Børn, familier og forebyggelses møde den 21. august 2024
Mødelokale F8 kl. 08.00
65Godkendelse af dagsorden
Beslutning
Godkendt.
66Beslutning om godkendelse af program for dialogmøde mellem områdebestyrelser og Børn, familier og forebyggelse
Resume
Børn, familier og forebyggelse mødes to gange årligt med områdebestyrelserne på dagtilbudsområdet og drøfter aktuelle temaer. Med denne sag skal udvalget godkende programmet for dialogmødet 3. september 2024.
Indstilling
Administrationen indstiller til Børn, familier og forebyggelse, at:
- Godkende program for dialogmøde med områdebestyrelser 3. september 2024.
Beslutning
Godkendt, idet der i programmet for dialogmødet sættes tid af til nyt fra områdebestyrelserne.
Sagsfremstilling
Børn, familier og forebyggelse holder to gange årligt dialogmøde med forældrebestyrelser på dagtilbudsområdet. Næste dialogmøde er 3. september 2024, hvor udvalget mødet med områdebestyrelser og bestyrelsen i specialdagtilbuddet Åkanden til dialog om budget 2025. Administrationens udkast til drejebog for dialogmødet er vedlagt som bilag til denne sag.
Inddragelse
Inddragelse er ikke vurderet relevant.
Økonomi
Center for Økonomi har ingen bemærkninger, da sagen ikke har bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
67Beslutning om nedlæggelse af overgangspædagogfunktionen for at styrke den tidlige forebyggende indsats
Resume
Der er behov for at styrke den tidlige forebyggende indsats på 0-6 års området i Frederikssund Kommune for at sikre bedre udviklings- og læringsbetingelser for de mindste børn i kommunen. Derfor foreslår administrationen at nedlægge overgangspædagogfunktionen, som er en indsats, der varetages af special- og udviklingspædagogerne, og er målrettet mini-SFO og skole med henblik på at styrke overgangen fra dagtilbud til skole. I stedet skal special- og udviklingspædagogerne bruge tiden på at understøtte indsatsen i børnehusene med at sikre børns udvikling, læring og trivsel.
Indstilling
Administrationen indstiller til Børn, familier og forebyggelse, at:
- Godkende nedlæggelse af overgangspædagogfunktionen.
- Beslutte at de overførte overgangspædagogtimer ikke indgår i minimumsnormeringerne.
Beslutning
Indstillingspunkt 1: Godkendt i det god overgangspædagogik fortsat har høj prioritet.
Indstillingspunkt 2: Godkendt.
Udvalget anerkender, at beslutningen vil få betydning for skolerne. Udvalget kan være bekymret for, hvad det måtte kunne få af betydning for skolernes ressourcer til at arbejde med overgang til før-SFO/skole.
Sagsfremstilling
Der er behov for at styrke den tidlige forebyggende indsats på 0-6 års området i Frederikssund Kommune for at skabe stærkere børnefællesskaber og læringsmiljøer for alle børn. Det er en indsats, der allerede er i gang gennem realiseringen af Strategi for tidlig forebyggende indsats og deraf følgende metodeudvikling, styrkelse af samarbejde og indsatser på tværs af hele 0-18 års området. Derudover understøtter special- og udviklingspædagogerne den daglige pædagogiske praksis i institutionerne med specialviden og mulighed for at indgå i praksisnære forløb med enkelte børn eller hele børnegrupper.
For yderligere at styrke dette arbejde og for at imødekomme behovet for at få flere ressourcer og kompetencer til dagtilbudsområdet foreslår administrationen, at den nuværende overgangspædagogfunktion nedlægges, og at ressourcerne i stedet bruges på at understøtte dagtilbudsområdet. Der er altså tale om en omprioritering af eksisterende ressourcer for på den måde at skabe et fagligt kapacitetsløft på dagtilbudsområdet. For at opnå bedst mulig udnyttelse af ressourcerne, vil der være behov for, at disse ikke indregnes i minimumsnormeringen på dagtilbudsområdet og derved ikke får betydning for ansættelse af øvrige personale på området.
