Hvordan bevæger man sig som gammel?
Det er et spørgsmål, som børn i seks forskellige børnehuse har beskæftiget sig med i løbet af sensommeren. De har nemlig haft to huskunstnere på besøg, og sammen med dem har de gennem rollelege prøvet at bevæge sig som en gammel person.
Børnene i de seks børnehuse har været en del af et huskunstnerprojekt, som er et samarbejde mellem Parkteatret – Frederikssund kommunes egnsteater og kommunen. De to huskunstnere, Line Østergaard og Flemming Bang, har været på besøg tre gange i hver af de seks børnehuse. Her har de med musik, sang og bevægelser snakket om følelser og om det at blive ældre og gammel.
I Børnehuset Ørnesten har en lille gruppe børn i alderen fire til seks år været med på tre workshops med Line og Flemming. Børnene deltager med stort engagement og er klar med det samme, da de to huskunstnere går i gang med en rytmeleg, der samtidig er en navnerunde.
- Man har også en rytme i kroppen, siger Line og kigger rundt på børnene.
- Kan I huske, hvad det er for en?
-Ja, råber børnene. Det er hjertet.
Og så lægger de alle deres hænder på hjertet og mærker rytmen.
- Med hjertet kan man elske. Hvad elsker I? spørger Line.
Svarene er meget varierede. En elsker sin familie, en elsker dyr og en elsker musik.
Herfra glider snakken over i andre følelser – vred, sur, bange, glad, og der bliver lavet ansigter, der passer til de forskellige følelser. Snakken sluttes af med at der bliver sunget og leget Bjørnen sover og senere også De tre små fisk.
De to skuespillere Flemming og Line laver ansigter med børnene i Børnehuset Ørnesten, som viser forskellige følelser.
Teater på omsorgscenter
De to huskunstnere taler også med børnene om det at blive gammel. Hvad sker der egentlig med os mennesker, når vi bliver gamle?
Nogle af børnene viser, at man kan få lidt krogede fingre – blandt andet af gigt. Man kan også få rynker, og man skal tit bruge briller.
Alle børnene få lov at låne briller, stokke og hatte, og sammen med Line og Flemming går de rundt med kroget ryg og støttet til stokke, som var de gamle mennesker.
Børnene fik lov at låne hatte, briller og stokke, sådan som gamle mennesker har og bruger.
Særligt for dette huskunstnerprojekt er, at børnene ikke bare skal lege, at de er gamle mennesker. De skal også på besøg på et omsorgscenter, hvor de sammen med beboerne skal se et teaterstykke opført af de to huskunstnere.
Børnene fra Børnehuset Ørnesten har som afslutning været på besøg på Omsorgscenter Tolleruphøj, hvor de sammen med de ældre beboere så teaterstykket Min farfars guitar med Line og Flemming i de to eneste roller.
Stykket handler om et barnebarn og hendes farfar, og om hvordan farfar og farmor mødte hinanden, fik børn og børnebørn, om livets gang med fødselsdage og farmors død, og om musik og at spille guitar, indtil farfar en dag ikke kan mere, fordi han har gigt i fingrene. Men heldigvis kan barnebarnet, og med øvelse bliver hun lige så god som farfar.
Stykket fik både børn og ældre til at grine, der blev sunget med på Bjørnen sover og De tre små fisk. Og da farfar (Flemming) spørger børnene, om de kan lide ostemadder, kommer svaret prompte:
- Neeeej!
Men da han spørger de ældre, bliver der nikket ivrigt rundt omkring. Og sådan viser aldersforskellen sig på mange forskellige måder.
Skuespillerne Flemming og Line opfører Min farfars guitar for børn og gamle. Når farfar (Flemming) synger med, så kommer der sæbebobler fra hans guitar.
Rollelege giver kendskab til andre
Målet med huskunstnerprojektet er at bakke op om børnenes kreativitet og give dem nye redskaber, de kan lege med. Ved at lege med følelser og det at blive gammel, prøver børnene at sætte sig i andre menneskers sted. Det at lege med, hvordan man bevæger sig, når man er gammel og hvordan det er i forhold til at være et barn giver dem forskellige bevægelsesmønstre at lege med.
Huskunstnerne opmuntrer de børn, som ikke af sig selv udfordrer det at lege at være en anden, og de inspirerer de børn, der allerede leger rollelege. Håbet er, at workshops samt teaterstykke smitter af på dagligdagen i børnehusene, så rollelegene bliver en helt naturlig del af hverdagen.
Og denne gang er det altså med den ekstra detalje, at børnene får lov at møde ældre på et omsorgscenter, se teater med dem, og efterfølgende sidde sammen og farvelægge en tegning – til stor glæde for både unge og gamle.
Efter teaterstykket får både børn og gamle mulighed for at farvelægge tegninger.
Fakta om huskunstnerprojekt
Huskunstnerprojektet er et samarbejde mellem Frederikssund kommune og Parkteateret – Frederikssund kommunes egnsteater. Projektet er støttet af Statens Kunstfond.
Med i projektet har der i år været seks forskellige børnehuse, fem omsorgscentre og daghjemmet Østergården:
- Børnehuset Ørnesten har besøgt Omsorgscenteret Tolleruphøj
- Børnehuset Strandstræde har besøgt Omsorgscenteret Solgården
- Børnehuset Kragebakken har besøgt Omsorgscenteret Nordhøj
- Børnehuset Krabbedammen har besøgt Omsorgscenteret De tre ege
- Børnehuset Rørskov har besøgt Omsorgscenteret Pedershave.
- Børnehuset Mariendal har besøgt daghjemmet Østergården
Foto: Mikala Tordrup, Frederikssund Kommune.