Frederikssund Kommunes logo

Klima, natur og energis møde den 03. december 2024

Mødelokale F1 kl. 08.00

Referat

Fold alle punkter

103Godkendelse af dagsorden

Beslutning

Godkendt.

Fraværende: John Schmidt Andersen (V).

104Beslutning om fremtidig varmeforsyning J.F. Willumsens Museum

Resume

J.F. Willumsens Museum er i gang med en større ombygning. Der er blevet rejst spørgsmål om, hvilken fremtidig varmeforsyning museet skal have. Administrationen har undersøgt 4 forskellige muligheder. Klima, natur og energi skal på baggrund af sagen beslutte, hvilken mulighed der skal arbejdes videre med.

Indstilling

Administrationen indstiller til Klima, natur og energi, at:

  1. Der etableres fjernvarme, herunder tilslutning, til Willumsen Museum i 2025, således at gravearbejdet koordineres med den igangværende ombygning af museet.

Beslutning

Udvalget besluttede, at der forberedes tilslutning til fjernvarme. Gravearbejdet koordineres med den igangværende ombygning af museet.

Fraværende: John Schmidt Andersen (V).

Sagsfremstilling

J.F. Willumsens Museum er i øjeblikket under ombygning, og vil være det til og med oktober 2025. Museet forsynes i dag med gas.

Frederikssund Kommune har, ligesom mange andre kommuner, en plan for at udfase gas. Derfor er der også en varmeplan for det gasområde, som museet er beliggende i. Varmeplanen for området gennemføres via et varmeprojekt, der udarbejdes af fjernvarmeselskaberne og godkendes af kommunen. Derefter kan arbejdet med udrulningen af fjernvarmen opstartes.

Museet ligger lige udenfor E.On’s godkendte forsyningsområde og er nærmest omkranset af forsyningsområdet. Et fjernvarmeselskab kan forsyne ejendomme umiddelbart udenfor deres forsyningsområde, hvis det kan ske ved hjælp af en stikledning. De må ikke etablere en hovedledning for at forsyne museet. E.On´s hovedforsyningsledning er etableret ikke senere end i 2005 hvor bebyggelsen på Klintevej blev opført efter lokalplan, som fastlagde, at bebyggelsen ikke måtte tages i brug før den var tilsluttet kollektiv varmeforsyning. Det vil være muligt at tilslutte museet denne hovedledning via en stikledning.

For så vidt angår Vestforbrændings mulighed for at fjernvarmeforsyne museet forventes det, at Vestforbrænding snarest træffer beslutning om, at igangsætte projektforslag for fjernvarme i Frederikssund Kommune med forventet opstart i 2026, hvorefter museet vil kunne tilsluttes.

Byrådet har med klimaplan 2045 besluttet at indføre tiltag, der nedsætter CO2 udledningen, herunder også konvertering fra gas til enten fjernvarme, eller varmepumpe.

J.F. Willumsens Museum brugte I 2023 ca. 20.000 m3 gas svarende til ca. 220 Mwh.

Fire muligheder for fremtidig varmeforsyning for museet

Administrationen har undersøgt følgende muligheder:

  1. J.F. Willumsen fortsætter med gas.
  2. J.F. Willumsen fortsætter med gas, indtil et fjernvarmeselskab ruller fjernvarme ud i området. Der indlægges rør uden forsyning på matriklen i 2025, for at spare gravearbejdet på matriklen, når fjernvarme på sigt udrulles. Dette kan gøres, fordi der i øjeblikket er byggeplads på arealet. Såfremt Vestforbrændings fjernvarmeprojekt godkendes og opstartes i 2026 tilsluttes museet efterfølgende.
  3. J.F. Willumsen tilsluttes fjernvarme i 2025 via E.ON, inden fjernvarmeudrulningen sker for området . Dette er muligt, fordi der allerede ligger et etableret hovedforsyningsrør i J.F. Willumsensvej.
  4. Der etableres varmepumpe i stedet for fjernvarme på museet.