Overgangspædagogfunktionen blev politisk besluttet i 2021 og varetages af special- og udviklingspædagogerne. Ordningen indebærer, at størstedelen af de i alt 23 special- og udviklingspædagoger, som er ansat i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, fra 1. maj til udgangen af april det efterfølgende år, målretter en del af deres arbejde til børns overgang fra børnehave til skole. Konkret bruger special-og udviklingskonsulenterne tiden på, i samarbejde med lærere og skolepædagoger, at understøtte læringsmiljøet i mini-SFO og i børnehaveklassen. Det betyder, at de både er med til at planlægge og deltage og være tilstede i flere af de pædagogiske og undervisningsmæssige aktiviteter i mini-SFO og i børnehaveklassen. Samlet bruger special- og udviklingspædagogerne ca. 7500 timer på overgangspædagogik, svarende til ca. 5 årsværk. Center for Børn og Skole evaluerede i efteråret 2022 overgangspædagogfunktionen. Evalueringen pegede blandt andet på, at der manglede systematik og ensartethed omkring, hvordan der blev arbejdet med overgangspædagogik i Frederikssund Kommune, samt at der oplevedes et behov for et tættere og mere systematisk samarbejde på ledelsesplan omkring overgangspædagogernes rolle. På den baggrund konkluderede rapporten, at indsatsen kun delvist opfyldte sit formål om at skabe bedre overgang fra dagtilbud til mini-SFO/skole. Evalueringen er lagt som bilag (bilag 1).
Ved at frigive ressourcer fra overgangspædagogfunktionen vil special- og udviklingspædagogerne i højere grad og mere direkte end i dag kunne understøtte udviklingen på 0-6 års området. Det vil betyde, at børnehusene vil få bedre mulighed for at få vejledning og praksisnær hjælp fra special- og udviklingspædagogerne til fx børn i udsatte positioner eller hele børnegrupper samt til styrkelse af børnemiljøet generelt. Her kan special- og udviklingspædagogerne indgå i samarbejdet om tilrettelæggelsen af et pædagogisk læringsmiljø, hvor barnet eller børnegruppen bedre kan udvikle sig og trives. Det vil bidrage til at styrke det pædagogiske personales specialpædagogiske kompetencer og give et kvalitetsløft til det enkelte børnehus.
Administrationen foreslår, at nedlæggelsen af overgangspædagogfunktionen træder i kraft 1.5.2025, hvilket betyder, at de igangværende overgangsforløb kan fortsætte perioden ud frem til 30.4.2025.
Overgangspædagogik fremadrettet i Frederikssund Kommune
I sammenhæng med udviklingsområdet ’Overgange og sammenhæng i alle børneliv’ i Frederikssund Kommunes Børne- og Ungepolitik vil der fortsat blive arbejdet fokuseret og systematisk på at skabe de bedst mulige betingelser for en tryg og sammenhængende overgang for alle børn, der starter i skole i Frederikssund Kommune. Der eksisterer allerede samarbejdsaftaler mellem de enkelte børnehuse, SFO’er og skoler, ligesom der er flere lokale initiativer i gang i de forskellige områder af kommunen for at udvikle og styrke overgangspædagogikken.
Endvidere er der nedsat en arbejdsgruppe, som har til opgave at udvikle og formulere overordnede fælles principper og retningsgivende metoder for ’den gode overgang’ i Frederikssund Kommune. Formålet er at sikre en tydelig ansvars- og opgavefordeling samt en højere grad af fokus på overgangspædagogik på tværs af børnehusene og skolerne i kommunen. Arbejdsgruppen består af skoleledere, pædagogiske ledere fra skole og dagtilbud, en områdeleder fra dagtilbud og PPR-leder. Desuden vil repræsentanter fra special- og udviklingspædagogerne blive inviteret ind i gruppen for at kunne bidraget med viden og med konkrete erfaringer fra praksis.
