Social og sundheds møde den 10. august 2023
Byrådssalen kl. 08.30
68Godkendelse af dagsorden
Beslutning
Godkendt.
69Beslutning om handleplan i forbindelse med Ankestyrelsens omgørelsesprocenter på det voksenspecialiserede myndighedsområde
Resume
Social-, Bolig - og Ældreministeriet offentliggør hvert år i juni kommunefordelte Danmarkskort over omgørelsesprocenter i Ankestyrelsens klagesager vedrørende bestemmelser i serviceloven. Byrådet skal træffe beslutning, om hvorvidt det nye Danmarkskort giver anledning til, at der skal udarbejdes en særskilt handlingsplan for at styrke den juridiske kvalitet i sagsbehandlingen på Voksenhandicapområdet. I denne sag præsenteres data fra Danmarkskortet. På voksenhandicapområdet for 2022 ses, at syv sager er behandlet i Ankestyrelsen inden for paragrafområderne servicelovens § 95, 96, 97 og 100, hvilket er et fald på otte sager i forhold til 2021. På baggrund af data, samt det igangværende arbejde i regi af Socialstyrelsens Taskforce Handicap, vurderer administrationen, at der ikke er behov for en handleplan på området.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Social og sundhed over for Økonomiudvalg og Byråd anbefaler, at:
- Der ikke udarbejdes en ny handleplan for at styrke den juridiske kvalitet i sagsbehandlingen på voksenhandicapområdet. Der henvises til den igangværende udviklingsplan på voksenområdet.
Beslutning
Anbefales.
Fraværende:
Maibritt Møller Nielsen (D)
Anne-Lise Kuhre (A)
Sagsfremstilling
Social- og Ældreministeriet offentliggør hvert år tre kommunefordelte Danmarkskort over omgørelsesprocenter i Ankestyrelsens klagesager vedrørende socialområdet. Danmarkskortene over omgørelsesprocenter for 2022 blev offentliggjort i juni 2023 og dækker følgende områder.
- Socialområdet, der dækker over alle bestemmelser i serviceloven
- Voksenhandicapområdet, der er afgrænset til servicelovens §§ 95, 96, 97, 100
- Børnehandicapområdet, der er afgrænset til servicelovens §§ 32, 32a, 36, 39-40, 41, 42-43 og §§ 44-45
De tre danmarkskort kan findes som interaktive kort på Social- og Ældreministeriets hjemmeside: https://sm.dk/danmarkskort/2023/jun
Nedenfor gennemgås omgørelsesprocenterne for voksenhandicapområdet og for det samlede socialområde.
Antallet af sager behandlet i Ankestyrelsen er faldet fra 15 til syv sager i 2022 på voksenhandicapområdet
Ankestyrelsen har i 2022 realitetsbehandlet syv sager fra Frederikssund Kommune inden for servicelovens § 95, 96, 97, 100. Dette er en nedgang på otte sager i forhold til 2021, altså mere end en halvering i antallet af sager. Frederikssund Kommune har i alt ca. 160 igangværende sager inden for de fire paragrafområder. Frederikssund Kommune har registreret fem borgere, der har klaget over § 95, 96, 97 og 100 i 2022.
Ankestyrelsens behandling af de syv behandlede sager i 2022 fordeler sig således:
- Tre sager er blevet stadfæstet af Ankestyrelsen. Det betyder, at Ankestyrelsen har truffet samme afgørelse som kommunen i hele den indsendte sag.
- Tre sager er blevet hjemvist af Ankestyrelsen til kommunen. Det betyder, at 3 sager er blevet hjemvist til fornyet vurdering og yderligere oplysning i kommunen, fordi hele eller dele af sagen ikke var tilstrækkeligt oplyste til, at Ankestyrelsen kunne træffe afgørelse.
- Én sag er blevet ændret eller ophævet af Ankestyrelsen. Det betyder, at der har været nogle dele af sagerne, hvor Ankestyrelsen har truffet en anden afgørelse end kommunen.
Det betyder, at omgørelsesprocenten i 2022 for Frederikssund Kommune er 57 procent, hvilket er en stigning på 10 procentpoint i forhold til 2021. Omgørelsesprocenten i Frederikssund Kommune ligger over landsgennemsnittet, som er på 38,9 procent i 2022. Stigningen i omgørelsesprocenten skal ses i forhold til, at antallet af behandlede sager i Ankestyrelsen som nævnt er faldet fra 15 til syv sager i 2022. Omgørelsesprocenten er således beregnet på et lille sagsantal. Det lille sagsantal betyder, at ændring af én sag bevirker, at omgørelsesprocenten bliver 14 procentpoint højere eller lavere.
Se desuden vedlagte bilag "Voksenhandicapområdet 2022 - uddybning af tallene bag omgørelsesprocenten fra Ankestyrelsen" for yderligere oplysninger.
Igangværende tiltag som følge af udviklingsplan og Taskforceforløb skal medvirke til at styrke den juridiske kvalitet i sagsbehandlingen
Høj kvalitet i den juridiske kvalitet i sagsbehandling er et vedvarende og særskilt fokus på alle dele af det sociale område i Frederikssund Kommune. Voksenhandicapområdet får i årene 2022-2023 støtte fra Social- og Boligstyrelsens og Ankestyrelsens Taskforce til udvikling af den socialfaglige kvalitet i sagsbehandlingen. Der er udarbejdet en udviklingsplan, som i særskilte afsnit beskriver mål og udvikling med henblik på en højere juridiske kvalitet i sagsbehandlingen. Udviklingsplanen er både godkendt af Taskforcen og af Social og sundhed. Administrationen arbejder målrettet med de elementer, der fremgår af udviklingsplanen, herunder en struktureret gennemgang af regler og lovgivning, der er specifikke for det specialiserede voksenområde. Social og sundhed blev på møde 4. maj 2023 orienteret om status på samarbejdet med Taskforcen om at styrke kvaliteten i sagsbehandlingen (sag 48). Taskforcen udarbejder en statusrapport, hvor sagers juridiske kvalitet vurderes. Statusrapporten forventes færdig til marts 2024, hvorefter denne fremlægges politisk.
På baggrund af de eksisterende tiltag om at styrke kvaliteten i sagsbehandlingen, anbefaler administrationen, at der ikke iværksættes yderligere handleplaner på baggrund af Danmarkskortet for 2022.
Kort orientering om Danmarkskortet for det samlede sociale område
På det samlede sociale område, som dækker børne- og ungeområdet, voksenområdet og ældreområdet, er der i 2022 behandlet 93 sager i Ankestyrelsen fra Frederikssund kommune. Dette er er et fald fra 107 sager i 2021. Omgørelsesprocenten er i samme periode steget med 13 procentpoint til 48 procent. På landsplan er omgørelsesprocenten steget med 5,7 procentpoint til 37,5 procent.
Inddragelse
Sagen er sendt i høring i Handicaprådet og Seniorrådet. Eventuelle høringssvar fremsendes til udvalgets medlemmer hurtigst muligt.
Seniorrådets høringssvar:
Ingen bemærkninger.
Handicaprådets høringssvar:
Handicaprådet synes, det er positivt, at antallet af sager, der ankes er faldet fra 15 til 7.
Handicaprådet har dog noteret sig, at der på voksenhandicapområdet stadig er en meget høj omgørelsesprocent, idet over halvdelen af afgørelserne (57%) omgøres – hvilket er en stigning på 10% i forhold til 2022 og 18% over landsgennemsnittet. Uanset at procenten er udregnet på basis af et lille antal sager (og derfor bliver forholdsmæssig høj), så gemmer der sig bag alle tallene nogle borgere, som ikke får den rigtige og nødvendige hjælp.
Handicaprådet vil i den forbindelse gøre opmærksom på, at antallet af klagesager i sig selv
Ikke nødvendigvis er et retvisende billede på kvaliteten af sagsbehandlingen, idet der kan godt være flere sager, da det ikke er alle borgere, der har ressourcer til at klage.
I forhold til de tiltag der er igangsat i regi af udviklingsplanen og Taskforce-forløbet, ser Handicaprådet frem til resultaterne af den før-efter-måling, som laves ved begyndelsen og afslutningen af Taskforce-forløbet og håber, at forløbet kan bidrage til at sænke fejlprocenterne på handicapområdet i kommunen.
Handicaprådet bakker derfor op om indstillingen fra administrationen.
Økonomi
Administrationens indstilling om ikke at udarbejde en særskilt handleplan for at styrke den juridiske kvalitet i sagsbehandlingen på voksenhandicapområdet har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
70Godkendelse af handleplan for handicap- og psykiatripolitikken 2023-2026
Resume
I denne sag forelægges Social og sundhed udkast til Handleplan for Frederikssund Kommunes handicap- og psykiatripolitik 2023-2026 til godkendelse. Handleplanen indeholder konkrete initiativer til implementering af kommunens handicap- og psykiatripolitik, der blev godkendt på møde i Byrådet 1. marts 2023 (sag 33).
