Plan og tekniks møde den 06. november 2024
Mødelokale SL1 kl. 08.15
148Godkendelse af dagsorden
Beslutning
Godkendt.
149Drøftelse om Kommuneplan 2025 - Strategisk bymidteplanlægning
Resume
Plan og teknik skal med denne sag drøfte den strategiske bymidteplanlægning i Kommuneplan 2025. Chefkonsulent Anker Riis og planlægger Alberte Aalling-Frederiksen deltager under sagens behandling.
Indstilling
Administrationen indstiller til Plan og teknik, at:
- Drøfte sagen.
Beslutning
Drøftet.
Sagsfremstilling
Strategisk bymidteplanlægning er et af tre besluttede temaer i arbejdet med Kommuneplan 2025. I maj måned behandlede Plan og teknik, en sag om baggrunden for den strategiske bymidteindsats i forbindelse med kommuneplanrevisionen, og drøftede processen for arbejdet (sag. Nr. 65).
Administration har siden afholdt møder med bymidteaktører i Frederikssund, Jægerspris, Slangerup og Skibby. Plan og teknik skal med denne sag drøfte, hvordan outputtet fra bymidtemøderne indarbejdes i Kommuneplan 2025 og sætte retningen for målsætninger og virkemidler for de fire bymidter.
Bymidtemøder
Administrationen har afholdt et bymidtemøde i hver af byerne Frederikssund, Jægerspris, Slangerup og Skibby. Bymidtemøderne blev afholdt i august, og start september på en lokalitet i den pågældende by. Deltagerne på bymidtemøderne har været aktører fra byerne, som på forskellig vis arbejder med og bidrager til at skabe liv og handel i bymidterne.
På møderne gav aktørerne, med udgangspunkt i deres oplevelser og lokale kendskab, input til kvaliteter og mødesteder i byerne, drømme for fremtidig udvikling, forslag til initiativer og aktiviteter samt rykkede tættere sammen om at være klar til at tage handling sammen med kommunen. En opsamling på aktørmøderne er vedlagt som bilag.
Baggrund
Kravet til strategisk bymidteplanlægning i Frederikssund, Jægerspris, Slangerup og Skibby i kommuneplanerne kommer af en planlovsændring. Den strategiske bymidteplanlægning skal:
- Udarbejdes i dialog med byens aktører.
- Angive overordnede målsætninger og virkemidler for udvikling i bymidterne.
- Tage stilling til placering af offentlige funktioner og bevaring af kulturmiljøer og bygninger i bymidterne.
Foruden dialog med bymidteaktørerne danner tidligere, og igangværende arbejder i de fire hovedbyer afsæt for den strategiske bymidteplanlægning. Den strategiske bymidteplanlægning indarbejdes i byudviklingsstrategien. Vedlagt som bilag er uddrag af eksisterende Byudviklingsstrategi 2021, afsnittene om de fire byer Frederikssund, Jægerspris, Slangerup og Skibby.
Inddragelse
Foruden dialogen med de inviterede bymidteaktører, og deltagere på bymidtemøderne vil dialogen med borgere omkring ændringer i kommuneplanen, ske i forbindelse med den offentlige høring af planen.
Økonomi
Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
150Beslutning om etablering af flere parkeringspladser på Lundebjergvej
Resume
Udvalget skal med denne sag beslutte, hvorvidt der skal etableres yderligere parkeringspladser på Lundebjergvej ud for Birkevænget, og Lundebjergvej 4 i Frederikssund.
Indstilling
Administrationen indstiller til Plan og teknik, at:
- Der ikke anlægges yderligere parkeringspladser på Lundebjergvej.
Beslutning
Administrationens indstilling blev bragt til afstemning.
For stemte: Kirsten Weiland (N), Lars Jepsen (A), Kenneth Jensen (A), Özgür Bardakci (A), John Schmidt Andersen (V) og Jørgen Bech (V).
Imod stemte: Michael Tøgersen (I).