Arbejdsgruppen har et særskilt fokus på, hvordan børnehusene og særligt skolerne kan overføre og arbejde videre med special- og udviklingspædagogernes konkrete erfaringer fra overgangsindsatsen i tilrettelæggelsen af læringsmiljøerne med henblik på at skabe god overgangspædagogik for alle børn Frederikssund Kommune.
Anbefalingerne til overgangspædagogik og konkrete tiltag skal ses i sammenhæng med de øgede lokale frihedsgrader til at tilrettelægge hverdagen og indsatser, så det passer bedst til børnegruppen og det enkelte børnehus/SFO og skole. Arbejdsgruppen forventes at arbejde henover efteråret og vinteren 2024/2025 med henblik på at afslutte arbejdet i foråret 2025, således at børnehuse og skoler kan implementere de nye retningsgivende anbefalinger for god overgangspædagogik fra skoleåret 2025/2026.
Inddragelse
Special- og udviklingspædagogerne og ledelserne i dagtilbud og på skoleområdet er orienteret om forslag til nedlæggelsen af overgangspædagogfunktionen. Special- og udviklingspædagogerne og dagtilbud skal inddrages i det videre arbejde med at kvalificere og præcisere special- og udviklingspædagogernes funktion og arbejdsopgaver i dagtilbuddene og det fælles samarbejde. Yderligere bliver forslaget drøftet på LokalMED møde i center for Familie og Rådgivning den 12. august. Skolerne, som altovervejende har været meget tilfredse med den nuværende funktion, vil bruge de positive erfaringer fra overgangspædagogfunktionen i det videre arbejde med udviklingen af overgangspædagogik i mini-SFO og i børnehaveklassen.
Økonomi
Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser. Det skal dog bemærkes, at de i alt 23 special- og udviklingspædagoger udelukkende vil blive allokeret til dagtilbudsområdet. Dette resulterer i en forøgelse af årsværk på dagtilbudsområdet, hvor kravet om minimumsnormeringer allerede er sikret.
Bilag
68Beslutning om handleplan i forbindelse med Ankestyrelsens omgørelsesprocenter på børnehandicapområdet
Resume
Social- og Ældreministeriet offentliggør hvert år i juni kommunefordelte danmarkskort over omgørelsesprocenter i Ankestyrelsens klagesager vedrørende bestemmelser i serviceloven. I denne sag præsenteres data fra danmarkskortet for 2023. På børnehandicapområdet er 10 sager fra Frederikssund Kommune behandlet i Ankestyrelsen i 2023, hvilket er et fald på 7 sager i forhold til 2022. Omgørelsesprocenten er på 40 %, svarende til et fald på 19 procentpoint i forhold til 2022 og 8 procentpoint under landsgennemsnittet.
Byrådet skal træffe beslutning, om hvorvidt det nye danmarkskort giver anledning til, at der skal udarbejdes en særskilt handlingsplan for at styrke den juridiske kvalitet i sagsbehandlingen på børnehandicapområdet. Byrådet besluttede på møde 31. august 2022, at der skulle laves en fokuseret handleplan på børnehandicapområdet. Handleplanen er gældende indtil december 2024, og der orienteres særskilt på møde i Børn, familier og forebyggelse i december 2024 om status på denne.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Børn, familier og forebyggelse over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:
- Beslutte at den eksisterende handleplan på børnehandicapområdet skal fortsætte.
Beslutning
Anbefales.
Sagsfremstilling
Social- og Ældreministeriet offentliggør hvert år i juni tre kommunefordelte danmarkskort over omgørelsesprocenter i Ankestyrelsens klagesager vedrørende socialområdet. Socialområdet dækker over alle bestemmelser i serviceloven, hvor der er klageadgang til Ankestyrelsen over kommunalbestyrelsens afgørelse, og omfatter det specialiserede børne- og ungeområde, det specialiserede voksenområde og ældreområdet. De tre områder er:
- Socialområdet, der dækker over alle bestemmelser i serviceloven
- Voksenhandicapområdet, der er afgrænset til Servicelovens §§ 95, 96, 97, 100
- Børnehandicapområdet, der i 2023 var afgrænset til servicelovens §§ 32, 32a, 36, 39-40, 41, 42-43 og §§ 44-45. Pr. 1. januar 2024 er området lovbestemt af Barnets Lov.
