Byrådets møde den 04. september 2024
Byrådssalen kl. 19.00
139Godkendelse af dagsorden
Beslutning
Godkendt.
140Beslutning om udtræden af udvalg mv.
Resume
Byrådet skal som led i en ønsket rokade mv. tage stilling til anmodninger fra henholdsvis Jesper Wittenburg (A), Poul Erik Skov Christensen (A) og Susanne Bettina Jørgensen (A) om at udtræde af deres hverv i en række udvalg, kommissioner, bestyrelser mv.
Indstilling
Administrationen indstiller til Byrådet at:
- Tage stilling til Jesper Wittenburgs (A) anmodning om, fra 5. september 2024, at udtræde af sine hverv som:
- Medlem af Omsorg og ældre
- Medlem af Social og Sundhed
- Suppleant for det udpegede byrådsmedlem i bestyrelsen i Destination Fjordlandet
- Tage stilling til Poul Erik Skov Christensens (A) anmodning om, fra 5. september 2024, at udtræde af sine hverv som:
- Medlem af Klima, natur og energi
- Medlem af Job, erhverv og kultur
- Bestyrelsesmedlem i Destination Fjordlandet
- Bestyrelsesmedlem i Mad Til Hver Dag I/S
- Medlem af Taksationskommissionen
- Tage stilling til Susannes Bettina Jørgensens (A) anmodning om, fra 5. september 2024, at udtræde af sit hverv som:
- Stedfortræder for ét af de 2 byrådsmedlemmer, der er valgt til bestyrelsen for Mad Til Hver Dag I/S
Beslutning
Jesper Wittenburg (A), Susanne Bettina Jørgensen (A) og Poul Erik SKov Christiensen (A) deltog ikke ved behandlingen af punktet på grund af inhabilitet.
Godkendt.
Sagsfremstilling
Anmodning om udtræden af udvalg og/eller fritagelse for øvrige hverv
Byrådet vælger i forlængelse af et kommunalvalg medlemmer af de udvalg, kommissioner, bestyrelser og lignende, hvori kommunen skal være repræsenteret. Valgene har som udgangspunkt virkning for hele funktionsperioden for det pågældende Byråd. Byrådet kan på trods af dette, efter anmodning, fritage et medlem for et eller flere hverv for resten af funktionsperioden, når Byrådet skønner, at der er rimelig grund til det.
Jesper Wittenburg (A), Poul Erik Skov Christensen (A) og Susanne Bettina Jørgensen (A) har, som led i ønsket om en rokade mv., anmodet om at udtræde af deres hverv i en række udvalg, kommissioner, bestyrelser mv.
Udpegning af nye medlemmer til udvalg, kommissioner, bestyrelser eller lignende
Det følger af lov om kommunernes styrelse, § 28, stk. 1, at udtræder et medlem i valgperiodens løb af et udvalg, en kommission, en bestyrelse eller lignende, hvori medlemmet er indvalgt af en bestemt gruppe inden for Byrådet, besættes den ledige plads af den samme gruppe.
Såfremt Byrådet godkender henholdsvis Jesper Wittenburgs (A), Poul Erik Skov Christensens (A) og Susanne Bettina Jørgensens (A) anmodninger om udtræden og/eller fritagelse for nedennævnte hverv, udpeger den valggruppe, der har udpeget medlemmerne således nye medlemmer med virkning for resten af funktionsperioden. I henhold til kommunens praksis med én valggruppe til konstitueringen af det samlede Byråd besættes ledige pladser af Socialdemokratiet.
Rokade mv.
Byrådsmedlem Jesper Wittenburg (A) anmoder som følge af ønske om rokade, fra 5. september 2024, om at udtræde af sine hverv som medlem af Omsorg og ældre og Social og Sundhed samt suppleant for bestyrelsesmedlem i Destination Fjordlandet.
Poul Erik Skov Christensen (A) anmoder som følge af personlige forhold, fra 5. september 2024, om at udtræde af sine hverv som medlem af Klima, natur og energi samt Job, erhverv og kultur, bestyrelsesmedlem i Destination Fjordlandet samt Mad Til Hver Dag I/S og medlem af Taksationskommissionen.
Byrådsmedlem Susanne Bettina Jørgensen (A) anmoder som følge af ønske om rokade, fra 5. september 2024, om at udtræde af sit hverv som stedfortæder for bestyrelsesmedlem i Mad Til Hver Dag I/S.
Socialdemokratiet har meddelt, at såfremt Byrådet godkender Jesper Wittenburgs (A), Poul Erik Skov Christensens (A) og Susanne Bettina Jørgensens (A) anmodninger om udtræden og/eller fritagelse for nævnte hverv fra 5. september 2024, indtræder følgende fra samme dato:
Anne-Lise Kuhre (A) indtræder som:
- Medlem af Klima, natur og energi
- Medlem af Job, erhverv og kultur
Susanne Bettina Jørgensen (A) indtræder som:
- Medlem af Social og sundhed
- Bestyrelsesmedlem i Mad Til Hver Dag I/S
Jesper Wittenburg (A) indtræder som:
- Bestyrelsesmedlem i Destination Fjordlandet
Lars Jepsen (A) indtræder/udpeges som:
- Medlem af Omsorg og ældre
- Suppleant for Jesper Wittenburg (A) i bestyrelsen i Destination Fjordlandet
- Stedfortræder for Susanne Bettina Jørgensen (A) i bestyrelsen i Mad til Hver Dag I/S
Jesper Henriksen (A) indtræder som:
- Medlem af Taksationskommissionen
Inddragelse
Inddragelse er ikke vurderet relevant.
Økonomi
Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
141Beslutning om 1. behandling af budgetforslag 2025-2028
Resume
Med denne sag fremlægges administrationens budgetforslag for 2025-2028 til 1. behandling i Økonomiudvalget. Efter behandlingen oversendes budgetforslaget til Byrådets 1. behandling og høring i perioden 30. august - 16. september 2024. Indkomne input i denne forbindelse vil indgå i den videre budgetproces. På baggrund af de politiske forhandlinger om budgetforslaget behandler Byrådet det endelige forslag til Budget 2025-2028 den 9. oktober 2024.
Indstilling
Administrationen indstiller til Økonomiudvalget, at:
- Det administrative budgetforslag drøftes, herunder forslagene til mulige budgetinitiativer (drift) til budgethøringen.
- Budgetforslaget oversendes til Byrådets 1. behandling, og samtidig udsendes budgetforslaget til høring i perioden 30. august - 16. september 2024.
Historik
Beslutning fra Økonomiudvalget, 28. august 2024, pkt. 169:
Indstillingspunkt 1: Drøftet.
Indstillingspunkt 2: Budgetforslaget oversendes til Byrådets 1. behandling og sendes i høring i perioden 30. august - 16. september 2024.
Fraværende Michael Tøgersen (I).
Beslutning
Budgetforslag blev 1. behandlet.
Sagsfremstilling
Budgetforslaget - de overordnede tal
Den 31. maj 2024 blev der indgået aftale om kommunernes økonomi i 2025. Sammen med udviklingen i alders- og socioøkonomiske kriterier samt den forventede udvikling i den økonomiske vækst er økonomiaftalen blevet indarbejdet i KL’s tilskudsmodel. På den baggrund har Frederikssund Kommune nu reelt et endeligt overblik over indtægtssiden (skatter, tilskud og udligning) i 2025 og frem.
Herudover er der overblik over de nødvendige udgiftsmæssige ændringer til Budget 2024-2027 med henblik på at fastholde det politisk bestemte serviceniveau i den kommende budgetperiode 2025-2028. Disse tekniske udgiftsændringer er indarbejdet i administrationens budgetoplæg som en konsekvens af bl.a. ændret aktivitet og prisudvikling på de specialiserede områder (specialundervisning, familieområdet og voksenhandicapområdet), ændret lovgivning samt videreførsel af besluttede tillægsbevillinger m.m. Ligeledes er der foretaget en opdatering af realistiske tidsplaner på anlæg, og de økonomiske konsekvenser heraf er indarbejdet i oplægget.
Efter indarbejdelsen af ændringerne til budgetgrundlaget udgør det økonomiske udgangspunkt i perioden 2025-2028 af følgende:
- Et økonomisk underskud på 79,2 mio. kr.
- Fra primo 2027 til medio 2028 overholdes den politiske målsætning om en likviditet på minimum 125 mio. kr. ikke.
- En overskridelse af servicerammen med 25,7 mio. kr. (her er ikke indregnet en ramme til nye politiske prioriteringer).
- En overskridelse af bruttoanlægsrammen med 46,5 mio. kr. (her er ikke indregnet en ramme til nye politiske prioriteringer). Der er tale om en overskridelse, der er betinget af en teknisk omperiodisering af anlægsudgifter på 37,5 mio. kr. fra 2025 til efterfølgende år som følge af opdaterede tidsplaner.
Med udgangspunkt heri har administrationen udarbejdet følgende oplæg til at understøtte den videre proces:
- Budgetinitiativer (primært på serviceudgifter) svarende til en samlet budgetreduktion på 263,7 mio. kr. i perioden 2025-2028 fordelt med 51,9 mio. kr. i 2025, 68,1 mio. kr. i 2026, 71,2 mio. kr. i 2027 og 72,5 mio. kr. i 2028.
- Mulighedskatalog i forhold til annullering og/eller udskydelse af allerede budgetterede bruttoanlægsudgifter i 2025, der viser, at det er juridisk muligt at omperiodisere eller annullere budgetlagte bruttoanlægsudgifter for i alt 89,5 mio. kr. i 2025.
Serviceudgifter
Den 28. juni 2024 udmeldte KL vejledende servicerammer i 2025 til kommunerne baseret på økonomiaftalen for 2025. Heraf fremgår det, at Frederikssund Kommunes vejledende serviceramme i 2025 udgør 2.660,5 mio. kr.
Sammenholdes dette med kommunens budgetterede serviceudgifter i det korrigerede budget på 2.686,2 mio. kr. fås en overskridelse på 25,7 mio. kr. I forhold til kravet i den økonomiske politik vedrørende budgettering i henhold til nationale rammer er der således behov for en reduktion i de budgetterede serviceudgifter på 25,7 mio. kr.
Det understreges i den forbindelse, at der i ovenstående resultat ikke er indregnet en ramme til nye politiske prioriteringer. I det omfang budgetprocessen medfører udvidelsesforslag på driften, vil der således skulle tilvejebringes tilsvarende yderligere reduktioner på serviceudgifter for at sikre servicerammeoverholdelse.
Med henblik på at tilvejebringe et prioriteringsrum, konsolidere økonomien og sikre overholdelse af servicerammen i 2025 har administrationen udarbejdet forslag til mulige budgetinitiativer på driftsområdet. Initiativerne fordeler sig med 51,9 mio. kr. i 2025, 68,1 mio. kr. i 2026, 71,2 mio. kr. i 2027 samt 72,5 mio. kr. i 2028.
Samtidig indgår i kataloget udvidelsesforslag til politisk prioritering for 0,075 mio. kr. i 2025-2028.
