Vands naturlige afløb på terræn
Ifølge Vandløbsloven er det ikke tilladt at ændre vands naturlige afløb til anden ejendom eller hindre det naturlige afløb af vand fra højere liggende ejendomme uden vandløbsmyndighedens tilladelse.
Dette gælder ikke kun for vand der løber i klare, afgrænsede vandløb, men også vand der løber på terræn, fx en have.
Det betyder, at naturligt vand skal have lov til at løbe, sådan som naturen giver mulighed for dels som afstrømning gennem vandløbene og dels som overfladisk afstrømning som følge af regnskyl og tøbrud.
Det betyder dog ikke:
- At man har ret til at aflede vand, som ikke løber naturligt, herunder vand som er reguleret gennem en form for rørledning eller afløb, eller vand som falder på fx tage eller terrasser.
- At man er pligtig til at anlægge nye vandløb for at aflede vand fra arealer, hvor der aldrig har været vandløb.
Projekter, som kan komme til at påvirke vandets naturlige afløb til eller fra anden ejendom, skal derfor vurderes af vandløbsmyndigheden.
Det gælder blandt andet:
- Terrænreguleringer
- Opfyld af lavninger
- Diger og volde
- Hegn, mure, og andre faste konstruktioner, som kan ændre vandets naturlige afstrømningsveje