Danmarkskortene over omgørelsesprocenter for 2023 blev offentliggjort i juni 2024. De tre danmarkskort kan findes som interaktive kort på Social- og Ældreministeriets hjemmeside:
https://www.sm.dk/danmarkskort/2024/jun/omgoerelsesprocenter-paa-socialomraadet-i-2023
Når en afgørelse hjemvises, ændres eller ophæves, kaldes det, at kommunens afgørelse bliver omgjort. Det hedder det, selvom en hjemvisning ikke nødvendigvis betyder, at resultatet af afgørelsen bliver ændret. Omgørelsesprocenten er således andelen af sager, der bliver omgjort (hjemvist, ændret eller ophævet) af Ankestyrelsen, og betyder dermed om de, der klager, får medhold i deres klage eller ret til at få genbehandlet deres sag.
En kommune kan have meget få sager til vurdering i Ankestyrelsen, men alligevel have en høj omgørelsesprocent. Hvis kommunen fx kun har én sag i Ankestyrelsen, som bliver hjemvist, så har kommunen en omgørelsesprocent på 100 % (se bilag for yderligere uddybning af omgørelsesprocenten).
Det samlede sociale område
På det samlede sociale område, som dækker børne- og ungeområdet, voksenområdet og ældreområdet, er der i 2023 behandlet 44 sager i Ankestyrelsen fra Frederikssund kommune. Dette er er et fald fra 93 sager i 2022. Omgørelsesprocenten er i samme periode faldet med 16 procentpoint til 32 procent. På landsplan er omgørelsesprocenten steget med 1 procentpoint til 38,5 procent.
Børnehandicapområdet
Ankestyrelsen har i 2023 behandlet 10 afgørelser fra børnehandicapområdet i Frederikssund Kommune, hvilket er 7 færre end i 2022. De 10 behandlede afgørelser fordeler sig således:
- 6 afgørelser svarende til 60 % af afgørelserne er blevet stadfæstet af Ankestyrelsen. Det betyder, at Ankestyrelsen har truffet samme afgørelse som kommunen i hele den indsendte sag.
- 3 afgørelser, svarende til 30 %, er blevet hjemvist af Ankestyrelsen til kommunen. Det betyder, at 3 afgørelser er blevet hjemvist til fornyet vurdering og yderligere oplysning i kommunen, fordi hele eller dele af sagen ikke var tilstrækkeligt oplyste til, at Ankestyrelsen kunne træffe afgørelse. Når en afgørelse hjemvises, belyser kommunen afgørelsen yderligere og revurderer afgørelsen. I de sager, hvor kommunen fastholder den oprindelige afgørelse efter genvurderingen, fremsendes afgørelsen på ny til Ankestyrelsen.
- 1 afgørelse, svarende til 10 %, er blevet ændret eller ophævet af Ankestyrelsen. Det betyder, at Ankestyrelsen har truffet en anden afgørelse end kommunen.
Omgørelsesprocenten er udregnet på baggrund af de 10 afgørelser, hvoraf 4 afgørelser enten er blevet hjemvist eller ændret/ophævet. Dette svarer til en omgørelsesprocent på 40 procent, hvilket er et fald på 19 procentpoint i forhold til 2022 og 8 procentpoint under landsgennemsnittet (48,8 %).
Det fortsatte arbejde med at sikre faglig og juridisk kvalitet i afgørelser
Høj kvalitet i den juridiske kvalitet i sagsbehandling er et vedvarende og særskilt fokus på alle dele af det sociale område i Frederikssund Kommune. Børnehandicapområdet anses generelt at være et komplekst område, hvor der træffes mange afgørelser, og hvor der generelt ses en større omgørelsesprocent end på det øvrige socialområde. I 2019-21 blev der gennemført et udviklingsforløb med bistand fra Ankestyrelsen og Socialstyrelsen, Task Force, som har bidraget til en højere kvalitet i sagsbehandlingen på det specialiserede børneområde, herunder den juridiske kvalitet.
