
Uddannelsesreform kan bane vej for styrket og samlet Campus i Frederikssund
Regeringen har netop indgået aftale med SF og Dansk Folkeparti om en reform af de gymnasiale uddannelser i Danmark. Med aftalen oprettes blandt andet en ny erhvervs- og professionsrettet epx-uddannelse med en kombination af praktisk og boglig undervisning.
Ønsker fælles Campus
Og udsigten til en ny professions- og erhvervsrettet uddannelse bliver modtaget meget positivt på Campus Frederikssund. Aktørerne på Campus, herunder Frederikssund Gymnasium, skrev således allerede i september sidste år til undervisningsministeren med det forslag, at stille sig til rådighed allerede nu for forsøg med øget sammenlægning af uddannelsesinstitutionerne i forbindelse med den reform af uddannelsessystemet, som ellers først træder i kraft fra 2030.
- Med reformens epx er det vigtigt, at vi får skabt en ny gymnasial uddannelse med sin egen identitet, hvor der er et reelt fokus på at lære i et praksisnært ungemiljø. Med vores fælles værkstedsfaciliteter i MakerVærket, og de gode samarbejder vi allerede har på Campus mellem skolerne, ser jeg frem til at vi i fællesskab får skabt ét stærkt samlet uddannelsestilbud med stx, htx, hhx, gymnasiale enkeltfag og epx på Campus Frederikssund, siger rektor for Frederikssund Gymnasium Agnethe Dybro Pedersen.
Også rektor på U/Nord Heidi Post Dam ser gode perspektiver i den nye uddannelse:
- Vi ser frem til det meget tætte samarbejde, som aftalen lægger op til, da vi oplever, at det giver stor værdi for vores elever, at Campus Frederikssund fremstår som en enhed. Det giver eleverne en tryghed, men også adgang til et større fællesskab, fastslår hun.
Ministeren er inviteret
Borgmester Tina Tving Stauning (A) har i et brev inviteret undervisningsminister Mattias Tesfaye (A) på besøg på Campus Frederikssund, hvor mere end 1200 unge mennesker har deres daglige gang. I den forbindelse understreger borgmesteren også sin støtte til forandringer på uddannelsesområdet, der kan være med til at styrke det allerede gode og tætte uddannelsesfællesskab på Campus, selv om tabet af den populære lokale 10. klasse kan bekymre:
- Langt flere unge bør komme godt i gang og igennem deres ungdomsuddannelse, så vi som samfund også på sigt har den arbejdskraft, der er forudsætningen for velfærden. I Frederikssund Kommune drømmer vi f.eks. om at kunne tilbyde vores unge erhvervsuddannelser så som smedeuddannelse i tilknytning til den AM-metalprinter, der er på vej til Campus. Det vil styrke hele campus, at der bliver endnu flere uddannelser på stedet. Og ikke mindst vil vi gennem et Campus med en formel fælles ledelse for alvor kunne sætte turbo bag ambitionerne om at få alle unge med – også når vi skal lykkes med den nye ungdomsuddannelse, fastslår borgmesteren.
Direktør for Frederikssund Erhverv, Jens Hald, vurderer, at et samlet Campus vil betyde, at Frederikssundområdet kommer til at stå stærkere rent erhvervsmæssigt:
- For det lokale erhvervsliv er tilknytning af kvalificerede medarbejdere afgørende for konkurrenceevnen, og det vil et endnu stærkere og fagligt bredere Campus kunne bidrage til. I Fjordlandet står vi på et stærkt fundament med gode håndværksuddannelser samt stærke globale og håndværksmæssige virksomheder. Vi ser især frem til det kommende AM-Lab ØST, hvor vi, i samarbejde med bl.a. DTU Construct og Dansk AM-Hub bliver det første ungdomscampus i Danmark med en open-source metalprint facilitet. Vi glæder os til et unikt videns- og uddannelsesmiljø i Fjordlandet, til gavn for både innovation, iværksætteri, opkvalificering og videreuddannelse i samarbejde med virksomhederne i Østdanmark, siger direktøren.
Helhedsplan skal skabe plads til udvikling af Campus
I løbet af foråret skal Byrådet tage stilling til nedrivning af den gamle svømmehal i hjørnet af campusarealet på Odinsvej for at give plads til nye og flere aktiviteter på Campus. Derfor lægges der også op til, at der samtidig udarbejdes en helhedsplan for området med involvering af alle aktører på Campus, herunder de unge og den forberedende grunduddannelse FGU-Nordsjælland. Med den nye uddannelsesaftale får elever, der ikke består folkeskolens afgangseksamen eller falder fra en ungdomsuddannelse efter 9.klasse, nemlig retskrav på at kunne starte på FGU. Helhedsplanen forventes blandt andet at indeholde oplæg til anvendelse af det frigjorte areal fra svømmehallen, synlige og indbydende adgangsveje til Campus samt tryghed.
Campus Frederikssund rummer i dag Frederikssund Gymnasium, U/Nord, Ungekontakten, Makerværket, Ungeliv, 10. klasse, ungdomsklub, YoungMind og Trekløverskolen afd. Marienlyst. Samtidig er det nye AM-LAB Øst ved at tage form, hvor regionens virksomheder og unge under erhvervsuddannelse vil få mulighed for at lære om og arbejde med de nyeste teknologier som 3D-metalprint.
Frederikssund Gymnasium og Trekløverskolen afd. Marienlyst er to af institutionerne, som i dag ligger på Campus Frederikssund.
Foto: Kenneth Jensen.