Lavere valgdeltagelse end i 2019
Valghandlingen er nu afsluttet på de seks valgsteder i Frederikssund Kommune og i resten af Danmark. Allerede kort efter kl. 20.00 søndag aften er de tilforordnede på valgstederne i gang med at tælle stemmerne.
Først resultater fra kl. 23
Der må imidlertid ikke offentliggøres resultater før alle europæiske lande er færdige med at stemme. I Italien kan vælgerne stemme helt frem til kl. 23 søndag aften, og derfor vil resultaterne først blive offentliggjort derefter. Du kan følge indberetningen af valgets resultater fra hele landet på KMDs valgside.
Lavere valgdeltagelse
Ved valget til Europa-Parlamentet i 2019 var valgdeltagelsen i Danmark rekordhøj for et EU-valg. I 2019 stemte knap 66 % af vælgerne i Frederikssund Kommune. Ved dette valg har valgdeltagelsen været noget lavere idet 57,47 % af vælgerne i Frederikssund Kommune har afgivet deres stemme. Det svarer til at 20.426 vælgere ud af 35.556 stemmeberettigede har sat deres kryds.
Alle de afgivne stemmer vil blive fintalt mandag den 10. juni.