De mulige budgetinitiativer er et foreløbigt arbejdspapir og fremgår af Prepare under budgetmateriale, Økonomiudvalg, 1. behandling. Budgetinitiativerne indgår i drøftelsen på Økonomiudvalgets møde den 28. august 2024 med henblik på, at udvalget tager stilling til, hvilket materiale, der skal udsendes i høring.
Anlægsudgifter
Den 28. juni 2024 udmeldte KL vejledende anlægsrammer i 2025 til kommunerne baseret på økonomiaftalen for 2025. Heraf fremgår det, at Frederikssund Kommunes vejledende anlægsramme i 2025 udgør 160,9 mio. kr.
Sammenholdes dette med kommunens budgetterede anlægsudgifter i 2025 på 207,4 mio. kr. fås en overskridelse på 46,5 mio. kr. Investeringsplanen for 2025-2028 samt 2029 og frem fremgår af vedlagte bilag B.
I forhold til kravet i den økonomiske politik vedrørende budgettering i henhold til nationale rammer er der således behov for en reduktion i de budgetterede bruttoanlægsudgifter i 2025 på 46,5 mio. kr., hvilket kan ske ved nedskalering eller annullering af anlægsprojekter eller ændret periodisering af anlægsprojekter.
Administrationen har til dette formål udarbejdet et overblik i vedlagte bilag C, som viser hvilke anlæg, der kan udskydes og/eller annulleres, idet der endnu ikke er indgået kontrakt, modtaget fondsmidler etc. Samlet set er der mulighed for at udskyde eller annullere anlægsprojekter for 89,5 mio. kr. i 2025.
Supplerende indeholder bilag D beskrivelser af forslag til nye og/eller reviderede anlægsprojekter, som vil kunne indgå i de politiske drøftelser. Der er tale om reviderede anlægsskøn, forslag til ændrede periodiseringer samt nye anlægsønsker svarende til anlægsønsker for 7,8 mio. kr. i 2025 og i alt 69,0 mio. kr. i perioden 2025-2028.
I lighed med serviceudgifterne er der heller ikke på anlægsområdet indregnet en ramme til nye politiske prioriteringer. I det omfang budgetprocessen medfører udvidelser på anlægsområdet, vil der således skulle tilvejebringes tilsvarende yderligere reduktioner på anlægsområdet for at sikre anlægsrammeoverholdelse.
Likviditet
Frederikssund Kommunes likviditet - baseret på det korrigerede budget - udgør knap 390 mio. kr. med udgangen af 2024. Herefter ses et fald frem mod ultimo 2027, hvor likviditeten udgør knap 100 mio. kr. Herefter ses en stigning frem mod udgangen af 2028, hvor likviditeten udgør godt 150 mio. kr.
Kravet i kommunens økonomiske politik omkring likviditet på minimum 125 mio. kr. er således ikke opfyldt i hele perioden 2025-2028.
Takster
Vedlagte bilag E indeholder takstark for de forventede takster for budgetåret 2025. Taksterne er beregnet med udgangspunkt i nærværende budgetforslag. Der kan således forventes ændringer til de fremlagte takster afhængig af, hvilke af de mulige budgetinitiativer, som evt. besluttes. I den forbindelse skal det nævnes, at følgende takster fastsættes i henhold til takstcirkulære: Taksterne for dagpleje, børnehave samt integrerede institutioner er fastsat som 25 pct. af de budgetterede udgifter på området inden statsligt tilskud vedrørende minimumsnormering. Taksterne for klubberne fastsættes som 20 pct. af de budgetterede udgifter til området. Endvidere er der en række takster, som følger lovgivningen på de respektive områder, og hvor den konkrete takst for 2025 endnu ikke er udmeldt.
Den videre proces
Tidsplanen for den videre budgetproces er følgende:
- Det administrative budgetforslag sendes i offentlig høring i perioden den 30. august - 16. september 2024.
- Byrådets 1. behandling af budgettet finder sted den 4. september 2024.
- Den 5. september 2024 vil der blive afholdt borgermøde.
- Den 20.-24. september 2024 afholdes der budgetforhandlinger om budget 2025-2028.
- I forhold til partiernes eventuelle fremsendelse af ændringsforslag til budgettets 2. behandling er fristen torsdag den 26. september 2024 kl. 8.00.
- Økonomiudvalget foretager 2. behandling af budgettet for så vidt angår eventuelle tekniske ændringsforslag den 2. oktober 2024.
- Byrådet 2. behandler - og vedtager - Budget 2025-2028 onsdag 9. oktober 2024.
Supplerende sagsfremstilling til Byrådets møde den 4. september 2024
Økonomiudvalget sendte budgetinitiativer i høring på møde den 28. august 2024 svarende til en samlet budgetreduktion på 263,2 mio. kr. i perioden 2025-2028 fordelt med 51,7 mio. kr. i 2025, 68,0 mio. kr. i 2026, 71,1 mio. kr. i 2027 og 72,4 mio. kr. i 2028. Det fremgår af "Bilag A – Økonomisk
status for det videre budgetarbejde."
Regeringen har endvidere den 30. august 2024 oplyst, at kommunerne tildeles ekstra finansiering for samlet 2,5 mia. kr. i 2025. Midlerne fordeles som et ekstra finansieringstilskud på 1,8 mia. kr. i 2025 og en kompensation vedrørende grundskyld på 0,7 mia. kr. i 2025.
I den forbindelse modtager Frederikssund Kommune 3,6 mio. kr. i ekstra finansieringstilskud, dvs. øget likviditet, men uden ændring vedrørende servicedrifts- og anlægsramme. Beløbet er ikke indarbejdet i vedlagte notat vedrørende den økonomiske status for 2025-2028.
Frederikssund Kommune får ikke del i midler til kompensation vedrørende grundskyld.
Inddragelse
Borgerinddragelse og inddragelse af MED-organisationen, råd og nævn m.m. i budgetprocessen:
1. Fagudvalgenes dialog med brugerbestyrelser, råd og nævn
En række af fagudvalgene har løbende dialog med bestyrelser, råd og nævn indenfor deres ansvarsområde - typisk i form af halvårlige eller årlige møder. De enkelte fagudvalg har vurderet, hvordan de har kunnet invitere bestyrelser, råd og nævn med ind i en dialog om mulige temaer i budgetarbejdet, herunder omstillingsbidrag samt tiltag, der kan styrke kvalitet og bæredygtighed indenfor området.
2. Borger- og dialogmøde
Den 12. juni 2024 inviterede Frederikssund Kommune til dialogmøde om budget 2025 i Sillebroen.
3. Høringsprocessen
Ved siden af de skitserede initiativer sendes budgetforslaget i høring i perioden fra den 30. august - 16. september 2024, hvor alle interesserede kan afgive høringssvar. Høringssvarene bliver som udgangspunkt offentliggjort på kommunens hjemmeside, ligesom de bliver gjort tilgængelige for Byrådets medlemmer. Ydermere kommunikeres der løbende omkring budgetarbejdet via nyheder og kommunens hjemmeside, f.eks. i forbindelse med høringsperiodens start, vedr. afholdelse af borgermødet m.m.
4. Borgermøde om budget 2025-2028 i Valhal
Den 5. september 2024 vil der blive afholdt endnu et borgermøde. Borgerne kan gå i dialog med Byrådets medlemmer om budget 2025-2028 samt udviklingstiltag og initiativer indenfor det enkelte område. Borgermødet har til formål at give mulighed for en drøftelse af det budgetforslag, der er sendt i høring.
Økonomi
Budgetforslaget lægger rammerne for kommunens økonomi i 2025 og overslagsårene. Budgettet indeholder samtlige bevillinger for budgetåret 2025.
Bilag
- Bilag A - Økonomisk status for det videre arbejde med budget 2025-2028
- Bilag B - Investeringsoversigt 2025 - 2028 samt 2029 og frem
- Bilag C - Mulighedskatalog - anlæg 2025, der juridisk kan udskydes til efterfølgende år
- Bilag D - Forslag til nye eller reviderede anlægsprojekter
- Bilag E - Foreløbigt takstark 2025
142Beslutning om kommunegaranti - Novafos Frederikssund Vand og Spildevand
Resume
Novafos søger på vegne af Novafos Vand Frederikssund A/S og Novafos Spildevand Frederikssund A/S om kommunal garanti på op til 118,9 mio. kr. med henblik på at etablere lån hos KommuneKredit.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Økonomiudvalget over for Byrådet anbefaler, at:
- Novafos Frederikssund Vand A/S meddeles kommunegaranti på 38,4 mio. kr.
- Novafos Frederikssund Vand A/S opkræves en garantiprovision på 0,920 pct. af restgælden ultimo året
- Novafos Frederikssund Spildevand A/S meddeles kommunegaranti på 80,5 mio. kr.
- Novafos Frederikssund Spildevand A/S opkræves en garantiprovision på 0,241 pct. af restgælden ultimo året.
Historik
Beslutning fra Økonomiudvalget, 28. august 2024, pkt. 170:
Anbefales.
Fraværende: Michael Tøgersen (I).
Beslutning
Godkendt.
Sagsfremstilling
Novafos anmoder på vegne af Frederikssund Vand A/S og Frederikssund Spildevand A/S om kommunal lånegaranti for optagelse af lån i KommuneKredit på henholdsvis 38,4 mio. kr. og 80,5 mio. kr., i alt 118,9 mio. kr. Se Bilag 1.
Lånene skal anvendes til finansiering af projekter gennemført i 2024, som det ikke har været muligt at finansiere direkte over taksten. Investeringsaftalen for 2024 viser for Vand Frederikssund, at ledningsnettet for drikkevand skal være velholdt og udbygges i takt med behovet, og der skal sikres bæredygtig vandforsyning. For Spildevand Frederikssund er byggemodningen for Vinge fortsat en stor post. Der etableres forsyning til nye kloakoplande og områder, der er i gang med at blive byggemodnet. Derudover arbejdes der på at efterleve vandområdeplanens krav til reduktion/fjernelse af overløb.
I 2024 etableres der på baggrund af de to lånegarantier midlertidig byggekredit i KommuneKredit, der omlægges til endelig lån i 2024, når de endelige investeringsniveauer er opgjort. Lånet hos KommuneKredit forventes i henhold til Novafos' lånepolitik optaget i danske kroner med fast rente.
I forbindelse med optagelse af lån hos KommuneKredit skal der beregnes en garantiprovisionen, da renten i KommuneKredit er lavere, end hvad der tilbydes på markedsvilkår. I den forbindelse har revisionsselskabet BDO udregnet forskellen i rentesatsen til at være 0,920 pct. for Frederikssund Vand A/S og 0,241 pct. for Frederikssund Spildevand A/S (se Bilag 2 og 3).
Inddragelse
Inddragelse er ikke vurderet relevant.
Økonomi
Garantistillelse til Frederikssund Vand A/S og Frederikssund Spildevand A/S vil ikke påvirke den kommunale låneramme, da forsyningsselskaber har automatisk låneadgang.
