Virksomheder blev klogere på fremtidens arbejdsmarked
Det var Jobcenter Frederikssund, der torsdag den 26. september havde inviteret kommunens virksomheder til fyraftensmøde om fremtidens arbejdsmarked. Ved samme lejlighed fik virksomhederne mulighed for at møde Jobcenterets medarbejdere og tale om alt fra voksenlærlinge til fleksjob og fastholdelse af medarbejdere.
Sværere at rekruttere i fremtiden
Formand for udvalget Job, erhverv og kultur, Michael Tøgersen (I) bød velkommen til de mere end 40 fremmødte virksomheder, og herefter holdt fremtidsforsker Jesper Bo Jensen oplæg om fremtidens arbejdsmarked.
Han pointe var blandt andet, at tilgangen til arbejdsmarkedet vil falde i de kommende ca. 20 år idet de unge årgange er ret små. Samtidig er der historisk mange i arbejdsstyrken – over 3 mio. – og derfor er der ikke ret mange ledige at rekruttere fra.
- Der er dyb mangel på arbejdskraft og dyb mangel på faglærte, og det bliver kun værre, fastslog fremtidsforskeren og tilføjede:
- Da situationen er den samme i en række andre europæiske lande, så kan udfordringen ikke løses ved blot at importere arbejdskraft fra udlandet, sagde Jesper Bo Jensen.
Fremtidsforsker Jesper Bo Jensen.
Der findes løsninger
Men han gav dog bud på ”et puslespil” af løsninger for erhvervslivet. Herunder at opkvalificere eller omskole de medarbejdere man allerede har. At blive bedre til at holde på de ældre medarbejdere, at indføre robotter og automatisering samt ikke mindst at højne effektiviteten gennem ændret ledelse.
- Produktiviteten vokser med god ledelse, fastslog han.
Mere end 40 virksomheder deltog i fyraftensmødet.
Tæt samarbejde med Jobcenteret
Flere af de fremmødte virksomheder har allerede et tæt samarbejde med Jobcenteret. Virksomheden Phoenix Denmark fra Slangerup, som producerer sikkerhedsudstyr til militæret har oplevet stor vækst i de senere år.
- Vi er gået fra nogle få til ca. 21 ansatte i dag og stort set alle er kommet via Jobcenteret. Vi ansætter ufaglærte og lærer dem selv op, så vi er ofte i kontakt med Jobcenteret, fastslår Lasse Møller, der er direktør i Phoenix Denmark.
Også Kursuscenter Bautahøj i Hornsherred deltog på messen, og direktør Christina Wejlemann kunne godt genkende fremtidsforskerens ord om manglen på arbejdskraft.
- Der er ikke så mange kokke mere, så det er svært at tiltrække faguddannede kokke, fortæller hun.
Bautahøj bruger for en stor del ufaglært arbejdskraft, og her er det også en udfordring at være placeret et sted, hvor det kræver bil at komme til og fra på skæve tidspunkter.
- Vi oplever også, at mange ikke ønsker at arbejde i weekenderne, hvor vi jo netop ofte har kunder. Men vi er meget glade for vores samarbejde med Jobcenteret. Vi får fleksjobbere i arbejdsprøvning, efterlønnere og flygtninge. Jeg har ikke en HR-afdeling, men jeg har i stedet et super samarbejde med Jobcenteret om fastholdelse af medarbejdere, fastslår Christina Wejlemann.
Jobcenter Frederikssund rundede dagen af med en paneldebat mellem virksomheder, Frederikssund Erhverv og politikere fra udvalget Job, erhverv og kultur.
Udvalgsformand Michael Tøgersen (I) byder velkommen.
Jobcenterets medarbejdere stod til rådighed for virksomhederne til en snak om alt fra voksenlærlinge til fleksjob og fastholdelse af medarbejdere mm.
Fotos: Frederikssund Kommune.