På rejse til fortiden
Alle femårige i Frederikssund Kommune får hvert år muligheden for at rejse tilbage til oldtiden sammen med Frederikssund Museum, Færgegården. Her lærer de om, hvordan man levede engang, og hvad vi ved om datidens mennesker.
På en tåget tirsdag formiddag kommer Børnehuset Solstrålen på besøg på Færgegården. Her skulle de egentlig på en fortidsrejse i museets have, men fordi vejret har gjort jorden meget mudret, er rejsen flyttet indendørs. Her møder de museumsformidler Marie Abel Hesse, der skal tage dem med tilbage til fortiden.
Hvad lavede man i oldtiden?
Første stop på rejsen foregår i et af Færgegårdens museumslokaler, hvor børnene sidder på dyreskind og sammen med Marie taler de om, hvad et museum er. Derefter kigger de på et billede af en boplads fra oldtiden. Børnene beskriver, hvad de ser på billedet; nogen bygger en båd i træ, nogen laver bål, nogen skyder med bue og pil, et barn løber og nogen bærer et dødt dyr. Det leder til en snak om, hvad man brugte det døde dyr til, og Marie fortæller, at det blev brugt til at spise, knoglerne blev brugt til smykker, redskaber, knapper med mere, mens skindet blev brugt til tøj eller bare som skind til at sidde på eller varme sig med.
Børn fra Børnehuset Solstrålen sidder på gulvet og lytter til museumsformidler Marie Abel Hesse.
Herefter går rejsen videre til et nyt rum, hvor børnene samles om en montre med et skelet i. Skelettet er en pige, fortæller Marie. De får en snak om, hvem hun mon var, hvad hun hed og hvad hun har lavet, dengang hun levede. Alle børnene kigger interesserede på skelettet og kommer med gode svar til Marie. Pigen kunne have heddet Isabella eller Mette, og måske legede hun i skoven eller sang en sang.
Børnene er samlet om en montre med et skelet fra en pige.
Oplever kulturhistorie med alle sanserne
Frederikssund Museum Færgegården, som er en del af ROMU, er med i Kulturstier, som tilbyder alle børn på fire og fem år et besøg på fire af Frederikssund Kommunes kulturinstitutioner. Her skal de møde kultur og historie på en sjov og spændende måde.
- Vi synes, at det er vigtigt, at børnene får indblik i, hvad et museum er, men også i at der har boet nogle mennesker her længe før dem. De mennesker skulle ligesom os have mad at spise, noget at drikke, et sted at sove og bo. Det er nogle ting, som børnene kan relatere sig til, fortæller Louise Dahl Christensen, museumsinspektør hos ROMU, og fortsætter:
- Det fine ved Kulturstier er, at man i en meget tidlig alder introducerer dem til de forskellige typer kulturinstitutioner, så de kender dem, når de kommer i skole. Så er der noget at bygge videre på, og vi vil især gerne bygge videre på den positive, spændende og sjove oplevelse, og at det er noget, man kan relatere sig til, siger hun.
For at give børnene en god oplevelse, er det også vigtigt, at de får lov at opleve med alle sanserne.
- Vi præsenterer kulturhistorien gennem forskellige sanser. De må røre ved ting, de kan få lov at dufte og smage, de kan se og lytte og tale med hinanden og formidleren om det, de oplever. Så historie er ikke kun noget, man læser i en bog, men også noget man kan opleve gennem andre sanser end kun lige synssansen, fortæller Louise Dahl Christensen.
Derfor får børnene også lov at mærke på de knogler, de kigger på sammen med Marie. Knogler er nogle, som er blevet fundet i jorden omkring Frederikssund. Der er blandt andet en hestekæbe, noget fra en ko og fra en ged eller et får, og en hjortetak. Marie viser, hvordan man for eksempel kunne bruge en tyk knogle sammen med en flintesten og lave en økse. Børnene får lov at røre ved knoglerne og mærke, hvordan de føles.
Børnene rører ved forskellige dyreknogler, der er fundet i jorden omkring Frederikssund.
Smag på historien
Efter at have talt om og rørt ved knogler, får børnene lov til selv at lege arkæologer. Marie fortæller dem om, hvordan arkæologer graver i oldtidens skraldespand og finder de ting, der engang blev smidt ud eller tabt af mennesker. Og nu er det børnenes tur til at gå på jagt på museet og hver finde én ting, de kan tage med tilbage.
På ingen tid har alle børn fundet noget, som de ligger på gulvet foran Marie. Der er både forskellige skår, sten, hestesko, østers og mere. Hesteskoene er der en af børnene, der udmærket ved, hvad skal bruges til:
- Hestene havde dem på for at de ikke fik ondt i deres hestefødder, fortæller hun.
Blandt de arkæologiske fund er også nogle potteskår, som Marie tager frem. Hun fortæller, hvordan de har været en skål, som man for eksempel kunne have snacks i – og frem hiver hun en lille skål med nødder, for som hun siger, dengang havde man jo ikke popcorn og andre snacks. Til gengæld var nogle mennesker samlere, og de samlede nødder og andre lækre ting i naturen. Efter at have sikret sig, at ingen har nøddeallergi, får de alle lov at smage en hasselnød.
Børnene får også lov at dufte til en krydderurt, som de hurtigt gætter er mynte. Marie fortæller, at det brugte man for eksempel til at lave te med, og frem tryller hun en kande med myntete, som alle børnene får lov at smage. Den falder i god jord hos de fleste af dem.
Marie Abel Hesse har lavet myntete, som børnene gladeligt smager på.
Skal hjem og lege arkæolog
Da besøget er slut, har børnene smagt, rørt, set, duftet og lyttet til historien. De har endda fået lov at kaste med pile efter billeder af dyr, som var de på jagt. Og det har været en god oplevelse for børnene. De har alle fulgt godt med og deltaget i alle de ting, Marie har ført dem igennem.
Inden de skal hjem, snakker de med en af deres pædagoger om, hvordan det har været at være på besøg på museet. De synes alle, det har været sjovt, og nogle af dem skal i hvert fald hjem og lege jægere eller arkæologer på legepladsen.
Børnene kaster pile efter billeder af dyr og leger, at de er på jagt.
- Vi vil gerne give børnene en god oplevelse med det at arbejde med historie og en oplevelse af, at det at gå på museum er sjovt og noget, man kan få viden ud af, så det bliver noget, de har lyst til at gøre igen. Vi kan høre, når vi senere møder dem i skolerne og de kommer ud til os, å kan de huske, at de har været her før. Og nogen kan også huske, hvad de har lavet. Så vi vil gerne skabe en glæde ved at gå på museum som noget positivt og en god oplevelse, fortæller Louise Dahl Christensen.
Og den ambition lader til at være lykkedes meget godt med børnene fra Børnehuset Solstrålen.
Hvad er kulturstier?
Kulturstier giver alle fire- og femårige børn i Frederikssund Kommune et møde med fire forskellige kulturinstitutioner, nemlig:
- Frederikssund Museum Færgegården
- Willumsens Museum
- Frederikssund Bibliotekerne
- Musikpatruljen fra Frederikssund Musikskole
Formålet er, at alle børn skal møde de lokale kulturinstitutioner og aktivt opdage og opleve musik, billedkunst, kulturhistorie og litteratur. Der er et før og efter forløb i børnehusene, så børnene arbejder med dem over en periode. I før- og efterprocesserne bidrager det pædagogiske personale fx med at forstærke børnenes møde med kulturen ved at tale med børnene om, hvad det er, de skal opleve.
Foto: Mikala Tordrup