Mulighed for skift af fjernvarmeselskab:

I al almindelighed er det ikke normal praksis at skifte fjernvarmeselskab af den årsag, at der ofte kun være et selskab, man kan tilslutte sig i et givent geografisk område. I sagen vedrørende J.F. Willumsens Museum kan der i realiteten være to selskaber, der på sigt kan tilbyde at opvarme den samme ejendom. Såfremt kommunen ønsker at skifte fjernvarmeselskab, må det forventes, at der skal betales et nyt tilslutningsbidrag. Dog er der i øjeblikket planer om et samarbejde mellem de to selskaber om sikringen af varmeforsyningen til Frederikssund by. Hvordan dette samarbejde bliver fremadrettet er i øjeblikket uvist, og i gang med at blive drøftet mellem de to selskaber. Først når disse drøftelser er tilendebragt, vil det være muligt at afklare, hvordan et eventuelt skifte fra et selskab til et andet vil kunne foregå.

Beregning:

De forskellige muligheder er sammenlignet økonomisk.

  1. I løsning 1 forudsættes det, at fyret fra 1998, inden for de næste 10 år, skal skiftes. Der er regnet med den nuværende gaspris i 2024, som er ca. 8 kr. pr. m3 naturgas.
  2. I løsning 2 forudsættes det, at overgangen til fjernvarme fra Vestforbrænding forventet sker i 2026. Beregning er sket med baggrund i de nuværende takster. Tilslutningsbidrag er forudsat til 60.000 kr. da det er det tilbud Vestforbrænding tilbyder storkunder der tilsluttes i Frederikssund Syd (2024). Den nuværende takst oplyst af Vestforbrænding er sammensat af et fast og et variabelt bidrag udgør 623,36 kr. /Mwh. (pris ekskl. Moms)
  3. I løsning 3 forudsættes overgangen til fjernvarme at ske i 2025, og E.On´s nuværende takster er anvendt. Tilslutningsbidrag er oplyst til 120.000 kr. EON oplyser at prisen for 1 MWh er 600 kr. /MWh (pris ekskl. Moms) Desuden skal der betales et arealbidrag dette udgør ca. 38.000 kr. om året
  4. I løsning 4 forudsættes en indkøbspris på 3,775 mio. kr. til selve varmepumpen. Det forventes, at varmepumpen vil have en virkningsgrad på 4, således forstået, at pumpen vil sikre 4 gange mere varmeeffekt end den mængde strøm, pumpen bruger.

Mulighed 4 skiller sig ud ved efter 10 år at være ca. dobbelt så dyr som de øvrige løsninger. Først efter ca. 40 år vil de samlede omkostninger til varmepumpeløsningen være lig de totale udgifter for løsning 1-3. Da en varmepumpe typisk har 20 års levetid, kan administrationen ikke anbefale løsningen med varmepumpe.

Finansiering:

Der er afsat anlægsmidler i klimahandleplan, under punkt 1.6 til "Grøn varme", som vil kunne afholde udgiften til etablering, og tilslutning af fjernvarme i 2025. Administrationen har modtaget et tilbud på dette på ca. 120.000 kr. ekskl. moms. Driftsudgiften vil være stort set den samme, som der betales for gassen på nuværende tidspunkt. Det forventes, at den nye tilbygning kan indeholde samme beløb.

Inddragelse

Inddragelse ikke relevant

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser. Såfremt det indstilles, at J.F. Willumsens Museum skal tilsluttes fjernvarme, vil anlægsomkostningen blive finansieret af allerede afsatte midler i budget 2025 under klimahandlingsplanen, som udgør 10,8 mio. kr.

