Frederikssund Kommunes logo
13. april 2023

Flere medlemmer i idrætsforeningerne

Årets offentliggørelse af de officielle medlemstal i foreningslivet viser, at medlemmerne strømmer tilbage til idrætsforeningerne for at dyrke deres sportsinteresser sammen.

Set bredt over kommunens foreninger er medlemstallet steget med ca. 7% på et år. Og det betyder, at medlemstallene i idrætsforeningerne nu er det højeste registrerede i de 10 år medlemstallene er samlet ind i en fællesdatabase under Det Centrale Foreningsregister. I alt 19.189 borgere er nu medlem af en af de 125 registrerede idrætsforeninger i Frederikssund Kommune.

Udvalgsformanden for Unge, fritid og Idræt, Niels Martin Viuff (C), er meget begejstret for udviklingen.

- Det er en fantastisk nyhed. Efter mere end to år med restriktioner har idrætsforeningerne nu haft en hel sæson til at bygge deres aktive fællesskaber op igen. Jeg ved hvor hårdt det har været at være frivillig og ikke mindst det afsavn mange både unge og voksne har haft til deres kammerater i foreningerne. Derfor synes jeg alle foreninger i kommunen fortjener et kæmpe skulderklap af anerkendelse, siger Niels Martin Viuff.

Foreninger med stor fremgang

Da udendørsidrætter fik muligheden for at vende tilbage til hverdagen, måtte indendørsidrætterne kæmpe længere med restriktionerne, og det afspejlede sig også i deres medlemstal. Men i årets medlemstal kan man se, at indendørsidrætterne nu er over medlemstilslutningen før corona-årene.

Således har Slangerup Gymnastikforening haft en medlemsfremgang på 66% og er nu oppe på 697 medlemmer. Formanden i Slangerup Gymnastikforening Camilo Frederiksen forklarer:

- Det har været nogle helt vanvittige år. Vi har fået et generationsskifte, og børnene er vendt tilbage til foreningen i stort tal. Vi besluttede at sætte kontingenterne ned for de medlemmer, som var i foreningen før Corona, da mange ikke kom tilbage med det samme. Og det viste sig at være det skub, der fik mange til at vende tilbage. Men bag vores succes gemmer der sig et tab af hele ungdomsårgange, som aldrig er vendt tilbage. Det er vi kede af, og vi kommer til at savne dem som de unge, der skal inspirere og instruere mange af vores børnehold i de kommende år, konstaterer han.

En anden forening, der har haft stor medlemsfremgang, er Skibby Idrætsklub, som er gået fra 375 medlemmer til 613 medlemmer på et år. Foreningen har gennemført en fusion af foreninger og aktiviteter i Skibby fortæller formanden for Skibby Idrætsklub Lars Brasholt:

- Den primære grund, til at vi har løftet vores medlemstal, er, fordi vi har dannet en paraplyforening, der kan løfte mange aktiviteter. Vi har haft fin fremgang på de traditionelle idrætter som fodbold og badminton. Men vi har også udvidet foreningens aktiviteter med padel, dart, yoga, børnevolley, børneballet og motion og bevægelseshold. Det næste år kommer vi til at udvide med esport og cykling. Det er vigtigt for bestyrelsen, at vi lader medlemmerne komme til og få ejerskab over fællesskabet. Er der nogen, der vil sætte aktiviteter i gang, er vi principielt for, så længe vi har plads. Vi er ved at vokse ud af vores eksisterende rammer, konstaterer han.

Fodboldspiller sparker til bold. Foto: Frederikssund Kommune, Kenneth JensenIdrætsforeningerne oplever stigende medlemstal.

Foto: Frederikssund Kommune, Kenneth Jensen.

Udvalg støtter foreninger

Igennem coronaårene var Folkeoplysningsudvalget meget opmærksom på hvordan udvalget kunne medvirke til at hjælpe foreningslivet igennem krisen. Og det vil udvalget fortsætte med at være i forhold til de foreninger, der stadig er udfordret, fortæller udvalgsformand Kenneth Jensen (A):

- I 2020 og 2021 var foreningerne under et stort pres. Deres økonomi blev presset af medlemsflugt, og de frivillige forsvandt. Da restriktionerne blev lettet og medlemmer begyndt at komme tilbage, manglede mange foreninger frivillige til at hjælpe. I Folkeoplysningsudvalget har vi derfor målrettet tilskud til at hjælpe de hårdest ramte foreninger, og vi har også afholdt en del gratis leder- og frivillighedskurser de sidste to år, for at sikre de frivillige de bedste kompetencer til at kunne lykkes, forklarer Kenneth Jensen, og fortsætter:

- Det er dejligt at det går godt i mange foreninger nu. Men vi er ikke blinde for, at andre fortsat har det svært. Også blandt kulturelle foreninger og vores aftenskoler. Det vil vi fortsat have øje for i udvalget i den kommende tid, og løbende drøfte med samrådene hvordan vi bedst muligt kan bidrage til at afhjælpe, fastslår udvalgsformanden.

Fritidspas

Frederikssund Kommune har det sidste år også målrettet et Fritidspas, der skal sikre, at alle børn uanset økonomi eller situation kan få hjælp til at starte til en fritidsaktivitet og få dækket kontingentudgifter. Læs mere om Fritidspasset på kommunens hjemmeside.

Er man nysgerrige på de mange foreningstilbud i kommunen kan man downloade AKTIV FRITID.