Kids Tour kommer til Jægerspris
Nu har alle børn i alderen 3-10 år mulighed for at være cykelstjerner for en dag, når Kids Tour kommer til Jægerspris den 10. august. Kids Tour er en dag, hvor det ikke handler om at vinde, men om at være med og have det sjovt. Udover cykelløbet kan hele familien opleve en masse gratis aktiviteter og underholdning på eventpladsen. Du kan allerede nu købe billetter på www.kidstour.dk.
- Jeg glæder mig til endnu en gang af få besøg af hele Kids Tour-holdet og til at se de mange cykelglade børn, der deltager. Det er en rigtig god lejlighed for børnene til at få trænet cykelfærdighederne under helt sikre forhold. Derfor håber jeg på stor opbakning til arrangementet, især også fordi overskuddet jo går til Børneulykkesfonden, siger borgmester Tina Tving Stauning (A).
Målområdet på Kalvøen ved Kids Tour i 2023.
Cykelsjov under sikre forhold
Kids Tour er en landsdækkende begivenhed, hvor en række byer skiftes til at være værtsby for løbet. Hovedtemaerne er glæde og trafiksikkerhed, hvor børnene er i fokus med cykling, leg og sjove aktiviteter på pladsen. Frederikssund Kommune er med for tredje år i træk. Tidligere er løbet afholdt i Slangerup og Frederikssund.
Selve cykelruten er en ca. 1 km lang rundstrækning, der både er publikumsvenlig og sikkert skærmet af for trafik. Børnene kører et antal omgange efter alder og formåen, og så får de naturligvis en medalje, når de kommer i mål.
Overskud går til Børneulykkesfonden
Kids Tour arrangeres af Børneulykkesfonden i samarbejde med Frederikssund Kommune. Kids Tour støttes af Jyske Bank, der er hovedsponsor på cykelløbet. Overskuddet fra salget af startnumre går til Børneulykkesfonden for bl.a. at fremme fondens arbejde med at øge børnesikkerheden i Danmark og nedbringe antallet af børneulykker i trafikken.
Fakta om Kids Tour
- Kids Tour kommer til Jægerspris Skole, Møllevej 90 den 10. august 2024.
- Alle tilmeldte børn får et startnummer, en goodiebag, en drikkedunk og en medalje, når målstregen er krydset.
- Eventpladsen har åbent fra kl. 10.00 til 15.00.
- Der vil før, under og efter løbet være forskellig underholdning og gratis aktiviteter for hele familien på eventpladsen.
- Prisen pr. barn er 50 kroner + gebyr.
- Læs mere og tilmeld dit barn på www.kidstour.dk.
Børn danser sammen med maskotten fra Kids Tour på Kalvøen i august 2023.
Fotos: Frederikssund Kommune.