Tilbud målrettet voksne og seniorer
Eksempler på nogle af de mange tilbud målrettet voksne og seniorer i kommunen, hvor man kan mødes med andre.
Værestedet Livskilden
Livskilden i Frederikssund er et værested for borgere, som har brug for et sted at være sammen med andre – et sted med plads til alle, som har psykiske eller sociale udfordringer og har brug for et fristed. Livskilden tilbyder støtte til at opretholde eller forbedre personlige færdigheder og livsvilkår.
Brugerstyrede aktivitetscentre
På de brugerstyrede aktivitetscentre kan du finde forskellige aktiviteter lige fra fællesspisning og træning til udflugter og foredrag (kræver ingen visitering). Centrenes aktiviteter er for 60+-årige, som er selvhjulpne, og du er velkommen til at komme forbi til en uforpligtende snak. Læs mere om de forskellige brugerstyrede dagcentre på Frederikssund Kommunes hjemmeside.
Demenscafé
Demenscaféen er for hjemmeboende borgere, der har en demenssygdom og deres samlever. Demenscaféen holdes 6-7 gange om året og består af samvær på Gerlev Kro, hvor deltagerne spiser frokost sammen. Se invitationen til demenscafé med frokost og sang.
Træningshold for borgere med en demenssygdom
Borgere med en demenssygdom, som ikke kan træne på andre måder, har mulighed for at deltage i holdtræning. På holdene har du mulighed for at få sved på panden og pulsen op sammen med andre, som er i samme situation. Træningen foregår for det meste udendørs. Læs mere om Holdtræning for borgere med demens i Frederikssund Kommune.
Klub Stjerneskud
Klub Stjerneskud er et aktivitets- og fritidstilbud for personer med nedsat funktionsevne (+18 år). Formålet med klubben er, at medlemmerne oplever at være en del af et dejligt fællesskab, hvor der er mulighed for at etablere, udvikle og vedligeholde venskaber - og derved imødegå ensomhed og isolation.
Mødestedet Reboot
Reboot i Jægerspris er et mødested for borgere med autisme, psykiske eller sociale udfordringer, der har brug for et sted at være sammen med ligesindede. Hvis du har lyst til at deltage, kan du blot møde op på onsdage kl. 16-21. I Reboot er der fokus på at skabe et miljø, der fremmer meningsfuldt samvær og fællesskaber for særligt borgere mellem 16 og 40 år.