af ’Årets Skolepatrulje 2024’. Sejt gået og stort tillykke,” siger Liv Kofoed-Jensen, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.
Skolepatruljeeleverne i Skibby stiller op til fællesfoto.
Giver motivation og arbejdsglæde
- Det giver et kæmpe boost til motivationen og arbejdsglæden både hos eleverne og hos lærerne, når man får sådan en anerkendelse. En af årsagerne, til at vores elever har vundet, er deres gode sammenhold. De hjælper hinanden, hvis nogen er syge, selv om det - især om vinteren – kan være en sur tjans at stå skolepatrulje. Det er ikke besluttet endnu, hvad pengene skal bruges til. Men de skal på en eller anden måde forsøde tilværelsen lidt for eleverne. Måske en tur ud af huset med noget god mad og hygge, siger Jesper Kromann Clausen, der sammen med sin kollega Marianne Nysted er skolens ”trafikonkler”.
Og netop de to lærere, der brænder for trafikundervisning, har en stor del af æren for at skolepatruljen i Skibby nu kan kalde sig den bedste i Region Hovedstaden, siger skoleleder Klaus Bertelsen:
- Jeg har aldrig oplevet så dygtige og engagerede trafiklærere som Marianne og Jesper. Og hvis det ikke var for dem, så var det ikke lykkedes at få denne anerkendelse, siger Klaus Bertelsen og tilføjer, at det store arbejde, trafiklærerne lægger i det giver genlyd rundt omkring i landet.
- Således bliver vores trafiklærere inviteret rundt til andre kommuner for at fortælle om, hvordan vi arbejder med skolepatruljer og trafik her på Fjordlandsskolen.
Gode forbilleder og rollemodeller
Og det er nogle helt særlige 6. klasses elever, der udgør skolepatruljen på Fjordlandsskolen afd. Skibby. Det fremgår af den nomineringstekst, der var indsendt til konkurrencen. Her hedder det blandt andet:
”Vores patrulje møder frivilligt på job et kvarter før aftalt tid. De har nemlig opdaget, at der er brug for deres hjælp allerede klokken 7:30. De skaber ro og overblik ude ved feltet, hilser godmorgen og er store forbilleder for alle - særlig de morgengnavne.
Det, der gør dem til helte, er, at de også er gode til at hjælpe og tage hånd om de mindre. Det gør de hele skoledagen. De er også legepatruljer og er med til vise, hvordan man taler og opfører sig over for hinanden, være nogle gode forbilleder og rollemodeller.
Skolepatruljeeleverne i Skibby er klatret op i skolens klatretårn.
Fotos: Frederikssund Kommune.
Afgøres i maj
Den landsdækkende konkurrence Årets Skolepatrulje 2024 bliver afgjort i maj, hvor vinderen kåres blandt de fem regionale vindere:
- Region Sjælland: Stenlille Skole, 4295 Stenlille.
- Region Hovedstaden: Fjordlandsskolen afd. Skibby, 4050 Skibby.
- Region Midtjylland: Gedved Skole, 8751 Gedved.
- Region Nordjylland: Strandby Skole, 9970 Strandby.
- Region Syddanmark: Fælleshåbsskolen, 7080 Børkop.
I alt har der på landsplan været 1788 nominerede skolepatruljer.
Læs mere om konkurrencen på Sikker Trafiks side.