Nyt fjernvarmeprojekt dækker hele Frederikssund by
På udvalget Klima, natur og energis næste møde den 4. februar 2025 skal udvalget behandle et forslag fra Vestforbrænding om at fjernvarmeforsyne Frederikssund by samt Græse Bakkeby. Hvis udvalget godkender projektet skal det i fire ugers offentlig høring.
- Med Frederikssund Kommunens egen Varmeplan, vedtog Frederikssund Byråd, at hele Frederikssund by burde kunne få fjernvarme ud fra en samfundsøkonomisk og miljømæssig tilgang. Det er nu lykkes at få et projekt fra Vestforbrænding, som dækker mere end oprindeligt planlagt i Vestforbrændings egen varmeplan 2030 og heldigvis for det, forklarer borgmester Tina Tving Stauning (A) og tilføjer:
- For nu ser det ud til at alle kan få glæde af den billige og snart også CO2 neutrale fjernvarme. Det betyder noget for den enkelte borger, og det betyder en hel del for det samlede klima og CO2-regnskab, at det nu bliver muligt at bytte gas og varmepumpe ud med denne kollektive varmeform indenfor en kortere årrække. Fjernvarme er en både billig, sikker og klimamæssigt bedre løsning end individuelle olie- og gasfyr, fastslår borgmesteren. Hun forudser, at projektforslaget vil nyde politisk fremme i både udvalg og byråd.
(Klik for større billede) Illustration, der viser projektets udbredelse.
Illustration: Vestforbrænding.
Kan være færdigt i 2030
Projektets tidsplan for udrulning af fjernvarmen ser således ud:
- Frederikssund Nordøst udbygges 2026-2028
- Frederikssund Sydøst udbygges 2026-2028
- Frederikssund Sydvest udbygges 2028-2030
- Frederikssund Nordvest udbygges 2027-2030
- Græse Bakkeby udbygges 2027-2030
Bedre udnyttelse af kapaciteten
Det fremgår af projektforslaget, at de nye områder kan forsynes fra eksisterende varmeforsyningsanlæg samt nye varmeforsyningsanlæg, der allerede er planlagt og godkendt. Der er derfor ikke behov for at udvide produktionskapaciteten yderligere, og samtidig sikrer projektet, at de eksisterende og kommende varmeproduktionsanlæg udnyttes økonomisk og miljømæssigt bedre. På sigt bliver anlægget koblet sammen med det store anlæg, som dækker mange byer og boligområder indenfor de mange kommuner, som er ejere af Vestforbrænding. Der arbejdes desuden med at nyttiggøre overskudsvarme fra industri og andre anlæg.
Fordelagtigt for forbrugerne
Projektets beregninger viser, at forskellige forbrugertyper med de anvendte takst- og prisforudsætninger vil kunne opnå besparelser på mellem 20 og 42% i forhold til en situation, hvor de selv skulle etablere individuelle varmepumper til at dække deres varmebehov.
Arbejdet for at få rullet fjernvarme ud i kommunen, slutter dog ikke her.
– Nu mangler vi blot et fjernvarmeprojekt for Slangerup. Jeg skal gøre mit til, at det også lykkes, afslutter borgmester Tina Tving Stauning (A).
Du kan læse mere om sagen under punkt 14 på Klima, natur og energis dagsorden for mødet den 4. februar.