Frederikssund Kommunes logo

Plan: Forslag til lokalplan 047.1 - tillæg til lokalplan 047 Byomdannelsesområde ved Løgismose og forslag til kommuneplantillæg 018

I høring | Plan | 3600 Frederikssund

Plan og teknik vedtog 12. juni 2024 at fremlægge forslag til lokalplan 047.1 – tillæg til lokalplan 047 Byomdannelsesområde ved Løgismose samt forslag til kommuneplantillæg 018 i offentlig høring. Planforslagene er i høring fra 12. juni 2024 til 7. august 2024. Kommunen har truffet afgørelse om, at planforslagene ikke er omfattet af kravet om miljøvurdering.

Fakta om lokalplanforslaget

Lokalplan 047.1 er et tillæg til den eksisterende lokalplan 047. Formålet med tillægget er at tilføje, ændre og fjerne bestemmelser fra lokalplan 047, hvilket skal muliggøre et etagebyggeri til boliger i op til 4 etager på det ubebyggede nordøstlige byggefelt inden for lokalplan 047, som i lokalplan 047 er udlagt til erhverv i 1 etage. På de nye muliggjorte etageboliger, må der etableres en tagterrasse på den sydligdel af bygningen, som skal være min. 24,5 % af den 4. etage. Dette lokalplantillæg giver ikke mulighed for etablering af yderligere boligmasse på de resterende byggefelter.

Lokalplantillægget fastsætter desuden bestemmelser om, at der skal etableres en beplantet støjvold med en højde på 1,5 meter ud mod J. F. Willumsens Vej, som skal reducere vejstøj på etagebyggeriets facader og opholdsarealer.

Lokalplantillægget tilføjer ligeledes, at vejadgang til det nye etagebyggeri skal ske fra den eksisterende boligvej med vejadgang fra Falkenborgvej.

Læs forslag til lokalplan 047.1 – tillæg til lokalplan 047

Læs bekendtgørelse med retsvirkninger bagerst i lokalplanen.

Fakta om forslag til kommuneplantillægget

Kommuneplantillæg 018 udlægger et nyt rammeområde BB 1.9 for blandet bolig og erhverv, som har samme geografiske afgrænsning som forslag til lokalplan 047.1 - tillæg til lokalplan 047. Rammeområde BB 1.9 har til formål at fastsætte en bebyggelsesprocent på 110 gældende for etageboliger, således lokalplan 047.1 er i overensstemmelse med kommuneplanen. Bebyggelsesprocenten for erhverv fastholdes på 100. Området er i dag omfattet af rammeområde BB 1.3 med en bebyggelsesprocent på 100 gældende for bolig og erhverv. Når forslag til kommuneplantillæg 018 vedtages, aflyses en del af rammeområde BB 1.3 svarende til området for rammeområde BB 1.9.

Læs forslag til kommuneplantillæg 018 på kommunens hjemmeside

Læs bekendtgørelse med retsvirkninger bagerst i lokalplanen.

Høring

Forslag til lokalplan 047.1 – tillæg til lokalplan 047 og forslag til kommuneplantillæg 018 er offentligt fremlagt i perioden fra den 12. juni 2024 til den 7. august 2024. Har du bemærkninger til planforslagene, skal de sendes til Frederikssund Kommune ved en af følgende muligheder:

  • Hjemmeside: Gå til vores høringsmodul: Politik > Inddragelse > Høringer.
    Find ”Høring af forslag til lokalplan 047.1 – tillæg til lokalplan 047 og forslag til kommuneplantillæg 018”. Nederst på den side kan du afgive dit høringssvar ved at benytte linket ”Opret nyt høringssvar”.
  • Send brev til: Frederikssund Kommune, By og Landskab, Planteamet, Torvet 2, 3600 Frederikssund

Kommunen skal have modtaget dit høringssvar senest 7. august 2024.

Behandling af personoplysninger

Alle skriftlige høringssvar vil indgå i den videre behandling af planforslagene. Vi gør opmærksom på, at i forbindelse med den politiske behandling bliver dit svar i sin fulde længde offentliggjort på kommunens hjemmeside som et bilag til udvalgssagen. Desuden offentliggøres en hvidbog med en sammenfatning af alle indkomne høringssvar med afsenderens navn og adresse. Oplysninger om navn og adresse er nødvendige for identifikation af afsender og i behandlingen af høringssvarene. * Hvis du har navnebeskyttelse eller beskyttet adresse, vil vi bede dig om at gøre opmærksom på beskyttelsen ved indsendelse af dit høringssvar via høringsmodullet eller almindelig post.

Miljøscreening

Kommunen har foretaget en miljøscreening af planforslaget og truffet afgørelse om, at planforslagene ikke er omfattet af kravet om miljøvurdering.

Læs miljøscreeningen inkl. screeningsafgørelsen.

Klagemulighed

Hvis du ønsker at klage over kommunens afgørelse om, at der ikke skal laves miljøvurdering, kan du klage til Planklagenævnet. Klagen skal indgives inden 4 uger fra den dag forslaget annonceres på kommunens hjemmeside. Du kan finde en klagevejledning i bekendtgørelsen bagerst i lokalplanforslaget.

* Behandlingen af dine personoplysninger sker på baggrund af artikel 6, stk. 1, litra e i persondatalovgivningen da denne behandling er nødvendig af hensyn til udførelsen af den offentlige høringsfase i samfundets interesse og henhører under offentlig myndighedsudøvelse.