Frederikssund Kommune hæfter for nuværende for 232,1 mio. kr. til lån optaget af forsyningsselskaber. Heraf udgør 101,2 mio. kr. lån til Frederikssund Vand A/S og 72,3 mio. kr. lån til Frederikssund Spildevand A/S. I 2024 etableres der på baggrund af lånegarantierne en midlertidig byggekredit i KommuneKredit, der efterfølgende omlægges til endelige lån, når det endelige investeringsniveau er opgjort.
Når kommunen stiller en garanti for låntagning i et forsyningsselskab, skal der opkræves en provision. Provisionen fastsættes ud fra en individuel vurdering på markedsmæssige vilkår. Det vurderes, at Frederikssund Kommune skal opkræve en årlig løbende garantiprovision vedr. Frederikssund Vand A/S og Frederikssund Spildevand A/S på henholdsvis 0,910 pct. og 0,241 pct. af restgælden ultimo året. Garantiprovisionen for Frederikssund Vand A/S forventes ultimo 2024 at udgøre 740.000 kr., imens den for Frederikssund Spildevand forventes at være 495.000 kr. De nøjagtige beløb kendes først, når låneaftalen med KommuneKredit er udarbejdet og vil blive indarbejdet i den fremtidige budgetopfølgning samt budgetarbejde med budget 2026.
Bilag
143Beslutning om godkendelse af hensigtserklæring om intentioner for et fremtidigt samarbejde med Rejsepunkt
Resume
Byrådet blev den 24. april præsenteret for et nyt mobilitetskoncept, Rejsepunkt. Konceptet består af et antal fysiske "Rejsepunkter" rundt om i kommunen, hvorfra borgeren har adgang til forskellige mobilitetsløsninger, samt en "Rejsepunkt-app”, der samler disse mobilitetsløsninger. Byrådet skal med denne sag beslutte, om Frederikssund Kommune og Rejsepunkt A/S via en hensigtserklæring bekræfter, at der en fælles intention om at indgå et samarbejde om at afprøve Rejsepunktskonceptet i Frederikssund Kommune.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Klima, natur og energi over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:
- Godkende vedlagte hensigtserklæring om Frederikssund Kommunes og Rejsepunkt A/S fælles intentioner vedrørende Rejsepunkt.
Historik
Beslutning fra Klima, natur og energi, 11. juni 2024, pkt. 62:
Udsat, idet hensigtserklæringen sendes i høring hos Movia.
Fraværende: Poul Erik Skov Christensen (A).
Beslutning fra Klima, natur og energi, 20. august 2024, pkt. 70:
Poul Erik Skov Christensen (A) stiller følgende ændringsforslag:
Følgende punkter ønsket tilføjet Hensigtserklæringen, f.eks. som nye punkter under punkt 2.
2.1
Platformen er ansvarlig for at love og regler overholdes og ikke brydes. Det gælder blandt andet: de 0,7 kr. pr. kørt kilometer/Taxiloven.
2.2
Appen må kun bruges til at fremme samkørsel i delebiler og ikke privat taxikørsel i egen bil.
2.3
Aftalen indeholder ikke muligheder for ”Mobility on Demand”.
2.4
Det skal sikres, at der er etableret nødvendige forsikringer. Det skal sikres at unge urutinerede chauffører, eller ældre usikre medborgere ikke er chauffører. Det skal sikres, at det alene er borgere, der har gyldigt kører kort og ikke idømt straffe for grove trafikforseelser eller grov kriminalitet, der er chauffører.
Ændringsforslaget blev bragt til afstemning:
For stemte: Poul Erik Skov Christensen (A) og Jesper Wittenburg (A)
Imod stemte: Søren Weimann (B), John Schmidt Andersen (V), Jørgen Beck (V) og Anne Sofie Uhrskov (V)
Administrationens indstilling blev bragt til afstemning:
For stemte: Søren Weimann (B), John Schmidt Andersen (V), Jørgen Beck (V) og Anne Sofie Uhrskov (V)
Imod stemte: Poul Erik Skov Christensen (A)
Undlod: Jesper Wittenburg (A)
Mindretalsudtalelse: Poul Erik Skov Christensen (A) mener, sagen er mangelfuldt oplyst.
Administrationens indstilling anbefales.
Fraværende:
Ole Frimann Hansen (F)
Beslutning fra Økonomiudvalget, 28. august 2024, pkt. 172:
Anbefales, idet Økonomiudvalget bemærker, at det er vigtigt, at Rejsepunkt A/S understøtter samarbejdet med de kollektive trafikselskaber til gavn for alle rejsende.
Poul Erik Skov Christensen (A) undlod at stemme.
Fraværende: Michael Tøgersen (I).
Beslutning
Økonomiudvalgets indstilling blev sat til aftemning.
For stemte 20: Jesper Wittenburg (A), Kenneth Jensen (A), Lars Jepsen (A), Tina Tving Stauning (A), Søren Weimann (B), Niels Martin Viuff (C), Therese Hejnfelt (C), Maibritt Møller Nielsen (D), Anna Poulsen (F), Ole Frimann Hansen (F), Charlotte Drue (I), Michael Tøgersen (I), Kirsten Weiland (N), Inge Messerschmidt (O), Anne Sofie Uhrskov (V), Hans Andersen (V), John Schmidt Andersen (V), Jørgen Bech (V), Morten Skovgaard (V), Rasmus Petersen (Ø)
Imod stemte 1: Susanne Bettina Jørgensen (A)
Undlod 2: Anne-Lise Kuhre (A), Poul Erik Skov Christensen (A)
Økonomiudvalgets indstilling blev herefter godkendt.
Sagsfremstilling
På Byrådsmødet 24. april 2024 præsenterede Henrik Isaksen fra Rejsepunkt A/S et nyt mobilitetskoncept, Rejsepunkt, som han ønsker at teste i bl.a. Frederikssund Kommune. Sagen har efterfølgende været drøftet i Klima, natur og energi 8. maj 2024. Rejsepunkt A/S ønsker nu at få en tilbagemelding på, Frederikssund Kommune har interesse i at være test-kommune. I første omgang ved at nikke ja til den fælles hensigtserklæring, ”Letter of intent”, som Rejsepunkt A/S har udarbejdet et udkast til. Byrådet skal med denne sag godkende vedlagte hensigtserklæring.
Fælles hensigtserklæring bekræfter Frederikssund Kommunes interesse i at afprøve Rejsepunkt
Den fælles hensigtserklæring indeholder en beskrivelse af de overordnede intentioner for et fremtidigt samarbejde mellem Frederikssund Kommune og Rejsepunkt A/S med henblik på at udvikle og implementere Rejsepunkt i kommunen. Hensigtserklæringen indeholder 12 punkter som Rejsepunkt A/S og Frederikssund Kommune har til hensigt at samarbejde om, bl.a.:
- at undersøge mulighederne for et mere formel og juridisk bindende samarbejde
- at undersøge finansieringsmuligheder
- udpege placeringer til mobilitetshubs
- dele af relevant data
- formulere proces for myndighedsgodkendelser
- kommunikation og borgerinddragelse.
Hensigtserklæringen er ikke en juridisk bindende aftale, men mere en formel erklæring om, at man har intentioner om at indgå et samarbejde. En hensigtserklæring er ikke i sig selv en aftale mellem parterne og kan af denne grund ikke betragtes som bindende. Udkast til hensigtserklæringen er vedlagt sagen.
Kort beskrivelse af konceptet "Rejsepunkt"
Rejsepunkt er et mobilitetstilbud til borgere og virksomheder, som på en let og enkel måde, giver adgang til delebiler, delecykler, samkørsel og kollektiv transport. Konceptet er udtænkt af Henrik Isaksen fra Rejsepunkt A/S, som har inddraget en bred vifte af kompetencer til at udvikle konceptet og give det form.
Konceptet indeholder to hoveddele, dels en opsætning af fysiske ”Rejsepunkter” på udvalgte trafikknudepunkter og stoppesteder i kommunen og dels en app, der viser afstanden til nærmeste Rejsepunkt samt de forskellige transportløsninger, der er til rådighed på den pågældende lokation. Rejsepunkt A/S er i gang med at udvikle appen og de afholder også udgiften hertil.
Hensigten er, at Rejsepunkt fungerer som et supplement til kollektiv trafik, de steder hvor der er langt til nærmest bus eller hvor bussen ikke kører så tit, samt gør det let og enkelt at nå frem til kommunens større trafikknudepunkter. Det er dermed også hensigten, at Rejsepunkt skal ses som en udvidelse af det samlede kollektive trafiktilbud til borgerne, som bidrager til at få flere til at vælge kollektiv trafik, når de skal fra A til B. Se vedlagte præsentation fra Rejsepunkt A/S for yderligere beskrivelse af konceptet.
Visionen for holdet bag Rejsepunkt er, at konceptet skal udbredes i hele Danmark. Første skridt for Rejsepunkt A/S er at teste konceptet i tre innovationskommuner i en periode på 3 år med henblik på at indsamle erfaringer. Erfaringerne fra testperioden vil herefter danne grundlag for at vurdere, om der er potentiale for en mere permanent og landsdækkende udrulning. Rejsepunkt A/S ønsker Frederikssund Kommune som en af de tre testkommuner. Rejsepunkt A/S er desuden i dialog med Halsnæs og Holbæk kommune herom.
Andre aktører som Rejsepunkt A/S har involveret i processen indtil nu
Henrik Isaksen har forud for sin præsentation for Byrådet i april, præsenteret sine ideer om Rejsepunkt
for flere i både det administrative og politiske niveau i kommunen, samt for Frederikssund Erhverv. Derudover har han været i dialog om konceptet med aktører som Rejsekort & Rejseplan, DSB, Movia, elladestanderoperatører, samt private udbydere af mobilitetsløsninger bl.a. delecykeloperatøren Donkey Republic og delebilsudbyderen Green Mobility. Rejsepunkt har desuden været præsenteret for transportminister Thomas Danielsen, transportordførere fra forskellige partier og sidst men ikke mindst Transportministeriets Ekspertudvalg for Mobilitet i hele Danmark.
Rejsepunkts foreløbige overvejelser om finansiering af projektet i testperioden
Rejsepunkt har arbejdet på at finde en finansieringsmodel til at teste konceptet i Frederikssund Kommune og to andre kommuner. Rejsepunkt A/S planlægger at søge en pulje i Transportministeriet/Landdistriktsministeriet. Herudover overvejer Rejsepunkt at søge midler hos den europæiske investeringsbank. Målet er, at opnå støtte nok til at dække de fulde udgifter til forsøg med Rejsepunkt i en testperiode på 3 år.
Administrationens vurdering af sagen
Klimaplan 2045 indeholder en række indsatser på mobilitetsområdet. Særligt indsats 2.26 ”Mobilitet i landområder” har overlap med de elementer som Rejsepunkt kan tilbyde.
Indsatsen omhandler en styrkelse af mobiliteten i landdistrikterne, hvor nye tiltag indenfor mobilitet, infrastruktur og digitalisering belyses, udvikles og afprøves i samarbejde med lokale kræfter og operatører i markedet. Rejsepunkt vil også kunne understøtte arbejdet med indsats 2.27 ”Opgradering af busholdepladser i landsbyer”, idet de fysiske hubs i Rejsepunktkonceptet omhandler udvikling af busholdeholdepladser i kombination med andre mobilitetstilbud i de mindre byer i kommunen.
