
Frederikssund Kommunes regnskab for 2024 kom flot i mål
Frederikssund Kommunes regnskab for 2024 viser, at kommunen har overholdt både service- og anlægsrammen samtidig med, at rammerne er udnyttet optimalt. Dertil har kommunen i 2024 et overskud på 5,4 millioner kroner. Regnskabet for 2024 kom derfor flot i mål.
- Igen i år har vi vist, at vi kan planlægge og styre økonomien så præcist, at vi kan udnytte service- og anlægsrammerne fuldt ud uden at overskride dem. På den måde opnår vi den maksimale effekt inden for de rammer, der er givet. Dette års regnskab rammer med andre ord lige i plet og viser samtidig, at Frederikssund Kommune fortsat har en solid og bæredygtig økonomi. Det kan vi være rigtig stolte af, og jeg vil gerne takke både Byrådet og administrationen for den økonomiske og faglige ledelse, der har bragt os så flot i mål, siger borgmester Tina Tving Stauning (A) om årsregnskabet for 2024.
På Økonomiudvalgets møde den 23. april er Frederikssund Kommunes regnskab for 2024 blevet behandlet. Og det er set fra flere vinkler ganske positiv læsning. Regnskabet viser nemlig, at kommunen til fulde har udnyttet de nationale rammer for udgifter på service- og anlægsområdet uden at overskride dem og endda kan præstere et overskud på 5,4 millioner kroner.
Præcis styring af økonomien
I 2024 har Frederikssund Kommune brugt 2.538,1 millioner kroner på serviceudgifter, hvilket er blot 0,6 millioner kroner under servicerammen. På anlægsområdet er der i årets løb investeret i alt 156 millioner kroner, hvilket ligeledes er netop 0,6 millioner kroner under anlægsrammen. At ramme budgettet så præcist skyldes blandt andet en tæt økonomiopfølgning, der blandt andet betyder, at Økonomiudvalget hver måned får en orientering om den økonomiske status samt likviditet.
Overskud på 5,4 millioner kroner
Ser man nærmere på tallene bag regnskabet, har der været ændringer i både udgifter og indtægter. Der har således været ekstraudgifter til de specialiserede områder, ældreområdet og dagtilbud. Der har også været flere udgifter til førtidspension, løntilskud, forsikrede ledige og tabt arbejdsfortjeneste. Derimod har der været et betydeligt mindreforbrug på energi, ligesom der har været ekstra indtægter fra skatter, renter, tilskud og udligning med videre. De ekstra indtægter mere end opvejer de ekstra udgifter, og samlet set viser regnskabet, at Frederikssund Kommune har et overskud på 5,4 millioner kroner i 2024. Dette er en forbedring på 65,8 millioner kroner i forhold til det oprindelige budget, hvor det var budgetteret med et underskud på 60,4 millioner kroner.
Oversendes til revision
Økonomiudvalget besluttede på mødet den 23. april at oversende kommunens samlede regnskab for 2024 til Byrådet, hvorefter Byrådet på mødet den 30. april skal oversende regnskabet til revisionen.
Du kan læse regnskabet og dykke mere ned i tallene under pkt. 67 på Økonomiudvalgets dagsorden for den 23. april.
Borgmester Tina Tving Stauning glæder sig over et flot regnskab for 2024 i Frederikssund Kommune.
Foto: Frederikssund Kommune.