Omsorg og ældres møde den 14. november 2024
Nordhøj 4, Skibby kl. 15.00
76Godkendelse af dagsorden
Beslutning
Godkendt.
Fraværende:
Morten Skovgaard (V)
Lars Jepsen (A)
77Beslutning om budgetopfølgning 30.09.2024
Resume
I denne sag præsenteres en prognose for det forventede forbrug inden for Omsorg og Ældre i 2024. Prognosen sammenholdes med det korrigerede budget, og der fremlægges forslag til tillægsbevilling. Derudover gives en opfølgning på budgetaftale 2024-2027.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Omsorg og Ældre overfor Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:
1. Der gives en tillægsbevilling på 4,3 mio.kr. svarende til forventet merforbrug i 2024.
2. Der gives en tillægsbevilling svarende til et mindreforbrug på 1,8 mio. kr. på bruttoanlægsudgifterne i 2024, som overføres til 2025.
3. Budgetopfølgningen i øvrigt tages til efterretning
Beslutning
Godkendt og taget til efterretning.
Fraværende:
Morten Skovgaard (V)
Lars Jepsen (A)
Sagsfremstilling
Sundhed og forebyggelse
Budgetopfølgningen giver ikke anledning til ændringer i det forventede forbrug, idet nævnte merforbrug ikke berører området Sundhed og forebyggelse.
Ældreområdet
Der gives en tillægsbevilling til ældreområdet på 4,3 mio. kr.
Merforbruget vedrører primært følgende områder:
- Døgnplejen: Merforbrug på driften i den kommunale døgnpleje på 3,4 mio. kr. Dette skyldes primært høje udgifter til vikarer.
- Visiterede ydelser: Merforbrug på 0,4 mio. kr., hvilket skyldes en stigning i antallet af borgere og øget kompleksitet.
- Hjælpemidler: Merforbrug på 0,3 mio. kr., som skyldes øget behov for specialiserede biler til borgerne.
- Specialiseret rehabilitering: Merforbrug på 0,2 mio. kr. som følge af et øget antal borgere.
Resultaterne af denne budgetopfølgning er nærmere udspecificeret i vedlagte bilag 1. Budgetopfølgning 30-09-2024 OÆ.
Anlæg
Budgetopfølgningen giver anledning til en reduktion i bruttoanlægsudgifterne i 2024 på 1,8 mio. kr. på anlægsprojekterne under Omsorg og ældre, der overføres til 2025.
Mindreforbruget vedrører følgende anlægsprojekter:
- Mindreforbrug på 0,3 mio. kr. for Samling af pladser til Frederikssund hospital
- Mindreforbrug på 0,6 mio. kr. for Styrke daghjem Flytning af forebyggelse- og træningsenhed til Frederikssund hospital
- Mindreforbrug på 0,9 mio. kr. for Styrke daghjem Borgerrettet indgang Frederikssund hospital
Af vedlagte bilag 2 - Anlæg budgetopfølgning 30-09-2024 (OÆL) udspecificeres de enkelte anlæg under Omsorg og ældre nærmere.
Opfølgning på budgetaftale 2024-2024
I forbindelse med budgetopfølgningen er der foretaget en opfølgning på budgetaftale 2024-2027, som viser at 1 ud af 15 budgetinitiativer ikke er implementeret, og at 3 initiativer er delvist implementeret. Det initiativ, der ikke er implementeret, er:
• Digital vagtplanlægning for selvstyrende teams i døgnplejen. Nyt It-system er ikke færdigudviklet. Det er ikke muligt at gennemføre budgetinitiativet og indkøbe nyt system. I forbindelse med budgetopfølgningen pr. 30/6 blev der givet tillægsbevilling til dette.
I vedlagte bilag 3. OÆ opfølgning på budgetaftale 2024-2027 per 30.09.2024
Inddragelse
Høringssvar fra Seniorrådet:
I sagen præsenteres en prognose for det forventede forbrug inden for Omsorg og Ældre i 2024.
Administrationen indstiller over for Økonomiudvalget og Byrådet, at der gives en tillægsbevilling på 4,3 mio. kr., og at der gives en tillægsbevilling svarende til et mindreforbrug på 1.8 mio. kr. på bruttoanlægsudgifterne i 2024, som overføres til 2025.
Seniorrådet tager indstillingen til efterretning.
Høringssvar fra Rådet for Handicap, psykiatri og udsathed:
Rådet tager budgetopfølgningen til efterretning med den bemærkning, at vi godt kunne tænke os en orientering om, hvad der gøres for at nedbringe vikarforbruget i døgnplejen.
Økonomi
Drift:
Budgetopfølgningen 30.09.2024 giver anledning til et forventet merforbrug på 4,3 mio. kr.
Anlæg:
Budgetopfølgningen 30.09.204 giver anledning til et mindreforbrug på bruttoanlægsudgifterne på 1,8 mio. kr. i 2024, som overføres til 2025.
Bilag
78Orientering om tendenser og udviklinger - Ledelsesinformation på ældreområdet
Resume
Orientering om tendenser og udviklinger - Ledelsesinformation på ældreområdet
Indstilling
Administrationen indstiller til Omsorg og ældre, at:
- Tage orienteringen til efterretning.
Beslutning
Godkendt.
Fraværende:
Morten Skovgaard (V)
Sagsfremstilling
Ældreområdet har igennem en årrække været økonomisk udfordret. Det skyldes primært, at antallet af borgere med komplekse problemstillinger stiger, at kommunerne varetager flere og flere sundhedsopgaver og at strukturelle udfordringer på arbejdsmarkedet udfordrer ældreområdets lønbudgetter. Derfor supplerede administrationen 1. og 2. budgetopfølgning i Omsorg og ældre med ledelsesinformation, der viste tendenser og udviklinger på ældreområdet. Med denne sag forelægges ledelsesinformation, der knytter sig til 3. budgetopfølgning 2024 og har alene fokus på temaer, hvor der er budgetudfordringer i 2024.