Bilag

105Beslutning om indtægtsbevilling - Kommunalt fællesprojekt om kystbeskyttelse i Hyllingeriis

Resume

Frederikssund Kommune har udlagt knap 2 mio. kr. for det kommunale fællesprojekt om kystbeskyttelse i Hyllingeriis. I forbindelse med tilbagebetaling af udlægget, skal bruttoanlægsindtægten opskrives.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Klima, natur og energi over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:

  1. Godkende tilbagebetaling af udlæg på 1,53 mio. kr. excl. moms for Hyllingeriis Kystbeskyttelseslag
  2. Øge bruttoanlægsindtægterne med 1,53 mio. kr., som samtidig frigives

Beslutning

Anbefales.

Fraværende: John Schmidt Andersen (V).

Sagsfremstilling

Kystbeskyttelsesprojekt i Hyllingeriis

Byrådet besluttede 25. oktober 2023 at give tilladelse til et kommunalt fællesprojekt, om kystbeskyttelse for sommerhusområdet Hyllingeriis, nordøst for Skibby.

Projektet omfatter blandt andet etablering af jorddige, spunsvæg, grøfter og pumpebrønde, der beskytter området mod oversvømmelse fra havet, i forbindelse med storm.

Anlægsarbejdet i Hyllingeriis blev igangsat i oktober 2024, og forventes at være afsluttet i foråret 2025.

Opgørelse og udlæg af udgifter

I perioden 2021-2024 har kommunen afholdt udgifterne til blandt andet rådgivning, projektering og udbetaling af ekspropriationserstatninger. Administrationen har udarbejdet en slutopgørelse, med oversigt over alle udlæg - Se bilag 1.

Ansvaret for projektet blev, i forbindelse med anlægsfasen, overdraget til Hyllingeriis Kystbeskyttelseslag.

Laget har optaget lån gennem Kommunekredit for at finansiere projektet, og kan derfor tilbagebetale kommunens udlæg af udgifter på samlet 1.827.144 kr. inklusiv moms.

Fremadrettet vil laget selv kunne afholde udgifter til projektet, med undtagelse af nogle mindre beløb vedr. ekspropriationserstatninger, der afventer kendelse fra taksationskommissionen. Det mindre udestående (<100.000 kr.) vil blive opkrævet hos laget i 2025.

Bestyrelsen i Hyllingeriis Kystbeskytttelseslag har modtaget bilag og opgørelse over udgifter.

Inddragelse

Bestyrelsen i Hyllingeriis Kystbeskyttelseslaget har modtaget udgiftsopgørelsen.

Økonomi

Det bemærkes, at digelaget opkræves 1,83 mio. kr. inklusiv moms for udlæg for digeprojektet. Kommunen skal tilbagebetale momsandelen på udlægget til Indenrigs og Sundhedsministeret, hvorfor den reelle indtægt på udlægget vil være 1,53 mio. kr. Bruttoanlægsindtægterne vil hermed øges med 1,53 mio. kr., som søges frigivet i nærværende sag.

Bilag

106Beslutning om offentlig høring af Indsatsplan for Kæmpebjørneklo 2024-2028

Resume

Dette udkast til Indsatsplan for bekæmpelse af Kæmpebjørneklo, udmønter Naturhandleplan 2023-2027s visioner, mål og principper for bekæmpelse af Kæmpebjørneklo. Indsatsplanen kan offentliggøres i høringsproces på 8 uger.

Indstilling

Administrationen indstiller til Klima, natur og energi, at:

  1. Godkende udkast til Indsatsplan for bekæmpelse af Kæmpebjørneklo, og at udkastet sendes i 8 ugers offentlig høring.

Beslutning

Godkendt.

Fraværende: John Schmidt Andersen (V).

Sagsfremstilling

Dette udkast til Indsatsplan for bekæmpelse af Kæmpebjørneklo (Bilag 1) udmønter Naturhandleplan 2023-2027s visioner, mål og principper for prioritering af indsatser, for bekæmpelse af den invasive art, Kæmpebjørneklo.

