Fællesskaber
Savner du et fællesskab eller vil du vide mere om, hvor du kan finde andre at være sammen med i kommunen?
Så kan du læse med her. På denne side kan du læse om nogle af de mange muligheder, der er for at være med i et fællesskab i Frederikssund Kommune – hvad enten du som borger oplever at være ensom eller har lyst til flere aktiviteter i hverdagen. Det kan også være, at du er medarbejder og har brug for at læse mere om tilbuddene.
Frederikssund Kommune har fokus på fællesskaber
Det har stor betydning for vores trivsel og mentale sundhed at kunne gøre noget sammen med andre og være med i et fællesskab, hvis vi har lyst. Desværre viser de nyeste tal, at flere borgere ikke trives – og at mange føler sig ensomme.
I Frederikssund Kommune var det i sundhedsprofilen 2021 én ud af ni borgere på 16 år og derover, som følte sig ensom. Derfor arbejder kommunen på at gøre de mange tilbud om fællesskaber mere synlige og – sammen med foreninger, organisationer, kulturlivet m.fl. – at hjælpe flere ind i tilbuddene. Læs mere i handleplanen Flere i fællesskaber under kommunens sundhedspolitik: Handleplaner - Frederikssund Kommune.
Listen er ikke udtømmende, men giver eksempler på nogle af de mange tilbud i kommunen, hvor man kan mødes med andre. Der er både kommunale tilbud og tilbud fra en lang række frivillige foreninger og organisationer. På listen finder du indledningsvist tilbud, som dækker flere forskellige aldersgrupper og dernæst tilbud, som er målrettet henholdsvis børn, unge, voksne og seniorer.