Børn, familier og forebyggelses møde den 15. januar 2025
Mødelokale F8 kl. 08.00
1Godkendelse af dagsorden
2Drøftelse af Topmødeerklæring: Børn & Unge Topmødet 2025
Resume
Kommunernes Landsforenings Børne- og Undervisningsudvalg har udarbejdet et udkast til en fælles kommunalpolitisk topmødeerklæring, som skal præsenteres på Børne & Unge Topmødet i januar 2025. Formålet er at tydeliggøre kommunernes ansvar i forhold til at udvikle de almene tilbud i dagtilbud, folkeskole og fritidstilbud, så kommunernes tilbud kan blive bedre til at give deltagelsesmuligheder for alle børn og unge.
Indstilling
Administrationen indstiller til Børn, familier og forebyggelse, at:
- Drøfte, om udkastet til topmødeerklæringen har det rette fokus og indhold i forhold til at rammesætte, hvordan man lokalt kan arbejde med sigtelinjerne både politisk og praktisk?
- Drøfte, hvordan topmødeerklæringen kan være afsæt for det lokale arbejde med at skabe en stærkere almene tilbud, der kan mere for flere?
Sagsfremstilling
Kommunernes Landsforenings Børne- og Undervisningsudvalg har udarbejdet et udkast til en fælles kommunalpolitisk topmødeerklæring, som skal præsenteres på Børn & Unge Topmødet 30. og 31. januar 2025.
Formålet er at tydeliggøre kommunernes opgave og ansvar i forhold til at udvikle og forbedre de almene tilbud i dagtilbud, folkeskole og fritidstilbud.
Målet er at styrke de kommunale tilbud, så flere børn og unge trives, lærer og udvikler sig i stærke fællesskaber.
Kommunernes Landsforening inviterer kommunernes politiske udvalg på børne- og ungeområdet til at drøfte og kvalificere udkastet på et udvalgsmøde.
Kommunernes Landsforenings Børne- og Undervisningsudvalg vil beslutte den endelige udgave af topmødeerklæringen på møde 29. januar 2025.
Udkastet til topmødeerklæringen kan ses i bilag 1.
Inddragelse
Inddragelse er ikke vurderet relevant.
Økonomi
Center for Økonomi har ingen bemærkninger, da sagen ikke har bevillingsmæssige konsekvenser
Bilag
3Beslutning om ændring af styrelsesvedtægt for dagtilbudsområdet
Resume
Byrådet har med Budget 2025 besluttet en organisationsændring på dagtilbudsområdet, som medfører en ændring af styrelsesvedtægten for området. Derfor besluttede Børn, familier og forebyggelse på møde 6. november 2024 at sende forslag til ny styrelsesvedtægt i høring. Høringsperioden er slut og udvalget skal med denne sag behandle de indkomne høringssvar og beslutte at sende sagen til endelig beslutning i Økonomiudvalget og Byrådet.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Børn, familier og forebyggelse over for Økonomiudvalget og Byrådet, anbefaler at:
- Godkende organisationsændringen på dagtilbudsområdet, som den er beskrevet i nærværende sag og i vedlagte styrelsesvedtægt for området
- Godkende vedlagte forslag til ny styrelsesvedtægt for dagtilbudsområdet
Sagsfremstilling
Baggrund
I budgetaftalen for 2025-2028 fremgår det, at:
”Styrket lokal ledelse og faglighed på dagtilbudsområdet
Vores børne- og ungepolitik hedder ”Et godt sted at vokse op”. Derfor bygger vi nu ovenpå de seneste års prioritering af økonomi til normeringer og kompetenceudvikling på dagtilbudsområdet.
Vi sætter frisættelse og faglig kvalitet forrest ved at investere i en ny ledelsesstruktur i selvstændige børnehuse. Vi ønsker at styrke den lokale, pædagogiske ledelse af kvalitet, arbejdsfællesskaber og forældresamarbejde i alle børnehuse. Samtidig styrker vi den fælles faglige kvalitetsudvikling af dagtilbudsområdet med en fælles afdelingsleder for dagtilbud. Forslaget betyder, at vi nedlægger den nuværende områdestruktur med områdebestyrelser og områdeledelse.
Fagudvalget Børn, familie og forebyggelse sender forslag til ny organisering af dagtilbudsområdet i høring i efteråret 2024. Den nye organisering skal efter høring endeligt godkendes i Byrådet og forventes at træde i kraft i starten af 2025.”
Organisationsændring og deraf følgende ændring af styrelsesvedtægten for området
Organisationsændringen på dagtilbudsområdet vil komme til at betyde, at:
- Områdestrukturen nedlægges
- Områdebestyrelser nedlægges
- Områdeledelse ophører
- Der oprettes selvstændige forældrebestyrelser i hvert børnehus
- Den pædagogiske leder i børnehuset bliver selvstændig leder, med budget-, personale-, og bestyrelsesansvar
- Der ansættes en fælles faglig leder for dagtilbudsområdet
- Den pædagogiske leder indgår med 75% i normeringen, frem for 85% som i dag
Organisationsændringen betyder således, at områdestrukturen på dagtilbudsområde nedlægges, og at der i stedet vil være selvstændige børnehuse med egne ledere og egne forældrebestyrelser. Det bliver dermed den pædagogiske leder i hvert enkelt børnehus, der skal lede eget børnehus. Der vil ikke længere være områdeledelse eller områdebestyrelser, ligesom de øvrige organiseringer der er bygget op omkring områdestrukturen bortfalder, eksempelvis den nuværende MED-struktur. For så vidt angår MED-strukturen i den fremadrettede organisering, pågår der på nuværende tidspunkt forhandlinger med de faglige organisationer og områdets tillidsrepræsentanter, med henblik på at fastlægge den optimale MED-struktur fremadrettet.