Frederikssund Kommune bekæmper allerede Kæmpebjørneklo på egne arealer, men har ikke tidligere haft et entydigt mål for indsatsen. Der har heller ikke været overblik over udbredelsen, af Kæmpebjørneklo i hele kommunen, eller mulighed for at håndhæve bekæmpelse på private arealer. Derfor indledte administrationen i 2024 arbejdet med at kortlægge Kæmpebjørneklos udbredelse i kommunen, og med udarbejdelse af udkast til en indsatsplan for bekæmpelse af den. Planen revideres senest i 2028. Afhængigt af de første års erfaringer kan det dog vise sig hensigtsmæssigt, at revidere den tidligere.

Status

Det fremgår af det nuværende datagrundlag, at Kæmpebjørneklo er registeret i store dele af Frederikssund Kommune. Særligt i naturområder, og langs vandløb.

Mål

Med udgangspunkt i Miljøstyrelsens vejledning, er det indsatsplanens mål, at få en effektiv og vedholdende bekæmpelsesindsats på kommunale såvel som private arealer. Bekæmpelsen skal udføres så effektivt, at den enkelte plante ikke spreder frø. På længere sigt ønskes planten totalt udryddet.

Derudover tager indsatsplanen udgangspunkt i Naturhandleplan, 2023-2027. Heri prioriterer en særlig indsats for at udrydde planten på naturarealer, med henblik på at bevare de mest værdifulde arealer med høj naturværdi. Målet for disse arealer er, at udrydde planten helt indenfor Naturhandleplan 2023-2027 gyldighedsperiode.

Kontrol

Kontrollen af bekæmpelse af Kæmpebjørneklo, er fastsat med så få frister som muligt. Herved bliver det praktisk muligt at iværksætte bekæmpelse på private matrikler, inden frøsætning i juni måned ved kommunale selvhjælpshandlinger, hvis sådanne skulle vise sig nødvendige. Fristen for bekæmpelse af Kæmpebjørneklo med rodstikning, er derfor sat til 1. maj. Kommunen kan føre tilsyn med bekæmpelsen efter denne dato. Såfremt rodstikning ikke i praksis kan anvendes som bekæmpelsesmetode, skal lodsejer indsende en plan for en anden effektiv bekæmpelsesmetode. Planen skal fremsendes til Frederikssund Kommune inden 1. april, til godkendelse. Hvis der ikke 1. maj er foretaget en effektiv bekæmpelse eller foreligger en godkendt plan, kan kommunen udstede et varsel og derefter påbud om bekæmpelse, med en frist på minimum 14. dage.

Bekæmpelsesindsatsens karakter

Miljøstyrelsens vejledning ” Sådan bekæmpes de invasive bjørnekløer” udstikker grundprincipperne for, hvordan bekæmpelsesindsatserne bør udformes. Heraf fremgår:

1. Stop spredningen af frø fra etablerede bestande af bjørnekløer.

2. Bekæmp den, hvor den kan gøre skade på mennesker og især børn.

Til supplement heraf indføres yderligere et princip i Frederikssund Kommunes indsatsplan, i forlængelse af målene i Naturhandleplan 2023-27, om at bevare den mest værdifulde og intakte natur, beskytte mod yderligere naturforringelser samt at lave ny, og sammenhængende natur.

3. Bekæmp den, hvor den potentielt kan true arealer med høj naturværdi.

I de værdifulde naturområder på private arealer vil administrationen i særlig grad, fokusere på at sikre en optimal bekæmpelsesindsats. Eksempelvis ved en fokuseret vejledningsindsats, eller ved at sammentænke bekæmpelse af invasive arter, med andre naturplejeprojekter.

Administration

Af Naturhandleplan 2023-2027 fremgår indsats 1.5.2 Udarbejde og implementere en indsatsplan for kæmpebjørneklo, som ufinansieret. I 2024 blev der imidlertid afsat 0,2 mio. på driften til kortlægning, og udarbejdelse af en indsatsplan for bekæmpelse af Kæmpebjørneklo, og fra 2025 og frem er der afsat 0,45 mio. på driften til implementering af planen. Driftsrammen skal udover lodsejerdialog, informationstiltag mv. dække myndighedsarbejde og kontrolindsats, samt udøvelse af eventuelle selvhjælpshandlinger med bekæmpelse på private arealer, såfremt det skulle vise sig nødvendigt. Udgifter for selvhjælpshandlinger kan som udgangspunkt pålægges ejere eller brugere af arealerne, men der kan være tilfælde, hvor omkostningerne til bekæmpelse overstiger det beløb, som en lodsejer jf. gældende regler kan afkræves.

