
Omsorg og ældres møde den 06. marts 2025
Salonen, Lundebjerggård kl. 15.00
19Godkendelse af dagsorden
Beslutning
Godkendt.
20Beslutning om arbejdet med sundhedspolitikken Sammen om sundhed i 2025
Resume
Frederikssund Kommunes sundhedspolitik ”Sammen om sundhed 2022-26” danner strategisk ramme for kommunens arbejde med sundhed, og hvert år beslutter Byrådet nye handleplaner under politikken. I denne sag stilles forslag om, at der i 2025 udarbejdes to handleplaner for henholdsvis ”Støtte til borgere med demens” og ”Bevægelse i naturen”. Omsorg og ældre; Unge, fritid og idræt; Plan og teknik; Klima, natur og energi samt Social og sundhed forelægges sagen parallelt. Social og sundhed godkendte forslaget den 6. februar 2025 (sag nr. 11).
Indstilling
Administrationen indstiller, at udvalgene over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:
- Der udarbejdes handleplaner for henholdsvis ”Støtte til borgere med demens” og ”Bevægelse i naturen” under sundhedspolitikken i 2025.
Beslutning
Anbefales.
Fraværende:
Lars Jepsen (A)
Sagsfremstilling
Byrådet vedtog 15. december 2021 (sag nr. 372) Frederikssund Kommunes sundhedspolitik ”Sammen om sundhed 2022-26”. Sundhedspolitikken sætter mål og retning for, at alle borgere skal have de bedste rammer og forudsætninger for at leve et godt og aktivt liv med bedre sundhed og flere gode leveår. Samtidig danner politikken rammen for, hvordan kommunen vil arbejde med sundhed. Politikken realiseres gennem en række tematiske og flerårige handleplaner, som tager udgangspunkt i politikkens principper og borgernes sundhedsudfordringer, prioriterer indsatser og sætter relevante effektmål. I denne sag stilles forslag om to nye handleplaner under sundhedspolitikken i 2025. Social og sundhed godkendte forslaget den 6. februar 2025 (sag nr. 11).
I 2023 blev handleplanerne ”Flere i fællesskaber” og ”Højere kvalitet for ældre borgere med flere kontakter til sundhedsvæsenet” udarbejdet, og i 2024 blev det besluttet at udarbejde handleplanerne ”Sunde børn” og ”Støtte til borgere med kronisk sygdom”. De to første handleplaner udfases i indeværende år, jf. andre sager på samme dagsorden. Handleplanerne som er udarbejdet i 2024 forelægges i løbet af foråret 2025. Handleplanerne sikrer, at vi på sundhedsområdet hvert år prioriterer, hvilke sundhedsindsatser der skal fremmes på tværs.
Det foreslås, at der i 2025 – i lighed med både 2023 og 2024 – udarbejdes to nye handleplaner under sundhedspolitikken (se bilag 1a): Dels en handleplan for ”Støtte til borgere med demens”, som allerede er aftalt i Budgetaftale 2025-28. Dels en handleplan for ”Bevægelse i naturen”. Begge handleplaner vil blive implementeret i perioden 2025-27.
Handleplan for Støtte til borgere med demens
Handleplan for ”Støtte til borgere med demens” hører primært under sundhedspolitikkens tema Det nære sundhedsvæsen. Derudover vil handleplanen have sit strategiske afsæt i Ældrestrategien, som har til formål at sikre, at alle ældre borgere støttes i at leve et sundt, aktivt og værdigt liv. Arbejdet med handleplanen forankres i Omsorg og ældre, som har ansvar for demensindsatsen.
Demens er en sygdom, som kan give store udfordringer i hverdagen for både borgeren selv og de pårørende. Befolkningsundersøgelser viser, at der i 2024 var ca. 925 borgere med demens i Frederikssund Kommune, og antallet forventes at vokse i de kommende år som følge af en stigende ældre befolkning. Dertil kommer yngre borgere, som får en demensdiagnose.
Frederikssund Kommune har i de sidste år implementeret en fokuseret demensstrategi for perioden 2021-25 (godkendt af det daværende Velfærdsudvalg i oktober 2021, sag nr. 133), som indeholder fire temaer med fokus på bl.a. fællesskab, tidlig og rehabiliterende indsats og støtte til borgere og pårørende med en række indsatser. Det er i aftalen for Budget 2025-28 aftalt at udarbejde en handleplan for borgere med demens for at styrke indsatsen for borgere med lettere demens og borgere med demens og deres pårørende med behov for mere kompleks støtte. Den nye handleplan vil have fokus på en tidlig og rehabiliterede indsats, så borgere kan leve et selvstændigt liv længst muligt på trods af demenssygdommen. Derudover skal både borgere med demens og deres pårørende kunne indgå i trygge og meningsfulde fællesskaber, og de skal støttes til at kunne opretholde en meningsfuld hverdag. Samtidig skal borgere med demens og deres pårørende kunne leve en tryg hverdag med den nødvendige støtte.