Administrationen har derfor opdateret notatet "Tendenser og udviklinger på ældreområdet". Heraf fremgår det, at budgettet på ældreområdet i forbindelse med 3. budgetopfølgning er særligt udfordret i forhold til at overholde budgetterne til de visiterede ydelser til personlig og praktisk hjælp, hjælpemidler og Døgnplejen. Derudover følges sygeplejen, omsorgscentret og ventelisterne på plejeboliger tæt.
Formålet er at give udvalget en bedre indsigt i årsagerne til budgetudfordringerne.
Notatet viser følgende fem udfordringer og udviklinger:
- Stigende kompleksitet hos borgerne øger udgifterne til personlig og praktisk støtte og udgifterne til hjælpemidler
- Fortsat stigning i sundhedslovsydelser, men budgetterne holder
- Døgnplejens budget er udfordret
- Pres på omsorgscentrenes budgetter
- Udvikling i antal borgere på venteliste til omsorgscentre.
I forbindelse med budgetopfølgningen er vedlagt en status over gennemførelse af budgetaftalen 2024-27. De fleste initiativer er direkte implementeret, men et par af initiativerne har forudsættet større implementeringsprocesser i organisation, før besparelserne kunne nås. Det gælder implementering af dosispakket medicin på hele ældreområdet og øget brug af APV-hjælpemidler i hjemmeplejen. Der vedlægges derfor desuden to faktaark om implementering heraf som viser:
- Markant flere borgere på dosispakket medicin
- Stor succes md udbredelse af flere APV-hjælpemidler i hjemmeplejen
Inddragelse
Sagen er sendt i høring i Seniorrådet og Rådet for handicap, psykiatri og udsathed. Eventuelle høringssvar fremsendes hurtigst muligt til udvalgets medlemmer.
Høringssvar fra Seniorrådet:
Ledelsesinformation inkl. 3 kvartal, viser at der er budgetudfordringer pga.:
- Stigende behov for personlig og praktisk hjælp
- Døgnplejens budget er udfordret
- Pres på plejehjemmenes budgetter
- Udvikling i antal borgere på venteliste til plejehjem
Merforbruget på plejehjemmene i 2023 har forårsaget en kraftig opbremsning, med færre medarbejdere i dagtimerne, mindre brug af eksterne vikarer og der arbejdes med at tilpasse normeringen til budgettet. Samtidig er kompetenceudvikling og uddannelse skåret ned til et minimum. Det betyder bl.a. at der er flere ufaglærte ansatte, hvilket giver et enormt pres på de faglærte ansatte. Seniorrådet er informeret om, at ofte hænder at der kun én uddannet SOSU og derudover nogle timelønnede ufaglærte på arbejde i weekenderne. Det lægger enormt pres på det uddannede personale, - og kan kun give et dårligt arbejdsmiljø for alle. Flere går hjem fra arbejde med en følelse af at beboerne ikke har fået den pleje de har behov for.
Seniorrådet vil anbefale at der afsættes økonomi så der er økonomi til at ansætte uddannet personale.
Høringssvar fra Rådet for Handicap, psykiatri og udsathed:
I forhold til omsorgscentrenes pressede budgetter er Rådet betænkelig ved, at der som budgethåndtag bl.a. vælges at skrue ”aktiviteter som kompetenceudvikling og uddannelse ned på et nødvendigt minimum”, samtidig med at der ses en stigning i ældre borgere med demenssygdom -
ofte i kombination med andre sygdomme -
hvilket stiller naturligt større krav til personalet herunder ikke mindst til deres faglighed.
Økonomi
Orientering om tendenser og udviklinger - Ledelsesinformation på ældreområdet, har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
79Beslutning om omlægning af rengøring for borgere i eget hjem, jf. budgetaftale 2025-28
Resume
Byrådet besluttede med budgetaftalen for 2025-28 at ændre kriterierne for rengøring i eget hjem og fremover henvise borgerne til alternativer som en selvkørende støvsuger og gulvvasker. I forlængelse heraf justeres kvalitetsstandarderne for rengøring og aflastende rengøring og der igangsættes en proces for at få et flertal af borgerne over på selvkørende støvsugere og gulvvaskere. Med denne sag træffes dels beslutning om de justerede kvalitetsstandarder, dels forelægges plan og proces for selve implementeringsprocessen.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Omsorg og ældre overfor Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:
1. Godkende kvalitetsstandard for støtte til rengøring
2. Godkende kvalitetsstandard for aflastende rengøring
3. Administrationen indstiller, at Omsorg og ældre tager implementeringsprocessen til efterretning.
Beslutning
Godkendt og taget til efterretning.
Fraværende:
Morten Skovgaard (V)
Sagsfremstilling
Byrådet besluttede med budgetaftalen for 2025-28 at ændre kriterierne for rengøring i eget hjem, således at et flertal af borgerne fremover skal indkøbe og anvende en selvkørende støvsuger/gulvvasker til at gøre gulve rene. Beslutningen skal ses i lyset af, at antallet af ældre med behov for hjælp stiger voldsomt i disse år og samtidig bliver der færre og færre medarbejdere til at varetage opgaverne i hjemmeplejen. Derfor har mange kommuner i de seneste år overgået til nye måder at støtte borgere på, herunder øge borgernes brug af selvkørende støvsugere.
Tiltaget ligger fint i forlængelse af den nye ældrelov, der understøtter øget brug af velfærdsteknologi. Ved at indføre selvkørende støvsugere/gulvvaskere frigives sundhedsmedarbejdere til den personlige pleje af borgerne og samtidig får borgerne mere frihed til selv at tilrettelægge deres hverdag, herunder fx til selv at bestemme, hvor ofte og hvornår der skal støvsuges. Se faktaark om baggrunden for budgetinitiativet (vedlagt).
Justerede kvalitetsstandarder
Budgetinitiativet ændrer kommunens serviceniveau for borgerne. Derfor forelægges nu justerede udkast til kvalitetsstandarder for støtte til rengøring og aflastende rengøring (vedlagt) til politisk godkendelse. Med justeringen af kvalitetsstandarderne vil ca. 80 procent af de borgere, der i dag får hjælp til rengøring, fremover selv skulle støvsuge og vaske gulve i eget hjem ved hjælp af en selvkørende støvsuger/gulvvasker. De resterende 20 procent af borgerne forventes ikke at kunne anvende selvkørende støvsuger/gulvvasker, fx på grund af kognitive udfordringer.
