Kulturministeren besøgte Willumsen og Tolleruphøj
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt besøgte mandag den 5. februar Frederikssund. Ministeren havde selv udtrykt ønske om at se Willumsens Museum samt et omsorgscenter som Tolleruphøj, hvor man gør meget for at skabe kulturelle aktiviteter og oplevelser for beboerne.
- Jeg er altid glad, når ministre besøger Frederikssund og viser interesse for vores institutioner. Jeg er rigtig stolt af at kunne fremvise både vores kulturelle fyrtårn Willumsens Museum og et rigtig velfungerende omsorgscenter, hvor de arbejder godt og tværfagligt med at yde den bedste omsorg og pleje til beboerne, siger borgmester Tina Tving Stauning (A).
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt hilser på borgmester Tina Tving Stauning (th.) og centerleder på Tolleruphøj, Signe Welcher Nielsen.
Museumsreform på tapetet
Regeringen barsler med en museumsreform, hvor der også skal kigges på fordelingen af statens tilskud til statsanerkendte museer. Og denne reform blev naturligvis drøftet, da ministeren besøgte Willumsens:
- Det var et meget positivt besøg. Ministeren fik set museet og vidste i forvejen en del om Willumsen. Ud over kunsten fik vi også lejlighed til at drøfte blandt andet den kommende museumsreform samt museets forestående renovering, og så var ministeren meget interesseret i vores projekt kulturstier, fortæller Lisbeth Lund, der er direktør på Willumsens Museum.
Kulturstier er Frederikssund Kommunes kulturtilbud til alle 4 og 5-årige i kommunen, hvor børnene møder de lokale kulturinstitutioner i et forløb, som er udviklet i samarbejde mellem børnehuse og kulturinstitutioner.
Kultur til de ældre
Under besøget på Tolleruphøj fik ministeren en rundvisning og mulighed for at tale med nogle af beboerne. Der blev også tid til at kigge på musikhaven, hvor der står flere udendørs instrumenter, som beboerne kan benytte. Ministeren blev også orienteret om de mange aktiviteter og kulturelle arrangementer som bl.a. brugerrådet på Tolleruphøj er med til at arrangere.
Du kan læse mere om aktiviteterne på Tolleruphøjs hjemmeside.
Ministeren besøger musikhaven på Tolleruphøj. Fra venstre: Borgmester Tina Tving Stauning, Kulturminister Jakob Engel-Schmidt, formand for brugerrådet Erik Zangenberg og centerleder Signe Welcher Nielsen.
Fotos: Frederikssund Kommune.