Både demensstrategien og den nye, kommende handleplan omfatter alle borgere med demens i Frederikssund Kommune, både hjemmeboende borgere og beboere i plejeboliger.
Handleplan for Bevægelse i naturen
Handleplan for ”Bevægelse i naturen” hører primært under sundhedspolitikkens tema Sundhedsfremme og vil samtidig referere til Fritidspolitikken 2020-25 og Naturstrategien 2022-27. Handleplanen udarbejdes under udvalgene Unge, fritid og idræt; Plan og teknik; Klima, natur og energi og Social og sundhed.
Bevægelse og fysisk aktivitet har stor betydning for, at borgere kan leve et langt og sundt liv, og mindsker samtidig risikoen for at udvikle sygdomme som diabetes, hjerte-kar-sygdom og overvægt. Der er mange muligheder for at bevæge sig og være aktiv i Frederikssund Kommune, både i foreninger og på egen hånd og indenfor såvel som udenfor. I de senere år er der nationalt set kommet større fokus på fordelene ved at bevæge sig i naturen, da det har en positiv effekt på både den fysiske og mentale sundhed ved bl.a. at mindske stress og risiko for sygdom.
Naturen giver god mulighed for at bevæge sig for de borgere, som ikke ønsker eller ikke har mulighed for at være med i en forening, og i Frederikssund Kommune er der god adgang til både naturområder, vand og skov. Undersøgelsen ”Danmark i bevægelse” fra 2020 viser dog, at mange i kommunen ikke udnytter disse muligheder. Ligeledes bevæger mange borgere i kommunen sig ikke nok ifølge Sundhedsstyrelsens anbefalinger, som lyder på mindst en halv times daglig bevægelse. I den seneste sundhedsprofil (2021) havde ca. hver femte borger i kommunen over 18 år kun stillesiddende aktiviteter i fritiden.
Kommunen arbejder allerede med at gøre de mange attraktive naturområder i kommunen mere tilgængelige og tilbyde flere muligheder for aktivitet til borgerne, bl.a. via flere stisystemer, udvikling af udearealerne i Idrætsbyen i Frederikssund og det kommende nye Maritimt Center Frederikssund. Handleplanen vil inspirere borgerne til at være aktive i naturen, især på de områder, hvor de mange nye initiativer i kommunen giver mulighed for det. Det kan være ved deling af gode gå- og løberuter, fx i samarbejde med frivillige foreninger og ved brug af kommunens digitale platforme. Det kan også være ved samarbejde med relevante organisationer, frivillige foreninger og aftenskoler om fx cykling og aktivitet ved vandet.
Tidsplan og format
Handleplanerne udarbejdes i 2025 efter samme proces med inddragelse af de relevante områder og andre interessenter. Se tidsplan i bilag 2. Handleplanerne udformes ligeledes i samme korte format som de allerede implementerede handleplaner. Herved understøtter processen omkring udformning af handleplaner under sundhedspolitikken frisættelsesmålene forenkling og ønsket om at frigive tid.
Med ovenstående to handleplaner vil alle tre temaer i sundhedspolitikken være bredt dækket af de i alt seks handleplaner. Bilag 1b viser handleplanerne fordelt på sundhedspolitikkens temaer. Derudover overvejes det i 2026 at udarbejde en handleplan med fokus på støtte til borgere med sociale udfordringer. Herved er alle relevante centre og fagudvalg i kommunen inddraget i en eller flere handleplaner under sundhedspolitikken. Se bilag 1c for politisk og administrativ forankring af sundhedspolitikkens handleplaner. I 2026 forventes regeringen at fremsætte en ny folkesundhedslov, som bl.a. vil kunne danne afsæt for en kommende sundhedspolitik fra 2027.
Inddragelse
Der vil i forbindelse med udarbejdelsen af de to handleplaner blive gennemført en inddragende proces med relevante interne og eksterne aktører. Især vil patientforeninger og frivillige foreninger blive inddraget.
Høringssvar fra Seniorrådet:
Byrådet vedtog i 2021 Frederikssund kommunes sundhedspolitisk
“Sammen om sundhed 2022-2026”. Administrationen foreslår, at der i 2025 udarbejdes 2 handleplaner for henholdsvis “Støtte til borgere med demens” og Bevægelse i naturen”. Begge handleplaner vil blive implementeret i perioden 2025-2027. Administrationen indstiller, at udvalget over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at de 2 handleplaner udarbejdes i 2025 under sundhedspolitikken. Seniorrådet tager administrationen indstilling til efterretning og ser frem til at måtte komme med input til de 2 handleplaner.