Med budgetinitiativet er det forudsat, at borgerne selv skal anskaffe sig og anvende en selvkørende støvsuger/gulvvasker. En selvkørende støvsuger/gulvvasker betragtes som et almindeligt forbrugsgode på linje med en opvaskemaskine eller en mikrobølgeovn
Implementeringsproces
Visitation og Hjælpemidler har ansvar for implementeringen af selvkørende støvsuger/gulvasker. Implementeringen sker i tæt samarbejde med medarbejdere fra Døgnplejen eller de private leverandører, der kommer i hjemmet og som har kendskab til borgeren. Visitationen inddrager derfor repræsentanter fra Døgnplejen og de private leverandører tidligt i processen via informationsmøder, hvor de får mulighed for at komme med input til plan og proces.
I alt modtager 811 borgere i Frederikssund Kommune støtte til rengøring. I forbindelse med implementering af budgetinitiativet skal det vurderes, om disse borgere skal have en fornyet afgørelse om eventuelt bortfald af støtte til støvsugning og gulvask med henvisning til indkøb af en selvkørende støvsuger/gulvvasker. Ultimo november 2024 sendes et informationsbrev til alle borgere (vedlagt), der modtager støtte til rengøring, som kort fortæller om den forestående revisitation og årsagen hertil.
Af hensyn til planlægningen og medarbejdernes tidsforbrug implementeres beslutningen løbende fra 1. december 2024 til 31. marts 2025 – og tilrettelægges således, at implementeringen så vidt muligt er fuldt tilendebragt den 1. april 2025. Borgerne vil derfor i perioden løbende modtage afgørelser og overgå til selv at varetage støvsugning og gulvvask. Alle borgere varsles en måned, så borgerne får den fornødne tid til indkøb af støvsuger/gulvvasker og se på hjemmets indretning. Der er udarbejdet et udkast til en pjece (vedlagt) med råd og vejledning om indkøb og anvendelse af selvkørende støvsugere/gulvavsker, som sendes til alle borgere sammen med afgørelsen. Alle borgere har mulighed for at anke afgørelsen.
Der er lagt op til en differentieret proces af hensyn til brug af medarbejderressourcer. Borgere, som i dag kun modtager praktisk hjælp og som i øvrigt klarer sig selv, herunder borgere der modtager aflastende rengøring, forventes umiddelbart at have et funktionsniveau, hvor de kan anvende en selvkørende støvsuger og gulvvasker. Denne gruppe af borgere omfatter i alt 331 borgere. Disse borgere modtager alle en ny skriftlig afgørelse fra Visitationen senest den 1. december 2024, hvori ydelse og tid til støvsugning og gulvvasker er udtaget pr. 1. januar 2025. Langt de fleste borgere (291 borgere) vil fortsat modtage anden praktisk hjælp (rengøring af toiletter, skift af linned mv.). Anker borgerne afgørelsen, genbehandles den via et visitationsbesøg – og ikraftrædelsestidspunktet udskydes til en måned efter en eventuel fornyet afgørelse, som efter gældende regler kan ankes til Ankestyrelsen.
Borgere, som både modtager personlig og praktisk hjælp vurderes om de kan anvende en selvkørende støvsuger og gulvvasker af en medarbejder fra Døgnplejen eller en privat leverandør, der kommer i hjemmet og har kendskab til borgeren. Vurderingen sker udfra fælles kriterier. Denne gruppe af borgere omfatter i alt 480 borgere. Borgerne, som vurderes at kunne anvende en selvkørende støvsuger/gulvvasker, modtager en ny skriftlig afgørelse fra Visitationen senest den 1. februar 2025, hvori ydelse og tid til støvsugning og gulvvasker udtaget. Anker borgerne afgørelsen, genbehandles den via et visitationsbesøg – og ikrafttrædelsestidspunktet udskydes til en måned efter fornyet afgørelse, som efter gældende regler kan ankes til Ankestyrelsen.
Langt de fleste borgere vil fortsat modtage praktisk hjælp (rengøring af toiletter, skift af linned mv.) og/eller personlig støtte. Medarbejderne kan derfor støtte borgerne i anvendelsen af en selvkørende støvsuger/gulvvasker. Administrationen arbejder på at inddrage frivillige foreninger, der eventuelt kan støtte ældre, som oplever udfordringer i forbindelse med opstart med selvkørende støvsuger/gulvvasker.
Borgere som søger om støtte til rengøring og aflastende rengøring vil fra den 1. december 2024 blive visiteret til hjælp på baggrund af de nye kvalitetsstandarder for støtte til rengøring og aflastende rengøring.
Budgetinitiativet følges tæt
Implementeringen af budgetinitiativet følges tæt. Der er indlagt en besparelse på i alt 2,4 mio. kr. i 2025 og 3,2 mio. kr. de følgende år. Til brug for opfølgningen er der udarbejdet et monitoreringsark (vedlagt). Omsorg og ældre får status på implementeringsprocessen i juni 2025.
Inddragelse
Inddragelse udover det, der er nævnt i sagen, er ikke vurderet relevant.
Høringssvar fra Seniorrådet:
Selvkørende støvsugere/gulvvaskere er fint i boliger, der er indrettet til sådanne hjælpemidler, men mange ældre har indretning, som ikke muliggør brug af sådanne maskiner, også ældre uden kognitive udfordringer! Derudover skal maskinen tit tømmes og renses, hvilket kan være besværligt for borgere med bevægelsesbesvær.
Indkøb af disse hjælpemidler forventes borgeren selv at foretage. Den gruppe medborgere, der her er tale om, vil have overordentligt vanskeligt ved at varetage en sådan opgave.
Det er heller ikke alle pensionister der har penge til at investere i en robotstøvsuger. Derfor ville det være forudseende at indtænke Ældreministerens forslag om at kommunerne kan betale for robotstøvsugeren.