I nogle år kan kontrol- og håndhævelsesbehovet, overstige de afsatte ressourcer. I de situationer vil indsatsen blive prioriteret og skaleret, så den passer med den tilgængelige driftsramme. Indsatsen med kontrol og håndhævelse af bekæmpelse på private arealer, forventes at være størst i de første år efter planens vedtagelse, hvorefter omfanget antages at aftage efterhånden udbredelsen af bjørneklo, i kommunen reduceres.

Følgende indsatser forventes gennemført:

  • Informationskampagne på Facebook, hjemmeside og som workshop inden 15. marts 2025.
  • Informationsbreve til ejere af private arealer, hvor der er registreret bjørneklo.
  • Gennemgå evt. indsendte planer for effektiv bekæmpelsesmetode med fritagelse for metoden rodstikning og/eller fristen 1. maj.
  • Besigtigelser på private arealer, hvor der er registreret Kæmpebjørneklo.
  • Skrivelser til de lodsejere, som ikke har foretaget effektiv bekæmpelse.
  • Varsling og evt. udstedelse af påbud om bekæmpelse. Hertil om nødvendigt, iværksætte bekæmpelse på ejer eller brugers regning.

Miljøvurdering

Administrationen vurderer, at udkast til Indsatsplan for Kæmpebjørneklo ikke indeholder konkrete projekter, og anlægsmæssige rammer for fremtidige tilladelser jf. Miljøvurderingsloven. Derfor vurderes det, at Indsatsplanen ikke skal myndighedshøres inden offentliggørelse, og med det nuværende indhold, heller ikke screenes. Vurderingen ses i notat (Bilag 2).

Inddragelse

Udkast til Indsatsplanen er sendt i forhøring i Grønt Forum, som en del af inddragelsen i Naturhandleplanens indsatser 2023-27. Grønt Forum har ingen bemærkninger til udkastet. Udkast til Indsatsplanen lægges på hjemmesidens høringsportal, for offentlig høring i 8 uger.

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Bilag

107Orientering om sag på Plan og teknik - Fjordledning til afvanding af Vinge

Resume

Med denne sag orienteres Klima, natur og energi om, at problemstillingen med afvanding af Vinge behandles på Plan og tekniks møde den 4.12.2024. Da der nu er tale om etablering af et spildevandsteknisk anlæg.

Sagen har tidligere været behandlet i Klima, natur og energi som en vandløbssag. Sagen blev behandlet på Byrådets møde den 31.1.2024.

Indstilling

Administrationen indstiller til Klima, natur og energi, at:

  1. Tage orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Udvalget anbefaler Plan og teknik at udsætte beslutningen, idet der bør afholdes et temamøde for begge udvalg. Klima, natur og energi bør genbesøge Byrådets tidligere beslutning fra 31.01.2024 om Marbækrenden, inden der træffes beslutning om en evt. Fjordledning.

Fraværende: John Schmidt Andersen (V).

Sagsfremstilling

Hvorfor skal der etableres en fjordledning

En fjordledning er nødvendig for at kunne håndtere tag- og overfladevand fra den vestlige del af Vinge. Udbygning af den vestlige del af Vinge kan ikke blive igangsat, før Frederikssund Kommune har truffet en beslutning om en permanent løsning, for udledning af regnvand fra området. Administrationen er aktuelt nødt til at afvise bygherrer, der ønsker at investere i området, indtil der er fundet en løsning på håndteringen af overfladevand. Da det tager flere år fra beslutning til en løsning kan stå klar, er det vigtigt med en beslutning nu.