Høringssvar fra Rådet for Handicap, psykiatri og udsathed:
Rådet er enig i forslaget om at lave en handleplan for demens, som styrker indsatsen for såvel demensramte som deres pårørende. Det er desuden fornuftigt at fokusere på en tidlig og rehabiliterende indsats, som støtter borgeren i at leve et selvstændigt liv herunder indgå i fællesskaber længst muligt. Mht forslaget om en handleplan for bevægelse i naturen er det Rådets opfattelse, at en sådan hører mere naturligt hjemme i andre fagudvalg så som
Unge, fritid og idræt; Plan og teknik; Klima, natur og energi.
Til gengæld
fremgår det af bilag 1 a, at der er et ønske om en handleplan for ”støtte til borgere med sociale udfordringer”. Rådet vil gerne bakke op om dette ønske, idet sociale udfordringer er en af de væsentligste forhindringer for, at en stor gruppe borgere med disse udfordringer bliver i stand til at deltage i byens mange fællesskaber og i stedet ender i dyb ensomhed og isolation. Mange unge og voksne oplever, at de kan have svært ved at indgå sociale fællesskaber, særligt med andre unge, og at det kan være svært at knytte nære venskaber. Sociale udfordringer kan ligeledes gøre det svært at indgå i nye sociale relationer på en ny uddannelse og/eller på en arbejdsplads, mv. og derved på sigt resultere i udstødthed og isolation.
Hvis de mange gode tiltag i handleplanen for ”Flere i fællesskaber” skal lykkes, er det en forudsætning at borgere med sociale udfordringer får den fornødne støtte. En sådan handleplan vil naturligt høre hjemme i Udvalget for Social og Sundhed.
Endelig synes Rådet, det er positivt, at såvel frivillige foreninger som patientforeninger inddrages i processen med udarbejdelse af handleplaner.
Økonomi
Beslutning om udarbejdelse af handleplaner i 2025 for henholdsvis ”Støtte til borgere med demens” og ”Bevægelse i naturen” under sundhedspolitikken har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
21Orientering om Fremtidens Visitation – Udviklingsplan for Visitation og Hjælpemidler 2025-27
Resume
Omsorg og ældre blev i forbindelse med en sag vedr. ventelister den 5. september 2024 (jf. sag nr. 67), orienteret om, at visitationen ville formulere en udviklingsplan, der sætter fokus på visitationens rolle, herunder større borgerinddragelse og kommunikation med borgerne. Med denne sag orienteres Omsorg og ældre om Fremtidens Visitation – Udviklingsplan for Visitation og Hjælpemidler 2025-27.
Indstilling
Administrationen indstiller til Omsorg og ældre, at:
- Orienteringen om Fremtidens Visitation - Udviklingsplan for Visitation og Hjælpemidler 2025-2027 tages til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Fraværende:
Lars Jepsen (A)
Sagsfremstilling
Ældre- og sundhedsområdet er under forandring og om ganske få år vil den virkelighed visitationen arbejder ind i være en ganske anden. Med den nye ældrelov fra 2024 skal de ældre modtage en mere værdig, nærværende og fleksibel pleje, der i højere grad imødekommer deres egne behov og ønsker og med ”helhedspleje” som det bærende princip. Det betyder bl.a., at visitationen i fremtiden skal visitere i plejeforløb, og at de private leverandører skal levere helhedspleje. Samtidigt er der lagt op til en større frisættelse på ældreområdet, der bl.a. omfatter bortfald af de kommunale tilsyn og kvalitetsstandarder og forenkling af visitering af hjælpemidler.
Regeringen lancerede også en ny Sundhedsreform i 2024, der bl.a. indebærer at nogle af kommunens sundhedsopgaver flyttes til regionen og at opgaveløsningen i det nære sundhedsvæsen skal ske i et langt tættere samarbejde mellem kommuner og regioner. Med mere behandling i borgernes eget hjem vil grænserne for udskrivelse og indlæggelse i fremtiden være mere flydende, og det stiller nye og flere krav til et tættere samspil mellem opgaver som følge af sundhedsloven og opgaver som følge af ældreloven.
Visitationen står således overfor en række nye krav og forventninger. Formålet med udviklingsplanen er at sikre, at Visitation og Hjælpemidler griber de mange nye krav og forventninger, der er til fremtidens Visitation, herunder varetagelse af de nye roller, opgaver og relationer i de kommende år.
Planen indeholder fokusområder, mål og indsatser i perioden 2025-27 og skal sikre en fælles forståelse omkring Visitation og Hjælpemidlers udfordringer, udviklingsretning og mål, herunder et fokus på at visitationen, kollegaer, administrationen og byråd har en fælles forståelse og prioritering af den omlægning, som Visitation og Hjælpemidler skal igennem i de kommende år. Planen er vedlagt denne sag.