Michael Tøgersen (I) stemte imod, idet situationen er farligere nu og ved ikke at gøre noget, end risikoen ved at bakke ud.
Sagsfremstilling
Administrationen er blevet anmodet om at undersøge mulighederne for etablering af flere parkeringspladser på Lundebjergvej, ud for Birkevænget og Lundebjergvej 4, Frederikssund bymidte. Se bilag.
Med jævne mellemrum modtager administrationen henvendelser fra borgere, politikere og politi om uhensigtsmæssig og ulovlig parkering på Lundebjergvej. Nordsjællands Politi og administrationen, har flere gange foretaget ændringer ved skiltning, i forhold til øget parkeringsrestriktioner for, at bedre trafiksikkerheden på Lundebjergvej.
Oplevelsen af manglende parkeringsmuligheder skal ses i lyset af, at der ikke parkeres i henhold til Færdselsloven, dette udgør større ulempe for de øvrige trafikanter, som færdes på strækningen.
Da Familieafdelingen fra Thorstedlund blev flyttet til Lundebjergvej 78, blev der udlagt græsarmering i rabatten på et større areal langs Lundebjergvej. Dette til gavn for henholdsvis personale og besøgende. Dette lod sig gøre, da de er placeret for enden af vejen.
For nuværende er det muligt lovligt at parkere med ca. 52 til 54 personkøretøjer på hele strækningen.
Den samme løsning anmodes etableret ud for Birkevænget og Lundebjergvej 4, dvs. mellem indkørsler og meget tværgående trafik. Det vurderes ikke at være trafiksikkerhedsmæssigt forsvarligt. Bakkende biler er en fare for tværgående trafik, også på grund af utilstrækkelige oversigtsforhold. Dette vil medføre en væsentlig fare for den øvrige trafik. Etablering af en græsarmering vil resultere i at ca. 10 til 12 biler kan parkere mellem Birkevænget og Lundebjergvej 4.
Nordsjællands politi er forespurgt og har samme holdning, det er ikke forsvarligt at tillade biler at bakke ud på samtidig med.
En årsag til problemstillingen kan være den aftale, som er på de private matrikler med et privat parkeringsfirma.
Opførsel af nybyggeri i midtby med de tilhørende parkeringsforhold, er udført efter gældende lovgivning og reguleres af gældende Lokalplan LP055, som foreskriver, at der skal være 0,6 parkering for hver husstand.
Årsagen hertil skal findes i en fælles politisk beslutning – og en besluttet klimahandleplan som foreskriver, at ved valg om at bosætte sig i midtbyen kan borgere ment benytte offentlig transport og dermed være med til at nedbringe CO2 udledningen. Her skal man som beboer, og gæst være indstillet på at anvende de offentlige parkeringspladser uden betalingsanlæg, bl.a. i området omkring ”Bløden” og ved stationspladsen og gøre brug af kollektive transport.
Fremadrettet vil ny lokalplanlægning i midtbyen stille krav om en højere parkeringsnorm, end de for nuværende 0,6 personbil.
Administrationens anbefaling, at der ikke anlægges flere parkeringspladser på vejarealet på Lundebjergvej.
Inddragelse
Det har ved denne sag ikke været relevant med inddragelse af borgere mv.
Økonomi
Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
151Beslutning om igangsætning af lokalplan og kommuneplantillæg for et vandværk ved Gerlev
Resume
Plan og teknik skal med denne sag tage stilling til igangsættelse af en lokalplan, og kommuneplantillæg for et vandværk ved Lyngerupvej i Gerlev.
Indstilling
Administration indstiller til Plan og teknik, at:
- Igangsætte en ny lokalplan for et vandværk ved Gerlev, med indarbejdelse af administrationens anbefalinger, samt ændre højde- og anvendelsesbestemmelse for kommuneplanramme E 4.1.
Beslutning
Godkendt.