Det er usikkerhed om, hvorvidt der er et marked for delemobilitet, samkørsel mm. i kommunen, men administrationen vurderer, at en testcase som Rejsepunkt kan bidrage til at afklare dette og samtidig løfte flere af transportindsatserne i Klimaplan 2045. Administrationen vurderer endvidere, at det er vigtigt, at Movia inddrages i den videre proces, jf. hensigten om, at Rejsepunkt skal supplere og understøtte den kollektiv trafik. Administrationen har derfor rettet henvendelse til Movia med henblik på at afklare, hvilken rolle Movia ønsker i udvikling og test af casen.
Videre proces
Såfremt Byrådet godkender at underskrive hensigtserklæringen, skal der udarbejdes en mere formel og detaljeret samarbejdsaftale, hvor det også afklares, hvilke muligheder kommunen har i forhold til at være test-kommune. På nuværende tidspunkt er der en række barrierer i lovgivningen i forhold til Taxiloven og Lov om Trafikselskaber, hvad man som kommune kan indgå i. Derfor er det nødvendigt at få afklaret rammevilkårene, inden Frederikssund Kommune kan sige endeligt ja til et formelt samarbejde med Rejsepunkt A/S.
Administrationen vil udarbejde en ny sag, når der er opnået større klarhed om rammevilkår, finansieringsmodel, samarbejdsvilkår og påkrævet årsværk for Frederikssund Kommunes deltagelse som testkommune i projektet.
Supplerende sagsfremstilling til mødet i Klima, natur og energi den 20. august 2024
Hensigtserklæringen har, efter udvalgets behandling af sagen i juni, været sendt i høring hos Movia. Høringsbrev og høringssvar er vedlagt som bilag.
Flere af de transportløsninger, der er samlet i Rejsepunkts-Appen tilbydes allerede i dag til borgerene i Frederikssund Kommune. Seneste skud på stammen er samkørsels-Appen Ta'Med, som FDM har udviklet. Andre kommuner samarbejder også med FDM om at udbrede samkørsel. Hillerød, Køge, Faxe og Stevns Kommuner har sammen med Movia og FDM f.eks. lavet fælles kampagner for at udbrede samkørsel på ungdomsuddannelserne.
Formålet med at tilbyde samkørsel gennem en App, er gøre det nemmere at tilbyde eller få et lift. Med Ta'Med Appen er det desuden muligt for føreren at lade passageren betale 70 ører pr. km., som de får skattefrit til at dække nogle af omkostningerne ved slitage og brændstof. Det er en transaktion, som er imellem chauffør og passager, som App-udbyderen ikke er inde over, ud over at de stiller en platform til rådighed, som sikrer transaktionen og udregningen af de 70 ører pr. km. Beløbets størrelse er reguleret af taxiloven og må ikke overstige de omkostninger, der er direkte forbundne med kørslen. Der er således ikke mulighed for, at chaufføren kan konkurrere med eksempelvis taxaer eller flextrafik om befordring.
Inddragelse
Frederikssund Kommune har på nuværende tidspunkt ikke inddraget eksterne aktører, idet der ikke er truffet en formel politisk beslutning om, hvorvidt vi skal deltage i projektet eller ej.
Økonomi
Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
144Beslutning om godkendelse af Vandkommissorium for Fælles løsning for regnvandshåndtering i Sillebro Å-systemet
Resume
Sillebro Å-systemet øst for Vinge har ikke kapacitet til yderligere udledninger af vand, uden der vil ske oversvømmelser langs åen. Både Frederikssund og Egedal Kommuner har igangværende og kommende planer om byudviklings- og separatkloakeringsprojekter, som skal udlede yderligere overfladevand til Sillebro Å-systemet. Frederikssund og Egedal Kommuner foreslår derfor at aftale en vandhåndteringsstrategi i samarbejde med Novafos A/S. Arbejdets politiske mandat er beskrevet i et udkast til kommissorium, som skal politisk godkendes i begge kommuner.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Klima, natur og energi over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:
- Godkende kommissorium for arbejdet med at udarbejde en vandhåndteringsstrategi i Sillebro Å-systemet
Historik
Beslutning fra Klima, natur og energi, 20. august 2024, pkt. 69:
Anbefales, idet udvalget bemærker, at det vil betyde et yderligere ressourcetræk på myndighedsområdet.
Fraværende:
Ole Frimann Hansen (F)
Beslutning fra Økonomiudvalget, 28. august 2024, pkt. 173:
Anbefales.
Fraværende: Michael Tøgersen (I).
Beslutning
Godkendt.
Sagsfremstilling
Kommissoriets formål er at danne rammerne for et politisk og administrativt forankret samarbejde mellem parterne Novafos, Egedal Kommune og Frederikssund Kommune om håndtering af regnvand i oplandet til Sillebro Å-systemet fra igangværende og kommende byudviklings- og separatkloakeringsprojekter.
Samarbejdet skal sikre en helhedsorienteret og bæredygtig planlægning af løsninger, der tilgodeser natur, klima og robustheden i vandløb og de vandløbsnære arealer. Arbejdet vil tage udgangspunkt i en robusthedsanalyse for å-systemet fra 2023.
Robusthedsanalysen viste, at øget tilledning af regnvand til Sillebro Å-systemet kan betyde risiko for oversvømmelse af arealer i både Frederikssund og Egedal kommuner. Store dele af Vinge ligger i oplandet til å-systemet.
Frederikssund Kommunes interesse i sagen er, at sikre fremdrift i at finde løsninger for vandhåndteringen i Sillebro Å-systemet, da de konkrete løsninger er afhængig af politisk opbakning i Egedal Kommune.
Arbejdet under kommissoriet er fuldført, når en samlet vandhåndteringsstrategi er politisk godkendt i begge kommuner.
Den fulde kommissorietekst fremgår af Bilag 1.
Rammer
Vandkommissoriet opsætter en række rammer for Vandhåndteringsstrategien, herunder:
- Vandhåndteringsstrategien skal give plads og mulighed for vandhåndtering af de planer og projekter, der findes i hele vandoplandet.
- Der skal findes løsninger, der bidrager til natur og vandmiljø i overensstemmelse med vandområdeplanerne.
- Som udgangspunkt arbejdes med løsninger, der ikke medfører øgede oversvømmelser. Hvis dette ikke er muligt, vil alternative løsninger der medfører en risiko for øgede oversvømmelser skulle politisk godkendes i begge kommuner.
Tid og økonomi
Vandkommissoriets arbejde forventes afsluttet ultimo 2025.
De tre parter, Frederikssund Kommune, Egedal Kommune og Novafos bidrager i ligeligt med medarbejderressourcer, men Frederikssund Kommune bidrager herudover som projektleder og dermed samlet med flest medarbejderressourcer.
Udgifter til analyser, som udelukkende vedrører vandhåndteringen fra tre allerede planlagte byudviklingsområder i Vinge, aftales mellem Frederikssund Kommune og Novafos, mens øvrige udgifter fordeles mellem de 3 parter. På nuværende tidspunkt er der ikke afsat midler til sådanne øvrige udgifter hos de to kommuner.
Egedal Kommune har en tilsvarende sag til politisk behandling parallelt med denne sag.
Inddragelse
Kommissoriets arbejdsgruppe vil foretage dialog med lodsejere i området.
Økonomi
Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
145Beslutning om handleplan i forbindelse med Ankestyrelsens omgørelsesprocenter på børnehandicapområdet
Resume
Social- og Ældreministeriet offentliggør hvert år i juni kommunefordelte danmarkskort over omgørelsesprocenter i Ankestyrelsens klagesager vedrørende bestemmelser i serviceloven. I denne sag præsenteres data fra danmarkskortet for 2023. På børnehandicapområdet er 10 sager fra Frederikssund Kommune behandlet i Ankestyrelsen i 2023, hvilket er et fald på 7 sager i forhold til 2022. Omgørelsesprocenten er på 40 %, svarende til et fald på 19 procentpoint i forhold til 2022 og 8 procentpoint under landsgennemsnittet.
Byrådet skal træffe beslutning, om hvorvidt det nye danmarkskort giver anledning til, at der skal udarbejdes en særskilt handlingsplan for at styrke den juridiske kvalitet i sagsbehandlingen på børnehandicapområdet. Byrådet besluttede på møde 31. august 2022, at der skulle laves en fokuseret handleplan på børnehandicapområdet. Handleplanen er gældende indtil december 2024, og der orienteres særskilt på møde i Børn, familier og forebyggelse i december 2024 om status på denne.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Børn, familier og forebyggelse over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:
- Beslutte at den eksisterende handleplan på børnehandicapområdet skal fortsætte.
Historik
Beslutning fra Børn, familier og forebyggelse, 21. august 2024, pkt. 68:
Anbefales.
Beslutning fra Økonomiudvalget, 28. august 2024, pkt. 174:
Anbefales.
Fraværende: Michael Tøgersen (I).
Beslutning
Godkendt.
Sagsfremstilling
Social- og Ældreministeriet offentliggør hvert år i juni tre kommunefordelte danmarkskort over omgørelsesprocenter i Ankestyrelsens klagesager vedrørende socialområdet. Socialområdet dækker over alle bestemmelser i serviceloven, hvor der er klageadgang til Ankestyrelsen over kommunalbestyrelsens afgørelse, og omfatter det specialiserede børne- og ungeområde, det specialiserede voksenområde og ældreområdet. De tre områder er:
- Socialområdet, der dækker over alle bestemmelser i serviceloven
- Voksenhandicapområdet, der er afgrænset til Servicelovens §§ 95, 96, 97, 100
- Børnehandicapområdet, der i 2023 var afgrænset til servicelovens §§ 32, 32a, 36, 39-40, 41, 42-43 og §§ 44-45. Pr. 1. januar 2024 er området lovbestemt af Barnets Lov.
Danmarkskortene over omgørelsesprocenter for 2023 blev offentliggjort i juni 2024. De tre danmarkskort kan findes som interaktive kort på Social- og Ældreministeriets hjemmeside:
https://www.sm.dk/danmarkskort/2024/jun/omgoerelsesprocenter-paa-socialomraadet-i-2023
Når en afgørelse hjemvises, ændres eller ophæves, kaldes det, at kommunens afgørelse bliver omgjort. Det hedder det, selvom en hjemvisning ikke nødvendigvis betyder, at resultatet af afgørelsen bliver ændret. Omgørelsesprocenten er således andelen af sager, der bliver omgjort (hjemvist, ændret eller ophævet) af Ankestyrelsen, og betyder dermed om de, der klager, får medhold i deres klage eller ret til at få genbehandlet deres sag.
En kommune kan have meget få sager til vurdering i Ankestyrelsen, men alligevel have en høj omgørelsesprocent. Hvis kommunen fx kun har én sag i Ankestyrelsen, som bliver hjemvist, så har kommunen en omgørelsesprocent på 100 % (se bilag for yderligere uddybning af omgørelsesprocenten).