Desuden er der med Byrådets beslutning af august 2022 om, at der skulle udarbejdes en fokuseret handleplan på børnehandicapområdet (se bilag 2), blevet arbejdet målrettet med yderligere tiltag for at styrke den faglige kvalitet i sagsarbejdet. Handleplanen, som er gældende indtil december 2024, beskriver konkrete tiltag, der arbejdes med i afdelingen, og som løbende evalueres og justeres. Der orienteres særskilt om status på denne handleplan på udvalgsmøde i Børn, Familie og Forebyggelse i december 2024. Det er medarbejderes og ledelsens oplevelse, at det løbende og systematiske fokus på faglige udvikling har stor betydning for kvaliteten i sagsbehandlingen. Dette blandt andet fordi medarbejderne altid er opdaterede på nyeste lovgivning, samtidig med at der er etableret de nødvendige faglige rum til drøftelse af komplekse problemstillinger mv. På den baggrund vurderes den gældende handleplan at være fyldestgørende og dækkende for den aktuelle indsats for at arbejde med at styrke den juridiske kvalitet i sagsbehandlingen.
På baggrund af de eksisterende tiltag om fortsat at styrke kvaliteten i sagsbehandlingen, anbefaler administrationen, at der ikke iværksættes yderligere handleplaner på baggrund af danmarkskortet for 2023.
Inddragelse
Medarbejdere og ledelse er orienterede om tallene fra det opdaterede danmarkskort og bruger det aktivt i deres løbende kvalitetsarbejde.
Økonomi
Center for Økonomi har ingen bemærkninger, da sagen ikke har bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
69Beslutning om politisk mødekalender for udvalgets møde i 2025
Resume
En gang om året skal udvalget træffe beslutning om, hvor og hvornår udvalgets møder for det kommende år skal holdes.
Med denne sag til Børn, familier og forebyggelse derfor tage stilling til udkast til mødekalender for udvalgets møder i 2025.
Indstilling
Administrationen indstiller til Børn, familier og forebyggelse, at:
- Godkende udkast til mødekalender for udvalgets møder i 2025.
- Tage stilling til, hvor udvalgets møder skal afholdes (på rådhuset, administrationscenter Slangerup eller andre steder).
- Drøfte, hvordan udvalgets eventuelle dialogmøder, temamøder m.m. henover året bedst tilrettelægges.
Beslutning
Indstillingspunkt 1: Godkendt, idet udvalget anmoder om at byrådsmødet i januar 2025 afholdes således at udvalget kan nå til KLs Børne- og Ungetopmøde i Aalborg
Forslag om udvalgsmøderne afholdes udenfor normal arbejdstid blev bragt til afstemning.
For stemte: Therese Hejnfelt (C)
Imod stemte: Rasmus Petersen (Ø), Anna Poulsen (F), Charlotte Drue (I) og Susanne Bettina Jørgensen (A)
Forslag godkendt.
Indstillingspunkt 2: Udvalgets møder afholdes på rådhuset eller i børnehuse, Familiehuset o.lign.
Indstillingspunkt 3: Der planlægges to dialogmøder med områdebestyrelserne og to temamøder (á 2 timer 15.30-17.30) som en del af udvalgets mødekalender. Endvidere bookes udvalget til deltagelse på områdebestyrelsernes møder.
Sagsfremstilling
Det er formelt set det enkelte udvalg, der beslutter hvor og hvornår udvalgets møder afholdes. I praksis er udvalgene imidlertid en del af en samlet mødekabale, hvor otte fagudvalgsmøder skal placeres, så alle udvalgsmedlemmer har mulighed for at deltage i møderne.
Principper for mødeplanlægningen
I arbejdet med mødeplanlægningen for udvalg og Byråd har administrationen arbejdet ud fra følgende principper:
- Udgangspunkt i den godkendte mødekalender for 2024.