Sagsfremstilling
Administrationen har modtaget en ansøgning fra Novafos, om en ny lokalplan for et nyt moderne vandværk i den vestlige del af Gerlev (se bilag 1 for placering). Det nye vandværk skal erstatte Novafos’ tre eksisterende vandværker på Hornsherred: Dalby Vandværk, Femhøj Vandværk og Skovsognetsvandværk. Novafos ønsker at etablere vandværket med mulighed for en fremtidig udvidelse, for at imødekomme eventuelle fremtidige krav til vandbehandling og -rensning.
Vandværkets omfang
Vandværket (uden udvidelsen) omfatter et bygningsareal på ca. 2.335 m2, og består af en filtersal, mandskabsrum og kælder med tankanlæg.
Filtersalen har brug for en taghøjde på op til 11 meter for at kunne rumme de høje filteranlæg, samt sikre nødvendig arbejdshøjde mellem filteranlæg og loft. Administrationen har anbefalet Novafos, at bygningen opføres med et tag med ensidig taghældning med en højde på maks. 11 meter i den højeste ende, og maks. 8,3 meter i den laveste ende. Den højeste ende vil vende mod sydvest. Taget på filtersalen vil blive udført i sedum for at bidrage til biodiversitet, samt give bygningen et grønt præg i landskabet.
Mandskabsrummet vil blive opført med fladt tag, og har en bygningshøjde på maks. 5 meter.
Kælderen med tankanlæg (ca. 1.400 m2) vil blive overdækket, og fremstå som grøn. Jordlaget vil have en maks. højde på 2,5 meter målt fra eksisterende terræn, således at kælderen skjules. Jordlaget vil fungere som et grønt element, med offentligt tilgængelige stier for områdets beboere.
Den mulige udvidelse af vandværket, omfatter et bygningsareal på ca. 750 m2 til yderligere vandbehandling. Denne bygningsdel skal have et fladt tag, med en højde på maks. 10 meter (Se bilag 2 for omfang af vandværket, den fremtidige udvidelse samt forventet terrænregulering).
Vandværket skal have vejadgang fra Lyngerupvej. Der etableres én overkørsel. I forbindelse med vandværket etableres parkering, til vandværkets ansatte.
Bæredygtighed
Novafos ønsker at anvende facadematerialer, såsom teglskaller, skærmtegl, genbrugstegl, træ, som har et lavere CO2-aftryk sammenlignet med andre facadematerialer. Novafos erklæring om, at: "I Novafos vil vi gerne skabe gode vilkår for biodiversiteten ved at give plads til et varieret dyre og planteliv" skal udtrykkes i bearbejdningen af friarealerne omkring vandværket. Friarealer skal beplantes med vegetation og påføres grønne elementer, som fx store sten, kvasthegn og dødt ved, som giver ressourcer som føde og ynglesteder til dyrelivet. Novafos ønsker ligeledes muligheden for at etablere solceller på vandværkets sydvendte facader, da tagenes vinkling ikke muliggør opsætning af solceller.
Området
Området har en størrelse på ca. 1,05 ha og omfatter matrikelnummer 7ar og 7f Gerlev By, Gerlev. Lokalplanen afgrænses til disse to matrikler. Området er i dag ubebygget, og beklædt med græs. Vest for området ligger et fritliggende enfamiliehus. Øst for området ligger et område med blandet bolig og erhverv med en bygningshøjde på maksimalt 8,5 meter.
Regnvandshåndtering
Området er ikke spildevandskloakeret. Der skal udarbejdes et spildevandstillæg, parallelt med udarbejdelsen af lokalplanen. Der søges etableret et regnvandsbassin inden for matriklen. Hvis det bliver nødvendigt at placere et regnvandsbassin i landzone, så udvides lokalplanområdet om nødvendigt, således at det også omfatter regnvandsbassinnet.