Høringssvar fra Rådet for handicap, psykiatri og udsathed:
Rådet er enig i, at en øget brug af velfærdsteknologi kan medvirke til at frigive sundhedsmedarbejdere til andre personlige plejeopgaver. Det er dog vigtigt at sikre sig en individuel vurdering i hvert tilfælde, så det sikres, at den ældre borger rent faktisk er i stand til at
betjene en selvkørende støvsuger/gulvvasker. I den forbindelse virker det som en ualmindelig stor arbejdsbyrde for medarbejderne, at i alt
811( reelt 480) borgere skal revisiteres på trods af den differentierede proces, der lægges op til.
Justerede kvalitetsstandarder
Ift udkastet til kvalitetsstandarden ”Støtte til rengøring” fremgår det, at : ”Som en del af forløbet vil vi også sammen se på, om du i dit netværk – herunder hele din husstand - har en eller flere personer, som kan være med til at lette rengøringsopgaven”.
Rådet kan ikke støtte denne overdragelse af rengøringsopgaven hos ældre medborgere til pårørende: det er hverken værdigt eller i orden, at pårørende tilføres en yderligere belastning i form af en rengøringsopgave. Pårørende skal have lov til netop at have rollen som pårørende: søn, datter, ven eller lign. og ikke rengøringsmedhjælp hos deres ældre familiemedlemmer.
På tilsvarende vis kan vi ikke støtte, at plejepersonalets opgaver ifm opstart af selvkørende støvsuger/gulvvasker påtænkes udliciteret til frivillige foreninger.
Økonomi
Beslutning om omlægning af rengøring for borgere i eget hjem har ingen bevillingsmæssige konsekvenser. Besparelsen er en del af det vedtagne budget 2025-2028.
Bilag
- Faktaark om baggrunden for budgetinitiativet
- Justeret kvalitetsstandard for støtte til rengøring
- Justeret kvalitetsstandard for aflastende rengøring
- Borgerbrev ifm. implementering af selvkørende støvsuger og gulvvasker
- Udkast til pjece med råd og vejledning til anskaffelse af selvkørende støvsuger og gulvvasker
- Visiterede borgere der modtager praktisk hjælp september 2024
80Beslutning om at ændre kvalitetsstandarden for indkøbsordning til borgere i eget hjem, jf. budgetaftale 2025-2028
Resume
Byrådet besluttede med budgetaftalen 2025-2028 at indføre delvis egenbetaling på levering af dagligvarer for borgere med en indkøbsordning hos Frederikssund Kommune. I forlængelse heraf skal kvalitetsstandarden for indkøbsordning tilpasses. I denne sag forelægges derfor den ændrede kvalitetsstandard for indkøbsordning. Sagen forelægges Omsorg og ældre, Økonomiudvalget og Byrådet, idet kvalitetsstandarden ændres.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Omsorg og ældre over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:
- Ændringen i kvalitetsstandarden ”Indkøbsordning samt støtte til indkøb” godkendes.
Beslutning
Godkendt.
Fraværende:
Morten Skovgaard (V)
Sagsfremstilling
Frederikssund Kommune tilbyder indkøbsordning efter servicelovens § 83 til borgere, som ikke selv kan bestille dagligvarer på internettet eller via telefonen. Borgere som er visiteret til indkøbsordning får ugentlig hjælp af Døgnplejen eller private leverandører til at bestille dagligvarer, og varerne leveres en gang om ugen af en af de to private indkøbsleverandører i kommunen. I dag modtager 214 borgere hjælp til indkøb via indkøbsordningen i Frederikssund Kommune og borgerne betaler selv for dagligvarerne, mens Frederikssund Kommune betaler leveringsomkostningerne.
Byrådet besluttede med budgetaftalen for 2025-28 at indføre delvis egenbetaling på levering af dagligvarer for borgere, der modtager indkøbsordning via Frederikssund Kommune. Indførelse af delvis egenbetaling for borgere med indkøbsordning betyder, at borgerne pr. 1 januar 2025 får en merudgift på 52 kr. pr. måned for levering af dagligvarer til deres hjem. Det forventes, at indførelsen af delvis egenbetaling vil reducere kommunens samlede udgifter til levering af indkøb hos borgere med ca. 15 pct. Kommunen har således fortsat årlige udgifter til levering af indkøb på ca. 800.000 kr.
Indførelsen af delvis egenbetaling er en ændring af kommunens nuværende serviceniveau for indkøbsordningen, og der er derfor tilføjet et afsnit om egenbetaling i kvalitetsstandarden for indkøbsordning.
Kvalitetsstandarden er vedlagt som bilag. Ændringer i kvalitetsstandarden er markeret med rød skrift.
Borgerne modtager i begyndelsen af december et orienteringsbrev om indførelsen af delvis egenbetaling (vedlagt).
Inddragelse
Inddragelse vurderes ikke relevant.
Høringssvar fra Seniorrådet:
Administrationen vurderer ganske vist ikke at inddragelse er relevant i denne sag; men Seniorrådet vil alligevel gerne bidrage med et par kommentarer.
Ændringen, som er en konsekvens af budgetaftalen, skal naturligvis fremgå af kvalitetsstandarden. Seniorrådet anbefaler i den forbindelse, at udgiften til borgerne anføres med det korrekte beløb, kr. 52,00 pr. måned, som det klart fremgår af sagsfremstillingen og orienteringsbrevet til de berørte borgere og ikke kr. 59,00. Seniorrådet anbefaler ligeledes, at lejligheden samtidig benyttes til at ændre det anvendte kancellisprog til et venligere
hverdagssprog. Forventningen om, at man i husstanden har teknologier som smartphone, tablet eller pc til rådighed bør udgå af kvalitetsstandarden.
Til orientering stiller Seniorrådet sig stadig tvivlende overfor værdien af at opnå den relativ lille, årlige besparelse på ca. kr. 140.000,00 når herfra skal trækkes administration og andre afledte omkostninger.
Høringssvar fra Rådet for handicap, psykiatri og udsathed:
Rådet har ingen kommentarer til sagen.
