Frederikssund Kommunes logo

Beskyttet beskæftigelse

Lovgrundlag

Servicelovens § 103, stk. 1.

Formål med indsatsen

Formålet med beskyttet beskæftigelse er at tilbyde et arbejdsrettet tilbud til dig, der har begrænsninger i arbejdsevnen og som ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår eller benytte tilbud efter anden lovgivning.

Den målrettede indsats skal have et erhvervspræget formål, som udvikler og /eller vedligeholder din funktionsevne. Dette skal foregå i et skærmet miljø.

Derudover kan det afklares, om/eller i hvilket omfang du på sigt kan blive tilknyttet det ordinære arbejdsmarked.

Målgruppe

Du kan blive tilbudt beskyttet beskæftigelse, hvis du:

  • er under folkepensionsalderen.
  • har betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer
  • på baggrund af funktionsnedsættelsen/de særlige sociale problemer ikke kan arbejde på almindelige vilkår og

ikke kan benytte andre tilbud efter anden lovgivning fra arbejdsmarkedsområdet.

Du kan blive tilbudt beskyttet beskæftigelse, hvis du har behov for en kortere eller længerevarende målrettet indsats med henblik på for eksempel:

  • udvikling af faglige og sociale kompetencer, så du så vidt muligt kan blive tilknyttet det ordinære arbejdsmarked
  • at lære nye funktioner, så du kan få arbejde under mindre beskyttede former, for eksempel i et job med løntilskud
  • udvikling eller opretholdelse af personlige færdigheder samt oplevelse af livskvalitet i et trygt miljø for dig, der har brug for meningsfuld beskæftigelse uden for arbejdsmarkedet.
  • øget livskvalitet og selvværd ved at deltage i et arbejdsmæssigt fællesskab
  • at understøtte dit netværk.

Indhold

I tilbuddene om beskyttet beskæftigelse er der målrettede aktiviteter i realistiske erhvervsmiljøer, som skal give dig mulighed for at udvikle dig.

Derudover er der fokus på samarbejde og en eventuel udvikling af dine muligheder og kompetencer. På denne måde bliver du støttet i at tage mere styring i dit eget liv, som forhåbentlig vil bidrage til forøget selvværd, selvtillid og en følelse af livskvalitet.

Tilbuddet kan eksempelvis tilbyde en målrettet pædagogisk indsats i forhold til enkelte afgrænsede arbejdsfunktioner. Eksempelvis:

  • Produktionsydelser: Snedkeri, gartneri, og montageværksted.
  • Serviceydelser: Café- og kantinedrift, rengøring, pasning af grønne områder og dyrehold.
  • Afklarende praktikker, for eksempel i forhold til den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse (STU).

Arbejdet kan organiseres i:

  • Beskyttede værksteder.
  • Tilknytning til botilbud, aktivitets- og samværssteder, andre kommunale virksomheder, eventuelt kombi¬neret med specialundervisning.
  • Beskæftigelse i private virksomheder på særligt aftalte vilkår.

Du kan modtage en arbejdsdusør i henhold til Socialministeriets bekendtgørelse herom. Arbejdsdusøren bliver fastsat, så den afspejler din indsats. Dusøren skal være på mindst fem procent af den mindste overenskomstmæssige løn på dit arbejdsområde. Dusøren vil være afhængig af, hvor mange timer du arbejder.

Omfang og varighed

Omfang og varighed bestemmes af dine behov, dine ønsker og dine mål med udgangspunkt i en konkret individuel og faglig vurdering. I vurderingen indgår også dine øvrige tilbud og din boligsituation.

Beskyttet beskæftigelse foregår i hverdagene.

Tilbuddet omfatter typisk to til fem dages beskyttet beskæftigelse om ugen.

Ovenfor er der alene tale om udgangspunkter for beskæftigelsestilbuddets omfang. Omfanget kan justeres i opadgående og nedadgående retning alt efter udfaldet af den konkrete, individuelle og faglige vurdering af behovet hos det enkelte menneske.

Egenbetaling

Alle beskrevne indsatser og akti¬viteter er gratis for dig. Hvis du deltager i arrangementer, ture eller andet, skal du selv betale. Det er frivilligt at deltage i arrangementer og ture.

Frit valg

Der er ikke frit valg på tilbud efter servicelovens § 103.

Vi laver en konkret og individuel vurdering, der inddrager dine ønsker, geografisk placering samt dine forudsætninger og mål i valg af tilbud og leverandør.

Som udgangspunkt vil du blive henvist til kommunale tilbud i Frederikssund.

Hvem skal jeg kontakte

Hvis du har spørgsmål eller får behov for støtte, kan du henvende dig til afdelingen Voksenstøtte i Center for Voksenstøtte og Omsorg. Ring på telefonnummer 47 35 10 00 eller se mere i afsnittet ”Hvad skal jeg gøre, hvis jeg har behov for støtte?”

Politisk udvalg

Kvalitetsstandarden hører under Social og sundhed.