Der er tidligere undersøgt andre alternativer til afvanding af Vinge. Dette fremgår af byrådets behandling af sagen, i januar 2024.

Da der skal findes en løsning har Novafos gennemført en ny, og bredere vurdering af konsekvenserne ved at etablere en fjordledning, set i forhold til en opdimensionering af det rørlagte vandløb Marbækrenden. Marbækrenden er den naturlige recipient.

Hvor kan en fjordledning etableres

En fjordledning kan etableres fra Vinge og frem til Roskilde Fjord. Det endelige tracé er ikke helt fastlagt.

Vurderingen fra Novafos

Den nye vurdering fra Novafos, er bredere end anlægsøkonomi. Der indgår nu også gennemførlighed, tid, bæredygtighed, takstpåvirkning og miljøhensyn mm. Økonomisk ses der på totaløkonomi i planlægning, anlæg, erstatninger og fremtidig drift -fremfor udelukkende anlægsøkonomi, i tidligere fremstilling. Derudover er priserne opdateret fra 2019-priser, til 2024-priser.

Resultatet af vurderingen fra Novafos, viser overordnet som vist i punkt 1-6 herunder:

1. Økonomi

Samlet vurderes en fjordledning, og en opdimensionering af Marbækrenden som sammenlignelige ift. totaløkonomi. Der er dog et muligt samlet økonomisk besparelsespotentiale i fjordledningen, hvis der kan etableres en fjordledning, hvor der ledes meget vand til fjorden ad gangen, da det kan give mulighed for mindre bassiner i Vinge. Hvorvidt besparelsespotentialet i økonomi kan indfries, skal undersøges nærmere i det videre arbejde.

2. Betydning for taksten

Fjordledningen medfører en mindre takstpåvirkning over længere tid (50-75 år), hvorimod en opdimensionering vil give stor takstpåvirkning i kort tid (1-2 år).

3. Tid

Det vurderes, at en fjordledning kan gennemføres på ca. 5 år, hvorimod en opdimensionering forventes at tage ca. 7-8 år.

4. Gennemførlighed

Det vurderes mest sandsynligt at kunne gennemføre afvanding via. en fjordledning. Det skyldes, at der er færre lodsejere. Derudover har Novafos indgået en forhåndsaftale med Vejdirektoratet, som er en af lodsejerne på traceet, for en fjordledning. Til begge scenarier, skal der opnås udledningstilladelse. Det skal afklares i det videre arbejde, hvad der skal til for at opnå en udledningstilladelse.

5. Bæredygtighed

Der er en mulig C02-besparelse, hvis der kan etableres mindre bassiner i Vinge, hvilket en fjordledning kan åbne op for.

6. Miljøhensyn

Der er mindre risiko for påvirkning af beskyttet natur i anlæg, og drift ved en fjordledning, da der er færre §3 områder på det areal der forventes anvendeligt til et tracé.

Proces

Såfremt indstillingen tiltrædes er næste skridt, at Novafos udarbejder det nødvendige grundlag for, at administrationen kan udarbejde et tillæg til spildevandplanen. Herunder forventeligt en miljøkonsekvensrapport af miljøpåvirkningen på natur og fjord, ved dels at etablere en fjordledning og udlede vand fra en ledning. Der kan alene vedtages et tillæg til spildevandsplanen, såfremt det kan vurderes at planlægningen er gennemførlig.

Derefter skal Plan og teknik godkende et udkast til tillægget sendes i 8 ugers offentlig høring. Efter høringsperioden bearbejdes eventuelle kommentarer, og indsigelser. Den endelige udgave af tillægget kan herefter vedtages administrativt, såfremt der ikke er kommet væsentlige indsigelser i høringsperioden.

Når tillægget er vedtaget, skal Novafos ansøge om og opnå udledningstilladelse til udledning af vand fra rørledningen til Roskilde Fjord. Der skal være meddelt tilladelse, før der kan udledes vand til recipient.

Inddragelse

Novafos er inddraget.