Økonomi
Beslutning om godkendelse af ændring i kvalitetsstandard for indkøbsordning til borgerne i eget hjem har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
81Beslutning om digital valgløsning til seniorrådsvalg 2025
Resume
Seniorrådet har videresendt en henvendelse fra IT-virksomheden Netcompany om muligheden for at digitalisere seniorrådsvalget i 2025. I denne sag skal Omsorg og ældre tage stilling til, om seniorrådsvalget fortsat skal afholdes med valgbøger og uden et understøttende digitalt system.
Indstilling
Administrationen indstiller til Omsorg og ældre, at:
- Godkende, at seniorrådsvalget i 2025 afholdes uden et understøttende digitalt system.
Historik
Omsorg og ældres møde 15. august 2024 (sag 53):
Beslutning:
Sagen udsat.
Fraværende:
Ole Frimann Hansen (SF)
Omsorg og ældres møde 5. september 2024 (orientering under meddelelser):
På møde 15. august 2024 besluttede Omsorg og ældre at udsætte sag om digital valgløsning til seniorrådsvalg 2025 (sag 53). Da sagen ligger under økonomiudvalgets ressortområde, vil den ikke blive forelagt Omsorg og ældre på ny.
Beslutning
Udvalget beslutter, at der arbejdes med, at Seniorrådets valg kan afvikles digitalt. Da kommunen skal indføre et nyt digitalt system til kommunalvalget i 2025, og det medfører et meget stort ressourcetræk på administrationen, beslutter udvalget, at Seniorrådets valg bliver digitalt i forbindelse med kommunalvalget i 2029.
Fraværende:
Morten Skovgaard (V)
Sagsfremstilling
Supplerende sagsfremstilling til Omsorg og ældres møde 14. november 2024:
Det er blevet afklaret, at valg til Seniorrådet hører under Omsorg og ældres ressortområde, hvorfor sagen forelægges Omsorg og ældre på ny. Budget til Seniorrådet hører under Økonomiudvalget. Ved seneste valg i 2021 blev udgifter forbundet med valget på 57.000 kroner afholdt under Økonomiudvalget, uden at der var afsat særskilt budget hertil. Staben i Center for Voksenstøtte og omsorg havde ansvar for den administrative understøttelse før, under og efter valget og afholder udgifterne hertil inden for det eksisterende budget.
Indførsel af et digitalt valgsystem til seniorrådsvalget vil medfører udgifter til system og hardware for 170.000 kroner, samt behov for betydelige administrative ressourcer, herunder fra IT, som der ikke bemanding eller budget til inden for de eksisterende rammer.
Oprindelig sagsfremstilling fra Omsorg og ældres møde 15. august 2024:
Valg til Seniorrådet afholdes som et fremmødevalg samtidig med kommunal- og regionsrådsvalget. Seniorrådsvalget er hidtil blevet afholdt uden et understøttende digitalt system. Det betyder, at brevstemmer og stemmer afgivet på valgdagen registreres i printede valgbøger og ikke i et digitalt system, som det er tilfældet ved kommunal- og regionsvalget.
Seniorrådet har modtaget en henvendelse fra IT-virksomheden Netcompany om muligheden for at digitalisere valget, som Seniorrådet har videresendt til administrationen.
Administrationen anbefaler at fastholde den nuværende, ikke-digitale håndtering af valget. En digitalisering af valget vil betyde en udgift til system og hardware på cirka 170 t.kr., hvilket der ikke er afsat midler til, samt behov for mere bistand fra administrationen på valgdagen.
Nuværende procedure for valg til Seniorrådet
Ifølge lov om retssikkerhed og administrationen på det sociale område skal kommunalbestyrelsen sørge for, at der afholdes valg til seniorrådet mindst hvert fjerde år, og skal i samarbejde med seniorrådet fastsætte regler for, hvordan valget skal afholdes.
Ifølge Social- og Ældreministeriets vejledning om Ældreråd, kan seniorrådsvalg afholdes samtidigt med kommunal– og regionsvalget. I så fald skal afstemningen til seniorrådsvalget, så vidt det er muligt, foregå lokalemæssigt adskilt fra kommunalvalget, herunder med særlige valgborde, stemmerum og stemmekasser, og så vidt muligt med særskilte adgangsveje til de pågældende stemmelokaler. Seniorrådsvalget skal herudover tilrettelægges på en måde, så det ikke kan virke forstyrrende på vælgernes adgang til at stemme ved kommunal- og regionsvalget eller på gennemførelsen af afstemningen i øvrigt, og sådan at kommunal- og regionsvalget har første prioritet i forhold til seniorrådsvalget.
Proceduren for seniorrådsvalget skal ifølge vedtægterne for Seniorrådet aftales mellem Seniorrådet og Byrådet i god tid inden valget. Ældre og omsorg vil derfor primo 2025 få forelagt et forslag til en procedure for det kommende seniorrådsvalg.
Den nuværende procedure, som blev anvendt ved sidste seniorrådsvalg, er aftalt med Seniorrådet og godkendt af Byrådet 24. februar 2021 (sag 37). Proceduren indebærer blandt andet, at:
- Valget finder sted samtidig med kommunal- og regionsrådsvalget.
- Valget forberedes og ledes af Seniorrådet og en medarbejder fra administrationen. Seniorrådet udpeger valgbestyrelsens formand.
- Valgbestyrelsen udpeger en valgstyrer til hvert valgsted.
- Administrationen bestiller valgkort samt valglister opdelt efter valgdistrikter. Administrationen sikrer også, at nytilflyttede optages manuelt på valglisten.
- Seniorrådet stiller med tilforordnede til valgdagen. På hvert valgsted er der er mindst to til stede ad gangen; heraf er den ene medlem af Seniorrådet.
- Administrationen stiller to medarbejdere til rådighed på valgdagen, som cirkulerer mellem valgstederne og kan tilkaldes pr. telefon.
- Valgstyrer og valgtilforordnede tæller stemmerne på valgstedet om aftenen. Dagen efter valget foretager administrationen efterkontrol af afstemningsresultatet.