Sådanne ændringer kræver en tilpasning af den eksisterende styrelsesvedtægt for dagtilbudsområdet.
Høring
En ændring af styrelsesvedtægten kræver en høring blandt forældrebestyrelser (nuværende områdebestyrelser), som derfor, sammen med dagtilbudsområdets MED-udvalg, det koordinerende MED-udvalg for 0-16 år, husråd og faglige organisationer, fik udsendt et forslag til en revideret styrelsesvedtægt i høring fra 10. november til 6. december 2024.
Formålet med høringen var at give ovenstående parter mulighed for at komme med input til Byrådets budgetbeslutning om en ændret organisering på dagtilbudsområdet, herunder fremføre opmærksomhedspunkter og perspektiver som Børn, familier og forebyggelse, Byrådet og Administrationen skal være særligt opmærksomme på i forbindelse med implementeringen af en ny dagtilbudsorganisering. Formålet var desuden at give de høringsberettigede parter mulighed for at kommentere på forslaget til den nye styrelsesvedtægt for dagtilbudsområdet, der vil danne rammen om det fremtidige dagtilbudsområde.
Der er indkommet 17 høringssvar, som er samlet i deres fulde længde som bilag til denne sag. Administrationen har desuden udarbejdet en hvidbog til udvalgets behandling af høringssvarene. Hvidbogen indeholder perspektiver fra alle indkomne høringssvar, samt Administrationens bemærkninger hertil.
Nedenfor vises en sammenfatning af input og bemærkninger til den nye organisering samt styrelsesvedtægt:
- Der er bekymring for det tempo, hvormed organisationsændringen træder i kraft, herunder om der tages tilstrækkeligt højde for at klæde de pædagogiske ledere på til opgaven.
- Der er bekymring for et øget arbejdspres for de pædagogiske ledere og medarbejdergruppen, samt bekymring for om ændringen og de nye ledelsesmæssige og administrative opgaver vil betyde en forringelse af normeringen, når leder og medarbejdere skal varetage nye opgaver som budget og bestyrelsesarbejde.
- Der ønskes et fokus på børn, ledere og medarbejderes trivsel i den nye organisering, herunder nævnes risikoen for, at der kan være medarbejdere, der søger væk fra Frederikssund kommune.
- Der ønskes en tydelig rolleafklaring og beskrivelse af arbejdsdelingen mellem den nye afdelingsleder og de pædagogiske ledere
- Der udtrykkes bekymring for, om den nye organisering vil betyde, at det enkelte børnehus står mere alene og ikke får den nødvendige støtte, råd og vejledning. En gennemgående bekymring er i forlængelse heraf, om omorganiseringen vil påvirke kvaliteten i det pædagogiske arbejde, herunder om forskellen på kvaliteten mellem de enkelte børnehuse i kommunen, vil stige.
- Der udtrykkes bekymring for, om der kan rekrutteres forældre til forældrebestyrelsesarbejdet, samt om forældrenes stemme ift. Center for Børn og Skole og det politiske niveau, vil blive forringet af.
- Der er et gennemgående ønske om at tilknytte souschefer til børnehusene, bl.a. for at sikre tid til ledelse af kvalitetsudvikling
Den videre proces
Børn, familier og forebyggelse skal på nærværende møde behandle de indkomne høringssvar og beslutte at godkende organisationsændringen af dagtilbudsområdet samt det forelagte forslag til ny styrelsesvedtægt for dagtilbudsområdet. Udvalget skal desuden oversende sagen til endelig beslutning i Byrådet 29. januar. Den nye organisering på dagtilbudsområdet træder kraft 1. marts 2025.
Bilag til denne sag
Der fire bilag til nærværende sag.
Bilag 1: Forslag til ny styrelsesvedtægt på dagtilbudsområdet
Bilag 2: Indkomne høringssvar i fuld længde
Bilag 3: Hvidbog
Bilag 4: Høringsbrev udsendt 10. november 2024
Inddragelse
Områdebestyrelser, husråd, MED-udvalg og faglige organisationer har været høringsparter. Der er desuden løbende inddragelse af de pædagogiske ledere, de faglige organisationer og områdets tillidsrepræsentanter.
Økonomi
Center for Økonomi har ingen bemærkninger, da sagen ikke har bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
4Meddelelser
Indstilling
- Kommende arrangementer
- Sager på vej 2025
- Status på ledelse i børnehusene
Bilag
5Underskrifter
Indstilling
Dette punkt erstatter det fysiske underskriftark.
Når der trykkes godkendt, svarer det til, at underskriftarket er underskrevet.
Beslutning
-