Nyt tilbud til børn og unge i mistrivsel åbner 1. november
Hos YoungMind tilbydes rådgivende samtaler, individuelle samtaleforløb eller gruppeforløb for børn, unge og deres forældre. YoungMind hjælper også med at finde vej til andre relevante tilbud i kommunen, i regionen og i civilsamfundet.
Formålet med YoungMind er, at forkorte tiden fra, at børn og unge udviser tegn på mistrivsel til den rette indsats sættes i gang. Målet er at forebygge, at udfordringerne vokser sig så store, at der er behov for mere omfattende støtte.
Tilbuddet åbner 1. november og vil være fuldt implementeret fra udgangen af 2025. Det betyder, at YoungMind løbende kommer til at udvide behandlingsmulighederne, så flest mulige børn og unge i psykisk mistrivsel kan få hjælp.
Borgmester Tina Tving Stauning (A) glæder sig til, at YoungMind åbner:
- Jeg er glad for, at vi med åbningen af YoungMind kan tilbyde lettilgængelig rådgivning og behandling til gavn for børn og unge i psykisk mistrivsel. Det nye tilbud giver os som kommune mulighed for at sætte ind med hjælp så hurtigt som muligt, inden problemerne vokser sig større, siger Tina Tving Stauning.
YoungMind er et samarbejdsprojekt mellem Ungekontakten og Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR). Udvalgsformanden for Unge, fritid og idræt Niels Martin Viuff (C) og udvalgsformanden for Børn, familier og forebyggelse Ramus Petersen (Ø) hilser også tilbuddet velkomment:
-I vores arbejde i Børn, familier og forebyggelse har vi et strategisk fokus på tidlig forebyggende indsatser. Vi skal undgå, at problemer vokser sig for store. YoungMind er netop et af tiltagene til at opnå dette, og jeg ser frem til åbningen af tilbuddet 1. november, siger Rasmus Petersen.
Niels Martin Viuff er enig og supplerer:
-For mig er det vigtigt, at der med YoungMind skabes én fælles indgang til børn og unge op til 25 år i psykisk mistrivsel, og deres forældre. Det er en unik model i Frederikssund, at vi har et forebyggende tilbud, der også omfatter de unge fra 18-25 år, siger Niels Martin Viuff.
Åbningsreception
YoungMind holder åbningsreception den 1. november 2024 kl. 12 i tilbuddets lokaler på Odinsvej 4B, 3600 Frederikssund. Alle borgere og samarbejdspartnere er velkomne.
Program:
- Kl. 12.00: Borgmester Tina Tving Stauning (A) byder velkommen og holder tale
- Kl. 12.10: Leder af Ungekontakten Keziban Bilal Aydin fortæller om tilbuddets indhold
- Kl. 12.20: Mulighed for at møde medarbejdere i tilbuddet.