Indstilling
Administrationen indstiller til Social og sundhed, at:
- Godkende udkast til Handleplan for handicap- og psykiatripolitikken 2023-2026.
Historik
Indstilling til Social og sundheds møde, 1. juni 2023, pkt. 62:
Administrationen indstiller til Social og sundhed at:
- Drøfte første udkast til Handleplan for handicap- og psykiatripolitikken 2023-2026.
Beslutning fra Social og sundhed, 1. juni 2023, pkt. 62:
Drøftet. Udvalget er enige med Handicaprådet høringssvar i, at analysen af strukturen på handicap- og psykiatriområdet bør fremrykkes.
Beslutning
Godkendt.
Fraværende:
Maibritt Møller Nielsen (D)
Anne-Lise Kuhre (A)
Sagsfremstilling
Supplerende sagsfremstilling til Social og sundhed, 10. august 2023
På møde den 1. juni 2023, pkt. 62 førstebehandlede Social og sundhed udkast til handleplan for handicap- og psykiatripolitikken. Udvalget var enige med Handicaprådets høringssvar i, at analysen af strukturen på handicap- og psykiatriområdet bør fremrykkes.
Derfor er der i handleplanen ændret fra ”Analysen af strukturen på handicap- og psykiatriområdet vil blive foretaget i første halvår af 2025.” til ”Analysen af strukturen på handicap- og psykiatriområdet vil blive foretaget i andet halvår af 2023." Den reviderede handleplan er vedlagt sagen som bilag.
Sagsfremstilling fra Social og sundhed, 1. juni 2023, pkt. 62:
Byrådet godkendte på møde 1. marts 2023 Handicap- og psykiatripolitik 2023-2026 (sag 33). Som led i implementeringen af politikken har administrationen udarbejdet et førsteudkast til handleplan, som skal sætte retning for arbejdet med politikkens indsatsområder de kommende år.
Handleplanen er udarbejdet på baggrund de input, der kom frem på to workshops, via høringssvar, ved politiske møder, som blev afviklet under revisionsprocessen og på dialogmøde mellem Handicaprådet og Social og sundhed efter politikkens godkendelse.
Fra dialogmødet mellem Social og sundhed og Handicaprådet har administrationen udledt følgende centrale pointer, som er indarbejdet i indsatserne i handleplanen:
- Det er vigtigt at inddrage borgere og foreninger, hvis der skal etableres nye tilbud. Ønske om inddragende processer, da disse opleves som meningsfulde.
- Oversigt over, hvilke tilbud der er – både kommunale og fra foreninger. Koordinerer, så der ikke er ”konkurrerende” tilbud.
- Fokus på aktivitetstilbud til borgere, der ikke kan transportere sig selv, mulighed for at personale på botilbud kan støtte borgere i aktiviteter ud af huset, fx Team 2010.
- Forslag om kvalitetsstandarder for overgangen fra ung til voksen.
På møde i Social og sundhed 19. januar 2023 (sag nr. 2) drøftede udvalget muligheden for nedsættelse af et udsatteråd og/eller et psykiatriråd i Frederikssund Kommune. Her besluttede udvalget, at der ikke nedsættes et udsatte- og/eller psykiatriråd, men at psykiatri og social udsathed skal tydeliggøres i det eksisterende Handicapråds vedtægter, herunder i rådets navn og sammensætning. I samme sag foreslog administrationen, at psykiatri- og udsatteområdet tiltænkes særlig opmærksomhed i handleplanen. Administrationen har på denne baggrund indarbejdet to indsatser vedrørende hjemløshed og misbrugsbehandling.
Handicap- og psykiatripolitikken har fire indsatsområder:
- Livskvalitet
- Deltagelse
- Overgang fra ung til voksen
- Kvalitet i sagsbehandlingen
I det følgende fremgår det, hvilke konkrete indsatser, som administrationen foreslår skal indgå i handleplanen. Handleplanen er vedlagt sagen som bilag.
Administrationen har vurderet og udvalgt de foreslåede indsatser i handleplanen i forhold til, at der ikke er afsat selvstændige midler til implementering af handicap- og psykiatripolitikken.
Indsats | Indsatsområde | Tidsplan |
Indsats 1: Har vi de rigtige tilbud til at skabe rammer for god livskvalitet og deltagelse? For på bedst mulig vis at kunne skabe rammer i Frederikssund Kommune, der understøtter livskvalitet og deltagelse, er det afgørende, at kommunen har de rigtige tilbud og at tilbuddene er sat meningsfuldt sammen. Derfor vil der som en del af handleplanen blive foretaget en analyse af strukturen på handicap- og psykiatriområdet med henblik på at afdække, hvorvidt der er behov for en omstrukturering eller etablering af nye tilbud. | Livskvalitet | Analysen af strukturen på handicap- og psykiatriområdet vil blive foretaget i første halvår af 2025. |
Indsats 2: Hjemløseplan med fokus på ”Housing First” skal forbedre livsmulighederne for borgere ramt af hjemløshed Det forventes at Folketinget i 2023 vedtager en hjemløsereform, der har fokus på ”Housing First” metoden og på den baggrund arbejdes der på en plan for bekæmpelse af hjemløshed i Frederikssund Kommune. | Livskvalitet | Hjemløsereformen ventes vedtaget i juni 2023. På denne baggrund udarbejdes en ”hjemløse plan” for Frederikssund Kommune. |
Indsats 3: Udvikling af en ny fælles metode til at understøtte adgang til ligeværdige relationer og fællesskaber På psykiatriområdet er Frederikssund Kommune deltager i et flerårigt projekt sammen med Socialt Udviklingscenter (SUS) og en række andre kommuner, nemlig ”Spil Sammen”. Projektet handler om at bygge bro mellem psykisk sårbare borgere samt tilbud og netværk i lokalsamfundet. | Deltagelse | Projektet forløber fra 2022-2026 |
Indsats 4: Fokus på deltagelsesmuligheder for borgere, der har begrænsede muligheder for at transportere sig selv Det skal afdækkes, hvordan deltagelsesmulighederne på handicapområdet sikres i dag, samt hvordan mulighederne kan styrkes gennem inddragelse af borgere, pårørende og frivillige foreninger. Afdækningen skal have fokus på kommunale tilbud såvel som muligheder i det frivillige foreningsliv. | Deltagelse | Afdækningen forløber i første halvår 2024. |
Indsats 5: Borgere og pårørende skal have rettidig og fyldestgørende information om overgangen fra ung til voksen For at gøre det tydeligt, hvilke muligheder og krav, der er, når man fylder 18 år, vil der blive udarbejdet relevant informationsmateriale, som klarlægger disse forhold. Derudover vil der efter forslag fra Handicaprådet blive udarbejdet en kvalitetsstandard for overgangen fra ung til voksen, som beskriver det kommunale serviceniveau i henhold til servicelovens § 19a. Servicelovens § 19a forvaltes af Familieafdelingen. Det skal derfor afklares på hvilken måde kvalitetsstandarden skal indgå i kvalitetsstandarderne på voksenområdet for 2024. | Overgang fra ung til voksen | Udarbejdelse af informationsmateriale foregår i 2023 i regi af det fælles projekt ”Frontløbernetværket” i Frederikssund Kommune og i regi af arbejdet om kvalitet i sagsbehandlingen (Taskforcen). Udarbejdelse af kvalitetsstandard for servicelovens § 19a forventes at foregå i forbindelse med udarbejdelse af kvalitetsstandarder for voksne i 2024. |
Indsats 6: Udviklingsplan skal øge kvaliteten i sagsbehandlingen Frederikssund kommune har i 2021 inviteret Socialstyrelsens Taskforce-Handicap, bestående af medarbejdere fra Socialstyrelsen, Ankestyrelsen og Den Nationale Videns- og Specialrådgivningsorganisation (VISO) til at gennemføre et længerevarende analyse- og udviklingsforløb af myndighedsområdet på det specialiserede socialområde. På denne baggrund er der udarbejdet en udviklings- og handleplan for det specialiserede voksenområde 2022-2024, ”Sammen om socialfaglig kvalitet i sagsbehandlingen”, som bygger på anbefalingerne fra taskforcens analyserapport. Udviklingsplanen indeholder blandt andet et selvstændigt fokus på overgangene fra både barn til voksen og fra ung til voksen, der skal sikre gode borgerforløb på tværs af de involverede centre og afdelinger i Frederikssund Kommune. | Kvalitet i sagsbehandlingen | Arbejdet med udviklingsplanen foregår fra 2022-2024. Indsatsen efterfølges af yderligere aktiviteter i de efterfølgende år, der har til hensigt at udvikle kvaliteten af sagsbehandlingen. |
Indsats 7: Informationsindsats skal give let adgang til vigtig viden Med udgangspunkt i budgetaftalen for 2023 vil der blive igangsat en revision af kommunens hjemmeside. Revisionen skal gøre hjemmesiden mere brugervenlig sådan, at det bliver nemmere at finde den information, man har brug for | Kvalitet i sagsbehandlingen | Arbejdet med opdatering af hjemmesiden foregår i 2024. |
Indsats 8: Fokus på misbrugere – især unge med stofmisbrug Social- og Sundhed har besluttet at styrke misbrugsbehandlingen i Frederikssund Kommune ved at hjemtage den sociale stofmisbrugsbehandling fra 1. januar 2024. Hjemtagelsen skal særligt styrke indsatsen for de unge under 30 år og sikre en mere helhedsorienteret indsats for de borgere, der også har andre problematikker end misbrug. | Kvalitet i sagsbehandlingen | Misbrugscenteret forventes etableret den 1. januar 2024 og tilbuddene udviklet over en periode på 2 år. |
På baggrund af udvalgets drøftelser, vil administrationen udarbejde et endeligt udkast til handleplanen, som vil blive forelagt til godkendelse på møde i Social og sundhed 10. august 2023.