Miljø og natur
Det vurderes, at vandværket ikke vil medføre støjgener, lugtgener eller vibrationer over grænseværdierne for naboerne. Ifølge ansøger, vil vandværket af og til betjenes af tunge køretøjer. Administrationen vurderer, at placeringen af vandværket umiddelbart ud til rute 53 er hensigtsmæssigt og at transporterne til vandværket dermed ikke vil medføre en væsentlig øget trafikbelastning i området. Der er ikke registreret beskyttet natur eller dyrearter på arealet, og der skal ikke fældes træer. Der er dog registreret markfirben langs den sydlige del af Lyngerupvej, samt padder i en mose beliggende ca. 170 meter syd for området. Ansøger skal undersøge, hvorvidt vandværket vil påvirke disse to dyrearter.
Overordnet planlægning
Området ligger i byzone. Området er omfattet af lokalplan 42 for blandet bolig, og erhverv fra 1990 (se bilag 3 for lokalplan 42). Det nye vandværk kan ikke rummes inden for anvendelsesbestemmelserne i lokalplan 42. Området er også omfattet af kommuneplanramme E 4.1. E 4.1 omfatter kun det område, som skal udgøre det nye lokalplanområde. Kommuneplanramme E 4.1 giver mulighed for en bygningshøjde på 8,5 meter samt udlægger området til erhvervsområde. For at sikre, at lokalplanen er i overensstemmelse med kommuneplanen, skal højdebestemmelsen i kommuneplanramme E 4.1 ændres fra 8,5 meter til 11 meter, samt tilføres anvendelsen: Forsyningsanlæg. Denne ændring indarbejdes i den kommende kommuneplanrevision. Såfremt udarbejdelse af ny lokalplan ikke kan afvente vedtagelse af kommuneplan 2025, udarbejdes et tillæg til kommuneplan 2021.
Vurdering
Administrationen anbefaler, at der stilles krav til vandværkets arkitektoniske fremtoning på grund af vandværkets synlige placering i landskabet. Administrationen anbefaler, at følgende forhold blandt andet sikres i et forslag til lokalplan for området:
- Der kan anvendes flere forskellige facadematerialer i bebyggelsen (skærmtegl, teglskaller, genbrugstegl, trælammeler).
- Administrationen anbefaler, at solceller på dele af facaden muliggøres med hensyntagen til eventuelle genskærsgener.
- Tag på filtersalen opføres med ensidig taghældning og belægges med sedum.
- Jord- og vandhåndteringsløsninger inden for lokalplanområdet skal udformes, så de får en rekreativ værdi og fremmer biodiversiteten i området.
- Jordlaget, der overdøller tanke, udformes, så det bliver så jævnt som muligt.
Placeringsoversigt, situationsplan samt lokalplan 42 er vedlagt som bilag.
Inddragelse
Der afholdes et dialogmøde med beboerne i området om rammerne for lokalplanlægningen efter politisk beslutning om igangsættelse af ny lokalplan og kommuneplantillæg. Efter godkendelse af et forslag til lokalplan og kommuneplantillæg, sendes planforslagene i offentlig høring.
Økonomi
Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
152Beslutning om budgetopfølgning pr. 30. september 2024
Resume
I nærværende sag gives en prognose på det forventede forbrug i 2024, sammenholdt med korrigeret budget, samt afledte forslag til tillægsbevillinger. Endvidere forelægges opfølgning på budgetaftalen 2024-2027.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Plan og teknik over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:
- Der gives tillægsbevilling svarende til et merforbrug på 1,0 mio. kr. i 2024 vedrørende serviceudgifter.
- Der gives tillægsbevilling svarende til et mindreforbrug på 1,3 mio. kr. i 2024 på de skattefinansierede bruttoanlægsudgifter, som overføres til 2025.
- Budgetopfølgningen tages til efterretning.
Beslutning
Anbefales.
Sagsfremstilling
Drift
Budgetopfølgningen giver anledning til en forøgelse, i de forventede serviceudgifter i 2024 på samlet 1,0 mio. kr. under Plan og teknik.
Konkret vedrører forøgelsen følgende:
Serviceudgifter
- Merforbrug på 1,0 mio. kr. vedrørende veje og grønne områder, som følge af merudgifter til reparation og vedligehold på vejbelysning.
