Første spadestik til fremtidens teknologi
Det kommende uddannelsesmiljø på Campus skal give regionens virksomheder og unge under erhvervsuddannelse mulighed for at lære om og arbejde med de nyeste teknologier som 3D-metalprint.
Efter mandagens første spadestik følger nu en spændende byggeproces, hvor de første 180 m2 uddannelseslokaler bliver opført som moderne, bæredygtige modulbygninger mellem Frederikssund Gymnasium og UNORD. Den nye 3D-metalprinter, som bliver en central del af AM-LAB ØST, er udviklet af DTU og er faktisk den første af sin slags i verden, da den er baseret på såkaldt ’open hardware and software’.
Blandt projektets mange støtter har særligt skatteminister Rasmus Stoklund og folketings- og byrådsmedlem Hans Andersen skilt sig ud. De har begge bakket op om AM-LAB ØST helt fra starten og har været med til at sikre midler til projektet på både Finanslov 2024 og 2025.
Skatteminister Rasmus Stoklund (A), borgmester Tina Ting Stauning (A) og folketings- og byrådsmedlem Hans Andersen (V) hjalp hinanden med at tage det første spadestik.
Foto: Frederikssund Erhverv.
Borgmester i Frederikssund Kommune, Tina Tving Stauning, udtaler:
- I dag markerer vi et vigtigt skridt i vores fælles indsats for at styrke den nordsjællandske industri og sætte Frederikssund Kommune på landkortet som en central aktør i udviklingen af fremtidens produktionsmetoder. I en tid, hvor teknologi og innovation er nøglen til at sikre vores virksomheders konkurrenceevne, er det vores ansvar at skabe de bedste rammer for udvikling og uddannelse. Derfor er jeg særlig glad for, at AM-LAB ØST placeres på vores Campus-område. Og at Campus-aktørerne gør det muligt ved at stille arealer til rådighed. Det er min forventning, at de nye faciliteter vil bidrage med nye måder at styrke samarbejdet mellem virksomheder og uddannelsessteder på og komme unge mennesker fra hele regionen til gavn.
Skatteminister Rasmus Stoklund udtaler:
- Jeg synes virkelig, at det her er en festdag og en tidlig julegave. Vi har jo arbejdet på projektet i mange år efterhånden, så det er en kæmpe fornøjelse, at vi nu er nået derhen, hvor vi både får et nyt erhvervsuddannelsesmiljø og teknologidelen i form af en 3D-metalprinter, som åbner for nogle helt nye produktionsformer. Som lokal valgt har det (AM LAB ØST, red.) været noget af det mest tilfredsstillende, jeg har været med til. Vi har haft en god, lokal sag, som vi har forfulgt over flere år og nu over to omgange har fået penge til på Finansloven. Vi har givet projektet et godt rygstød og samtidig oplevet bred opbakning fra erhvervslivet, Campus, Frederikssund Kommune og flere andre kommuner.
Folketings- og byrådsmedlem Hans Andersen udtaler:
- Med de penge vi fik sikret på næste års Finanslov, kan vi nu hæve ambitionerne og få en volumen på AM-LAB, hvor både studerende, men ikke mindst små og mellemstore virksomheder rundt om i hele Østdanmark, kan blive inspireret til at tænke: Når de kan hos Danfoss eller Grundfos, skal vi så ikke også forsøge? Det her projekt og de muligheder, det afføder, kan være med til at bevare dansk konkurrenceevne på sigt og blive en trædesten til fremtidige virksomheder. Vi er nødt til at inspirere de unge mennesker og understøtte innovation, og det kan AM-LAB ØST være med til. Det har kæmpe perspektiver, og jeg glæder mig til, at vi kan indvie det, for det her er fremtiden.
Det forventes, at AM-LAB ØST på Campus Frederikssund står færdigt i løbet af foråret 2025.
Fakta om AM-LAB ØST
- AM-LAB ØST er et nyt uddannelsesmiljø på Campus Frederikssund, hvor fokus er på produktionsmetoden Additive Manufacturing.
- I AM-LAB ØST får regionens virksomheder og unge under uddannelse mulighed for at lære og arbejde med de nyeste teknologier som 3D-metalprint.
- En unik 3D-metalprinter bliver en central del af AM-LAB ØST. Printeren er udviklet af DTU og er den første af sin slags i verden, da den er baseret på såkaldt ’open hardware and software’.
- AM-LAB ØST får til huse i et moderne modulbyggeri på 180 m2 i fase 1, beliggende mellem Frederikssund Gymnasium og UNORD.
- AM-LAB ØST kommer til verden ved hjælp fra en bred kreds af støtter, herunder Dansk Metal, Dansk Industri, Dansk AM Hub, DTU, Nordisk Staal samt lokale og regionale uddannelsesaktører som UNORD og Frederikssund Gymnasium.
- Det forventes, at AM-LAB ØST kan indvies i foråret 2025.
Folketings- og byrådsmedlem Hans Andersen (V) brugte en minigraver til at tage det første spadestik.
Foto: Kenneth Jensen.
Skatteminister Rasmus Stoklund (A) tager første spadestik med en minigraver.
Foto: Kenneth Jensen.
Rektor på UNord Heidi Post Dam (tv) og rektor på Frederikssund Gymnasium, Agnethe Dybro Pedersen deltog også i begivenheden.
Foto: Frederikssund Erhverv.
(Tekst: Frederikssund Erhverv)