Ny forsøgsordning: Nu kan du stille et borgerforslag
Frederikssund Kommune igangsætter nu en forsøgsordning med borgerforslag og tilslutter sig dermed en lang række danske kommuner med lignende ordninger. Med forsøgsordningen oprettes en ny kanal til borgerinddragelse, der giver borgerne mulighed for at deltage mere direkte i lokaldemokratiet.
Skal være 15 år
Forsøgsordningen løber i et år og har til formål at øge den demokratiske deltage blandt borgere i kommunen og bringe nye idéer fra borgerne ind i det lokalpolitiske rum. Det vil være muligt at stille og støtte borgerforslag hvis man er 15 år eller derover og er bosiddende i Frederikssund Kommune. Det er derfor også en mulighed for unge til at deltage i lokaldemokratiet før de får stemmeret.
Borgerforslag er borgernes mulighed for at stille forslag til, hvordan Frederikssund kan blive en endnu bedre kommune at bo i. Hvis et borgerforslag lever op til kriterierne og får støtte fra 300 borgere skal kommunalpolitikerne behandle det i byrådet.
Sådan gør du
Hvis du vil stille et forslag, gør du det via platformen ”Vi skaber Frederikssund”. Her skal du logge ind med MitID ug udfylde en profil, hvorefter du kan stille dit forslag. For at støtte et forslag kræves ligeledes login, hvorved man kan sikre, at det kun er borgere bosiddende i Frederikssund Kommune, der deltager.