Frederikssund Kommunes logo
30. august 2024

Høring om budgetforslag 2025-2028

Administrationens budgetforslag for 2025-2028 blev behandlet i Økonomiudvalget den 28. august. Økonomiudvalget besluttede at oversende administrationens bruttokatalog af mulige budgetinitiativer til Byrådets 1. behandling og udsender dem samtidig i høring i perioden fra den 30. august til den 16. september 2024. Indkomne input i den forbindelse vil indgå i den videre budgetproces. 

Byrådets 1. behandling af budgettet finder sted den 4. september 2024.

Den 5. september 2024 klokken 19 vil der blive afholdt borgermøde i Valhal, Kalvøvej 26 i Frederikssund. Der er tilmeldingsfrist senest den 3. september. Det er muligt at deltage i borgermøde enten fysisk eller digitalt.

- I Byrådet kigger vi ind i nogle svære prioriteringer, når næste års budget skal lægges i efteråret. Frederikssund Kommune har grundlæggende en solid økonomi og god økonomistyring, men på baggrund af aftale mellem KL og Regeringen skal vi i kommunerne overholde et loft for serviceudgifter og anlægsudgifter. De samlede økonomiske rammer for kommunerne er således fastsatte af staten, og det betyder, at vi ikke kan gøre alt det, vi gerne ville, siger borgmester Tina Tving Stauning (A) og tilføjer:

- Jeg håber, at borgerne i Frederikssund Kommune vil benytte lejligheden til at komme med input til os politikere i forhold til de administrativt udarbejdede forslag til mulige budgetinitiativer. Vi vil gerne høre borgernes mening inden de politiske forhandlinger om budget 2025. Alle høringssvarene indgår i de politiske budgetforhandlinger om budget 2025-2028 den 20. – 24. september.

Byrådet 2. behandler – og vedtager – budget 2025-2028 onsdag den 9. oktober 2024.

Høring og høringsmateriale

Budgethøringen varer fra den 30. august til den 16. september. Du kan finde høringsmaterialet her på hjemmesiden, men der kan ikke længere afgives høringssvar.