Planen tager afsæt i fire fokusområder med tilhørende mål:
- Borgerens indgang - nye opgaver og roller: Borgerne oplever en mere sammenhængende og helhedsorienteret indsats og medinddrages i højere grad i fastlæggelse af støtten i fremtiden.
- God Borgeroplevelse – bedre dialog og kommunikation: Borgerne oplever sig hørt, anerkendt og lyttet til, og at de har fået en god vejledning i, hvilke muligheder kommunen har for at støtte dem.
- Central samarbejdspart - Ændret styring og samarbejde: Sammen med det øvrige ældreområde følges der tæt op på borgernes mål og de tværgående prioriteringer, så der frigives ressourcer til borgere med størst behov.
- Attraktivt Arbejdsfællesskab - Øget fokus på medarbejdere: Medarbejderne oplever sig velinformerede og inddraget i forandringerne – og der afsættes tid til at udvikle nye arbejdsgange, kompetencer og interne såvel som eksterne arbejdsfællesskaber.
Under hvert fokusområde er der opstillet en række indsatser for de kommende år. Planens mål og indsatser er udarbejdet i tæt samarbejde med Visitation og Hjælpemidlers medarbejdere. Omsorg og ældre orienteres om planens fremdrift og implementering en gang årligt.
Inddragelse
Lokal-Med i Visitation og Hjælpemidler er inddraget i forbindelse med udarbejdelse af udviklingsplanen og får en særskilt rolle i at følge op på og sikre planens gennemførelse.
Høringssvar fra Seniorrådet:
Orientering om udviklingsplan for fremtidens visitation og hjælpemidler. I forbindelse med beslutningen om en ny ældrelov, bliver visitationen ændret. Udviklingsplanen har fire fokusområder, handler om bedre service til borgerne, bedre og mere indflydelse/selvbestemmelse til dem der modtager, hjælp- og øger fokus på medarbejderne. Der er mange ord, men vi håber at alle visionerne bliver gennemført. Seniorrådet tager orienteringen til efterretning, glæder os til at høre hvordan det går.
Høringssvar fra Rådet for Handicap, psykiatri og udsathed:
Rådet bakker op om intentionerne bag udviklingsplanen om større borgerinddragelse og mere kommunikation med borgerne. Rådet er enig i, at de nye lovgivningsmæssige krav bl.a. om helhedsplejen og sammenhæng og parallelt hermed bortfaldet af de kommunale tilsyn og kvalitetsstandarder stiller store krav til kommunen om en tydelig formidling af , hvad det politisk fastlagte serviceniveau fremadrettet er, således at der kan foregå en forventningsafstemning med borgerne, som også indebærer en garanti for at de får den støtte, de har ret til, og at de inddrages i fastlæggelsen heraf.
Rådet bakker ligeledes op om et øget fokus på medarbejdernes arbejdsmiljø og kompetenceudvikling, så de
føler sig velinformerede og inddraget i forandringerne og godt klædt på til de nye opgaver. I den forbindelse er det vigtigt at sikre en tilsvarende indsats, således at også de private leverandører, som skal levere helhedspleje er klædt på til opgaven og den nye tilgang til borgerne. Det fremgår ikke af planen, hvordan denne opgave vil blive løftet.
Rådet synes, det er positivt, at der i fokusområde 2: God Borgeroplevelse tages afsæt i anbefalingerne fra
Det Gode Borgerforløb, i og med at Visitation og Hjælpemidler vil sætte fokus på selve mødet med borgeren og borgerens oplevelse heraf.
Vi er enige i alle indsatsområderne:
-Gennemsigtighed i hvilken støtte borgeren kan forvente af kommunen, herunder kriterier herfor
- letforståelige afgørelsesbreve
- bedre tilgængelighed og
- imødekommende borgerbetjening.
Vi ser frem til at følge med i planens gennemførelse.
Økonomi
Orienteringen om Fremtidens Visitation - Udviklingsplan for Visitation og Hjælpemidler 2025-2027 har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
22Meddelelser
Beslutning
-
Sagsfremstilling
Kommende arrangementer inden for udvalgets område:
- KL’s Social- og Sundhedspolitisk Forum 8-9. maj 2025 i Aalborg
Meddelelser
- Referat fra møde i KLU den 30.01.25 er vedlagt til orientering
- Orientering om Velfærdsvalgfag (samarbejde mellem 10.klasse og SOSU-H)
- Sagsliste og årshjul 2025 er vedlagt som bilag
Bilag
23Underskrifter
Beslutning
-
Sagsfremstilling
Dette punkt erstatter det fysiske underskriftark. Når der trykkes "Godkendt" svarer det til at underskriftarket er underskrevet.