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Bilag

108Orientering om implementering af Grønt Danmark

Resume

I sommer indgik "den grønne trepart" Aftale om et Grønt Danmark, hvor det blev besluttet at gennemføre en stor arealomlægning af Danmarks arealer, med henblik på klima, miljø og biodiversitet. Den 18. november 2024 vedtog et bredt flertal i Folketinget Aftale om Implementering af et Grønt Danmark, som sætter mål og rammer for arealomlægningen. Med denne sag orienteres udvalget om aftalernes indhold og betydning for Frederikssund Kommune

Indstilling

Administrationen indstiller til Klima, natur og energi, at:

  1. Tage orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Fraværende: John Schmidt Andersen (V).

Sagsfremstilling

I Aftale om et Grønt Danmark ("den grønne trepartsaftale") besluttede Regeringen og parterne i den grønne trepart, at Danmark skal løse landbrugets klima- og naturudfordringer gennem en stor arealomlægning af landbrugsarealer. Formålet med aftalen er både at sikre opnåelse af landbrugets klimareduktionsmål, samt at opnå god tilstand i vores vandområder efter Vandrammedirektivet.

Af aftalen fremgår det, at der som minimum skal:

  • rejses 250.00 hektar skov frem mod 2045
  • udtages 140.000 hektar kulstofrige lavbundsjorde inkl. randarealer inden 2030
  • sættes yderligere gang i arealomlægningen, med bl.a. vådområder og ekstensivering
  • der igangsættes strategisk opkøb af jord bl.a. med henblik på kvælstofreduktioner og jordfordeling

18. november 2024 indgik et bredt flertal af Folketingets partier aftale om implementering af et Grønt Danmark. Aftalegrundlaget fra trepartsaftalen fastholdes, og der afsættes bl.a. 43 mia. kr. til Danmarks Grønne Arealfond. Derudover blev der indgået aftale om mål for landbrugets kvælstofreduktioner, hvor man besluttede at følge "scenarie 1", som ligger op til de største reduktioner. Konkret i Frederikssund Kommune er der ikke forskel på reduktionsbehovet i mellem de 3 scenarier.

Aftalen fastsætter desuden, at der skal indføres CO2-afgift på udledninger fra landbruget, med start i 2030, for at sikre opnåelse af landbrugets klimareduktionsmål. For at sikre opnåelse af god tilstand i vores vandområder, besluttes det, at der fra 2027 kan laves øget markregulering, såfremt man ikke er kommet i mål med de nødvendige kvælstofreduktioner gennem arealomlægningen.

Kommunerne kommer til at få en stor opgave og en ny rolle i at sikre gennemførsel af arealomlægningen.

Kommunerne sættes for bordenderne for en ny lokal organisering med "lokale grønne treparter". Lokale landbrugs- og naturorganisationer får sammen med kommunerne ansvaret for planlægning og implementering af arealomlægningen. De lokale treparter skal senest ultimo 2025 have udarbejdet en fuldt dækkende oplægningsplan for indfrielse af indsatsbehovet i vandoplandet. De lokale treparter vil også have mulighed for at anvise potentialer for store sammenhængende naturområder, skovrejsning mv.

Fremadrettet skal kommunen fungere som både projektejer og myndighed på konkrete udtagningsprojekter. Dvs. at opgaven med udtagning af lavbundsjorder er gået fra at være en frivillig opgave for kommunen, til at være en forpligtigelse.

Den grønne trepartsaftale giver mulighed for at ansøge om oprettelse af op til 14 nye "Kystvandråd", som kan rådgive og samarbejde med de lokale treparter om potentielle virkemidler og supplerende indsatser. Økonomiudvalget besluttede den 20. november 2024, at Frederikssund Kommune indgår i et samarbejde med de øvrige kommuner om en ansøgning om oprettelse af kystvandråd for Isefjord og Roskilde Fjord, når de lovgivningsmæssige rammer og kriterier er fastlagte.