I vedlagte bilag 1 udspecificeres budgetopfølgningen nærmere.
Anlæg - skattefinansieret
Budgetopfølgningen giver anledning til et forventet mindreforbrug i 2024 på 1,3 mio. kr. på bruttoanlægsudgifterne for de skattefinansierede anlægsprojekter under Plan og teknik, som overføres til 2025.
Mindreforbruget dækker over følgende projekter:
- Mindreforbrug på 0,4 mio. kr. vedrørende Kulhusecykelstien.
- Mindreforbrug på 0,9 mio. kr. vedrørende Færgen Columbus.
Anlæg - brugerfinansieret
Budgetopfølgningen giver ikke anledning til ændring i bruttoanlægsudgifter, såvel som bruttoanlægsindtægter for det brugerfinansierede område.
Af vedlagte bilag 2 udspecificeres de enkelte anlæg, under Plan og teknik nærmere.
Opfølgning på budgetaftale 2024-2027
Af vedhæftede bilag 3 fremgår en status på implementeringen, af initiativerne i budget 2024-2027.
I bilaget indgår en opfølgning på syv politiske vedtagne initiativer, i forbindelse med budget 2024-2027, hvoraf seks er implementeret (grøn), og et initiativ er delvis implementeret (gul).
Den fortsatte proces hen i mod en implementering er beskrevet under kolonnen "Statustekst - 30. september", hvor det bl.a. fremgår, hvorvidt der afventes politisk stillingtagen, nærmere faglig analyse eller andre processuelle udeståender.
I vedlagte bilag 3 udspecificeres opfølgning, på budget 2024-2027 nærmere.
Inddragelse
Inddragelse er ikke vurderet relevant.
Økonomi
Drift
Budgetopfølgningen giver anledning et forventet merforbrug på 1,0 mio. kr. i 2024 på serviceudgifterne.
Anlæg - skattefinansierede udgifter
Budgetopfølgningen giver anledning til mindreforbrug på de skattefinansierede bruttoanlægsudgifter 1,3 mio. kr. i 2024, der overføres til 2025.
Anlæg - brugerfinansierede udgifter
Budgetopfølgningen giver ikke anledning til ændring i bruttoanlægsudgifter, såvel som bruttoanlægsindtægter for det brugerfinansierede område.
Bilag
153Beslutning om nedlæggelse af nærgenbrugsstationer
Resume
Efter udrulningen af henteordninger for alle 10 lovpligtige affaldsfraktioner ved husstande i Frederikssund Kommune, er behovet for afleveringsmulighed for nogle af affaldsfraktionerne på nærgenbrugsstationer rundt om i kommunen ikke længere aktuelt. Administrationen foreslår derfor at nedlægge disse - på nær en enkelt - hvorved der også vil kunne opnås en besparelse på den årlige drift af kommunens affaldsordninger.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Plan og teknik over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:
- Nedlæggelse af nærgenbrugsstationer, bortset fra stationen på Gammel Kulhusvej 2, godkendes.
- Bruttoanlægsudgifterne på det brugerfinansierede område øges med 1,5 mio. kr. i 2024, til fjernelse af nedgravede beholdere, som samtidig frigives.
Beslutning
Anbefales.
Sagsfremstilling
Nærgenbrugsstationerne blev i sin tid etableret for at bidrage til øget affaldssortering. Med udrulning af henteordninger for de 10 affaldsfraktioner ved alle husstande i Frederikssund Kommune, forsvandt principielt også behovet for at tilbyde borgerne mulighed for aflevering af affald i offentligt opstillede kuber / nedgravede beholdere på nærgenbrugsstationer. Der er pt. 19 nærgenbrugsstationer i kommunen. Der blev oprindeligt etableret 23. 4 af dem er allerede nedlagt. Se placering af nuværende på bilag1.