Inddragelse
Sagen er sendt i høring i Handicaprådet og Seniorrådet.
Seniorrådets høringssvar:
Ingen bemærkninger.
Handicaprådets høringssvar:
Handicaprådet henviser til sine tidligere afgivne kommentarer (SSU mødet 1.6.pkt 62).
Vi gør dog opmærksom på, at der må have indsneget sig en fejl i skemaet (under sagsfremstillingen), idet der under Indsats 1: Har vi de rigtige tilbud til at skabe rammer for god livskvalitet og deltagelse?
står, at analysen først skal finde sted i 2025 – mens der i bilaget korrekt er angivet, at analysen skal gennemføres i andet halvår 2023 helt i overensstemmelse med Udvalgets beslutning.
Økonomi
Godkendelse af udkast til Handleplan for handicap- og psykiatripolitikken 2023-2026 har isoleret se ingen bevillingsmæssige konsekvenser. Eventuelle bevillingsmæssige konsekvenser af enkelte indsatser vil skulle behandles i forbindelse med den videre konkretisering af indsatserne.
Bilag
71Drøftelse af KL's Social- og Sundhedspolitiske Forum
Resume
Den 11.-12. maj 2023 afholdte KL Social- og Sundhedspolitisk Forum i Aalborg. Medlemmer fra Social og sundhed og Omsorg og ældre deltog på konferencen sammen med repræsentanter fra administrationen.
Indstilling
Administrationen indstiller til Social og sundhed, at:
- Drøfte indhold og læring fra KL’s Social og Sundhedspolitiske Forum 2023 med henblik på, om der er pointer og erfaringer, som skal indgå i udvalgets videre arbejde.
Beslutning
Drøftet, idet udvalget ønsker at der, så vidt muligt i indeværende år, afholdes et temamøde for relevante fagudvalg om børn og unges mistrivsel.
Fraværende:
Maibritt Møller Nielsen (D)
Anne-Lise Kuhre (A)
Sagsfremstilling
KL afholder årligt Social- og Sundhedspolitik Forum med det formål at facilitere politiske drøftelser, faglige oplæg og debatter om de aktuelle temaer på social-, ældre og sundhedsområdet.
Titlen på årets konference var ”Vi tager ansvar for vores velfærd”. Konferencen havde fokus på de ”vilde problemer”, som samfundet og ikke mindst kommunerne står overfor. Herunder det pres som kommunerne oplever med flere ældre og borgere på socialområdet med behov for hjælp og støtte, samtidig med at det er svært at rekruttere medarbejdere og økonomien er presset.
Programmet for konferencen er vedlagt.
Oplæggene og de politiske debatter handlede i høj grad om, hvordan samfundet i fællesskab skal løse disse udfordringer på tværs af sektorer. Fx ift. prioriteringer af, hvilke opgaver kommunerne skal løse i fremtiden og dialogen mellem kommuner og Folketing om dette. Desuden var frisættelse af kommunernes drift et tilbagevendende tema, herunder hvordan og på hvilke måder kommunerne kan frisættes.
Der var en række mere konkrete oplæg og temamøder, der havde fokus på løsninger og perspektiver for nogle af de konkrete opgaver, som kommunerne står overfor, herunder:
- Udfordringer og løsninger ift. børn og unge som mistrivsel.
- Afrapportering fra regeringens robusthedskommission, der ser på, hvordan sundheds- og ældreområdet kan løfte rekrutteringsudfordringerne.
- Afrapportering fra ekspertudvalget på socialområdet ift. kommunernes opgaver og styringsmuligheder på området.
Slides fra oplæg og temamøder kan findes på KL’s hjemmeside: Social og Sundhedspolitisk Forum (kl.dk).
Inddragelse
Inddragelse er ikke vurderet relevant.
Seniorrådets høringssvar:
Seniorrådet har med stor interesse gennemlæst programmet for konferencen og noteret sig, at mange af de helt store og relevante problemer i ældre- og sundhedsplejen blev diskuteret.
Bortset fra Etisk Råds formand, der ville tale om den forsvundne omsorg og sundhedsministeren, der på regeringens vegne mener, at frisættelse af kommunerne er vejen frem, så indeholdte programmet ikke nogen problemløsninger.
Seniorrådet vil derfor være taknemmelige, hvis vi kunne blive delagtiggjort i konklusionerne af de forskellige indlæg og diskussioner.
Handicaprådets høringssvar:
Handicaprådet har ingen kommentarer til sagen, da vi ikke har deltaget i KL’s Social og Sundhedspolitiske Forum 2023.
Økonomi
Drøftelse af KL’s Social og Sundhedspolitiske Forum 2023 har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
72Orientering om afholdelse af Special Skills event på AKU-Center Højagergaard
Resume
I denne sag orienteres Social og sundhed om afholdelse af Special Skills event den 7. september 2023 på AKU-Center Højagergaard.
Sagen forelægges til orientering samtidig i Skole, klub og SFO, Unge, idræt og fritid samt Social og sundhed.
Indstilling
Administrationen indstiller til Social og sundhed, at:
- Tage orienteringen til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Fraværende:
Maibritt Møller Nielsen (D)
Anne-Lise Kuhre (A)
Sagsfremstilling
Special Skills er en målrettet vifte af aktiviteter, der understøtter eleverne i at udforske deres interesser, kompetencer, potentialer og behov samt hvordan disse kan udmøntes til ønsker og drømme for fremtiden.
Special Skills’ formål er at bibringe eleverne nye perspektiver og indsigter, der kan medvirke til, at de mere kvalificeret kan inddrages aktivt i beslutningsprocesserne omkring deres fremtid. Formålet med Special Skills ligger i tråd med AKU-Centrets vision om at skabe en meningsfuld hverdag. Derfor har AKU-Centret sagt ja til at afholde et Special Skills event 7. september 2023 på Højagergaard.
Fagligheden i fokus
Special Skills er et koncept, der har fagligheden i fokus. På den ene side tilgodeser Special Skills eventet hensynet til målgruppens forskellige læringsforudsætninger og behov, og indeholder på den anden side flest mulige elementer fra tilsvarende aktiviteter målrettet almenområdet.
Eventet består af Dysten og Faglig Fordybelse
Special Skills events består primært af to elementer, nemlig Special Skills dysten og Faglig Fordybelse.
I Special Skills Dysten, dyster eleverne holdvis i fire forskellige discipliner, fx borddækning, piske æggehvider, samle et tastatur eller lægge granitsten. Andre eksempler på discipliner er at sortere bestik, potte planter og sy knapper i stof. Altså konkurreres der i discipliner, som kan relateres enten til almindelige hverdagsaktiviteter eller mere erhvervsrettede aktiviteter, fx montering af trappe eller samle kobberrør. Dysten er opdelt i tre sværhedsgrader, så alle kan være med og alle kan blive passende udfordret. Konkurrenceelementet er afstemt, så deltagelse og fællesskab er i højsædet.
I Special Skills Faglig Fordybelse kan eleverne fordybe sig i forskellige praktiskorienterede fagretninger, som fx køkken, dyrehold, auto, gartneri eller IT. Eleverne kan i praksis få afprøvet, hvordan fagretningerne matcher deres forventninger og forudsætninger - også når det kommer til sensoriske påvirkninger som lyd, lys, lugt osv. Faglig Fordybelse er indrettet og bemandet af lokale udbydere af uddannelsestilbud til målgruppen.
På Special Skills events er der desuden et hvileområde til elever, der har brug for pauser og ro samt et samarittelt, hvis uheldet skulle være ude. Der er gratis frokost til alle elever samt ledsagende lærere og uddannelsesvejledere. Deltagelse i Special Skills er gratis.
