Overgang fra ung til voksen
Hvis du stadig har behov for støtte, når du er fyldt 18 år, sker der fx et skift i, hvem du og din familie har kontakt til i kommunen. Samtidig ændres din og dine forældres rettigheder og forpligtelser.
Når du fylder 16 år, vil din rådgiver i Center for Familie og Rådgivning og din kommende rådgiver på voksenområdet sammen med dig og dine forældre begynde at planlægge din overgang fra ung til voksen. Det er vigtigt, at forberedelserne starter i god tid. Det betyder, at der skal tages beslutning om en eller flere af følgende forhold:
- Dit behov for hjælp og støtte som følge af dine udfordringer eller funktionsnedsættelse.
- Din uddannelse.
- Dit arbejde og dine økonomiske forhold.
- Dine boligforhold.
- Dine sociale forhold.
- Eventuelt behov for værge.
- Andre forhold, der kan være relevante.
Den rådgiver, som du kender i forvejen, vil have ansvaret for processen og sammen med dig beslutte hvilke andre afdelinger i kommunen, der måske skal deltage.
Alt efter din situation, kan der være brug for flere møder med dig og dine forældre for at afklare, hvad der skal ske, når du bliver 18 år.
Det er vigtigt, at du deler oplysninger om din situation med kommunen og kontakter din rådgiver, hvis der sker ændringer.
Når du er under 18 år, er det normalt dine forældre, som sammen med dig tager beslutninger om dine forhold. Når du er blevet 18 år, skal du være opmærksom på, at dine forældre ikke længere automatisk bliver involveret i din sag med kommunen. Hvis du ønsker, at de stadig skal være en del af din sag, skal du give dem tilladelse. Din rådgiver kan fortælle dig mere om, hvordan du kan gøre det.
Samtidig ændres den måde, som støtten vurderes og besluttes på. Indtil du bliver 18 år, er der mest fokus på din familiesituation. Når du fylder 18 år, bliver du myndig. Det betyder, at du ikke længere er omfattet af dine forældres forsørgelsespligt. Derfor vil du opleve, at kommunen fremover i højere grad vil have fokus på dine egne forhold og behov. Din rådgiver kan hjælpe dig med at forklare, hvad det betyder for dig.
Dine forældre vil også opleve, at de lovgivningsmæssigt ikke længere kan modtage de samme ydelser.
Hvem skal jeg kontakte
Hvis du har spørgsmål eller får behov for støtte, kan du henvende dig til Afdeling for Voksenstøtte i Center for Voksenstøtte og Omsorg eller til Center for Familie og Rådgivning på 47 35 10 00.