Frederikssund Kommunes logo
8. juni 2021

Frederikssund Kommune får sine egne Natureventyr

Måske kender du allerede Natureventyr fra nogle af vores nabokommuner? Og hvis du gør, ved du at ikke to eventyr er ens – og det er værd at opleve dem alle sammen.

Med appen Natureventyr kommer du ud på en rute på mellem 1-2 km., hvor du via gps-koordinator og fysiske indikatorer guides gennem et eventyr på 6-8 kapitler. Historierne er målrettet til de 3-9 årige og der er skruet op for fantasi, historiske fakta og bevægelse.

I Frederikssund Kommune har gruppen bag Natureventyr udviklet de tre eventyr i samarbejde med de tre spejdergrupper Ræven i Skibby, Svaneungerne i Frederikssund og Ejegod i Slangerup samt Selsø Slot, Nationalparken Skjoldungernes Land og Frederikssund Museum Færgegården.

Det er der kommet tre meget forskellige historier ud af.

Ved Selsø Slot kan I jage den tidligere slotsfrue Agathes spøgelseshest sammen med præstesønnen Severin.

På Færgegården i Frederikssund kan I følge i Frida Færgedatters fodspor, når hun møder en mystisk kvinde, hvis barn er blevet fanget af bjergfolket. På ruten kommer I rundt i museets spændende rekonstruktioner af oldtidsscenarier i haven.  

I Lystrup skov kan I tage med Slangerups bysbarn Thomas Kingo på en fantasifuld skovtur, hvor han møder både kæmper, elverfolk og jordtrolde.

Broen over til Selsø Slot. Foto: Frederikssund Kommune, Kenneth Jensen.Selsø Slot er et af de steder, du kan tage på natureventyr.

Lanceringen

Hvis du vil være blandt de første der prøver de nye eventyr, kan du deltage i lanceringsarrangementerne den 20. juni. Her vil du blive mødt af en spejder ved start- og slutpunktet. De kan både hjælpe med teknikken og sørger også for, at naturoplevelsen får et tvist af spejderliv efter eventyret.

Læs mere om åbningsarrangementerne og tilmeld dig her: www.frederikssund.dk/natureventyr  

Fra den 21. juni er eventyrerne frit og kvit tilgængelige. Download app’en Natureventyr og se, hvor de forskellige eventyr er placeret. Og så det bare om at komme i gang.

Eventyrerne er for både familier, spejdere, institutioner, SFO, skoler – og hvem der ellers har lyst til at opleve naturen på en eventyrlig måde.

Formand for Fritids- og Kulturudvalget Jesper Wittenburg (S) er glad for, at udvalget har bevilget midler til at få udviklet Natureventyr tre steder i Frederikssund Kommune.

-Det er en anderledes måde at opleve naturen på og det er spændende at det kobles med både naturarv og eventyr, siger han.

Natureventyrerne i Frederikssund Kommune vil i første omgang være gratis tilgængelige for alle i to år fra lanceringsdagen.

Foto: Frederikssund Kommune, Kenneth Jensen