- Udvalgsmøderne placeres, så sager fra dagsordenen kan nå at blive optaget på dagsordenen til næstkommende møde i Økonomiudvalg og Byråd.
- Byrådets møder afholdes som udgangspunkt den sidste onsdag i måneden, og Økonomiudvalgets møder holdes som udgangspunkt den foregående onsdag. Nogle måneder kan det imidlertid ikke lade sig gøre som følge af ferie- eller helligdage.
- Møderne i fagudvalgene holdes i tidsrummet 08.00 til 17.00 og bookes som udgangspunkt til at vare 2 timer.
Principperne afspejler bl.a. den gensidige afhængighed mellem udvalgsmøderne og dermed et forsøg på at veje mange forskellige hensyn op mod hinanden, herunder hensynet til at sikre en smidig og koordineret sagsbehandling på tværs af udvalg, Økonomiudvalg og Byråd.
I planen er der også taget højde for udvalgenes eventuelle deltagelse i KL-topmøder samt et ønske fra en del af byrådets medlemmer om, at der ikke er udvalgsmøder om mandagen.
Godkendelse af tid og sted for udvalgets møde
Forslag til udvalgets ordinære møder i 2025 fremgår af vedlagte mødeplan, som også angiver tidspunkt for mødernes afholdelse.
Helt konkret indeholder mødekalenderen et forslag om, at Økonomiudvalget m.fl. holder møde en torsdag (i stedet for onsdag) i oktober 2025. Dette er for at undgå, at mødet kolliderer med KLs Ældre- og Sundhedskonference.
Der afholdes Kommune og Regions valg den 18. november 2025. Jf. styrelseslovens § 6 afholdes det konstituerende møde for det nyvalgte byråd i tidsrummet 1.-15. december i samme år som valgets afholdelse. Administrationen har foreslået, at det konstituerende møde afholdes onsdag den 3. december 2025.
Erfaringsmæssigt ved vi, at nogle af udvalgene henover året også har dialogmøder med brugere, temamøder o. l. mødeaktiviteter, som ligger udover de ordinære udvalgsmøder. Det anbefales, at udvalget på indeværende møde også drøfter, hvornår denne typer af møder mest hensigtsmæssigt kan placeres - dette bl.a. af hensyn til den samlede mødeplanlægning på tværs af udvalg og byråd.
Inddragelse
Inddragelse er ikke vurderet relevant.
Økonomi
Center for Økonomi har ingen bemærkninger, da sagen ikke har bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
70Orientering om status på sagsbehandlingstider på børnehandicapområdet
Resume
Udvalget for Børn, familier og forebyggelse ønsker at følge udviklingen på børnehandicapområdet tæt, i forhold til overholdelse af sagsbehandlingsfristerne og rekruttering og fastholdelse af medarbejdere. Med denne sag forelægges udvalget en status på sagsbehandlingstiderne i forhold til merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste, hhv. §§ 86 og 87 jf. Barnets Lov.
Indstilling
Administrationen indstiller til Børn, familier og forebyggelse, at:
- Tage orienteringen til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Sagsfremstilling
Børn, familier og forebyggelse udtrykte på møde 13. marts 2024 ønske om at følge udviklingen på børnehandicapområdet tæt, herunder i forhold til rekruttering og fastholdelse af medarbejdere og overholdelse af de nye sagsbehandlingsfrister, som Byrådet godkendte 3. april 2024. Med denne sag forelægges udvalget en status på sagsbehandlingstiderne i forhold til merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste, hhv. §§ 86 og 87 jf. Barnets Lov samt en generel orientering om medarbejdersituationen på handicapområdet.
Med sagsbehandlingsfrist menes tiden fra modtagelsen af ansøgningen til den tid det tager, før familien får en afgørelse. For både §§ 86 og 87 gælder det, at sagsbehandlingsfristen indtil 31. marts var 12 uger. Herefter er fristen 16 uger, jf. Byrådets beslutning. Nedenstående opgørelse dækker perioden 1. januar 2024 til 20. maj 2024 hvor der i alt er indkommet 30 ansøgninger omkring merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste fordelt som nedenstående.
