
Nye skilte skal lokke flere ud i Naturpark Mølleåen
Fredag den 14. marts blev skiltene officielt indviet på Klokkekildevej i Slagslunde med deltagelse af politikere fra de fire naturparkkommuner, Egedal, Frederikssund, Allerød og Furesø.
Borgmester i Egedal Kommune, Vicky Holst Rasmussen (S), glæder sig over, at naturparken nu bliver nemmere at finde for både naturelskere og nysgerrige forbipasserende:
- Naturpark Mølleåen bliver mere synlig i landskabet, når vi opsætter 13 naturparkskilte ved indfaldsveje til naturparken. Og det vil forhåbentligt betyde, at endnu flere borgere og besøgende får kendskab til naturparken og kommer ud og oplever dens smukke natur og flotte landskaber.
Repræsentanter for naturpark-kommunerne afslører et af de nye skilte.
Foto: Egedal Kommune.
Mølleåen er ét af Hovedstadsområdets mest elskede naturområder, som benyttes af borgere fra hele regionen. Naturpark Mølleåen dækker den vestlige del af Mølleåen og strækker sig fra Farum Sø i øst til Jørlunde i vest, fra Ganløse i syd til Lynge i nord.
Bo Brøndum Pedersen, formand for Naturparkrådet, peger på, at naturparken er tidsaktuel og det er vigtigt med opmærksomhed omkring den:
- I Naturparkrådet er vi begejstrede for de nye naturparkskilte. Vi håber, at vi sammen med kommunerne kan gøre Naturparken større og bedre og få mere sammenhængende natur. Debatten om Ring 5 er desværre stadig relevant. Hvis Ring 5 bliver til noget, vil den skære sig midt igennem Naturpark Mølleåen. Jeg drømmer om, at Ring 5 bliver ændret til en biodiversitetskorridor.
Også repræsentanter fra bl.a. Friluftsrådet, Danske Naturparkers Nationalkomité og Naturstyrelsen deltog i markeringen
Mange lokale ildsjæle og frivillige i Danmarks Naturfredningsforening og Naturpark Mølleåens Venner har ydet et stort arbejde for at realisere naturparken, der blev indviet i 2016.
Det er håbet, at de nye skilte vil bringe naturen tættere på borgerne og få endnu flere til at trække i vandrestøvlerne, pakke termokanden og opleve naturen i Naturpark Mølleåen.
Fakta om Naturpark Mølleåen
- Naturpark Mølleåen er et unikt istidslandskab, der er præget af storslåede tunneldale, søer og skove
- Naturparken rummer en række beskyttede naturtyper og er hjemsted for flere sjældne dyr og planter
- Naturparken er rig på kulturhistoriske fortidsminder som gravhøje, stendysser og Bastruptårnet, opført i 1100-tallet
- Naturparken strækker sig over et areal på næsten 50 km2
- Området rummer tre store søer (Farum Sø, Bastrup Sø og Buresø) og ni større skove