Frederikssund Kommunes logo

Endelig vedtagelse af lokalplan 047.1 og kommuneplantillæg 018

Afgørelse | Plan | 3600 Frederikssund

Plan og teknik vedtog den 2. oktober 2024 lokalplan 047.1 - tillæg til lokalplan 047 Byomdannelsesområde ved Løgismose og kommuneplantillæg 018 endeligt.

Fakta om lokalplan 047.1

Lokalplan 047.1 er et tillæg til den eksisterende lokalplan 047. Formålet med tillægget er at tilføje, ændre og fjerne bestemmelser fra lokalplan 047, hvilket skal muliggøre et etagebyggeri til boliger i op til 4 etager på det ubebyggede nordøstlige byggefelt inden for lokalplan 047, som i lokalplan 047 er udlagt til erhverv i 1 etage. På de nye muliggjorte etageboliger, må der etableres en tagterrasse på den sydligdel af bygningen, som skal være min. 24,5 % af den 4. etage. Dette lokalplantillæg giver ikke mulighed for etablering af yderligere boligmasse på de resterende byggefelter.

Lokalplan 047.1 fastsætter desuden bestemmelser om, at der skal etableres en beplantet støjvold med en højde på 1,5 meter ud mod J. F. Willumsens Vej, som skal reducere vejstøj på etagebyggeriets facader og opholdsarealer.

Lokalplan 047.1 tilføjer ligeledes, at vejadgang til det nye etagebyggeri skal ske fra den eksisterende boligvej med vejadgang fra Falkenborgvej.

Ved vedtagelse af lokalplan 047.1 aflyses en del af lokalplan 047.

Se lokalplan 047.1 – tillæg til lokalplan 047 Byomdannelsesområde ved Løgismose.

Læs bekendtgørelse med retsvirkninger bagerst i lokalplanen.

Fakta om kommuneplantillæg 018

Kommuneplantillæg 018 udlægger et nyt rammeområde BB 1.9 for blandet bolig og erhverv, som har samme geografiske afgrænsning som lokalplan 047.1 - tillæg til lokalplan 047. Rammeområde BB 1.9 har til formål at fastsætte en bebyggelsesprocent på 110 gældende for etageboliger, således lokalplan 047.1 er i overensstemmelse med kommuneplanen. Bebyggelsesprocenten for erhverv fastholdes på 100. Området er i dag omfattet af rammeområde BB 1.3 med en bebyggelsesprocent på 100 gældende for bolig og erhverv. Når kommuneplantillæg 018 vedtages, aflyses en del af rammeområde BB 1.3 svarende til området for rammeområde BB 1.9.

Se kommuneplantillæg 018

Læs bekendtgørelse med retsvirkninger bagerst i kommuneplantillægget.

Behandling af høringssvar

Forslag til lokalplan 047.1 og forslag til kommuneplantillæg 018 har været fremlagt i offentlig høring i perioden fra 12. juni 2024 til 7. august 2024. I høringsperioden er der modtaget 3 høringssvar fra naboer inden for lokalplanområdet. Samlet set har høringen ikke givet anledning til ændringer i planforslagene. Der er redegjort for resultatet af den offentlige høring i hvidbogen.

Se behandling af høringssvar i hvidbogen.

Klagemulighed

Kommunens afgørelse om at vedtage lokalplan 047.1 kan påklages til Planklagenævnet. Du skal være opmærksom på, det kun er retlige forhold, der kan påklages, hvis du f.eks. mener, at udformningen af lokalplanen ikke ligger indenfor planlovens rammer.

Klagen skal indgives inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen dog altid fra bekendtgørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.

Se klagevejledningen bagerst i lokalplanen.

Lokalplanen er bekendtgjort på kommunens hjemmeside den 04.10.2024.