Paragraf Barnets Lov | Antal sager | Antal afgørelser, hvor fristen er overholdt | Antal afgørelser, hvor fristen er overskredet |
§ 86 Merudgifter | 7 | 5 afgørelse inden for 12 uger | 2 afgørelser (afgørelsen er truffet inden for 14 uger) |
§ 87 Tabt arbejdsfortjeneste | 15 | 14 afgørelser inden for 12 uger | 1 afgørelse (afgørelsen er truffet inden for 15 uger) |
§§ 86 og 87 | 8 | 8 sager, hvor der er ansøgt i perioden 5. januar 2024 til 26. februar 2024, og hvor der pr. 20. maj 2024 ikke er truffet en afgørelse. Det vil sige, at fristen er overskredet med mellem 1-7 uger. Det forventes, alle sager er færdigbehandlet senest medio-august. |
Begrundelse for overskridelse af sagsbehandlingsfristerne
Overskridelse af sagsbehandlingsfristerne skyldes oftest forlænget svartid hos eksterne samarbejdspartnere, fx praktiserende læge, speciallæge eller hospital, i forbindelse med indhentning af relevante oplysninger og dokumentation, og at disse udtalelser nogle gange skal i partshøring hos forældrene, før rådgiver kan træffe afgørelse. Derudover kan det skyldes travlhed i afdelingen, som gør det vanskeligt at indfri fristen. Rådgiver er løbende i dialog med familierne i forhold til at orientere om forløbet og den forventede sagsbehandlingstid.
Medarbejdersituationen i Handicapteamet
Handicapteamet er det team i Myndighedsafdelingen, som varetager sagsbehandlingen af §§ 86 og 87. Det er også i det team, at der træffes flest afgørelser i afdelingen. Teamet er normeret til fem fuldtidsstillinger. Fra januar til april 2024 har der været to ledige stillinger, som har været besat af timeansatte vikarer. Fra april har alle fem stillinger i teamet været besat af fastansatte medarbejdere.
Det er ofte svært at få besat ledige stillinger i Handicapteamet, hvorfor der til tider må anvendes vikarer, som ansættes kortvarigt. Ustabiliteten i medarbejdersituationen med flere skift og korte vikaransættelser påvirker sagsbehandlingen og kan betyde forlænget sagsbehandlingstid. På grund af arbejdspres prioriterer ledelsen dog ofte at bruge vikarer til dækning af sagerne.
Inddragelse
Alle medarbejderne på Myndighedsområdet er orienterede om sagsbehandlingsfristerne på det børnesociale område. For medarbejderne i Handicapteamet er der et særskilt og kontinuerligt fokus på at arbejde på at sikre overholdelse af sagsbehandlingsfristerne, blandt andet ved screening af alle nye ansøgninger for hurtigt at kunne indhente relevant dokumentation
Økonomi
Center for Økonomi har ingen bemærkninger, da sagen ikke har bevillingsmæssige konsekvenser.
71Meddelelser
Beslutning
- Indkøbsaftaler og økologi
- Opfølgning hændelse i børnehuset Stenhøjgaard
- Mad- og måltidspolitik i børnehusene (sukker)
Taget til efterretning.
Sagsfremstilling
- Kommende arrangementer
- Sager på vej 2024
- Meritpædagog som sporskifteuddannelse
- Overflytning af 2 special - og udviklingspædagog stillinger fra Center for Familie og Rådgivning til Center for Børn og Skole
- Temadrøftelse om tidlig, forebyggende indsats i hhv. udvalg og Byråd flyttes fra november 2024 til primo 2025
Bilag
72Underskrifter
Beslutning
-
Sagsfremstilling
Dette punkt erstatter det fysiske underskriftark.
Når der trykkes godkendt, svarer det til, at underskriftarket er underskrevet.