Særligt om stationen i Kulhuse
Nærgenbrugsstationen i Kulhuse fungerer i vidt omfang som en slags buffer for affald fra ejendommene i de store sommerhusområder, idet der jævnligt opstår problemer med at kunne komme til at tømme affaldsbeholderne ved de enkelte sommerhuse i området, når vejene er våde/bløde, ufremkommelige som følge af vintervejr, huller eller manglende beskæring af træer og buske.
Administrationen vurderer, at nedlæggelse af netop denne nærgenbrugsstation, vil være forbundet med store ulemper set i forhold til gevinsterne ved en nedlæggelse, og foreslår derfor at denne nærgenbrugsstation bibeholdes.
Nuværende brug af beholderne - og risiko for krydsubsiduering
Der findes ikke separate vejedata for affaldsmængder fra nærgenbrugsstationerne, idet disse tømmes og indvejes sammen med mængder fra nedgravede beholdere i boligselskaber m.v.
Administrationen har ved en besigtigelsesrunde til beholderne på nærgenbrugsstationerne observeret hvor fyldte beholderne var, ligesom renovatøren er blevet interviewet om erfaringer og observationer vedr. brug og fyldning af beholdere på nærgenbrugsstationer. Følgende observationer er gjort:
- Alle nærgenbrugsstationer bliver fortsat brugt. Det vurderes, at en betydelig del af affaldet stammer fra virksomheder.
- Det er især beholderne med ”volumen-fraktionerne”, plast og pap, som bliver meget brugt i dag.
- Ud over den korrekte brug at nærgenbrugsstationerne, oplever Vej og Park, at der også i stigende omfang bliver stillet andet affald - primært storskraldslignende og affald, som bør afleveres på genbrugsstationerne - ved beholderne på nærgenbrugsstationerne.
I det omfang beholderne på nærgenbrugsstationerne anvendes af erhverv, vil der være tale om (ulovlig) krydssubsidiering, idet indsamlingsordningen er forbeholdt husstande i kommunen - ikke erhverv. Det er således kommunens husstande, der betaler for indsamlingsordningen via affaldsgebyret.
Økonomi i forbindelse med drift samt eventuel nedlæggelse af stationerne
Den årlige driftsomkostning i forbindelse med tømning, vedligehold og renhold ved nærgenbrugsstationerne er på ca. 1,36 mio. kr. Beløbet dækker pris for tømning af beholdere, renhold omkring beholderne, vask samt vedligeholdelsesomkostninger. Med hensyn til omkostninger til vedligehold skal det bemærkes, at der ved fortsat drift af indsamlingsordningen vil være udsigt til øgede vedligeholdelsesomkostninger på grund af beholdernes alder, og almindeligt slid. Ved nedlæggelse af nærgenbrugsstationerne vil de personalemæssige konsekvenser være begrænsede.
Fjernelse af en nærgenbrugsstation indebærer:
- Fjernelse af selve beholder-delen – evt. salg/genbrug af dele eller shredning, hvis beholder ikke kan bruges igen.
- Fjernelse af den støbte betonbrønd, og håndtering af betonaffaldet.
- Opfyldning af hul med grus, samt retablering af evt. belægning.
Den samlede anlægsomkostning til nedlæggelse af 18 af de 19 nærgenbrugsstationer anslås til ca. 1,5 mio. kr.
Det bemærkes, at der ikke i det fremlagte forslag til budget og gebyrer for 2025 på affaldsområdet (punkt nr. 125 på dagsorden for Plan og teknik den 11. september 2024) er indregnet anlægsomkostninger eller driftsbesparelser, i forbindelse med eventuel nedlæggelse af nærgenbrugsstationer.
Herudover kan det forventes, at i perioden hvor selve det fysiske arbejde med fjernelse af nærgenbrugsstationerne pågår - og antageligt også i en periode efter, at de er fjernet - at der skal bruges ekstra midler til oprydning, og fjernelse af henstillet affald.
