Flere grunde solgt i Vinge
I februar kunne Frederikssund Byråd takke ja til tre købstilbud på storparceller i Vinge. Det var fra firmaerne Innovater, Fabulas og Bærebo, som tilsammen ønsker at opføre omkring 200 boliger i Vinge. Og nu har Innovater igen meldt sig på banen med et tilbud om at købe endnu to arealer nær Vinge Station, hvor ejendomsudviklingsvirksomheden ønsker at opføre yderligere 145 boliger foruden de 42 boliger med dagligvarebutik, som de allerede har lagt billet ind på. På byrådsmødet onsdag den 26. maj godkendte Byrådet købstilbuddet.
- Det er meget glædeligt, at vi nu igen i Byrådet kan takke ja til et købstilbud i Vinge. Det er meget tilfredsstillende, at der nu er lagt billet ind på boligbyggeri på alle de parceller, vi satte til salg. Med den kommende nye udviklingsplan for Vinge, som vi skal behandle politisk inden sommerferien, vil der komme en ny etape af udbud, så vi fortsat kan tilfredsstille efterspørgslen i markedet, fastslår borgmester John Schmidt Andersen.
Bygning med plads til café
Innovater ønsker med deres seneste købstilbud på to byggefelter syd for Vinge Station at opføre i alt fem bygninger i fem til syv etagers højde. Bygningerne skal rumme i alt 145 lejligheder fordelt på de 2 byggefelter. Det ene med 1- og 2-værelses lejligheder, et fælleshus og en café i gadeplan, der er med til at skabe liv og aktivitet nær dagligvarebutikken, stationen mv. Det andet felt rummer større lejligheder, primært 3- og 4-værelses boliger og med stor fokus på gode opholdsarealer til beboerne på såvel tagterrasse som i terræn til leg, ophold og fællesaktiviteter – attraktive rammer for ”det gode naboskab”.
- Vi oplever stor investorinteresse for Vinge og i forlængelse af vores arbejde med det første byggefelt med dagligvarebutik og boliger, er det derfor oplagt for os at fortsætte det gode samarbejde med Frederikssund kommune og bidrage til den spændende udvikling i Vinge, udtaler Peter Søgaard, udviklingsdirektør hos Innovater.
Over 500 nye boliger
Med dette seneste købstilbud fra Innovater, som har en optionsperiode på seks måneder, tegner der sig nu en endnu større byggeaktivitet i Vinge end først antaget. Med købsaftalerne tidligere på året er der nu udsigt til i størrelsesordenen 550 nye boliger i Vinge over de kommende år. Noget af det første byggeri, der påbegyndes, er Domeas 198 almene boliger lige syd for stationen i Vinge.
Visualisering af Innovaters kommende byggeri i op til syv etager i Vinge.
Situationsplan over Innovaters kommende byggeri ved Vinge Station (Indrammet med rødt).
Visualiseringer: Norconsult arkitektur.