Dagen drives primært af personale fra AKU-Centret og lokale institutioner
Special Skills eventet på Højagergaard bemandes primært af personale fra AKU-Centret samt fra lokale og regionale undervisnings- og uddannelsesinstitutioner for unge med særlige behov, f.eks. STU og FGU. Dette sikrer et indgående kendskab til målgruppens forudsætninger og behov, herunder at de pædagogiske og didaktiske rammer kan tilpasses den enkelte elev.
Et vigtigt princip i Special Skills er, at det ikke er tilladt for de deltagende undervisnings-/uddannelsesinstitutioner at markedsføre sig overfor eleverne, herunder uddele merchandise, foldere eller visitkort. Special Skills handler om at opnå perspektiver, ønsker og drømme for, hvad man kan beskæftige sig med i fremtiden – ikke hvor. Arrangementet afvikles således uden markedsføring af de deltagende undervisnings-/uddannelsesinstitutioner samtidig med, at det er 100 % non-profit.
AKU-Centret forventer, at seks til otte leverandører stiller op med skills-stande og op til 300 deltagende elever. AKU-Centret vurderer, at deltagelsen fra andre kommuner, herunder vejledere og specialelever vil give AKU en solid platform til at øge kendskabet til centrets forskellige tilbud.
Elever fra specialskoler og gruppeordningerne i Frederikssund Kommune forventer at deltage i Special Skills eventet på Højagergaard.
Inddragelse
Sagen er sendt i høring i Handicaprådet og Seniorrådet. Eventuelle høringssvar fremsendes hurtigst muligt til udvalgets medlemmer.
Seniorrådets høringssvar:
Ingen bemærkninger.
Handicaprådet høringssvar:
Handicaprådet tager orienteringen til efterretning med den kommentar, at arrangementet virker meget velgennemtænkt og pædagogisk veltilrettelagt, således at der kan tages udgangspunkt i et nøje kendskab til målgruppens forudsætninger og behov, så den enkelte deltager kan få en positiv oplevelse ud af dagen og forhåbentlig også få udvidet deres interesser, kompetencer og håb/drømme til fremtiden.
Økonomi
Afholdelse af Special Skills event på AKU-Center Højagergaard har ingen bevillingsmæssige konsekvenser, idet evt. omkostninger forudsættes afholdes inden for eksisterende budgetmæssige rammer.
73Orientering om evaluering af FrederiksSund Dagene 2023
Resume
I denne sag orienteres om evalueringen af de afholdte sundhedsdage i 2023. Social og sundhed besluttede den 29. september 2022 (sag nr. 104) at afholde tre sundhedsdage i foråret 2023. Sundhedsdagene med titlen FrederiksSund Dagene blev afholdt som tre enkeltstående temadage med fokus på Flere i fællesskaber, Færre med kronisk sygdom og Flere op på cyklen. Sagen forelægges parallelt i udvalgene Social og sundhed og Unge, fritid og idræt i lighed med tidligere sager om sundhedsdagene.
Indstilling
Administrationen indstiller til Social og sundhed, at:
- Tage orienteringen om evaluering af FrederiksSund Dagene 2023 til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning, idet udvalget ønsker en drøftelse af, hvordan der sættes fokus på sundhed fremadrettet.
Fraværende:
Maibritt Møller Nielsen (D)
Anne-Lise Kuhre (A)
Sagsfremstilling
Social og sundhed besluttede den 29. september 2022 (sag nr. 104) at afholde tre tematiserede sundhedsdage i foråret 2023. Formålet med dagene var at synliggøre og skabe opmærksomhed omkring de kommunale og de frivillige foreningers tilbud på sundhedsområdet. De tre ”FrederiksSund Dage” blev afholdt i marts, april og maj med temaerne: 1) Flere i fællesskaber, 2) Færre med kronisk sygdom og 3) Flere op på cyklen. I sagen præsenteres en evaluering af dagene.
Som forberedelse til dagene blev der afholdt en workshop den 18. januar 2023, hvor foreninger, organisationer m.fl. kunne være med til at udvikle og beslutte rammer og tilgang på dagene. Der deltog ca. 30 repræsentanter fra foreningerne – hertil kommer medlemmer af Byrådet og administrationen. Med afsæt i drøftelserne på workshoppen blev der udarbejdet en plan for de tre dage.
Evaluering
Alle foreninger, organisationer, klubber m.fl. kunne byde ind med aktiviteter på de tre dage via hjemmesiden Oplev Frederikssund. Aktiviteterne kunne foregå i egne faciliteter eller udendørs i lokalområdet. På dagen om kronisk sygdom kunne der også tilmeldes aktiviteter til et åbent hus-arrangement i Valhal.
Følgende aktiviteter var tilmeldt de tre dage:
- Dag 1: Flere i fællesskaber (tirsdag den 21. marts): Frivillige foreninger, Sundhedsplejen m.fl. havde tilmeldt i alt 22 aktiviteter, som lå fra formiddag til aften og var målrettet forskellige aldersgrupper. Aktiviteterne spændte vidt fra E-sport og disc golf til sangaften og folkekøkken (program i Bilag 1).
- Dag 2: Færre med kronisk sygdom (mandag den 17. april): Til åbent hus i Valhal deltog fire foreninger og private virksomheder med en stand, herunder præsentation af Boblberg.dk, kurser hos FOF og et oplæg fra en pårørende. Derudover deltog Bibliotekerne med Solsikkesnoren til borgere med usynligt handicap eller skjult diagnose, og Forebyggelse og Træning deltog med fysiske test og præsentation af hjælpemidler. Endelig udbød Gigtforeningen prøvetimer i svømmehallen i Frederikssund (se Bilag 2).
- Dag 3: Flere op på cyklen (torsdag den 25. maj): Hjerteforeningen og cykelklubben CK Viking havde hver tilmeldt en cykeltur i lokalområdet (se Bilag 3).
Langt de fleste aktiviteter var gratis og krævede ikke tilmelding. Der blev reklameret for dagene via kommunens hjemmeside og Facebookside, opslag i Borgerservice og på Bibliotekerne, og der blev sendt information om dag 1 til skolerne. Derudover blev dagene omtalt i lokalaviserne. Dog kom omtalen af den første dag ikke med i Lokavisen Frederikssund, hvorfor der blev købt rubrikplads hertil til de to næste dage. De deltagende foreninger reklamerede også selv for deres aktiviteter, heraf nogle i lokalaviserne. Borgmesteren og medlemmer af Byrådet deltog i flere aktiviteter i løbet af de tre dage.
Der var kun få aktiviteter tilmeldt dagene med undtagelse af dag 1, og det var generelt begrænset, hvor mange nye borgere der mødte op til aktiviteterne på de tre dage (0-8 borgere). Enkelte aktiviteter på dag 1 var velbesøgte, men her var deltagerne primært foreningernes egne medlemmer. Bibliotekerne havde arrangeret fællesspisning med oplæg og her deltog mere end 50 borgere. Trods de få deltagere, var der på alle tre dage god stemning og stort engagement fra foreningernes side.
Tilbagemeldingen fra foreningerne er, at det er et stort arbejde at stille op til flere forskellige dage i kommunalt regi – især når så få nye borgere dukker op. Derfor har flere foreninger tilkendegivet, at de vil have svært ved at stille op til et lignende arrangement en anden gang. Derudover er flere foreninger ærgerlige over, at der ikke var mere kommunikation om dagen i de trykte medier, og at dag 1 og 2 faldt sammen med, at Kronprins Frederiks Bro var lukket på grund af renovering.
Foreningerne havde mulighed for at søge midler fra §18-midlerne til frivilligt socialt arbejde til afvikling af aktiviteter på dagene. Fem foreninger søgte og fik bevilget midler; i alt 31.000 kr. Der var afsat 50.000 kr.
Ressourceforbrug
Administrationen har i løbet af det sidste år brugt ressourcer til udtænkning af koncept for dagene; udarbejdelse af informationsmateriale om dagene; planlægning af workshop og de tre dage i samarbejde med kommunens tilbud og de frivillige foreninger, herunder deltagelse i diverse møder med frivillige; løbende kontakt med foreninger, herunder besvarelse af diverse henvendelser samt understøttelse af foreningernes planlægning og beskrivelse af aktiviteter; og afvikling af workshop og de tre dage, herunder indkøb, opstilling og oprydning. Hertil kommer, at seks medarbejdere i Sundhedsplejen og 15 medarbejdere i Forebyggelse og Træning var taget ud af driftsopgaverne og bidrog til planlægning og gennemførsel af aktiviteter på dagene.