Det samlede sociale område
På det samlede sociale område, som dækker børne- og ungeområdet, voksenområdet og ældreområdet, er der i 2023 behandlet 44 sager i Ankestyrelsen fra Frederikssund kommune. Dette er er et fald fra 93 sager i 2022. Omgørelsesprocenten er i samme periode faldet med 16 procentpoint til 32 procent. På landsplan er omgørelsesprocenten steget med 1 procentpoint til 38,5 procent.
Børnehandicapområdet
Ankestyrelsen har i 2023 behandlet 10 afgørelser fra børnehandicapområdet i Frederikssund Kommune, hvilket er 7 færre end i 2022. De 10 behandlede afgørelser fordeler sig således:
- 6 afgørelser svarende til 60 % af afgørelserne er blevet stadfæstet af Ankestyrelsen. Det betyder, at Ankestyrelsen har truffet samme afgørelse som kommunen i hele den indsendte sag.
- 3 afgørelser, svarende til 30 %, er blevet hjemvist af Ankestyrelsen til kommunen. Det betyder, at 3 afgørelser er blevet hjemvist til fornyet vurdering og yderligere oplysning i kommunen, fordi hele eller dele af sagen ikke var tilstrækkeligt oplyste til, at Ankestyrelsen kunne træffe afgørelse. Når en afgørelse hjemvises, belyser kommunen afgørelsen yderligere og revurderer afgørelsen. I de sager, hvor kommunen fastholder den oprindelige afgørelse efter genvurderingen, fremsendes afgørelsen på ny til Ankestyrelsen.
- 1 afgørelse, svarende til 10 %, er blevet ændret eller ophævet af Ankestyrelsen. Det betyder, at Ankestyrelsen har truffet en anden afgørelse end kommunen.
Omgørelsesprocenten er udregnet på baggrund af de 10 afgørelser, hvoraf 4 afgørelser enten er blevet hjemvist eller ændret/ophævet. Dette svarer til en omgørelsesprocent på 40 procent, hvilket er et fald på 19 procentpoint i forhold til 2022 og 8 procentpoint under landsgennemsnittet (48,8 %).
Det fortsatte arbejde med at sikre faglig og juridisk kvalitet i afgørelser
Høj kvalitet i den juridiske kvalitet i sagsbehandling er et vedvarende og særskilt fokus på alle dele af det sociale område i Frederikssund Kommune. Børnehandicapområdet anses generelt at være et komplekst område, hvor der træffes mange afgørelser, og hvor der generelt ses en større omgørelsesprocent end på det øvrige socialområde. I 2019-21 blev der gennemført et udviklingsforløb med bistand fra Ankestyrelsen og Socialstyrelsen, Task Force, som har bidraget til en højere kvalitet i sagsbehandlingen på det specialiserede børneområde, herunder den juridiske kvalitet.
Desuden er der med Byrådets beslutning af august 2022 om, at der skulle udarbejdes en fokuseret handleplan på børnehandicapområdet (se bilag 2), blevet arbejdet målrettet med yderligere tiltag for at styrke den faglige kvalitet i sagsarbejdet. Handleplanen, som er gældende indtil december 2024, beskriver konkrete tiltag, der arbejdes med i afdelingen, og som løbende evalueres og justeres. Der orienteres særskilt om status på denne handleplan på udvalgsmøde i Børn, Familie og Forebyggelse i december 2024. Det er medarbejderes og ledelsens oplevelse, at det løbende og systematiske fokus på faglige udvikling har stor betydning for kvaliteten i sagsbehandlingen. Dette blandt andet fordi medarbejderne altid er opdaterede på nyeste lovgivning, samtidig med at der er etableret de nødvendige faglige rum til drøftelse af komplekse problemstillinger mv. På den baggrund vurderes den gældende handleplan at være fyldestgørende og dækkende for den aktuelle indsats for at arbejde med at styrke den juridiske kvalitet i sagsbehandlingen.
På baggrund af de eksisterende tiltag om fortsat at styrke kvaliteten i sagsbehandlingen, anbefaler administrationen, at der ikke iværksættes yderligere handleplaner på baggrund af danmarkskortet for 2023.
Inddragelse
Medarbejdere og ledelse er orienterede om tallene fra det opdaterede danmarkskort og bruger det aktivt i deres løbende kvalitetsarbejde.
Økonomi
Center for Økonomi har ingen bemærkninger, da sagen ikke har bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
146Beslutning om handleplan i forbindelse med Ankestyrelsens omgørelsesprocenter på det voksenspecialiserede myndighedsområde
Resume
Social-, Bolig - og Ældreministeriet offentliggør hvert år i juni kommunefordelte Danmarkskort over omgørelsesprocenter i Ankestyrelsens klagesager vedrørende bestemmelser i serviceloven. Byrådet skal træffe beslutning, om, hvorvidt det nye Danmarkskort giver anledning til, at der skal udarbejdes en særskilt handlingsplan for at styrke den juridiske kvalitet i sagsbehandlingen på voksenhandicapområdet.
På voksenhandicapområdet har Ankestyrelsen i 2023 behandlet fem sager fra Frederikssund Kommune, hvilket er et fald på to sager i forhold til 2022. På baggrund af data samt det fortsatte arbejde med udvikling af kvaliteten i sagsbehandling på voksenområdet vurderer administrationen, at der ikke er behov for en særskilt handleplan på området.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Social og sundhed over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:
- Der ikke udarbejdes en særskilt handleplan for at styrke den juridiske kvalitet i sagsbehandlingen på voksenhandicapområdet, idet der henvises til den igangværende udviklingsplan på voksenområdet.
Historik
Beslutning fra Social og sundhed, 15. august 2024, pkt. 52:
Anbefales.
Fraværende:
Therese Hejnfelt (C)
Beslutning fra Økonomiudvalget, 28. august 2024, pkt. 175:
Anbefales.
Fraværende: Michael Tøgersen (I).
Beslutning
Godkendt.
Sagsfremstilling
Social-, Bolig og Ældreministeriet offentliggør hvert år tre kommunefordelte Danmarkskort over omgørelsesprocenter i Ankestyrelsens klagesager vedrørende socialområdet. Danmarkskortene over omgørelsesprocenter for 2023 blev offentliggjort den 4. juni 2024 og dækker følgende områder.
- Socialområdet, der dækker over alle bestemmelser i serviceloven i 2023, herunder ældreområdet, hele voksenhandicapområdet og hele børnehandicapområdet.
- Voksenhandicapområdet, der er afgrænset til servicelovens §§ 95, 96, 97, 100 (Kontant tilskud, Borgerstyret personlig assistance, ledsagelse, merudgifter).
- Børnehandicapområdet, der er afgrænset til servicelovens §§ 32, 32a, 36, 39-40, 41, 42-43 og §§ 44-45.
De tre danmarkskort kan findes som interaktive kort på Social- og Ældreministeriets hjemmeside: https://www.sm.dk/danmarkskort/2024/jun
Nedenfor gennemgås omgørelsesprocenterne for voksenhandicapområdet og for det samlede socialområde.
Færre sager er behandlet i Ankestyrelsen på voksenhandicapområdet
I 2023 har Ankestyrelsen realitetsbehandlet fem sager fra Frederikssund Kommune inden for voksenhandicapområdet, der omfatter servicelovens § 95, 96, 97, 100. Dette er en nedgang på to sager i forhold til 2022.
Frederikssund Kommune har selv registreret otte borgere, der har klaget over § 95, 96, 97 og 100 i 2023.
Dette skal ses i forhold til, at Frederikssund Kommune i alt har registreret 153 igangværende sager inden for de fire paragrafområder.
Ankestyrelsens behandling af fem behandlede sager i 2023 fordeler sig således:
- Alle sagerne vedrører merudgifter efter Servicelovens § 100.
- Tre sager er blevet stadfæstet af Ankestyrelsen. Det betyder, at Ankestyrelsen har truffet samme afgørelse som kommunen i hele den indsendte sag.
- To sager er blevet hjemvist af Ankestyrelsen til kommunen. Det betyder, at to sager er blevet hjemvist til fornyet vurdering og yderligere oplysning i kommunen, fordi hele eller dele af sagen ikke var tilstrækkeligt oplyste til, at Ankestyrelsen kunne træffe afgørelse.
- Ingen sager er blevet ændret eller ophævet af Ankestyrelsen. Det betyder, at der ikke har været nogle dele af sagerne, hvor Ankestyrelsen har truffet en anden afgørelse end kommunen.
Samlet set ligger omgørelsesprocenten i 2023 for Frederikssund Kommune på 40 procent, hvilket er et fald på 17 procentpoint i forhold til 2022. Omgørelsesprocenten ligger over landsgennemsnittet, der er på 37,1 procent. Faldet i omgørelsesprocenten skal ses i forhold til, at antallet af behandlede sager i Ankestyrelsen er faldet i 2023 samtidig med, at en større andel af sager er stadfæstet. Omgørelsesprocenten er beregnet på et lille sagsantal, der betyder, at ændring af én sag bevirker, at omgørelsesprocenten bliver 20 procentpoint højere eller lavere.
Se desuden vedlagte bilag 1 - Uddybning af tallene bag omgørelsesprocenten fra Ankestyrelsen for yderligere oplysninger.
I Rammeaftale mellem regeringen (SVM) og Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti samt Radikale Venstre om en langsigtet og bæredygtig udvikling af handicapområdet fra 2. maj 2024 er det tilkendegivet, at der arbejdes på en forenkling af merudgiftsydelsen efter servicelovens § 100 i 2024-2025. Baggrunden herfor er, at reglerne for merudgiftsydelser på socialområdet er svære at gennemskue og lægger beslag på mange administrative ressourcer. De nuværende regler presser både borgere, kommune og Ankestyrelse uden af skabe direkte værdi hos borgerne.
Igangværende tiltag som følge af godkendt udviklingsplan og et netop afsluttet Taskforceforløb skal medvirke til fortsat at styrke og udvikle den juridiske kvalitet i sagsbehandlingen
Det sociale område i Frederikssund Kommune har et vedvarende og særskilt fokus på at sikre høj kvalitet i sagsbehandlingen. Voksenhandicapområdet fik i årene 2022-2024 støtte fra Social- og Boligstyrelsens og Ankestyrelsens Taskforce til udvikling af den socialfaglige kvalitet i sagsbehandlingen. I den forbindelse har administrationen udarbejdet en udviklingsplan gældende i perioden 2022-2024, som beskriver mål og udvikling med henblik på en højere juridisk kvalitet i sagsbehandlingen (Se bilag 2). Administrationen arbejder fortsat målrettet med de elementer, der fremgår af udviklingsplanen, herunder en struktureret gennemgang af regler og lovgivning, der er specifikke for det specialiserede voksenområde.
Social og sundhed har på møde 7. marts 2024 (sag 14) besluttet, at arbejdet med at udvikle kvaliteten i sagsbehandlingen skal fortætte i henhold til udviklingsplanen på det voksenspecialiserede myndighedsområde.
Resultaterne i Danmarkskortet indikerer, at arbejdet med udviklingsplanen har en positiv betydning for kvaliteten af sagsbehandlingen på det specialiserede voksenområde i Frederikssund Kommune.