Tidshorisont for nedlæggelse
Ud over de personalemæssige forhold er der en række andre forhold, som skal være afklarede og på plads inden en nedlæggelse af nærgenbrugsstationerne, vil kunne effektueres i praksis. Det drejer sig om følgende forhold:
- De kontraktmæssige forhold vedrørende tømning af beholderne på nærgenbrugsstationerne skal afklares / aftales i tillæg til eksisterende kontrakt med renovatør.
- Anlægsopgaven skal beskrives og tilbud indhentes på fjernelse af beholdere, håndtering af affaldet og opfyldning/retablering af arealerne.
Nedlæggelsen anbefales effektueret hurtigst muligt.
Administrationen forventer i øvrigt at forelægge en sag om yderligere besparelsespotentialer på kortere og længere sigt i forhold til drift af det gebyrfinansierede affaldsområde.
Inddragelse
Inddragelse er ikke vurderet relevant.
Økonomi
Center for Økonomi bemærker, at bruttoanlægsudgifterne på det brugerfinansierede område ikke er omfattet af kommunens anlægsloft, og dermed ikke vil presse anlægsrammen for de skattefinansierede bruttoanlægsudgifter i 2024. Anlægsudgiften på 1,5 mio. kr. vil blive finansieret af mellemværendet med renovationsområdet, og vil derfor indgå i de kommende taksberegninger for 2026 og frem.
Bilag
154Orientering om kommunikation - Anlæg på Københavnsvej
Resume
I denne sag orienteres udvalget om kommunikationen i forbindelse med etableringen af fortov, og cykelstier på Københavnsvej. Administrationen har inden opstart, kommunikeret om anlægsprojektet til borgerne. Der har været en øget indsats de steder, hvor grundejere har bredt sig ud på vejarealet.
Afdelingsleder Henriette Andersen deltager til mødet.
Indstilling
Administrationen indstiller til Plan og teknik, at:
- Tage sagen til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Sagsfremstilling
På baggrund af en række henvendelser ,vedrørende anlæg af supercykelsti på Københavnsvej i Slangerup, orienteres udvalget om den kommunikation, der har været indtil nu.
Projekteringen af det samlede projekt er foregået fra 3. kvartal af 2023, til 2. kvartal af 2024. Da projekttegningerne var færdige, kunne de vises i forbindelse med orienteringen af projektet.
Den 22. april 2024 blev der sendt et informationsbrev ud til grundejerne om opstart mm. samt et link til tegningerne, som lå på hjemmesiden. På den baggrund valgte nogle af grundejerne at kontakte administrationen med spørgsmål. Projektets opstartsdato var i midt august.
Ved gennemgang af projektet kunne administrationen konstatere, at der ud for en række ejendomme, var placeret hæk, stakit eller andet på vejmatriklen. For at kunne sikre en korrekt behandling, og vejledning af grundejer i sådanne tilfælde. Er det fast procedure at få skellet indmålt af en landinspektør, så administrationen kender den præcise placering.
De berørte grundejere fik et brev om, at administrationen ved gennemgang havde konstateret, at de havde hæk, stakit eller andet på vejarealet.
Derefter har der været afholdt møder på adresserne, hvor opmåling fra landinspektør blev gennemgået samt, hvilke konsekvenser anlægget ville få for den enkelte ejendom. Møder med grundejere skal muligvis også iværksættes, når projektet arbejder på den sidste del af strækningen.
Alt efter behov, har der været løbende møder og dialog, hvor administrationen bl.a. har orienteret om muligheden for, at kommunen ville indhente tilbud på opgaven, såfremt grundejeren ikke selv havde mulighed for at flytte hæk, stakit mm. Dog er det grundejeren, som skal afholde omkostningerne til flytningen.
Sideløbende med denne dialog har det, af hensyn til tidsplanen, været nødvendigt at sende orientering, varsling og påbud omkring fjernelse af hæk, stakit mm. til de pågældende grundejere. Dette skyldes, at denne procedure minimum tager seks uger, idet grundejeren først skal orienteres om forholdet med min. to ugers frist. Derefter får de varsel om påbud, igen med to ugers frist, inden de kan få det reelle påbud, hvorefter kommunen efter yderligere to uger kan udføre arbejdet, såfremt grundejeren ikke selv har gjort det inden da. I de pågældende sager har administrationen givet grundejerne ekstra tid til udbedring, af hensyn til grundejerne.