Dagene er primært planlagt og gennemført i Center for Sundhed, Forebyggelse og Ældre, men der er også brugt ressourcer i Center for Kultur, Fritid og Ungeliv. Der har ikke været afsat særskilte ressourcer til de tre dage, og derfor er de planlagt og gennemført i prioritering med andre opgaver. Administrationen gør opmærksom på, at der i denne tid sker store forandringer på sundheds- og ældreområdet, som kræver stor opmærksomhed i administrationen.
Administrationen vurderer, at de tre dage har krævet et relativt stort ressourcetræk set i lyset af både den samlede effekt af dagene og at de enkelte arrangementer kun i meget begrænset omfang har tiltrukket nye borgere. Det vurderes, at det vil kræve ca. 100.000 kr. at planlægge og gennemføre tre tilsvarende sundhedsdage i 2024. Dette beløb dækker et halvt årsværk i tre måneder til planlægning, gennemførsel, kontakt med foreninger mv. (ca. 70.000 kr.) samt midler til annoncering af arrangementer (ca. 30.000 kr.).
Inddragelse
Indholdet på sundhedsdagene er fastsat på baggrund af dialog med frivillige foreninger. Dels på dialogmøde med de frivillige sociale foreninger i november 2022, dels på workshop i januar 2023, hvor alle foreninger og organisationer var inviteret. Administrationen har været i dialog med en lang række af de deltagende foreninger om tilbagemeldinger og oplevelser på sundhedsdagene.
Seniorrådets høringssvar:
Orientering om evaluering af kommunens afholdte sundhedsdage i 2023 tager Seniorrådet til efterretning.
Formålet med dagene var at synliggøre og skabe opmærksomhed omkring de kommunale og de frivillige foreningers tilbud på sundhedsområdet.
Forud for afholdelsen var et stort arbejde med tilrettelæggelse af de tre dage, hvilket skete ved en workshop den 18. januar 2023, hvor foreninger og administrationen i fællesskab skabte programmet for de tre dage.
De frivillige foreninger og sundhedsplejen m.fl. havde tilmeldt 22 aktiviteter, målrettet forskellige aldersgrupper. Den overordnede ide var at få nye borgere med til aktiviteterne, som desværre ikke lykkedes. Kun ganske få kom udover de personer der i forvejen var tilknyttet foreningerne.
Vurderingen, for at skabe sundhedsdage i 2024, er et budget på mindst 100.000 foruden brug af mandetimer i Administrationen.
Seniorrådet anbefaler, at man finder et nyt system vedr. planlægning, så formålet med at vække interesse hos nye borgere opfyldes.
Handicaprådets høringssvar:
Handicaprådet tager orienteringen til efterretning med den kommentar, at hvis en eventuel gentagelse af arrangementet overvejes i 2024, bør det vurderes om indsatsen står mål med den samlede effekt af Sundhedsdagene.
Økonomi
Orienteringen om evaluering af FrederiksSund Dagene 2023 har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
74Orientering om status på arbejdet med kvalitetsstandarder for 2024
Resume
Kommunens kvalitetsstandarder skal godkendes en gang årligt. På denne baggrund godkendte Social og sundhed en procesplan for revisionen af kvalitetsstandarderne på møde den 1. juni 2023 (sag 60). I denne sag forelægges udvalget status på arbejdet med kvalitetsstandarderne for 2024 til orientering. Desuden bedes udvalget fremsætte eventuelle ønsker til kvalitetsstandarderne for 2024.
Indstilling
Administrationen indstiller til Social og sundhed, at:
- Status på arbejdet med kvalitetsstandarderne for 2024 tages til efterretning
- Fremsætte eventuelle ønsker til kvalitetsstandarder 2024.
Beslutning
Indstillingspunkt 1: Taget til efterretning.
Indstillingspunkt 2: Udvalget har noteret sig, at der er bestilt en sag om akut hjælp til borgere med psykiske lidelser.
Fraværende:
Maibritt Møller Nielsen (D)
Anne-Lise Kuhre (A)
Sagsfremstilling
Frederikssund Kommune har udarbejdet kvalitetsstandarder for en række bestemmelser i serviceloven og sundhedsloven inden for udvalget ressortområde. Kvalitetsstandarderne godkendes i Byrådet efter indstilling fra udvalget og er gældende for et år ad gangen. De gældende kvalitetsstandarder for 2023 blev godkendt i Byrådet den 29. marts 2023 (sag 47).
Kvalitetsstandarderne indeholder information til borgerne om den støtte, de kan forvente at få fra kommunen. Samtidig er en kvalitetsstandard et arbejdsredskab for kommunens medarbejdere, når der skal visiteres til eller leveres indsatser. Kvalitetsstandarderne har som udgangspunkt tre målgrupper og formål:
- Som information og forventningsafstemning i forhold til de indsatser og det serviceniveau, man som borger kan forvente.
- Som politisk styringsværktøj for kommunalpolitikerne.
- Som værktøj i forhold til afgørelser og udførelse af støtte for medarbejderne.
Kvalitetsstandarderne skal sikre, at det er tydeligt for både borgerne og for kommunens medarbejdere, hvilket serviceniveau politikerne inden for lovgivningens rammer har vedtaget i Frederikssund Kommune. Kvalitetsstandarderne bygger på forskellig lovgivning, men særligt serviceloven ligger til grund for mange af kvalitetsstandarderne. Konkret beskriver kvalitetsstandarderne hvilke betingelser, der skal være opfyldt for at blive visiteret til en indsats i Frederikssund Kommune, ligesom de beskriver, hvad indsatsen indeholder, og hvad formålet med den er.
Kvalitetsstandarderne omfatter de mest anvendte former for støtte. Kvalitetsstandarderne afspejler samtidig, hvilke ydelser og indsatser de politiske udvalg over en årrække har fundet mest relevante at fastsætte et tydeligt serviceniveau for. Samtidig med, at serviceniveauet skal være så tydeligt som muligt, lægges også vægt på, at enhver persons liv er forskelligt, og enhver afgørelse fra kommunens side skal derfor samtidig være konkret og individuel i forhold til borgerens behov og den enkeltes mål og muligheder.
Administrationen har påbegyndt den interne revision af kvalitetsstandarderne
På møde den 1. juni 2023 (sag 60) godkendte Social og sundhed en procesplan for revisionen af kvalitetsstandarderne. Som led i processen foretages en administrativ revision af kvalitetsstandarderne i henhold til gældende lovgivning og Ankestyrelsens praksis. Herunder udarbejdelse af kvalitetsstandard for overgangen fra ung til voksen (servicelovens § 19a) samt synliggørelse i alle kvalitetsstandarder af, om der er frit valg af leverandør eller ej.
Administrationen har efterfølgende påbegyndt arbejdet med revisionen af kvalitetsstandarderne i form af et internt kickoffmøde, hvor procesplanen for revisionen blev drøftet. Her blev det aftalt, at den administrative gennemgang af kvalitetstandarderne skulle påbegyndes den 8. juni 2023 med færdiggørelse den 28. august 2023.
Den nuværende skematiske opsætning af kvalitetsstandarderne gør det svært at leve op til kravene til tilgængelighed. For at kunne imødekomme tilgængelighedskravene vil kvalitetsstandarderne for 2024 derfor blive sat op med tydelige overskrifter fremfor den nuværende opsætning, hvor indholdet fremgår i skemaer. Et eksempel herpå er vedlagt som bilag.
På dagens møde har Social og sundhed mulighed for mundtligt at komme med ønsker til større ændringer/tilføjelser til kvalitetsstandarderne for 2024, eksempelvis en ny kvalitetsstandard.
På baggrund af den administrative gennemgang og udvalgets fremsatte ønsker, vil administrationen færdiggøre forslag til reviderede kvalitetsstandarder for 2024. Forslaget forelægges til politisk førstebehandling den 28. september 2023.
Ankestyrelsen har givet feedback på kvalitetsstandard for midlertidigt botilbud
I regi af udviklings- og handleplan for det specialiserede voksenområde 2022-2024, ”Sammen om socialfaglig kvalitet i sagsbehandlingen”, har administrationen anmodet Ankestyrelsen om feedback på enkelte af kommunens kvalitetsstandarder med henblik på forbedring af standarderne.
Administrationen har efterfølgende modtaget bemærkninger vedrørende kvalitetsstandarden for midlertidigt botilbud efter servicelovens § 107. Ankestyrelsen har alene set på, om lovgivning og praksis er overholdt på de sagsområder, som der er målt på i forbindelse med taskforce-forløbet. Ankestyrelsen har i den forbindelse fremsat enkelte sproglige bemærkninger.
Ankestyrelsens bemærkninger vil blive indarbejdet i kvalitetsstandarden for midlertidigt botilbud inden førstebehandlingen af det samlede katalog den 30. september 2023.
Inddragelse
Udkast til kvalitetsstandarder vil blive sendt i høring i oktober-november 2023 i Handicapråd, Seniorråd og bruger-/pårørenderåd.