På baggrund af de eksisterende tiltag om fortsat at styrke kvaliteten i sagsbehandlingen anbefaler administrationen derfor, at der ikke iværksættes yderligere handleplaner på baggrund af Danmarkskortet for 2023.
Kort orientering om Danmarkskortet for det samlede sociale område
På det samlede sociale område, som dækker børne- og ungeområdet, voksenområdet og ældreområdet, er der i 2023 behandlet 44 sager i Ankestyrelsen fra Frederikssund kommune. Dette er er et fald fra 93 sager i 2022. Omgørelsesprocenten er i samme periode faldet med 16 procentpoint til 32 procent. På landsplan er omgørelsesprocenten steget med 1 procentpoint til 38,5 procent.
Inddragelse
Sagen er sendt i høring i Rådet for handicap, psykiatri og udsathed samt Seniorrådet. Eventuelle høringssvar fremsendes hurtigst muligt til udvalgets medlemmer.
Høringssvar fra Rådet for handicap, psykiatri og udsathed:
Rådet synes, det er positivt, at omgørelsesprocenten på voksenhandicapområdet for Frederikssund kommune er faldet med 17 % til 40 % fra sidste år og derved kun ligger en smule over landsgennemsnittet (37,1 %). Det hænger bl.a. sammen med, antallet af sager, der ankes, er faldet fra 7 til 5.
Tilsvarende for det samlede sociale område, som er faldet med 16 procentpoint til 32 procent, hvilket er 6,5 procentpoint under landsgennemsnittet.
Rådet er opmærksom på, at antallet af klagesager i sig selv ikke nødvendigvis er et billede på kvaliteten i sagsbehandlingen, men udelukkende siger noget om rigtigheden af den del af kommunens afgørelser, der påklages til Ankestyrelsen. Rådet vil dog gerne påpege, at de ankede sager risikerer at være ”toppen af isbjerget”, idet mange sager ikke ankes, fordi borgerne ikke har de nødvendige ressourcer til at klare en langstrakt proces gennem Ankestyrelsen. Der risikerer med andre ord at være et betydeligt mørketal.
Rådet savner på tilsvarende vis oplysninger om Børnehandicapområdet, hvor der henvises til, at disse fremgår af sagsfremstillingen for Udvalget for Børn, familie og forebyggelse. Denne dagsorden er imidlertid IKKE offentliggjort på nuværende tidspunkt.
Af materialet fra Social-, Bolig- og Ældreministeriet fremgår det dog, at der for så vidt angår følgende paragraffer: 32, 32a, 36, 39-40, 41, 42-43 og §§ 44-4 er tale om en omgørelsesprocent på landsplan på 48,4 %, og for Frederikssund på 40 %, hvilket dækker over 10 sager, hvoraf 4 er omgjort.
Rådet synes, der er mange gode initiativer i gang mhp at styrke den juridiske kvalitet i sagsbehandlingen. Således er det meget positivt, at Afdeling for Voksenstøtte arbejder målrettet med at fremme fælles læring hos sagsbehandlerne både på baggrund af kommunens klagesager, men også andre nye principmeddelelser eller praksisundersøgelser fra Ankestyrelsen med henblik på at udvikle den juridiske kvalitet i sagsbehandlingen. Derudover er det oplyst, at der fortsat arbejdes med at sikre høj kvalitet i sagsbehandlingen på det sociale område efter den vedtagne udviklingsplan som opfølgning på Taskforcens indsats.
Høringssvar fra Seniorrådet:
Ingen bemærkninger.
Økonomi
En anbefaling fra Social og sundhed til ØU og BYR om at der ikke udarbejdes særskilt handleplan på voksenhandicapområdet har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
147Beslutning om udmøntning af midler til velfærdsteknologiske indsatser
Resume
Med denne sag skal Omsorg og ældre beslutte, hvilke projekter, man overfor Økonomiudvalg og Byråd, vil anbefale får tildelt midler fra den velfærdsteknologiske pulje. Programstyregruppen for velfærdsteknologi anbefaler, at der udmøntes midler til to projekter ud af de tre ansøgninger, der er modtaget.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Omsorg og ældre over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:
- Tildele midler fra den velfærdsteknologiske pulje til - App til måling - behandling og forebyggelse af stress, i alt 62.270 Kr.
- Tildele midler fra den velfærdsteknologiske pulje til - Ble med sensorteknologi - i alt 234.960 kr.
- Der ikke tildeles midler fra den velfærdsteknologiske pulje til - Medicindosseringsborde - i alt 40.900 kr.
Historik
Beslutning fra Omsorg og ældre, 15. august 2024, pkt. 50:
Anbefalet idet udvalget ønsker en sag om hvordan området fremadrettet kan frisættes.
Fraværende:
Ole Frimann Hansen (SF)
Beslutning fra Økonomiudvalget, 28. august 2024, pkt. 176:
Anbefales.
Fraværende: Michael Tøgersen (I).
Beslutning
Godkendt.
Sagsfremstilling
Fagudvalgene skal, som følge af Byrådets beslutning på møde 30. marts 2022 (sag nummer 59), træffe beslutning om, hvilke konkrete velfærdsteknologiske indsatser, indenfor udvalgets område, der skal anbefales overfor Økonomiudvalg og Byråd, hvorefter midlerne kan udmøntes til indkøb.
Som led i Budget 2024-2027 blev puljen til velfærdsteknologiske indsatser pauseret i 2024. Der er imidlertid overført midler fra tidligere år, som kan udmøntes i 2024.
Der er i alt ca. 611.000 kr. til rådighed i 2024 i den velfærdsteknologiske pulje. I første ansøgningsrunde, ud af to i 2024, er der er modtaget ansøgninger for et samlet beløb på 338.130 kr. til den velfærdsteknologiske pulje. Alle ansøgningerne kommer fra kommunens omsorgscentre.
Programstyregruppen har ingen forventning om, at der kommer mange eller store ansøgninger til den anden ansøgningsrunde i 2024.
Programstyregruppen for velfærdsteknologi har i denne ansøgningsrunde lagt vægt på, at den velfærdsteknologiske pulje skal anvendes til indkøb af teknologier, der understøtter arbejdet med at nedsætte sygefraværet på omsorgscentrene samt bidrage til at realisere den besparelse, der allerede er besluttet for omsorgscentrene. Puljen bidrager dermed til en afprøvning af teknologierne med en forventning om udbredelse af gevinsterne på andre omsorgscentre og/eller bosteder de kommende år.
Tre ansøgninger er modtaget
I første halvår af 2024 har Programstyregruppen for velfærdsteknologi modtaget i alt tre projektansøgninger.
a) App til måling, behandling og forebyggelse af stress hos medarbejderne.
Appen skal medvirke til at skabe et overblik over medarbejdernes trivsel, således lederne kan reagere og håndtere mistrivsel rettidigt. Samtidig giver appen medarbejderne muligheder for at modtage rådgivning og vejledning i form af små videoer, der er målrettet medarbejderen på baggrund af de svar medarbejderne selv har registreret. Der er ligeledes mulighed for, at medarbejderne selv kan booke en on-line psykologsamtale om problemstillingen. Appen understøtter dermed det målrettede arbejde med at nedsætte sygefraværet på omsorgscentrene.
Afprøvningen foregår på et af kommunens omsorgscentre over en periode på 6 måneder.
Teknologiens pris for perioden er i alt 62.270 kr.
Programstyregruppen for velfærdsteknologi anbefaler afprøvningen af appen.
Der er i juni 2023 bevilget penge fra velfærdsteknologipuljen til en anden app, der måler og skaber et overblik over medarbejdernes trivsel. Denne app evalueres i efteråret 2024, og evalueringen præsenteres herefter for de politiske udvalg. De to apps adskiller sig fra hinanden ved at den app, der ansøges om i denne omgang, giver medarbejderne mulighed for at modtage rådgivning og vejledning, der er målrettet den enkelte medarbejder.
b) Ble med sensorteknologi - til bedre inkontinenspleje, færre unødige forstyrrelser af borgerne og færre lækager via dataindsamling om borgerens vandladningsmønster samt alarmering.
Afprøvningen og implementeringen skal give borgerne bedre inkontinenspleje samt medvirke til at realisere den besparelse, der allerede er besluttet for omsorgscentrene.
Afprøvning foregår på kommunens omsorgscentre i 12 måneder og involverer ca. 20 borgere.
Teknologiens pris er i alt 234.960 kr.
Programstyregruppen for velfærdsteknologi anbefaler afprøvningen af elektroniske bleer.
c) Medicindoseringsbord – Et hæve-sænke bord på hjul med optegnede felter, der skal understøtte medarbejdernes struktur i medicindoseringen, så antallet af fejl i medicindosering reduceres og arbejdsmiljøet omkring medicindosering forbedres.
Bordenes pris er i alt 40.900 kr.
Programstyregruppen for velfærdsteknologi anbefaler ikke, at medicindoseringsbordene indkøbes for midler fra den velfærdsteknologiske pulje, da bordet ikke betragtes som en velfærdsteknologi.
Formål og ramme for prioritering
Midlerne til velfærdsteknologiske indsatser er prioriteret til:
1. Afprøvning af nye velfærdsteknologier til enkelte afprøvninger (prøvehandlinger og valg af ”rette model”)
2. Indkøb i forbindelse med en opskalering af en velafprøvet teknologi (overgangen til implementeringsprojekt, hvor der indkøbes flere af den udvalgte teknologi til implementering)
Teknologierne skal medvirke til at følgende formål opnås:
- Bedre oplevet kvalitet for borgere med behov for understøttelse til at kunne udfolde sig personligt og leve et selvstændigt, frit og værdigt liv i trygge rammer.
- Bedre arbejdsmiljø og -glæde blandt medarbejderne. Velfærdsteknologi spiller en vigtig rolle i at gøre arbejdslivet mere skånsomt og attraktivt.
- Bedre udnyttelse af de kommunale/offentlige ressourcer.
Dokumentet ”Ramme for ansøgning om midler til velfærdsteknologiske indsatser” (Bilag 1) uddyber rammen for prioriteringer af velfærdsteknologiske indsatser i Frederikssund Kommune.
Opfølgning på velfærdsteknologiske indsatser
Når en velfærdsteknologi er afprøvet og evt. implementeret, evalueres velfærdsteknologien. Det undersøges, om der er et match mellem organisationen, teknologi, borger og økonomi. I evalueringen tages også stilling til et fremtidigt brug af velfærdsteknologien. Såfremt det besluttes, at teknologien skal udbredes yderligere inden for området og/eller andre områder, udarbejdes en særskilt plan for finansiering og implementering. Udvalgene orienteres om status på de igangværende velfærdsteknologiske projekter inden udgangen af 2024.
En politisk sag om evaluering af den velfærdsteknologiske pulje forberedes
Programstyregruppen for velfærdsteknologi er i gang med at forberede en sag om den velfærdsteknologiske pulje, herunder formål, evaluering og ændring af proces for frigivelse af midler. Sagen forventes fremlagt på de politiske møder i november 2024.
