Frederikssund Kommunes logo

Infrastruktur

Infrastrukturen er et vigtigt fokusområde. Frederikssund Kommune arbejder løbende på at styrke infrastrukturen, så arbejdsstyrken vil få endnu nemmere ved at komme til og fra arbejde.

Fjordforbindelsen

Ved trafikforliget i 2013 blev det besluttet at opføre en ny Fjordforbindelse, som skulle løse de daværende problemer med kødannelse og forsinkelser ved Kronprins Frederiks Bro. Arbejdet gik i gang i 2016, hvor Kronprinsesse Marys Bro åbnede den 28. september 2019.

Ny motorvej til Frederikssund

I forbindelse med trafikforliget i januar 2009 blev det besluttet, at der skal føres en motorvej helt til Frederikssund. I første omgang er finansieringen på plads, så motorvejen kan føres frem til Veksø. Herefter forventes en kontinuerlig udbygning frem mod Frederikssund, samt en tilslutning til den nye Fjordforbindelse.

S-tog til Frederikssund

Frederikssund betjenes af 2 S-togslinjer: Linje C, som kører mellem Frederikssund Station og Klampenborg Station, og Linje H som kører mellem Farum Station og Frederikssund Station.

Store dele af døgnet er der 10 minutters drift fra Frederikssund St. ind mod København. Turen varer mellem 44 og 48 minutter. Når DSB er færdig med arbejdet på Carlsberg St. og Enghave St. vil rejsetiden yderligere forkortes.

I udbygningen af Vinge etableres også en station i Vinge C. Det betyder at Vinge Station bliver en del af linje C og H på S-togsnettet.

Busforbindelser i Frederikssund Kommune

I Frederikssund Kommune ønsker vi, at det skal være nemt og hurtigt at tage bus og tog til job og uddannelse. Vi har gode og direkte busforbindelser mellem byerne og de største trafikknudepunkter. Samtidig arbejder vi løbende på at forbedre stoppestederne i form af bedre venteforhold og cykelparkering.

De vigtigste buslinjer i kommunen er R-linjerne 230R fra Roskilde Station, 310R fra Farum Station og 320R fra Frederiksværk Station. De har alle forbindelse til S-toget på Frederikssund Station, og kører på kommunens hoved-vejnet. Med linje 600S mellem Hillerød og Roskilde er der god forbindelse fra Slangerup til S-toget i Ølstykke. Seneste skud på stammen er linje 65E fra Skibby til Hillerød. Linjen betjener Campus i Frederikssund. Erhvervsområdet Nord er også inden for gåafstand.

Supercykelsti

Cykelstien langs Frederikssundsvejen er blevet omdannet til en Supercykelsti. Stierne er tilrettelagt, så de videst muligt er den mest direkte vej, så de forbinder knudepunkter som boligområder, uddannelsesinstitutioner og områder med mange arbejdspladser. Derudover prioriteres komforten ved bl.a. jævn asfalt på stierne og en høj grad af vedligehold, som fx snerydning af stierne.

Læs mere om Supercykelstier og komforten for cykellisten.

Frederikssundruten, C97, forbinder Frederikssund med Egedal, Ballerup, Herlev og Københavns Kommune. Ruten er 42,7 km. lang.

Læs mere om Frederikssundruten C97.

Den lokale færge Columbus

Frederikssund Kommune driver i sommerhalvåret en lille færge ved navn Columbus, som sejler fra Kulhuse til Sølager. Overfartstiden tager ca. 8 minutter. Mere information findes på færgens facebook-side.

Yderligere information kan også fås ved henvendelse på tlf. 20 20 95 15