Sagen er sendt i høring i Handicaprådet og Seniorrådet. Eventuelle høringssvar fremsendes hurtigst muligt til udvalgets medlemmer.
Seniorrådets høringssvar:
Seniorrådet anerkender det hensigtsmæssige i en lidt ændret præsentation af kvalitetsstandarder, hvis disse skal offentliggøres i form af pjece, men finder det samtidig hensigtsmæssigt at fastholde skema-formen for det hurtige overblik ved søgning på nettet.
Seniorrådet ser frem til at modtage udkast til kvalitetsstandarder i oktober-november d.å. og henviser i denne forbindelse til Seniorrådets bemærkninger til møde den 9. marts 2023 vedrørende samme emne:
Seniorrådet havde foreslået at den første kontakt til borgerne skulle foregå pr telefon, da mange ikke har IT-kvalifikationer. I administrationens kommentarer til Seniorrådets høringssvar om at uddele leverandørfolder oplyses det, at visitatoren altid har leverandørfoldere med ud til borgerne. Når nu det er præcedens ville det være en forbedring, hvis det også skrives ind i kvalitetsstandarden så alle er klar over proceduren.
Vi har også med tilfredshed bemærket, at kvalitetsstandarderne er ændret, så kontakten til borgerne ifm. træning og visiteret sygepleje er tilpasset, så der er en mere konkret beskrivelse af den konkrete praksis.
Seniorrådet er også tilfredse med at ”egenbetalingen” er præciseret så det kan ses, hvad man betaler for.
Seniorrådet er dog stadig ikke enige i at Frederikssund Kommune har akutpladser efter sundhedsloven. Det er ikke nok at skrive at man har akutpladser, når de ikke bruges i lovens ånd.
Handicaprådets høringssvar:
Handicaprådet tager status på arbejdet til efterretning og har følgende ønske til kvalitetsstandard for 2024:
ny kvalitetsstandard for Akutophold for psykisk syge.
Handicaprådet har tidligere gjort opmærksom på, at der bør være ligestilling mellem fysisk og psykisk syge i forhold til de kommunale tilbud – helt i overensstemmelse med FN’s Handicapkonvention. Dette bør derfor også gælde for adgangen til kommunale akutophold, som i dag alene gælder borgere med somatiske sygdomme.
Akutophold for psykisk syge
Muligheden for at få akut hjælp, når det brænder på, bør være en hjørnesten i behandlingen og støtten til mennesker med psykisk sygdom. Men mange syge og pårørende oplever, at det er svært at få akut hjælp, og at psykiatrien først slår dørene op, når sygdommen er blevet meget alvorlig.
Symptomerne hos mange med psykisk sygdom varierer meget og bliver ofte forværret om natten, hvor det er sværere at få hjælp. Derfor er det helt utilstrækkeligt,
at man som i dag henvises til enten egen læge eller til sagsbehandler/Rådgivningshuset/Ungekontakten, idet sidstnævnte steder ikke har den nødvendige faglighed eller kompetencer til at håndtere psykisk sygdom.
Mange kommuner har oprettet steder, hvor syge og pårørende kan henvende sig og få hjælp og støtte, når sygdommen pludselig trænger sig på, og de bliver overvældet af angst, magtesløshed, tristhed eller andre symptomer.
Frederikssund kommune bør have et døgnbemandet akutilbud, hvor mennesker med psykisk sygdom og pårørende uden visitation kan få hjælp, støtte og vejledning. Tilbuddet skal være et fysisk sted, hvor syge og pårørende i trygge og rolige omgivelser uden visitation og foregående aftale kan tale med og få hjælp af erfarne social- og sundhedsmedarbejdere, og hvor de kan slappe af og evt. sove, indtil de er klar til at tage hjem.
Handicaprådet er klar over, at forslaget vil betyde etablering af et nye kommunalt tilbud – et tilbud, som vil kræve en anden faglighed og kompetence, end der er i det nuværende tilbud for somatisk syge. Et sådant nyt døgnbemandet tilbud vil med fordel kunne etableres i forbindelse med kommunens eksisterende institutioner (f.eks. Klintegården), hvor den nødvendige faglighed og kompetence er til stede i medarbejdergruppen.
Økonomi
Orientering om status på arbejdet med kvalitetsstandarderne for 2024 har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
75Orientering om tværsektorielle indsatser i forhold til børn og unges mistrivsel, psykiske om udfordringer hos unge (voksne) og den ældre medicinske patient
Resume
Med denne sag orienteres Social og sundhed, Omsorg og ældre samt Børn, familier og Forebyggelse parallelt om mødet den 10. maj 2023 i Politisk sundhedsklynge Nord. Særligt fremhæves beslutningen om at implementere Styrket tværsektoriel indsats for børn og unges mentale sundhed (STIME) samt Koordineret Indsats på Tværs (KIT).
Orienteringen bliver desuden forelagt Byrådet, da der blev bevilliget klyngemidler til STIME.
Indstilling
Administrationen indstiller til Social og sundhed, at:
- Tage orienteringen til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Fraværende:
Maibritt Møller Nielsen (D)
Anne-Lise Kuhre (A)
Sagsfremstilling
På det første møde i Politisk sundhedsklynge Nord 23. september 2022 (se beskrivelsen af Politisk sundhedsklynge Nord nedenfor), blev det besluttet, at sundhedsklyngen fremadrettet skal sætte særlig fokus på to områder:
- børn og unges mentale mistrivsel, samt psykiske udfordringer hos (unge) voksne
- den ældre medicinske patient, ift. bl.a. at undgå unødige genindlæggelser og kronikerområdet
Byrådet har på mødet 1. marts 2023 (sag 34) bemyndiget borgmesteren til at disponere over de tildelte sundhedsklyngemidler i forhold til specifikke initiativer indenfor børn og unges mentale mistrivsel. Byrådet skal dog umiddelbart efter, der er udmøntet sundhedsmidler orienteres om, hvilke specifikke initiativer, sundhedsklyngemidlerne er anvendt til.
Der blev afholdt møde i Politisk sundhedsklynge Nord 10. maj 2023. Med denne sag orienteres Social og sundhed, Omsorg og ældre samt Børn, familier og forebyggelse parallelt om mødet. Referatet er vedlagt.
Orienteringen bliver desuden forelagt Byrådet, da der blev bevilliget midler til et initiativ.
Den daværende regering indgik en bred politisk aftale om en sundhedsreform den 20. maj 2022. Som en del af denne sundhedsreform er der pr. 1. juli 2022 etableret politiske sundhedsklynger omkring hvert af landets 21 akuthospitaler. Frederikssund Kommune er en del af Politisk sundhedsklynge Nord, hvor regionsrådsformanden for Region Hovedstaden og borgmestre fra Allerød, Fredensborg, Frederikssund, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Hillerød og Hørsholm kommuner deltager, samt repræsentanter fra Nordsjællands Hospital, regionens psykiatri, brugere samt almen praksis.
Den politiske sundhedsklynge understøttes af en faglig sundhedsklynge med administrative repræsentanter for ovennævnte aktører.
Sundsklyngen igangsatte tre initiativer vedrørende børn og unges mistrivsel
Politisk sundhedsklynge Nord igangsatte tre initiativer målrettet børn og unges mistrivsel:
A: STIME (styrket tværsektoriel indsats for børn og unges mentale sundhed
STIME hjælper børn og unge i alderen 3-17 år, der er i psykisk mistrivsel uden behov for at komme i psykiatrien.
STIME har været et projekt mellem 7 kommuner samt den regionale børne– og ungdomspsykiatri i perioden 2018 – 2022. Frederikssund kommune har ikke deltaget under projektperioden Indtil videre er der udviklet og implementeret fire nye lettere behandlingsforløb til børn og unge med udfordringer:
- Når svære følelser fører til selvskade
- Når tanker om krop og mad fylder for meget
- Når bekymring og tristhed fylder for meget
- Når uro, opmærksomhed eller impulsivitet er en udfordring
Politisk sundhedsklynge Nord godkendte, at alle kommuner får finansiering til at påbegynde implementeringen. Kommunerne tildeles midler til deltagelse i to spor i STIME. Midlerne fra det sundhedspolitiske klyngesamarbejde tildeles til dækning af udgifter det første år med henblik på implementering og forankring, hvorefter den enkelte kommune selv tager stilling til finansiering af den videre drift derefter. Udgifterne svarer til ca. 0,5 mio. kr. pr. kommune.
Deadline for indmelding af spor var den 15. juni. Administrationen har meldt ind til regionen, at Frederikssund Kommune ønsker at deltage i spor 3 og 4, da vi har vurderet, at vi har flest børn og unge i de målgrupper.