Staben i Center for Voksenstøtte og Omsorg stiller det administrative personale til rådighed under forberedelse og afholdelse af valget. Der foregår en tæt koordination med valgsekretariatet til kommunalvalget.
Der er ikke afsat budget til afholdelse af Seniorrådsvalg. Udgifterne til valget udgør blandt andet udgifter til stemmesedler, brevstemmekuverter, kontorhold på valgstederne, valgbøger, forplejning og diæter samt annoncering. Ved seniorrådsvalget i 2021 beløb udgifterne sig til ca. 57.000 kroner, som blev afholdt på Økonomiudvalgets område.
Stemmeprocenten ved seniorrådsvalget i 2021 var 53,4 %.
Det er administrationens vurdering, at den nuværende procedure er velfungerende set i forhold til ressourceanvendelsen.
Omkostninger ved at digitalisere valget
Selve IT-løsningen fra Netcompany vil koste cirka 85.000 kr. Der vil derudover være behov for PC’er og skannere for i alt cirka 84.000 kr. til brug på valgstederne.
Ved et digitalt fremmødevalg skal der til forskel fra den nuværende procedure være mindst én administrativ medarbejder til rådighed hele dagen på hvert af de fem valgsteder, som kan agere valgsekretariatet for seniorrådsvalget. Det administrative personale skal registreres og oplæres i Netcompanys valgsystem og supportere brugen af systemet. Det administrative personale vil også skulle deltage i stemmeoptællingen på valgaftenen for at afstemme optællingen mod Netcompanys valgsystem.
Afholdelse af kommunalvalg trækker betydelige personaleressourcer fra kommunens IT-afdeling, der står for opstilling og klargøring af systemer. Det vil være en væsentlig ekstra opgave at klargøre 50 procent flere valgborde med IT-udstyr.
Ved kommunal- og regionrådsvalget i 2025 forventes det, at kommunerne overgår fra KMD’s til Netcompanys valgsystem. Det er et skifte, som kræver en væsentlig opmærksomhed fra både IT-afdelingen og kommunens valgsekretariatet.
Det er derudover administrationens vurdering, at behovet for ekstra administrative ressourcer, som en digitalisering af seniorrådsvalget ved medfører, ikke vil kunne varetages inden for de eksisterende rammer, uden at det vil få indflydelse på afholdelse af kommunal- og regionsvalget.
På denne baggrund, er det administrationens anbefaling, at den nuværende procedure med fysiske valgbøger fastholdes ved afholdelse af seniorrådsvalget i 2025.
Inddragelse
Sagen er sendt i høring i Seniorrådet og Rådet for handicap, psykiatri og udsathed. Eventuelle høringssvar fremsendes hurtigst muligt til udvalgets medlemmer.
Høringssvar fra Seniorrådet til Omsorg og ældres møde 15. august 2024:
På grundlag af Seniorrådets forespørgsel hos Kommunens leverandør af digitale løsninger om konsekvenserne ved at digitalisere det kommende seniorrådsvalg, har vi videresendt disse til administrationen med ønske om at valget gennemføres digitalt. Det er Seniorrådets forventning, at udvalget vil imødekomme dette ønske, da det vil indebære en stor lettelse af den praktiske afvikling af valghandlingen og servicen især for de ældste og borgere med handicap, der slipper for ventetid og lange køer. Seniorrådsvalget vil således kunne afvikles lige så gnidningsløst som byråds-og regionsvalget. Resultatet vil sandsynligvis have den positive virkning at stemmeprocenten vil blive hævet. Selve udgiften til etableringen er overkommelig, med 15.390 stemmeberettigede over 60 år, er denne kun kr. 11.00 pr. vælger. Købet er en engangsudgift og den nødvendige hardware (der udgør halvdelen af beløbet) kan anvendes i den daglige drift. Der må tillige være ganske store besparelser, ved at undgå fremstillingen af de uhåndterlige valgbøger. At der ikke er afsat budget til afviklingen af seniorrådsvalget kan kun betragtes som manglende rettidig omhu. Det er Seniorrådets erfaring, at de tilstedeværende medarbejdere fra administrationen ikke har haft mere travlt på valgdagen, end de også har haft ressourcer til at bistå ved seniorrådsvalget. For øvrigt kunne det lette arbejdet, hvis Seniorrådsvalget afholdes i samme lokale som kommunal- og Regionsvalget. Der er opstået en myte om at de to valg ikke må afholdes i samme lokale- den regel blev afskaffet i 2009. Seniorrådet vil opnå en stor lettelse ved rekrutteringen af tilforordnede, fordi tidligere henvendelser har været negative, når emner hører, at det er noget med at bladre i store bøger. Den digitale løsning vil tillige sende et signal om at Frederikssund Kommune er en moderne kommune med papirløse procedurer. Seniorrådet anbefaler at Seniorrådsvalget afvikles med en digital løsning.
Høringssvar fra Seniorrådet til Omsorg og ældres møde 14. november 2024:
Seniorrådet beder politikerne genlæse vores høringssvar fra møde 15. august 2024.
Seniorrådet vil dog tilføje, at det nye valgsystem også har en række besparelser af personaletimer, da systemet laver alle de optællinger og beregninger, der måtte være behov for, hvilket er personaletungt og derfor vil blive en stor hjælp. Seniorrådet forventer, såfremt udvalget imødekommer vores ønske, at den praktiske afvikling af valghandlingen og servicen overfor de ældre medborgere med forskellige handicaps, vil blive afviklet digitalt til stor glæde for alle involverede.
Høringssvar fra Rådet for handicap, psykiatri og udsathed til Omsorg og ældres møde 15. august 2024:
Rådet har noteret sig, at der i sagsbehandlingen udelukkende fokuseres på de ulemper i form af ekstra administrative samt økonomiske ressourcer, som en digitalisering af seniorrådsvalget vil medføre.
Rådet savner i den forbindelse en vurdering af, hvilke fordele en digital valgløsning måtte indebære samt en indstilling fra Seniorrådet til sagen. På baggrund heraf ser vi os ikke i stand til at tage stilling til indstillingen i sagen.
