Nye lokaler indviet på Ådalens Skole
Ådalens skole har gennem en årrække oplevet et stigende elevtal og som følge heraf været presset på kapaciteten. Men i løbet af 2024 blev den kommunale tandpleje flyttet fra Ådalens Skole til Frederikssund Hospital, og det frigav plads på skolen til at indrette nye undervisningslokaler. Og fredag den 24. januar kunne skolens personale, elever samt borgmester Tina Tving Stauning (A) og formanden for Skole, Klub og SFO Anna Poulsen (F) så indvie de nye lokaler.
De nye lokaler blev fejret med både taler, sang og musik.
Meget kærkomne
De nye lokaler omfatter fire undervisningslokaler, gruppelokaler samt mødelokale, og de nye lokaler er længe ventede:
- Med de nye lokaler får vi ikke blot skabt et nyt undervisningsmiljø, hvor der også er virkelig gode faciliter til mindre grupper, men vi får også skabt lidt mere luft rundt om på resten af skolen, som vil komme rigtig mange elever og medarbejdere til gavn. Så det er virkelig noget, som vi har set frem til, fortæller konstitueret skoleleder Hanne Rask Pedersen.
Indvielsen af de nye lokaler er et væsentligt skridt i retning mod at skabe den nødvendige plads på skolen og samtidig løse en udfordring, som der fra mange sider er blevet arbejdet fokuseret med de seneste år.
Et af de nye klasselokaler på Ådalens Skole.
Udskoling og specialtilbud
De nye lokaler kommer til at huse udskolingsklasserne fra skolens to specialtilbud, specialklasserækken og Videnscenteret, og det betyder også at medarbejdere fra begge tilbud i langt højere grad vil kunne samarbejde og udvikle deres faglighed. Samtidig betyder det helt konkret, at en række undervisningslokaler på resten af skolen bliver frigjort og fremover kan bruges til f.eks. grupperum, fordybelse, kreative aktiviteter eller andet – og ikke mindst sikre, at der er et klasselokale til alle, når de nye mini-SFO-børn 1. maj indtager matriklen, hvilket tidligere ikke har kunne opfyldes.
- De nye lokaler betyder, at vi ikke længere skal bruge tid og ressourcer på at flytte rundt flere gange om året og giver meget mere ro omkring alle klasserne. Så det har rigtig stor betydning, at vi nu får den nødvendige plads, fastslår Hanne Rask Pedersen.
Så der var al mulig grund til at kippe med flaget og synge denne fredag.
Borgmester Tina Tving Stauning (A) holder tale ved indvielsen.
Konstitueret skoleleder Hanne Rask Pedersen (tv.) i selskab med formand for Skole, klub og SFO, Anna Poulsen (F).
Fotos: Frederikssund Kommune.