Sammenhæng med projektudvalget Grøn omstilling og bedre biodiversitet gennem omlægning af arealer

Byrådet vedtog den 30. oktober 2024 kommissorium for § 17 stk. 4 udvalget ’Grøn omstilling og bedre biodiversitet gennem omlægning af arealer’. Dette projektudvalg får en central rolle ved at drøfte denne nye opgave for kommunen med centrale interessenter og aktører.

Projektudvalgets formål er blandt andet at undersøge frivillig omlægning, samt hvilke muligheder der er for at samarbejde med fonde, lodsejere og erhvervsliv, der vil være med til at understøtte den frivillige indsats for projekterne.

Målet for projektudvalget er at identificere hvilke interessenter og lodsejere i kommunen, som er interesserede i at indgå aftaler om udtagning og som kan fungere som ambassadører over for øvrige lodsejere i kommunen for den grønne omstilling. Der identificeres hvilke mulige projekter som der ligger i kommunen og hvad der skal til for at projekterne kan gennemføres.

§17 stk. 4 udvalget skal komme med anbefalinger om en model for dialog med lodsejere og interessentinddragelse i større områder og i de enkelte projekter.

Udvalgets afholder et "grønt topmøde", som kan benyttes til at kickstarte dialogen og give anbefalinger til en sådan dialogmodel.

Tidsplan

  • 2025: udarbejdelse af lokale omlægningsplaner
  • 2024-2027: udtagning af de 140.000 ha lavbundsjorde igangsættes. Forventet 2/3 gennemført.
  • 2027: Genbesøg og evaluering af indsatser for lavbundsjorde, skovrejsning og natur, samt stillingtagen til indsatser for beskyttelse af drikkevand.
  • 2030: Udtagning af 140.000 ha lavbundsjorde skal være gennemført. Alle kvælstofindsatser skal være gennemført.
  • 2045: Indfrielse af mål om 250.000 ha ny skov.

Økonomi

Med aftalen om implementering af grønt Danmark afsættes i alt yderligere 40 mio. kr. i 2025-2028 til den lokale forankring. Midlerne er i tillæg til de i alt 448 mio. kr. i 2025-2032 til den lokale forankring, der indgår i Aftale om et Grønt Danmark til kommunernes opgaver i

bl.a. lokale treparter samt til kystvandrådene og udtagningskonsulenter. KL og regeringen vil forhandle den konkrete udmøntning af denne kompensation til kommunerne.

I Frederikssund Kommune besluttede Byrådet at afsætte 200.000 kr. fra Klimaplanen i 2024 til en udvidet screening af potentielle vådområder. Samt at omdisponere 1 mio. kr. årligt i perioden 2025-2027 til et nyt anlægsprojekt til udtagning af lavbundsjorder og etablering af vådområder. Administrationen er ved at ansætte en ny medarbejder til at bidrage til denne opgave.

Reduktionsbehovet til kystvande med opland i Frederikssund Kommune

  • Roskilde Fjord, indre: 182t kvælstof (37 % reduktion)
  • Roskilde Fjord, ydre: 136t kvælstof (30 % reduktion)
  • Isefjord, indre: 543t kvælstof (60 % reduktion)
  • Isefjord, ydre: 47t kvælstof (32 % reduktion)

Inddragelse

Inddragelsen i den fremtidige implementering sker i første omgang via §17 stk. 4 udvalget Grøn omstilling og bedre biodiversitet gennem omlægning af arealer. Projektudvalget vil komme med anbefalinger til model for dialog og inddragelse af lodsejere og andre interessenter i det videre forløb.

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

109Meddelelser

Beslutning

Taget til efterretning.

Fraværende: John Schmidt Andersen (V).

Sagsfremstilling

Referater fra Grønt Forum ses via linket:

https://www.frederikssund.dk/Borger/Natur-og-trafik/Natur/Groent-Forum

Bilag

110Underskrifter

Beslutning

-

Sagsfremstilling

Dette punkt erstatter det fysiske underskriftark.

Når der trykkes "Godkendt" svarer det til, at underskriftarket er underskrevet