Høringssvar fra Rådet for handicap, psykiatri og udsathed til Omsorg og ældres møde 14. november 2024:
Rådet savner fortsat en vurdering fra administrationen af, hvilke fordele en digital valgløsning måtte indebære for kommunen– men på baggrund af høringssvaret fra Seniorrådet tilslutter vi os deres anbefaling af en digital valgløsning, som ikke mindst vil komme kommunens handicappede borgere til gavn.
Økonomi
Beslutning om at afholde seniorrådsvalget 2025 uden digitalt system, har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
82Orientering om status på beboer- og pårørenderåd på kommunens omsorgscentre
Resume
Omsorg og ældre besluttede i 2022, at der skal nedsættes beboer- og pårørenderåd på kommunens omsorgscentre. Rådene blev valgt første gang i slutningen af 2023. I denne sag gives en status på beboer- og pårørenderådenes virke.
Indstilling
Administrationen indstiller til Omsorg og ældre, at:
- Tage orienteringen til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Fraværende:
Morten Skovgaard (V)
Sagsfremstilling
Omsorg og ældre besluttede på møde 1. dec. 2022, at der skal nedsættes beboer- og pårørenderåd på kommunens omsorgscentre (sag 124). På møde 10. august 2023 godkendte Omsorg og ældre en retningslinje for beboer- og pårørenderådene (sag 65). Retningslinjen er vedlagt som bilag.
Formålet med beboer- og pårørenderådene er at styrke samarbejdet mellem beboere, pårørende og omsorgscentret ved at fungere som et forum for dialog. I beboer- og pårørenderådet arbejder beboere, pårørende og personale sammen om en positiv udvikling af omsorgscentret. Herunder arbejder rådet for, at forholdene på omsorgscentret tilrettelægges, så de bedst muligt tilgodeser beboernes ønsker og behov.
Der blev holdt valg til rådene første gang i 4. kvartal 2023. Beboerne valgte beboerrepræsentanter på beboermøder i hvert hus eller afdeling. De pårørende valgte pårørenderepræsentanter på et fælles beboer- og pårørendearrangement på hvert omsorgscenter. Der blev som udgangspunkt valgt fire beboerrepræsentanter og tre pårørenderepræsentanter. Der skulle derudover vælges samme antal suppleanter på hvert omsorgscenter, men da der ikke var nok, der ønskede at stille op, blev der kun valgt et mindre antal suppleanter. På grund af stort frafald i rådet på Pedershave, har man midt på året suppleret ved at opfordre beboere og pårørende til at melde sig.
Rådene mødtes første gang i starten af 2024 og holder møde hvert kvartal. På møderne deltager ud over beboere og pårørende også centerlederen, en områdeleder samt en medarbejderrepræsentant. Rådene har jf. retningslinjen for beboer- og pårørenderåd haft mulighed for at invitere omsorgscentrets seniorrådsrepræsentant med som gæst. En repræsentant fra Seniorrådet har været inviteret med til møderne på et enkelt omsorgscenter.
Da Omsorg og ældre godkendte retningslinjen for beboer- og pårørenderådene, besluttede udvalget samtidig, at der skal foretages en evaluering af rådene efter et års virke, herunder af rådenes sammensætning. Beboer- og pårørenderådene og Seniorrådet mødes 14. november 2024 til dialogmøde med Omsorg og ældre. Mødet vil handle om, hvordan beboer- og pårørenderådene fungerer, og hvordan rådene kan udvikles. Omsorg og ældre vil blive forelagt en samlet evaluering samt eventuelt et forslag til en revideret retningslinje for rådene primo 2025.
Inddragelse
Beboer- og pårørenderådene og Seniorrådet er inviteret til dialogmøde med Omsorg og ældre om beboer- og pårørenderådene 14. november 2024.
Sagen er derudover sendt i høring i Seniorrådet og i Rådet for handicap, psykiatri og udsathed. Eventuelle høringssvar fremsendes hurtigst muligt til udvalgets medlemmer.
Høringssvar fra Seniorrådet:
Seniorrådet ser det som positivt at det gennemføres en organiseret fastsat procedure for pårørenderåd ved kommunens plejehjem. Herunder også Beboer- og pårørenderådets opgaver ifølge beskrivelsen.
Det er ligeledes positivt, og i tråd med Seniorrådets forventninger at der afholdes et årligt dialogmøde med Seniorrådets deltagelse.
Herudover er det så et ønske, såvel med henblik på kontinuitet som mere fortløbende information et varmt ønske om at det også gives mulighed for Seniorrådet at udpege en kontaktperson fra Seniorrådet der
adjungeres
- uden stemmeret - med ret at deltage i de enkelte beboer- og pårørenderåds arbejde i forbindelse med disses møder.
Udover indsigt i aktuelle sager og spørgsmål som i det løbende kan have betydning for Seniorrådets arbejde ville dette jo i en højere grad bidrage til Seniorrådet kan behandle og nærmere følge op på f eks sager der er fælles for alle, eller flere, af beboer- og
pårørenderåd.
Høringssvar fra Rådet for handicap, psykiatri og udsathed:
Rådet tager orienteringen til efterretning med den bemærkning, at vi fortsat støtter op om rådene, som giver beboerne og deres pårørende mulighed for at få indflydelse på deres hverdag og blive inddraget i denne ligesom de lægger op til et styrket samarbejde mellem beboere, pårørende og personalet. Vi ser frem til den kommende evaluering af arbejdet i rådene.
