
Frederikssund Kommune går nye veje
Aprilsnar: Dette var selvfølgelig en aprilsnar. Både borgmester og kommunaldirektør bliver på deres vante poster, også i april.
Frederikssund Kommune går nye veje for at styrke sammenhængskraften og udviklingsprojektet ”Sammen om Frederikssund”. Derfor bytter borgmester Tina Tving Stauning og kommunaldirektør Torben Kjærgaard roller i hele april måned. 1. april overdrager borgmester Tina Tving Stauning borgmesterkæden til kommunaldirektør Torben Kjærgaard, og samtidig bytter de kontor.
- Jeg glæder mig til også fysisk at komme helt tæt på direktionen og de mange små og store ledelsesopgaver, der følger med kommunaldirektørjobbet. Og så banker mit hjerte for, sammen med hele MED-organisationen, at videreudvikle det gode borgerforløb til borgernes bedste, fortæller nuværende borgmester Tina Tving Stauning. Og hun forsætter:
- De store reformer, udviklingsprojektet ”Sammen om Frederikssund” og det tætte samarbejde, kommunens medarbejdere og ledere imellem, kræver sit. Jeg glæder mig til opgaven som kommunaldirektør.
Også nuværende kommunaldirektør Torben Kjærgaard ser frem til skiftet den 1. april:
- Ud over min nye kontorudsigt over Torvet midt i Frederikssund by ser jeg frem til de mange, spændende politiske drøftelser med resten af Byrådet. Jeg er spændt på, hvordan Byrådet vil tage imod mig, men jeg vil i hvert fald gøre mit til at samle de mange politiske retninger og holdninger i en mangfoldig, men fortsat fælles retning for Frederikssund Kommune. En fantastisk kommune med stort potentiale, som allerede er inde i en rivende udvikling. Jeg ser frem til at træde ind i rollen som borgmester.
Både borgmester Tina Tving Stauning og kommunaldirektør Torben Kjærgaard glæder sig hver især til deres nye opgaver. Det er aftalt, at jobbyttet starter den 1. april og forløber hele april måned 2025 med mulighed for forlængelse.
- Vi har før gået nye veje med formandskaberne i de politiske fagudvalg. Nu udvider vi paletten og er sikre på, at det giver god merværdi for alle, udtaler de begge.
Borgmester Tina Tving Stauning og kommunaldirektør Torben Kjærgaard bytter 1. april roller i en måned.
Foto: Frederikssund Kommune.