B: Koordineret Indsats på Tværs (KIT)
KIT sætter rammen for en praksis, hvor kommuner og Børne- og ungdomspsykiatrisk Center (BUC) i Region Hovedstaden arbejder tæt og smidigt sammen, når børn og unge med psykiske vanskeligheder har brug for en indsats fra både kommune og psykiatri. KIT understøtter sammenhængende og koordinerede udrednings- og behandlingsforløb, som gør familien tryg og giver barnet/den unges rettidig og relevant hjælp.
Politisk sundhedsklynge Nord godkendte, at Frederikssund, Helsingør og Hillerød Kommunes implementering af KIT (Koordineret indsats på tværs af sektorer) er en del af sundhedsklyngens fokus på mental mistrivsel hos børn og unge. Der er ikke tildelt klyngemidler til implementering af KIT, da det vurderes, at der ikke er direkte udgifter forbundet med implementeringen. KIT blev implementeret i Frederikssund i 2022, og udgiften afholdes indenfor rammen.
C: Klare kommunikationsveje
Politisk sundhedsklynge Nord godkendte, at de enkelte kommuner sammen med almen praksis og børne- og ungepsykiatrien drøfter, hvordan der kan findes en lokal model til at sikre klare kommunikationsveje om børn og unge i mistrivsel for at sikre tidlig opsporing og indsats. Det er repræsentanterne fra almen praksis, der i den faglige sundhedsklynge har gjort opmærksom på behovet.
Kommunalt Lægeligt Udvalg (KLU), der er Frederikssund Kommunes lokale samarbejdsorgan med almen praksis, drøftede i december 2022 den forebyggende indsat for børn og unge. Her blev der blandt andet talt om kommunikationsvejene. Efterfølgende blev der lavet en oversigt over kontaktoplysninger og telefontider til åben rådgivning hos hhv. Familie og Rådgivning, PPR og Sundhedsplejen, der blev sendt til de praktiserende læger. Til orientering er der dagsordenssat en opfølgende drøftelse om kommunikationsvejene på KLU-mødet i december.
Psykiske udfordringer hos (unge) voksne og den ældre medicinske patient
I den faglige sundhedsklynge arbejdes der aktuelt også med de øvrige områder, som den politiske sundhedsklynge har besluttet, at der skal være fokus på i klyngen: psykiske udfordringer hos (unge) voksne og den ældre medicinske patient. Det forventes, at det på et senere tidspunkt udmønter sig i forslag til egentlige initiativer. Politisk sundhedsklynge Nord blev orienteret om status på arbejdet de to resterende områder på mødet, og blev blandt andet præsenteret for det fælles udfordringsbillede vedrørende indlæggelser og udskrivelser. Udfordringsbilledet viser blandt andet, at der er flere +80-årige i klynge Nord end i de øvrige klynger i regionen og at antallet af +85-årige forventes at stige med 83 procent frem mod 2030. Ligesom den viser, at antallet af forebyggelige hospitalsophold blandt +80-årige er højere i klyngen end i resten af landet. Dette gælder også forebyggelige hospitalsophold med forudgående kontakt til kommunen eller almen praksis før den forebyggelige indlæggelse. Situationen kalder på et øget samarbejde mellem hospital, kommuner og almen praksis – og et større kendskab til hinandens mulighedsrum. Der er nedsat en mindre arbejdsgruppe vedrørende det tværsektorielle samarbejde om indlæggelser og udskrivelser, der skal konkretisere udfordringsbilledet og komme med forslag til konkrete indsatser og løsninger.
Inddragelse
Sagen er sendt i høring i Seniorrådet og Handicaprådet. Øvrig inddragelse er ikke vurderet relevant.
Seniorrådets høringssvar:
Orientering om tværsektorielle indsatser i forhold til psykiske udfordringer hos den ældre medicinske patient.
Denne sag omhandler såvel børn og unge som ældre, Seniorrådet vil udelukkende kommentere på de psykiske udfordringer hos ældre medicinske patient.
Seniorrådet ser med bekymring på de udfordringer der viser at der er flere +80-årige i klynge Nord
end i de øvrige klynger i regionen og at antallet af +85-årige forventes at stige med 83 procent frem mod
2030. Ligesom den viser, at antallet af forebyggelige hospitalsophold blandt +80-årige er højere i klyngen
end i resten af landet. Dette gælder også forebyggelige hospitalsophold med forudgående kontakt til
kommunen eller almen praksis før den forebyggelige indlæggelse.
Seniorrådet opfordrer til et markant øget samarbejde mellem hospital, kommuner og almen praksis – og et større kendskab til hinandens mulighedsrum.
Vi ser frem til kommende forslag til egentlige initiativer fra den nedsatte arbejdsgruppe.
Seniorrådet tager orienteringen til efterretning.
Handicaprådets høringssvar:
Handicaprådet synes, det er utroligt positivt, at der igangsættes lettere behandlingsforløb for børn og unge, der er i psykisk mistrivsel.
STIME (styrket tværsektoriel indsats for børn og unges mentale sundhed) er et utroligt perspektivrigt og godt tiltag til børn og unge i alderen 3-17 år, der er i psykisk mistrivsel uden behov for at komme i psykiatrien. Det er nytænkende og omfatter tidlig opsporing og relevant hjælp og kan medvirke til at forebygge mere alvorlig psykisk sygdom. Der er gode resultater fra de kommuner, der har deltaget i udviklingen og afprøvningen af udviklingsprojektet, der er gået forud.
Handicaprådet ser frem til at følge resultaterne af kommunens deltagelse i spor 3 og 4, ligesom vi glæder os til at se forslag til egentlige initiativer på områderne: Psykiske udfordringer hos (unge) voksne og den ældre medicinske patient.
Økonomi
Orientering om møde 10. maj 2023 i Politisk sundhedsklynge Nord har ingen bevillingsmæssige konsekvenser. Der er i 2023 afsat 380.000 kr. til sundhedsklynger og udgifterne forudsættes afholdt inden for eksisterende budgetmæssige rammer. Der er alene afsat midler til samarbejdet vedrørende sundhedsklynger i 2022 og 2023. Eventuel fortsat aktivitet i de omfattede initiativer vil således fra 2024 og frem skulle finansieres med ny bevilling.
Bilag
76Orientering om beslutningsoplæg om at indføre røg- og nikotinfri offentlige legepladser og idrætsanlæg
Resume
Social og sundhed besluttede den 11. august 2022 (sag nr. 75) at udarbejde et beslutningsoplæg til indførelse af røg- og nikotinfrihed på offentlige legepladser og idrætsanlæg i Frederikssund Kommune. Initiativet er en del af indsatsen målrettet unge og tobak i forbindelse med kommunens sundhedspolitik Sammen om sundhed 2022-2026. Beslutningen forelægges parallelt i Unge, fritid og idræt (Røg- og nikotinfri idrætsanlæg) og Plan og teknik (Røg- og nikotinfri legepladser) på udvalgsmøderne i august 2023. Sagen forelægges parallelt til orientering i Børn, familier og forebyggelse og Social og sundhed.
Indstilling
Administrationen indstiller til Social og sundhed, at:
- Tage orienteringen om beslutningsomlæg om at indføre røg- og nikotinfri offentlige legepladser og idrætsanlæg pr. 1. januar 2024 til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Fraværende:
Maibritt Møller Nielsen (D)
Anne-Lise Kuhre (A)
Sagsfremstilling
Social og sundhed besluttede den 11. august 2022 (sag nr. 75) at udarbejde et beslutningsoplæg til, hvordan der kan indføres røg- og nikotinfri offentlige legepladser og idrætsanlæg i Frederikssund Kommune. Initiativet er en del af arbejdet med unge og tobak under kommunens sundhedspolitik Sammen om sundhed 2022-2026. Der forelægges derfor et beslutningsoplæg for Unge, fritid og idræt (Røg- og nikotinfri idrætsanlæg) og Plan og teknik (Røg- og nikotinfri legepladser) på udvalgsmøderne i august 2023. Sagen forelægges parallelt til orientering i Børn, familier og forebyggelse og Social og sundhed.
Frederikssund Kommune har siden den 1. januar 2022 været en del af partnerskabet Røgfri Fremtid, hvor der arbejdes for, at ingen børn og unge ryger i 2030. I dag er der stadig alt for mange børn og unge i Danmark, som begynder at ryge, og derfor skal initiativerne i Røgfri Fremtid bidrage til, at rygning ikke bliver en normal del af børn og unges hverdag. I Frederikssund Kommune viste Ungeprofilundersøgelsen 2021/2022, at tre procent i 7.-9. klasse ryger dagligt eller ugentligt (850 elever deltog), mens det gælder knap otte procent af eleverne på Campus (554 elever deltog). Partnerskabet anbefaler derfor at skabe røgfri udearealer, hvor børn og unge færdes – også i fritiden. Denne anbefaling er i tråd med Sundhedsstyrelsens anbefalinger.
