Ansøg om kommerciel servicevejvisning
Kommerciel servicevejvisning er blå/hvide piltavler som viser vej til f.eks. attraktioner, seværdigheder, overnatningsmål, og offentlige og private virksomheder. Der anvendes firmanavn sammen med godkendt symbol. Eget logo er ikke tilladt på skiltene.
Vejvisningen opsættes af kommunen, og betales af ansøger.
Hvorfra kan der vejvises
Ved servicemål som ligger indenfor tættere bebygget område (markeret ved byzonetavler), kan der som hovedregel vejvises fra den nærmeste større vej. Denne vejtype fremgår af Geodatastyrelsens kort i målestok 1: 200.000.
Ved servicemål som ligger uden for tættere bebygget område kan der vejvises fra nærmeste rutenummererede vej.
Trafiksikkerheden skal vurderes konkret, når der ønskes opsat yderligere servicetavler i vejkryds med flere end 4 geografiske navne, terminalmål eller kommercielle virksomhedsnavne.
Kommerciel servicevejvisning udføres med symboler frem for tekst, når der er flere end 4 pilvejvisere eller tabelvejvisere, dvs. kommerciel servicevejvisning samles på én fælles tavle/vejviser, hvor der kun vises symboler.
Såfremt du har fået opsat kommerciel servicevejvisning med tekst kan denne således blive nedtaget og erstattet med et symbol, såfremt der kommer flere end 4 vejvisningsmål i vejkrydset. Du vil ikke blive afkrævet betaling for den nye opsættelse, men hvis der ikke findes et symbol, som kan benyttes til din virksomhedstype, er der et gebyr til Vejdirektoratet, for design af symbol.
Hvis kommunen selv, af trafikale grunde, forøger antallet af skilte udover førnævnte fire vejvisningsmål, og vurderer at der ikke kan være yderligere skilte, så kan det blive aktuelt at nedtage eventuel kommerciel servicevejvisning. Dette sker uden økonomiske kompensation for dig/virksomheden.
Hvordan ansøger du
Du kan ansøge om kommerciel servicevejvisning ved at sende en e-mail til Vej og Trafik på adressen: vejogtrafik@frederikssund.dk. Den forventede sagsbehandlingstid er 8 uger.
Ønsker du servicevejvisning på en statsvej, skal du i stedet kontakte Vejdirektoratet, som er vejmyndighed for denne type veje. Her finder du vejledning og ansøgningsformular: https://www.vejdirektoratet.dk/kommerciel-servicevejvisning
Omkostninger
Hvis ansøgningen godkendes, opkræves et engangsbeløb til etablering af servicevejvisning, herunder materialeomkostninger (tavler og stander/galge) og tidsforbrug. Når dette er betalt, opsætter Frederikssund Kommune servicetavlen.
Prisen forventes at ligge i størrelsesordenen 3.000 – 6.000 kr. ekskl. moms, men vil afhænge af de konkrete forhold i den enkelte sag:
- Antal skilte (der skiltes ved hver Hvor skiltet skal sættes op
- Størrelsen på skilte
- Antal af skilte, der skal bruges (fra nærmeste større vej og til mål)
- Om der findes et godkendt symbol
Såfremt den kommercielle servicevejvisning beskadiges uden kendt skadevolder, opkræves betaling for reparation eller udskiftning.
Du vil inden reparation eller udskiftning blive kontaktet, så du kan tage stilling til, om der fortsat er behov for servicevejvisning.