Økonomi
Orientering om status på beboer- og pårørenderåd på kommunens omsorgscentre har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
83Orientering om status for samling af de midlertidige pladser samt flytning af dele af genoptræningen til Frederikssund Hospital
Resume
I budgetaftalen for 2024-27 blev det aftalt at samle Rehabilitering og de midlertidige pladser på Frederikssund Hospital og flytte Forebyggelse og Træning fra Solgården til Frederikssund Hospital. I denne sag gives en kort status på denne proces set i lyset af regeringens ny sundhedsreform ”Sundhed tæt på dig” fra september 2024.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Omsorg og ældre over for Økonomiudvalget anbefaler, at:
- Tage status om flytningerne til Frederikssund Hospital til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Fraværende:
Morten Skovgaard (V)
Sagsfremstilling
Med regeringens ny sundhedsreform ”Sundhed tæt på dig” fra september 2024 foreslår regeringen bl.a. at flytte dele af de midlertidige pladser og etablere nye sundheds- og omsorgspladser under regionen, samt flytte den patientrettede forebyggelse og den avancerede genoptræning til regionerne. Regeringen forhandler i øjeblikket udspillet med de øvrige partier i Folketinget så de endelige snitflader mellem kommunernes sundhedsopgaver og regionens sundhedsopgaver kendes endnu ikke. Derfor har administrationen pauseret flytningerne af de midlertidige pladser og dele af Forebyggelse og Træning til Frederikssund Hospital.
Med reformudspillet ønsker regeringen at styrke det nære sundhedsvæsen markant, bl.a. ved at skabe bedre fysiske rammer for nye lokale sundhedsindsatser. Regeringen planlægger at afsætte i alt 210 mio. kr. bl.a. til bedre fysiske rammer i Nordklyngen.
Region Hovedstaden har allerede besluttet at placere lokale sundhedstilbud i et sundhedshus på Frederikssund Hospital på linje med sundhedshuset i Helsingør. I forlængelse heraf forventer både Region Hovedstaden og Frederikssund Kommune, at det planlagte fælles tværsektorielle sundhedshus på Frederikssund Hospital fortsat åbnes primo 2027. Samtidig må det forventes, at der med den kraftige udbygning af det nære sundhedsvæsen, som følger af sundhedsreformen, at de lokale sundhedshuse i fremtiden vil skulle huse endnu flere lokale sundhedstilbud, end hidtil antaget. Frederikssund Kommune og Region Hovedstaden er i dialog om, hvordan Frederikssund Hospital i fremtiden kan danne ramme for det nære sundhedsvæsen set i lyset af regeringens sundhedsreform.
Samling af Rehabilitering og de midlertidige pladser
Frederikssund Kommune flyttede i foråret 2024 Rehabiliteringsafdelingens 24 pladser en etage ned til lokaler med direkte udgang til de grønne arealer. Afdelingen fungerer i dag, dog udestår enkelte ombygninger og indretninger stadig, som forventes færdiggjort i 2024.
Planen er at samle de resterende 7 midlertidige pladser (aflastnings- og ventepladser) fra De Tre Ege med Rehabiliteringsafdelingen i efteråret 2024. Formålet med samlingen er dels at skabe et bedre kvalitativt og fagligt miljø med den større volumen, dels gøre det muligt at anvende de forskellige pladstyper mere fleksibelt på tværs. Der er i den sidste del af lokalerne planlagt at etablere et skærmet afsnit med i alt ni pladser til borgere, som har brug for ekstra ro, som fx borgere med demens eller borgere med apopleksi. Lokalerne er lejet, men ombygningerne er endnu ikke gået i gang.
Idet som minimum de 7 pladser fra De Tre Ege fortsat – og muligvis endnu flere – forventes fortsat at skulle drives af kommunen fra 2027, når regionen skal overtage nogle af kommunens midlertidige pladser, er flytningen i første omgang sat i bero, mens vi afventer endelig aftale om fremtidens nære sundhedsvæsen og kan estimere det fremtidige pladsbehov. Frederikssund Kommune har afsat i alt knap 1,3 mio. kr. til anlæg i forbindelse med flytning af de resterende syv midlertidige pladser i 2024.
Flytning af Forebyggelse og Træning til Frederikssund Hospital
Desuden har Frederikssund Kommune besluttet at flytte dele af Forebyggelse og Træning til lokaler ved siden af Rehabiliteringsafdelingen omkring årsskiftet 2024/25. Formålet med samplaceringen med Rehabiliteringsafdelingen er dels en bedre udnyttelse af terapeutkompetencer på tværs af de to afdelinger, dels at sikre et mere sammenhængende borgerforløb i genoptræningen i overgangen fra Rehabiliteringsafdelingen til træning i borgernes eget hjem. Især sidste formål er fortsat relevant, uanset hvem der varetager rehabiliteringen af borgerne efter endt sygehusbehandling. Frederikssund Kommune kan derfor fortsat se et stort potentiale i at placere Forebyggelse og Træning på Frederikssund Hospital. Desuden forventer kommunen at hovedparten af opgaverne i Forebyggelse og Træning forbliver i kommunerne.
Frederikssund Kommune har afsat i alt knap 1,5 mio. kr. til anlæg i forbindelse med flytning af Forebyggelse og Træning i 2024, herunder etablering af en borgerrettet indgang.
Administrationen forventer primo 2025 at forelægge en ny sag vedr. de vedtagne flytninger af de midlertidige pladser og Forebyggelse og Træning til Frederikssund Hospital.
Inddragelse
Inddragelse er ikke vurderet relevant.
Høringssvar fra Seniorrådet:
Seniorrådet er enigt i at afvente flytningen af de 7 aflastnings- og ventepladser, til den politiske aftale om sundhedsreformen er på plads.
Høringssvar fra Rådet for handicap, psykiatri og udsathed:
Rådet tager status for flytningen til efterretning.
Økonomi
Orientering om status for samling af de midlertidige pladser samt flytning af dele af genoptræningen til Frederikssund Hospital har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
84Meddelelser
Beslutning
Taget til efterretning.
Fraværende:
Morten Skovgaard (V)
Sagsfremstilling
Kommende arrangementer indenfor udvalgets område:
Meddelelser:
- Sagsliste og årshjul for Omsorg og ældre er vedlagt som bilag.
- Referat fra møde i KLU den 24.10.24 er vedlagt til orientering.
- Status vedrørende Attendo Lærkevej.
- Orientering om reaktivt tilsyn i Døgnplejen Øst den 5.november 2024
Bilag
85Underskrifter
Sagsfremstilling
Dette punkt erstatter det fysiske underskriftark. Når der trykkes "Godkendt" svarer det til at underskriftarket er underskrevet.