
Når uro, uopmærksomhed eller impulsivitet er en udfordring (3 år til 10 år)
Forældrekursus: Forældrepiloterne
Forældrepiloterne et et tilbud til forældre med børn i alderen 3-10 år (til og med 3. klassetrin), der oplever udfordringer med uro, uopmærksomhed eller impulsivitet. Formålet er at vejlede og give redskaber til at forstå jeres barns udfordringer og dermed kunne skabe gode rammer for en positiv udvikling.
Eksempler på, at jeres barn har udfordringer med uro, uopmærksomhed eller impulsivitet kan være:
• Det er svært for jeres barn at holde hænder og fødder i ro og blive på sin plads
• Jeres barn bliver let afledt og gør ofte ikke opgaver/lege færdige
• Jeres barn afbryder og har svært ved at vente på, at det bliver sin tur
• Jeres barn har et højt aktivitetsniveau og er præget af motorisk uro
• Jeres barn har svært ved at koncentrere sig i aktiviteter og leg
• I har ofte konflikter med dit barn
Programmet er et gruppeforløb med deltagelse af op til 8 forældrepar, og der vil derfor være mulighed for diskussioner, erfaringsdeling og sparring med de andre forældre i gruppen. Man mødes i alt fem gange, og forløbet strækker sig over ca. 10 uger. Barnet deltager ikke i møderne. Der udleveres manualer med vejledning og arbejdsark, og der vil være hjemmearbejde fra gang til gang. Der afholdes kurser 2 gange årligt. Vi anbefaler, at begge forældre deltager på de to workshops.
Næste hold
Der afholdes informationsmøde forud for hvert kursusforløb. Dato for informationsmødet og kursusgange bliver meldt ud på Aula og kommunens hjemmeside.
For at vurdere, om jeres barn er i målgruppen for tilbuddet, vil I efter informationsmødet blive bedt om at besvare en række spørgsmål. Hvis jeres barnet ikke vurderes at være i målgruppen, får I besked om dette og en vejledning til kommunens andre tilbud.
Information og vilkår
For at deltage skal jeres barn have bopælsadresse i Frederikssund Kommune. Programmet ledes af medarbejdere fra Center for Familie og Rådgivning.
Forældrepiloterne er en del af STIME (’Styrket tværsektoriel indsats for børn og unges mentale sundhed’), som er et samarbejde mellem Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center og en række kommuner i Region Hovedstaden. Du kan læse mere om Forældrepiloterne på STIME's hjemmeside.