Inddragelse
Sagen er sendt i høring i Rådet for handicap, psykiatri og udsathed samt Seniorrådet. Eventuelle høringssvar fremsendes hurtigst muligt til udvalgets medlemmer.
Høringssvar fra Rådet for handicap, psykiatri og udsathed:
Rådet synes, der er tale om nogle gode og
velargumenterede ansøgninger til puljen, som alle ligger inden for formålet : indkøb af teknologier, der understøtter arbejdet med at nedsætte sygefraværet på omsorgscentrene.
Rådet ønsker ikke at kommentere de enkelte ansøgninger.
Høringssvar fra Seniorrådet:
Byrådet besluttede i 2022 at afsætte 1. mill kr årligt til teknologiprojekter. Der er ikke afsat midler til velfærdsteknologiske indsatser i 2024, men der er overført kr. 611.000 fra tidligere år.
Programstyregruppen modtager ansøgninger 2 X årligt i april og august. Programstyregruppen har lagt vægt på, at projekter der har til formål at nedsætte sygefraværet på Plejehjemmene prioriteres. Projektgruppen har modtaget 3 ansøgninger:
-en app der kan måle, behandle og forebygge stress hos medarbejderne
-Ble med sensorteknologi
- medicindoseringsbord.
Programgruppen indstiller de to første projektansøgninger til godkendelse.
De to projekter ansøger om i alt kr. 256.390.
Seniorrådet anbefaler at resten af puljen anvendes til ny teknologiprojekter i år.
Seniorrådet tager sagen til efterretning. Seniorrådet undre sig over at vi skal afprøve fx bleer med sensorteknologi, når der er afprøvet i mange andre kommuner.
Økonomi
Der er i budget 2024 afsat bruttoanlægsudgifter på 611.000 kr. til Pulje for Velfærdsteknologi, hvor alle midler er frigivet. I nærværende søges 297.230 kr. udmøntet fra puljen.
Bilag
148Beslutning om frigivelse af anlægsmidler til en borgerrettet indgang på Frederikssund Hospital
Resume
Byrådet besluttede med budget 2024-27 at flytte dele af Forebyggelse og Træning til Frederikssund Hospital. På grund af afstanden til lokalerne fra hovedindgangen Byrådet godkendte Byrådet den 28. februar 2024 en bevilling til anlæg til etablering af en borgerrettet indgang på Frederikssund Hospital i forbindelse med at dele af Forebyggelse og Træning flytning til hospitalet. Region Hovedstaden har efterfølgende foreslået en alternativ løsning, som forkorter afstanden og forbedrer adgangsforholdene for gangbesværede borgere yderligere. Administrationen indstiller til frigivelse af anlægsmidler på 851.000 kr. til etablering af borgerrettet indgang.
Indstilling
Administrationen indstillinger, at Omsorg og ældre over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:
- Der gives en tillægsbevilling på bruttoanlægsudgifter på 78.000 kr. i 2024 til etablering af ny borgerrettet indgang på Frederikssund Hospital.
- Der frigives bruttoanlægsudgifter i 2024 på 851.000 kr. til etablering af ny borgerrettet indgang på Frederikssund Hospital.
Historik
Beslutning fra Omsorg og ældre, 15. august 2024, pkt. 49:
Anbefalet.
Fraværende:
Ole Frimann Hansen (SF)
Beslutning fra Økonomiudvalget, 28. august 2024, pkt. 177:
Anbefales.
Fraværende: Michael Tøgersen (I).
Beslutning
Godkendt.
Sagsfremstilling
Byrådet besluttede med budget 2024-27 at flytte dele af Forebyggelse og Træning til Frederikssund Hospital. Der blev afsat en engangsomkostning på 575.000 kr. til anlægsomkostninger. Formålet med flytningen er at skabe faglige synergier og styrke samarbejdet med både Rehabilitering og de midlertidige pladser og regionens ambulatorier på Frederikssund Hospital for derigennem skabe bedre forløb for borgerne. Lokalerne er en del af det gamle neurorehabiliteringsafsnit på hospitalet og ligger lige ved siden af Rehabiliteringsafdelingen. De indeholder træningssale og træningskøkken. Anlægsmidlerne skal gå til at etablere tre ekstra undersøgelsesrum og et samtalerum, istandsættelse af indgangsarealet samt selve flytningen af Forebyggelse og Træning fra Solgården til hospitalet.
Midlerne til ombygningen af lokalerne og flytningen blev frigivet af Byrådet 20. december 2023 (sag nr. 242).
Byrådet godkendte den 28. februar 2024 (sag 40) en bevilling på 773.000 kr. til anlæg til etablering af en borgerrettet indgang på Frederikssund Hospital, der i forbindelse med at dele af Forebyggelse og Træning flytter til hospitalet i efteråret 2024. Den nye indgang forkortede afstanden til genoptræningen lokalerne til Forebyggelse og Træning og forbedrede adgangsforholdene for gangbesværede borgere. Siden beslutningen i Byrådet har Region Hovedstaden flyttet De Særlige Pladser i psykiatri fra matriklen i Frederikssund. Det har åbnet muligheden for en ny løsning for en borgerrettet adgang til genoptræningen på hospitalet, hvor der etableres en dør direkte udefra til ankomstlokalet.
Den ny løsning forkorter afstanden for gangbesværede borgere markant. Minibusserne vil kunne sætte borgerne af ca. 25 meter fra indgangen. Med den tidligere løsning blev de sat af ca. 70 meter fra indgangen. Borgere, der kommer i egen bil, vil have ca. samme afstand som ved den tidligere løsning. Adgangsforholdene bliver dog også forbedre for dem, da vejen er mere simpel og de ikke vil skulle skifte etage flere gange undervejs.
Region Hovedstaden har fremsendt et projektforslag vedr. etablering af indgang til Frederikssund Kommune til samlede omkostninger på 851.000 kr. Se vedlagte bilag i sagen.
Administrationen anmoder om frigivelse af anlægsmidlerne til den ny løsning.
Region Hovedstaden vil etablere indgangen inden Frederikssund Kommune overtager lejemålet 1. november 2024. Etableringen af indgangen forventes derfor ikke at påvirke tidsplanen for flytning af Forebyggelse og Træning fra Solgården til Frederikssund Hospital.
Inddragelse
Lederen og medarbejdere fra Forebyggelse og Træning har deltaget i drøftelserne ombygningerne af lokalerne samt adgangsforholdene til dem og kommer ligeledes til at deltage i det fremadrettede arbejde med gennemførelsen flytningen.
Sagen er desuden sendt i høring i Seniorrådet og Rådet for handicap, psykiatri og udsathed.
Høringssvar fra Rådet for handicap, psykiatri og udsathed:
Rådet støtter etableringen af en borgerrettet indgang, som forbedrer adgangsforholdene til Frederikssund Hospital for gangbesværede borgere, men har ingen kommentarer til økonomidelen i sagen.
Høringssvar fra Seniorrådet:
Byrådet godkendte den 28.2.2024 en bevilling på 773.000 kr. til anlæg af en borgerrettet indgang på Frederikssund hospital i forbindelse med flytning af forebyggelse og træning.
Region Hovedstaden har efterfølgende foreslået en alternativ løsning, som vil være 78.000 kr. dyrere. Denne løsning vil forbedre adgangsforholdene væsentlig.
Adm. anbefaler, at der gives en tillægsbevilling på 78.000 kr. og at det fulde beløb på kr. 851.000 frigives.
Seniorrådet har ingen bemærkninger til sagen. men vi undre os over at Kommunen skal finansiere en ny indgang i Regionens bygning, hvor vi betaler husleje.
Økonomi
Center for Økonomi bemærker, at der i budget 2024 er afsat bruttoanlægsudgifter på 773.000 kr. til etablering af ny borgerrettet indgang på Frederikssund Hospital. Projektforslaget fra Region Hovedstaden er 78.000 kr. dyrere end oprindeligt forudsat, hvorfor der søges om tillægsbevilling af bruttoanlægsudgifter på 78.000 kr. Den samlede projektsum udgør herefter bruttoanlægsudgifter på 851.000 kr., som søges frigivet i nærværende sag. Tillægsbevillingen medgår til at presse anlægsrammen i 2024, hvorfor der skal findes tilsvarende finansiering ved kommende budgetopfølgning i 2024.
Bilag
149Beslutning om udbetaling af tilskud til Venslev Kulturhus / Museum
Resume
I budget 2024 er under overskriften "Frivillige tiltag i Hornsherred støttes" afsat 0,2 mio. kr. til medfinanciering af Venslev Kulturhus/ museum. Venslev Fond er nu så langt med projektering og øvrig financiering, at man har anmodet om udbetaling af midlerne.
Med sagen skal Økonomiudvalget overfor Byrådet anbefale at frigive midlerne.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Økonomiudvalget over for Byrådet anbefaler, at:
- Frigive bruttoanlægsudgifter på 0,2 mio. kr. i 2024 til medfinansiering af Venslev Kulturhus.
Historik
Beslutning fra Økonomiudvalget, 28. august 2024, pkt. 178:
Anbefales.
Fraværende: Michael Tøgersen (I).
Beslutning
Godkendt.
Sagsfremstilling
Venslev Fond har i henvendelse den 7. august 2024 anmodet om udbetaling af midlerne og oplyser følgende om projektet:
De lokalændringer, der er søgt tilskud til, er kernen i Fondens samlede projekt, som kommer til at rumme nuværende aktiviteter med høker, daglig social cafe og mini kunstudstilling, men også kommende arealer til kulturhus og købmandsmuseum med oplevelser. Første del af projektet koster samlet set 696.500 + moms. Der er opnået tilskud via LAG. Udbetaling af medfinancering fra Frederikssund Kommune er en forudsætning for at kunne gennemføre ombygningerne. Tilbud er gældende indtil 10. september 2024, hvorfor der er behov for tilsagn om udbetaling af tilskud fra Frederikssund Kommune inden.
Ombygningsarbejdet er planlagt til at løbe over 6-8 måneder, da nuværende funktioner i begrænset omfang skal være mulige i ombygningsperioden. Kernefunktionen, fase 1, vil kunne bruges fælles for nuværende som kommende funktioner. Fonden har derudover fondsansøgninger ude til såvel kulturhus som museum (øvrige faser i projektet) og flere vil følge. Den endelige færdiggørelse vil afhænge af disse midler. De uisolerede arealer vil, indtil ombygningen iværksættes, kunne bruges en væsentlig del af året til børne- og ungdomsarbejde, samt fællesaktiviteter, når del 1 er afsluttet.
Arbejdet var forventet igangsat tidligere på året, men er udskudt til den 1. oktober 2024, fordi Venslev er nomineret til at kunne blive Årets Landsby 2024, hvor der er evt. kåringsfest den 14. september.
Administrationen kan oplyse, at byggemyndigheden på baggrund af materialet fra Venslev Fond har vurderet, at der ikke kræves byggetilladelse i fase 1.
Inddragelse
Inddragelse er ikke vurderet relevant.
Økonomi
Der er i budget 2024 afsat bruttoanlægsudgifter på 0,2 mio. kr. til medfinansiering af Venslev Kulturhus, som søges frigivet i nærværende sag.
