
Ny leder: De første 2000 dage er de vigtigste i menneskets liv
Med en beslutning på byrådsmødet den 29. januar kommer der ny organisering på dagtilbudsområdet pr. 1. marts 2025. Det betyder, at de pædagogiske ledere i samarbejde med en forældrebestyrelse får hele ansvaret for det enkelte børnehus. Og det giver nye muligheder, vurderer den nye afdelingsleder for dagtilbud Sune Thor Olsen:
- Det er en stor styrke, at man som leder har hele ledelsesopgaven. Lederne i børnehusene kan nu sige: Vi vil denne vej her i vores børnehus. De kan disponere økonomien og samarbejde med forældrene om nye initiativer. De kan lægge linjerne sammen med forældrebestyrelsen. Det giver helhed i opgaveløsningen, at lederen skal stå for de ting, og det vil samtidig styrke sammenhængskraften, fællesskabet og kvaliteten på tværs af det samlede dagtilbudsområde, fastslår afdelingslederen.
Sune Thor Olsen er ny afdelingsleder for dagtilbud.
Foto: Frederikssund Kommune.
Første 2000 dage er de vigtigste
Sune Thor Olsen har næsten 20 års erfaring i at arbejde i eller med kommuner, både på ældre, social og børneområdet. Det har han gjort i roller som konsulent, leder og chef, men det er dagtilbudsområdet, han brænder mest for.
- De små børns første 2000 dage er de vigtigste dage i deres liv. Derfor skal vi arbejde videre med at styrke kvaliteten i arbejdet med dét, som det hele handler om, nemlig vores fælles kerneopgave, der udelukkende handler om de små børns trivsel, udvikling, læring og dannelse, siger han.
Centerchef for Center for Børn og Skole, Trine Venbjerg Hansen, glæder sig til samarbejdet med den nye afdelingsleder:
- Med valget af Sune får vi en leder med et stærkt børnesyn og som er optaget af at understøtte lederne i omstillingen i de kommende år. Vi får glæde af Sunes store erfaring fra børneområdet, og jeg tror, at Sune er den helt rette til at skabe den forandringsopgave, vi er givet og vil kunne sikre gode arbejdsfællesskaber og sammenhæng, både i de enkelte børnehuse og på det samlede dagtilbudsområde, samtidigt med at der er en decentral ledelse, siger hun.
Rasmus Petersen (Ø) har som formand for udvalget Børn, familier og forebyggelse været med til at træffe beslutning om den nye organisering på området:
- Der ligger vigtige opgaver foran os på børneområdet. Jeg glæder mig derfor over, at der i administrationen er et skarpt fokus på kerneopgaven i forhold til børnene. Det skal vi lykkes med, samtidig med at vi fortsat udvikler tilbud og indsatser til udsatte børn og sikrer god trivsel og arbejdsmiljø for de mange dygtige medarbejdere, vi har på området. Jeg glæder mig derfor til den nye organisering, hvor den pædagogiske leder får et større ledelsesrum og beslutningerne kommer tættere på børnene, siger udvalgsformanden.
Kræver samarbejde
For at komme i mål med den nye organisering på dagtilbudsområdet kræver det en stor grad af samarbejde mellem alle aktører på området.
- Det er vigtigt at forstå, at alle har en væsentlig rolle at spille. Der er ingen tvivl om, at vi kan lykkes, hvis vi arbejder konstruktivt og løsningsorienteret sammen på kryds og på tværs. Vi har brug for hinanden både de pædagogiske ledere og medarbejdere i børnehusene, tværfaglige samarbejdspartnere, fællestillidsrepræsentanter, administrative medarbejdere og de øvrige chefer, direktører og politikere, siger Sune Thor Olsen.
Den nye afdelingsleder er i tæt dialog med de pædagogiske ledere om omstillingen og det større ansvar. Han er blandt andet i gang med en rundtur til samtlige børnehuse i kommunen for at lære både ledere og medarbejdere bedre at kende. Den nye struktur på dagtilbudsområdet trådte i kraft den 1. marts 2025.