Specifikt om lukning af indkørsler:
Ved et vejarbejde af denne størrelse, vil det i perioder være nødvendigt at lukke indkørsler og sideveje. For at sikre en tæt koordinering af dette, er det entreprenørens opgave at tage den direkte dialog med grundejerne langs vejen, og så vidt muligt tilpasse udførelsen i forhold til grundejers behov, så genen bliver mindst muligt. Typisk er den enkelte indkørsel lukket én dag, mens arbejdet pågår.
Informationsskiltning ved vejarbejdet:
Ved vejarbejdet er der opsat informationsskilte med oplysninger om projektet, så der er mulighed for at kontakte de relevante parter, med spørgsmål til projektet.
Generelt er det grundejers pligt at vide, hvor skel er og holde sig indenfor dette. I praksis oplever administrationen dog ofte, at dette desværre ikke er helt klart for den enkelte grundejer, hvilket bl.a. kan skyldes tidligere ejers ageren, som ikke er blevet opdaget/oplyst under salg. Derfor er administrationen også opmærksomme på, at det kan virke meget voldsomt på den enkelte, når kommunen både er til gene i forhold til selve anlægsarbejdet, samtidig med at kommunen inddrager noget af det areal, som de troede var deres. Det ændrer dog ikke ved, at der er tale om et ulovligt forhold, som skal lovliggøres for grundejers regning.
Dialog med borgere og grundejere pågår stadig, og vil pågå frem til projektets afslutning i 2025.
Administrationen beklager de gener, som projektet giver grundejere og borgere generelt, men ser frem til den øgede trafiksikkerhed, som projektet vil medføre på strækningen.
Inddragelse
De berørte grundejere er inddraget, ligesom der er oplysningsskilte ved vejarbejdet til information for den øvrige færdsel.
Økonomi
Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
155Meddelelser
Beslutning
Taget til efterretning.
Sagsfremstilling
- Meddelelser fra formandskabet
- I august 2024 igangsatte Plan og teknik lokalplanlægning for et religiøst, og kulturelt center på Vølundsvej i Frederikssund. Ansøgning om en ny lokalplan kom fra Frederikssund Moske, der grundede pladsmangel ønskede at flytte til større lokaler. På generalforsamling i Frederikssund Moske, har medlemmerne efterfølgende valgt ikke at tiltræde forslaget om at købe de egnede lokaler på Vølundsvej. Det betyder, at der ikke arbejdes videre med lokalplanlægning for et religiøst og kulturelt center på Vølundsvej, og sagen dermed lukkes.
- Fældning af træer på Svanholm Allé.
Vej og Park har haft en special trænet hund ude at snuse til træerne i Svanholm Alle. Hunden er trænet til at finde kulsvamp. Kulsvamp er en særligt aggressiv svamp som hurtigt nedbryder træerne.
Ved denne undersøgelse af træerne blev der fundet kulsvamp i 5-8 træer.
Da træerne hurtigt bliver nedbrudt er der er stor risiko for at de træer som er inficeret af kulsvamp falder i blæsevejr. Af hensyn til sikkerheden er det derfor været nødvendigt at fælde de træer som er inficeret af denne svamp. Administrationen har været i kontakt med Svanholm. Træerne fældes hurtigst muligt.
Svanholm Alle består af ca. 140 gamle lindetræer. Alle træerne i alleen er påvirket af råd i væsentlig grad, og det bliver derfor snart nødvendigt at tage stilling til alleens fremtid.
Bilag
156Underskrifter
Beslutning
-
Sagsfremstilling
Dette punkt erstatter det fysiske underskriftark.
Når der trykkes "Godkendt" svarer det til, at underskriftarket er underskrevet.