Handicappris haves – vinder søges
Hvem skal have handicapprisen 2024? Hvem gør en særlig indsats for borgere med handicap i Frederikssund Kommune? Hvem fortjener en anerkendelse for deres gode arbejde? Det kan du nu hjælpe med at finde ud af.
Frederikssund Kommune uddeler hvert år en handicappris til en borger, forening, organisation eller virksomhed, der har ydet en særlig indsats for borgere med handicap, psykiske eller sociale udfordringer.
Alle med bopæl i Frederikssund Kommune kan indstille kandidater til prisen. Der er åbent for indstillinger allerede nu og til og med den 15. oktober 2024.
Hvad kan være baggrunden for indstillingen?
For at kunne modtage prisen, skal man kunne leve op til et eller flere af følgende kriterier:
- En særlig indsats i forhold til en enkelt borger eller familie.
- En særlig indsats fra en ildsjæl i en forening, organisation eller lignende.
- En særlig indsats i forbindelse med aktiviteter for personer med handicap, psykiske eller sociale udfordringer.
- En særlig indsats ydet af en virksomhed i forbindelse med personer med handicap, psykiske eller sociale udfordringer i erhverv.
- En særlig indsats ydet af en forretning eller virksomhed med henblik på handicaptilgængelighed.
Prisen består af et kunstværk og et diplom og overrækkes på den internationale handicapdag ”Dagen for muligheder” den 3. december.
Fra venstre: Formand for Handicaprådet Tommy Fritzen, modtager af Handicapprisen 2023 Thomas Ulrik Wester og borgmester Tina Tving Stauning.
Foto: Frederikssund Kommune