150Beslutning om politisk mødekalender for udvalgets møder i 2025
Resume
En gang om året skal udvalget træffe beslutning om, hvor og hvornår udvalgets møder for det kommende år skal holdes. Med denne sag skal Byrådet derfor tage stilling til udkast til mødekalender for udvalgets møder i 2025.
Indstilling
Administrationen indstiller til Byrådet, at:
- Godkende udkast til mødekalender for Byrådets møder i 2025.
- Tage stilling til, hvor møderne skal afholdes (på rådhuset, administrationscenter Slangerup eller andre steder).
- Drøfte, hvordan Byrådets eventuelle dialogmøder, temamøder m.m. henover året bedst tilrettelægges.
Beslutning
Byrådet godkendte mødeplanen med bemærkning om at fremrykke mødestarttidspunktet 29. januar 2025 til kl. 16.00 samt mødestarttidspunktet 28. maj 2025 til kl. 16.00.
Jesper Wittenburg (A) undlod at stemme.
Sagsfremstilling
Det er formelt set Byrådet og det enkelte udvalg, der beslutter hvor og hvornår møder i udvalg og Byråd afholdes. I praksis er udvalgene imidlertid en del af en samlet mødekabale, hvor otte fagudvalgsmøder skal placeres, så alle udvalgsmedlemmer har mulighed for at deltage i møderne.
Principper for mødeplanlægningen
I arbejdet med mødeplanlægningen for udvalg og Byråd har administrationen arbejdet ud fra følgende principper:
- Udgangspunkt i den godkendte mødekalender for 2024.
- Udvalgsmøderne placeres, så sager fra dagsordenen kan nå at blive optaget på dagsordenen til næstkommende møde i Økonomiudvalg og Byråd.
- Byrådets møder afholdes som udgangspunkt den sidste onsdag i måneden, og Økonomiudvalgets møder holdes som udgangspunkt den foregående onsdag. Nogle måneder kan det imidlertid ikke lade sig gøre som følge af ferie- eller helligdage.
- Møderne i fagudvalgene holdes i tidsrummet 08.00 til 17.00 og bookes som udgangspunkt til at vare 2 timer.
Principperne afspejler bl.a. den gensidige afhængighed mellem udvalgsmøderne og dermed et forsøg på at veje mange forskellige hensyn op mod hinanden, herunder hensynet til at sikre en smidig og koordineret sagsbehandling på tværs af udvalg, Økonomiudvalg og Byråd.
I planen er der også taget højde for udvalgenes eventuelle deltagelse i KL-topmøder samt et ønske fra en del af Byrådets medlemmer om, at der ikke er udvalgsmøder om mandagen.
Godkendelse af tid og sted for udvalgets møde
Forslag til udvalgets ordinære møder i 2025 fremgår af vedlagte mødeplan, som også angiver tidspunkt for mødernes afholdelse.
Helt konkret indeholder mødekalenderen et forslag om, at Økonomiudvalget m.fl. holder møde en torsdag (i stedet for onsdag) i oktober 2025. Dette er for at undgå, at mødet kolliderer med KLs Ældre- og Sundhedskonference.
Der afholdes Kommune- og Regionsvalg den 18. november 2025. Jf. styrelseslovens § 6 afholdes det konstituerende møde for det nyvalgte Byråd i tidsrummet 1.-15. december i samme år som valgets afholdelse. Administrationen har foreslået, at det konstituerende møde afholdes onsdag den 3. december 2025.
Erfaringsmæssigt ved vi, at nogle af udvalgene henover året også har dialogmøder med brugere, temamøder o. l. Der er tale om mødeaktiviteter, som ligger udover de ordinære udvalgsmøder. Det anbefales, at Byrådet på indeværende møde også drøfter, hvornår denne typer af møder mest hensigtsmæssigt kan placeres - dette bl.a. af hensyn til den samlede mødeplanlægning på tværs af udvalg og Byråd.
Når Byrådet har godkendt mødeplanen for byådets møder i 2025, opdaterer administrationen den samlede mødeplan med alle udvalgsmøder.
Inddragelse
Inddragelse er ikke vurderet relevant.
Økonomi
Center for Økonomi har ingen bemærkninger, da sagen ikke har bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
151Orientering om kystbeskyttelsesprojektet i Frederikssund Nord
Resume
Kystbeskyttelsesprojektet ved Frederikssund Nord har fået ny §2-udtalelse fra Kystdirektoratet. Udtalelsen kan give anledning til ændringer i projektet, som skal undersøges nærmere.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Klima, natur og energi over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:
1. Tage orienteringen til efterretning.
Historik
Beslutning fra Klima, natur og energi, 20. august 2024, pkt. 73:
Taget til efterretning.
Fraværende:
Ole Frimann Hansen (F)
Beslutning fra Økonomiudvalget, 28. august 2024, pkt. 181:
Taget til efterretning.
Fraværende: Michael Tøgersen (I).
Beslutning
Taget til efterretning.
Sagsfremstilling
Kystbeskyttelse ved Frederikssund Nord
I august 2021 fremmede Byrådet kystbeskyttelsesprojektet ved Frederikssund Nord (Linderupvej og Fjordparken) som et kommunalt fællesprojekt efter kystbeskyttelseslovens §1a.
Grundlaget for fremmet var et disposistionsforslag fra rådgiver samt en udtalelse fra Kystdirektoratet fra 2017, jf. kystbeskyttelsesloven §2.
I de efterfølgende år har administrationen, sammen med grundejere og rådgivere, arbejdet på et myndighedsprojekt. Der har vist sig flere udfordringer undervejs, som har medført ændringer i projektet. Senest er der blevet registreret §3-beskyttet natur der, hvor diget ønskes placeret.
I foråret 2024 anmodede administrationen Kystdirektoratet om en ny §2-udtalelse, der kunne tage udgangspunkt i den nyeste viden og det tilpassede projekt. Udtalelsen forventes danne grundlag for myndighedsbehandlingen af projektet.
§2-udtalelse fra Kystdirektoratet
Kystdirektoratets udtalelse er vedlagt som bilag.
I udtalelsen konkluderer Kystdirektoratet at:
- Projektstrækningen har et lille behov for beskyttelse
- I det foreslåede projekt overestimeres de forventede havvandstigninger og anlægget er derfor overdimensioneret
- Den foreslåede linjeføring er igennem et området beskyttet af naturbeskyttelsesloven §3 (naturtypen strandeng)
Kystdirektoratet foreslår en alternativ løsning der omhandler en højvandsmur langs Linderupvej med et lavere sikringsniveau på +2,3 m (hvilket svarer til en 500års hændelse i 2070).
Ved den alternative løsning mindskes påvirkningen af beskyttet natur, og projektet dimensioneres efter de oversvømmelsesscenarier, som Dansk Meteorologisk Institut og Kystdirektoratet anbefaler.
Til sammenligning beskyttes der i Hyllingeriis til kote +2,1 m og i Kulhuse til +2,03 m.
Det økonomiske hensyn
I kommunale fællesprojekter om kystbeskyttelse kan kommunen bestemme, at grundejere der opnår beskyttelse, eller har anden fordel ved projektet, skal betale. For at sikre, at projektet er økonomisk optimeret, skal kommunen beregne, hvor store skadesomkostninger projektet kan spare grundejerne for. Dette skal sammenholdes med projektomkostningerne for at fastslå projektets samlede nytteværdi. Hvis sikringsniveauet nedsættes til en stormhændelse med en vandstand på 2,3 meter, vil projektets samlede beregnede nytteværdi blive lavere end den, der hidtil er arbejdet ud fra, fordi færre boliger beskyttes. Omvendt har kommunen ikke hjemmel til at pålægge borgerne at betale for et overdimensioneret sikringniveau. Kystdirektoratets alternative løsning omfatter en højvandsmur langs Linderupvej. Denne vil være væsentligt dyrere at etablere end det hidtil planlagte jorddige.
Afslag på ansøgning om tilskud fra kystpuljen
Administrationen ansøgte i oktober 2023 om tilskud fra kystpuljen til projektet ved Frederikssund Nord. Den 20. december fik projektet afslag fra Kystdirektoratet. Begrundelsen for afslaget var, at Kystdirektoratet vurderede, at ansøgningen sammenholdt med andre projekter i mindre grad udgjorde en helhedsorienteret løsning. Området og værdierne, der beskyttes var mindre end andre sammenlignelige projekter. Desuden lå området uden for et risikoområde udpeget i medfør af oversvømmelsesloven.
Fremadrettet proces
Administrationen vil afholde et dialogmøde med grundejerne den 9. september 2024 om tilpasning af projektet i henhold til kystdirektoratets anbefalinger. Efterfølgende lægges der en ny sag op til politisk beslutning om den videre proces.
Inddragelse
Der afholdes dialogmøde i september men henblik på at afklare de lokales ønsker til projektets videre forløb.
Økonomi
Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
152Orientering om ny ejerstrategi i Frederiksborg Brand og Redning
Resume
Den fælles beredskabskommission Halsnæs, Hillerød, Furesø, Egedal og Frederikssund kommuner vedtog på kommissionens møde den 26. juni 2024 en ny ejerstrategi for Frederiksborg Brand og Redning. Med denne sag orienteres om den nye ejerstrategi.
Indstilling
Administrationen indstiller til Økonomiudvalget og Byrådet, at:
- Tage orienteringen til efterretning.
Historik
Beslutning fra Økonomiudvalget, 28. august 2024, pkt. 183:
Taget til efterretning.
Fraværende: Michael Tøgersen (I).
Beslutning
Taget til efterretning
Sagsfremstilling
Den fælles beredskabskommission har siden december 2023 arbejdet med en ny ejerstrategi. På kommissionens møde den 26. juni 2024 blev ejerstrategien vedtaget.
Formålet med en ny, relevant ejerstrategi er at justere fokus til at imødekomme de udfordringer, som beredskabet står overfor. Den nye ejerstrategi har, i forhold til den tidligere, et større fokus på at skabe en god arbejdsplads og tiltrækning af arbejdskraft i øvrigt. Overordnet tager den nye ejerstrategi beredskabet i en mere bæredygtig retning.
Med forslaget til revideret ejerstrategi beskrives fem emner, der har afgørende strategisk betydning for beredskabets videre udvikling.
1. Ensartet serviceniveau og effektiv opgaveløsning
2. Faglig udvikling, sundhed og trivsel
3. Synlighed i lokalområdet
4. Grøn omstilling i beredskabet
5. Klar til fremtidens udfordringer
Beredskabet har med de fem emner ønsket at definere og understrege beredskabets prioriteringer.
Den nye ejerstrategi er vedlagt som bilag.
Inddragelse
Inddragelse er ikke vurderet relevant.
Økonomi
Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
153Meddelelser
Beslutning
Ingen meddelelser.
154Beslutning om at fremsende hensigtserklæring til virksomhedsudvidelse i Vinge (Lukket punkt)
Åben beslutning
Godkendt.
155Underskrifter
Resume
-
Beslutning
-
Sagsfremstilling
Dette punkt erstatter det fysiske underskriftark. Når der trykkes "Godkendt" svarer det til at underskriftarket er godkendt.