Havnebadet er ikke længere fyldt med store gopler
En pumpeløsning har fjernet en stor del af de mange gopler, der havde samlet sig i Frederikssund Kultur- og Havnebad, så nu kan man igen hoppe i bassinet.
Besøger man havnebadet i dag, vil man se et roligt bassin uden goplegrød. Vandet inde i havnebadet ligner vandet udenfor havnebadet, fuldstændig som det skal være. Takket være en pumpeløsning, er det lykkedes at slippe af med de mange gopler, der for kun ganske kort tid siden skabte et mindre attraktivt havnebassin for badegæsterne at hoppe i.
Problemet har stået på en del af sommeren, og derfor har Frederikssund Kommunes Idrætsanlæg arbejdet hårdt på at finde en løsning, der kunne fjerne de mange uvelkomne gæster i bassinet.
- Jeg er meget glad for, at havnebadet nu igen er indbydende og lækkert at hoppe i. Vi ønskede os alle et attraktivt havnebad, som både borgere og turister kunne få glæde af, og derfor var det også utrolig ærgerligt, at vi fik det her problem med gopler. Medarbejdere i Frederikssund Kommunes Idrætsanlæg har gjort alt, hvad de kan for at rense vandet for de store gopler, og med den her pumpeløsning ser det ud til at være lykkedes, fortæller Niels Martin Viuff (C), formand for udvalget Unge, fritid og idræt, som er ansvarlige for driften af Frederikssund Kultur- og Havnebad.
Pumpeløsningen hjælper med at fjerne de store gopler fra havnebadet.
Fjordens dyr vil fortsat finde ind i havnebadet
Vandet inde i havnebadet ligner nu vandet udenfor havnebadet. Der er ikke længere nogen goplegrød, men vandet er ikke fuldstændig fri for hverken gopler eller andre dyr, og det vil det aldrig blive.
- Det er jo fjordvand, der er i bassinet i havnebadet, og det er ikke muligt at undgå, at en del af fjordens liv kommer ind. Derfor vil man kunne se både fjordrejer, blåmuslinger, fisk og små gopler. Men det er sådan set ikke anderledes, end når man bader i vandet udenfor havnebadet. Her kan man også støde på fjordlivet. Og så kan vi jo se positivt på det og glæde os over, at Roskilde Fjord vrimler med liv, siger Niels Martin Viuff.
Bassinet i havnebadet er ikke længere fyldt med en grød af store gopler.
På en stille dag vil man derfor stadig kunne se fisk svømme rundt og nogle gange hoppe op af vandet, der kan ses små gopler rundtomkring og ved stigerne kan der samles blåmuslinger. Alt dette kan ikke undgås og må betragtes som et vilkår, hvis man ønsker at bade i fjorden – både inden- og udenfor havnebadet.
- Bassinet i havnebadet er et beskyttet miljø, med ro og læ. Det har så skabt de her udfordringer med gopler henover sommeren og der vil også være andre havdyr. Men til vinter forventer vi, at det beskyttede miljø omvendt vil skabe rigtig gode badeforhold for vinterbadere, der kan bade i læ og uden for meget strøm, siger Niels Martin Viuff.
Permanent løsning skal findes
Den nuværende pumpeløsning er midlertidig, indtil der er fundet en mere permanent løsning. Det bliver der arbejdet hårdt på at finde. I øjeblikket afsøges mulighederne for en mere integreret pumpesystem.
Har man oplevelser i Kultur- og Havnebadet, som man mener Frederikssund Kommunes idrætsanlæg skal kende til, kan man skrive til dem på idraet@frederikssund.dk
Foto: Frederikssund Kommune