Natureventyr i Frederikssund Kommune
Nu kan du gå på opdagelse med Natureventyr-appen tre steder i vores kommune. Med appen Natureventyr kommer du ud på en rute på mellem 1-2 km., hvor du via gps koordinator og fysiske indikatorer guides gennem et eventyr på 6-8 kapitler. Historierne er målrettet til de 3-9 årige og der er skruet op for fantasi, historiske fakta og bevægelse.
Eventyrerne er for familier såvel som for institutioner, SFO’er, spejdere eller andre, der vil opleve naturen på en ny og anderledes måde.
De tre eventyr
Ved Selsø Slot kan I jage den tidligere slotsfrue Agathes spøgelseshest sammen med præstesønnen Severin.
På Færgegården i Frederikssund kan I følge i Frida Færgedatters fodspor, når hun møder en mystisk kvinde, hvis barn er blevet fanget af bjergfolket. På ruten kommer I rundt i museets spændende rekonstruktioner af oldtidsscenarier i haven. (anbefalet fra + 5 år).
I Lystrup skov kan I tage med Slangerups bysbarn Thomas Kingo på en fantasifuld skovtur, hvor han møder både kæmper, elverfolk og jordtrolde.
Tilblivelsen af eventyrerne
En af forudsætningerne for etablering af Natureventyr i Frederikssund Kommune var, at Det Danske Spejderkorps blev involveret. Det blev til et samarbejde med de tre spejdergrupper Ræven Skibby trop og flok, Svaneungerne og Erik Ejegod, som har bidraget til udviklingen af eventyrerne helt fra begyndelsen.
At være spejder er mange ting, men en af de mest centrale ting er, at færdes i naturen med respekt for fauna og flora. Og så har de lokale spejdere et særligt kendskab til udvalgte naturområder i Frederikssund Kommune og netop det var et vigtigt indspark i udviklingen af Natureventyrerne.
Det er guld værd for en kommune at kunne samle frivillige og lokale kræfter i et samarbejde, der sikrer et kvalificeret og lokalt forankret resultat, der kan komme mange borgere såvel som gæster til gode.
Tak til Det Danske Spejderkorps, Nationalparken Skjoldungernes Land, Færgegården (ROMU) - og Natureventyr.