I Røgfri Fremtid sidestilles røgfri nikotinprodukter som snus, tyggetobak og Puff bars med traditionelle cigaretter. Det skyldes, at alle produkter med nikotin kan føre til stærk afhængighed, som det kan være svært at slippe af med igen, ligesom de har flere sundhedsskadelige konsekvenser. De røgfri miljøer bør derfor omfatte nikotinprodukter både med og uden røg.
De senere år er forbruget af røgfri nikotinprodukter blandt især børn og unge steget, og det er derfor vigtigt at fokusere også på disse produkter på steder, hvor børn og unge færdes. Det mindsker risikoen for, at børn og unge selv begynder at ryge eller bruge røgfri nikotinprodukter, når røg og nikotin ikke er synligt de steder, hvor de færdes. Samtidig beskyttes børn og unge mod passiv rygning.
En ny kortlægning fra Kræftens Bekæmpelse viser, at over halvdelen af de danske kommuner har gjort legepladser, idrætsanlæg og andre udeområder røgfri. I Region Hovedstaden gælder det 23 ud af 29 kommuner. Flere af de kommuner, som har indført røgfri udeområder, har ladet forbuddet omfatte både rygning og brug af røgfri nikotinprodukter.
Administrationen anbefaler på baggrund af ovenstående, at kommunens offentlige legepladser og idrætsanlæg bliver røg- og nikotinfri. Kommunen har tre legepladser udenfor børnehuse og skoler (Kongshøjparken, Bløden og Ådalen) og ca. 35 idrætsanlæg. Legepladserne i børnehuse og skoler er allerede omfattet af lovgivningen om røgfrihed på matriklen, der også gælder udenfor åbningstiden.
Udfordringen i forhold til at sikre røg- og nikotinfri udearealer er, at det ikke er muligt at håndhæve og føre kontrol med alle offentlige legepladser og idrætsanlæg i kommunen. Kræftens Bekæmpelse anbefaler derfor, at idrætsanlæggene og de foreninger, der bruger anlæggene, inddrages i forbindelse med implementering af et forbud. Indsatsen skal derfor baseres på en opfordring om at efterleve forbuddet og på at sikre opbakning blandt brugerne af arealerne. Derudover vil tydelig information kunne understøtte implementeringen.
Tilgangen i flere af de kommuner, som allerede har indført røg- og nikotinfrihed på flere eller alle idrætsarealer, har været at sende et klart signal om, at røg og nikotin ikke skal være en del af børn og unges hverdag, og at det skal ske via positive budskaber. Det er i disse kommuner ikke forventningen, at kommunens medarbejdere, foreninger eller andre skal agere ’politi’ for at håndhæve reglerne.
Kommunerne har gode erfaringer med at indgå dialog med bl.a. brugerstyrelser for idrætsanlæg og de foreninger, der bruger idrætsarealer. Både foreninger og anlæg har været positive overfor de nye regler, og de bakker op om at vise, at røg og nikotin ikke skal være synligt på områderne. Nogle af de kommuner, som har haft et forbud i længere tid, oplever færre cigaretskod og snusposer, mindre synlig røg ved indgangspartier og udearealer og forståelse blandt brugerne. Disse erfaringer bakkes op af en undersøgelse fra 2020, som viste, at 73 procent af danskerne foretrækker, at sports- og idrætsanlæg er røgfri.
Der er i dag ingen regler om rygning og brug af røgfri nikotinprodukter på kommunens offentlige idrætsanlæg og på de tre legepladser, som ikke ligger ved børnehus eller skole. Dog valgte Idrætsbyen i Frederikssund at indføre røgfrihed i forbindelse med, at Idrætsbyen blev taget i brug i sommeren 2020.
Idrætsbyen oplyser, at de ikke oplever brugere, som ryger indendørs. Det er derimod ikke fuldt afdækket, i hvilket omfang der foregår udendørs rygning på området. Idrætsbyen har dog ikke oplevet konkrete udfordringer med rygning udendørs.
Forslag til plan for indførelse af røg- og nikotinfrihed
Forbuddet om at indføre røg- og nikotinfri offentlige legepladser og idrætsanlæg vil gælde fra den 1. januar 2024.
Frem til denne dato vil administrationen gå i dialog med relevante parter, herunder idrætsanlæggene og de foreninger, som bruger anlæggene. Dette skal ske for at sikre størst mulig opbakning til vedtagelsen. I dialogen vil der blive brugt materialer og erfaringer fra DGI. Derudover vil det være relevant at informere forældre i børnehuse og skoler om beslutningen, fx via Aula og forældremøder.
Derudover vil implementering af forbuddet blive understøttet med tydelig information. Kræftens Bekæmpelse anbefaler, at det sker ved at anvende positive budskaber i forbindelse med signalering, fx ”Velkommen til en røg- og nikotinfri legeplads” og ”Sammen holder vi hallen røg- og nikotinfri”. Implementeringen vil være baseret på erfaringer fra Idrætsbyen, andre kommuner og DGI, som har stor erfaring på området.
Inddragelse
Inddragelse sker frem mod ikrafttrædelse af beslutningen jf. ovenfor.
Seniorrådets høringssvar:
Ingen bemærkninger.
Handicaprådets høringssvar:
Handicaprådet ser forslaget som en fornuftig og naturlig opfølgning på indsatsen vedr. tobak blandt børn/unge i 2022, så rygning ikke bliver en naturlig del af børn og unges hverdag og fritid.
Økonomi
Beslutning om indførelse af røg- og nikotinfrihed på offentlige legepladser og idrætsanlæg i Frederikssund Kommune har ingen bevillingsmæssige konsekvenser, idet udgifter forudsættes afholdt inden for eksisterende bevillingsmæssige rammer.
77Meddelelser
Sagsfremstilling
Kommende arrangementer indenfor udvalgets område:
- Idræts- og kulturfestival ved TEAM 2010 16. august på Kalvøen
- Fælles dialogmøde om budget 2024-2027 den 31. august 2023 klokken 16-17 i Byrådssalen. Udkast til dagsorden er vedlagt som bilag.
- KL's Ældre- og Sundhedskonference den 12. oktober 2023 i Kolding. Program for konferencen er vedlagt som bilag.
Meddelelser:
- Tilsynsrapport Lunden vedlagt
- Tilsynsrapport Vangedevej vedlagt
- Tilsynsrapport Rosenfeldthusene vedlagt
- Henvendelse fra Foreningen Medusa til Social og Sundhedsudvalget om ophør af partnerskabsaftale, dateret den 3. juli 2023
- Social- og Boligstyrelsen har imødekommet Frederikssund Kommunes ansøgning om midlertidigt tilskud til billige boliger og meddelt en tilsagnsramme på 28 boliger. Tilskuddet er på 15.000 kr. årligt (pl-2021) pr. bolig i 4 år, hvorefter det aftrappes over 5 år. Huslejegrænse for boliger, der kan tildeles tilskud, er på 4.500-6.500 kr. om måneden eksklusive forbrug.
Muligheden for nedsættelse af huslejen vil få betydning for muligheden for at borgere, som ikke er i stand til at betale en månedlig husleje i egen bolig med lejekontrakt, kan få en månedlig støtte til nedsættelse af huslejen i op til 4 år med nedtrapning over det 5. år, når andre muligheder for økonomisk støtte er udtømte.
Udmøntningen af tilsagnet vil indgå i Housing First tilgangen i kommunens ”plan for bekæmpelse af hjemløshed".
- Tilsynsrapport Bofællesskabet Egeparken vedlagt
- Til orientering vedlægges en tekst til Aula og et forældrebrev om røgfri nikotin, som Sundhedsplejen og Trivsel og Kriminalitetsforebyggelse inden sommerferien sendte til alle forældre til børn i kommunens på mellemtrin og i udskoling.
- Administrationen orienterede om lånemuligheder for etablering af botilbudspladser i Økonomiaftalen for 2024. Puljen søges ikke i indeværende år.
Bilag
- Dagsorden Fælles dialogmøde om Budget 2024-2027
- Program Ældre og Sundhedskonferencen 2023
- Tilsynsrapport 2023 Lunden - endelig
- Tilsynsrapport 2023 Vangedevej- endelig
- Tilsynsrapport 2023 Rosenfeldthusene - endelig rapport
- Bofællesskabet Egeparken endelig Tilsynsrapport 2022
- Aula-besked med henvisning til forældrebrev om røgfri nikotinprodukter
- Forældrebrev til mellemtrin og udskoling om røgfri nikotinprodukter
78Underskrifter
Beslutning
-
Sagsfremstilling
Dette punkt erstatter det fysiske underskiftark. Når der trykkes "Godkendt" svarer det til, at underskriftarket er underskrevet.