Frederikssund Kommunes logo

Unge, fritid og idræts møde den 13. august 2024

Mødelokale F7 kl. 15.00

Referat

Fold alle punkter

73Godkendelse af dagsorden

Beslutning

Godkendt.

74Orientering om Kultur- og havnebadets opstart

Resume

Unge, fritid og idræt bliver på udvalgsmødet 13. august orienteret om status på opstart af Kultur- og Havnebadet i sommeren 2024.

Indstilling

Administrationen indstiller til Unge, fritid og idræt, at:

  1. Tage orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Unge, fritid og idræt får på udvalgsmødet 13. august en orientering om opstart for Kultur- og havnebadet fra indvielsen 2. juni til udvalgsmødets afholdelse.

Med alle nye faciliteter er en løbende erfaringsopsamling vigtigt. Det gør sig også gældende for Kultur- og havnebadet. Derfor vil administrationen løbende indsamle erfaringer med badets brug og funktioner. Disse erfaringer vil blive forelagt Unge, fritid og idræt.

Administrationen forventer at præsentere næste opsamling på erfaringer, når sommerbadesæsonen er slut. Det vil være på udvalgets møde i oktober 2024, . Næste erfaringspræsentation er planlagt til januar 2025, her vil de første erfaringer med vinterbadesæsonen blive præsenteret.

Viser der sig behov for tilretning af rammerne for brug af Kultur- og havnebadet, vil det blive opsamlet og forlagt Unge, fritid og idræt.

Leder af Frederikssund Idrætsanlæg, Jonas Hviid deltager i behandlingen af punktet.

Inddragelse

Brugen af Kultur- og havnebadet drøftes løbende med gæster og brugere af badet. Input og kommentarer samles løbende op af administrationen.

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

75Beslutning om politisk mødekalender for udvalgets møde i 2025

Resume

En gang om året skal udvalget træffe beslutning om, hvor og hvornår udvalgets møder for det kommende år skal holdes.

Med denne sag til Unge, fritid og idræt derfor tage stilling til udkast til mødekalender for udvalgets møder i 2025.

Indstilling

Administrationen indstiller til Unge, fritid og idræt, at:

  1. Godkende udkast til mødekalender for udvalgets møder i 2025.
  2. Tage stilling til, hvor udvalgets møder skal afholdes (på rådhuset, administrationscenter Slangerup eller andre steder).
  3. Drøfte, hvordan udvalgets eventuelle dialogmøder, temamøder m.m. henover året bedst tilrettelægges.

Beslutning

Indstillingspunkt 1: Godkendt i det udvalgets møder fortsat reserveres som 3-timers møder med mødestart kl. 15

Indstillingspunkt 2: På rådhuset eller på relevante lokationer

Indstillingspunkt 3: Drøftet

Sagsfremstilling

Det er formelt set det enkelte udvalg, der beslutter hvor og hvornår udvalgets møder afholdes. I praksis er udvalgene imidlertid en del af en samlet mødekabale, hvor otte fagudvalgsmøder skal placeres, så alle udvalgsmedlemmer har mulighed for at deltage i møderne.

Principper for mødeplanlægningen

I arbejdet med mødeplanlægningen for udvalg og Byråd har administrationen arbejdet ud fra følgende principper:

  1. Udgangspunkt i den godkendte mødekalender for 2024.
  2. Udvalgsmøderne placeres, så sager fra dagsordenen kan nå at blive optaget på dagsordenen til næstkommende møde i Økonomiudvalg og Byråd.
  3. Byrådets møder afholdes som udgangspunkt den sidste onsdag i måneden, og Økonomiudvalgets møder holdes som udgangspunkt den foregående onsdag. Nogle måneder kan det imidlertid ikke lade sig gøre som følge af ferie- eller helligdage.
  4. Møderne i fagudvalgene holdes i tidsrummet 08.00 til 17.00 og bookes som udgangspunkt til at vare 2 timer.

Principperne afspejler bl.a. den gensidige afhængighed mellem udvalgsmøderne og dermed et forsøg på at veje mange forskellige hensyn op mod hinanden, herunder hensynet til at sikre en smidig og koordineret sagsbehandling på tværs af udvalg, Økonomiudvalg og Byråd.

I planen er der også taget højde for udvalgenes eventuelle deltagelse i KL-topmøder samt et ønske fra en del af byrådets medlemmer om, at der ikke er udvalgsmøder om mandagen.

Godkendelse af tid og sted for udvalgets møde

Forslag til udvalgets ordinære møder i 2025 fremgår af vedlagte mødeplan, som også angiver tidspunkt for mødernes afholdelse.

Helt konkret indeholder mødekalenderen et forslag om, at Økonomiudvalget m.fl. holder møde en torsdag (i stedet for onsdag) i oktober 2025. Dette er for at undgå, at mødet kolliderer med KLs Ældre- og Sundhedskonference.

Der afholdes Kommune og Regions valg den 18. november 2025. Jf. styrelseslovens § 6 afholdes det konstituerende møde for det nyvalgte byråd i tidsrummet 1.-15. december i samme år som valgets afholdelse. Administrationen har foreslået, at det konstituerende møde afholdes onsdag den 3. december 2025.

Erfaringsmæssigt ved vi, at nogle af udvalgene henover året også har dialogmøder med brugere, temamøder o. l. mødeaktiviteter, som ligger udover de ordinære udvalgsmøder. Det anbefales, at udvalget på indeværende møde også drøfter, hvornår denne typer af møder mest hensigtsmæssigt kan placeres - dette bl.a. af hensyn til den samlede mødeplanlægning på tværs af udvalg og byråd.

Inddragelse

Inddragelse er ikke vurderet relevant.

Økonomi

Center for Økonomi har ingen bemærkninger, da sagen ikke har bevillingsmæssige konsekvenser.

Bilag

76Beslutning om Talentpulje 2024-2027

Resume

Byrådet besluttede med vedtagelse af budget 2024-2027 at afsætte 100.000 kr. til ”Talentpulje for idræt, kultur og spejdere”. Med denne sag bedes udvalget beslutte, hvordan puljen skal udmøntes.

Punktet indeholder fortsat sagsbehandling.

Indstilling

Administrationen indstiller til Unge, fritid og idræt, at:

  1. Godkende revideret definition af talent og talentudvikling
  2. Godkende beskrivelsen af puljens indhold
  3. Beslutte om midlerne skal bevilliges af udvalget eller et fælles talentråd

Historik

Beslutning fra Unge, fritid og idræt, 4. juni 2024, pkt. 61:

Godkendt, idet udvalget ønsker det præciseret, hvad der kan ansøges til, samt en definition af hvad talent/talentmiljøer er.

Beslutning

Indstillingspunkt 1: Godkendt med de faldne bemærkninger

Indstillingspunkt 2: Godkendt

Indstillingspunkt 3: Midlerne bevilliges af et talentråd

Sagsfremstilling

Fortsat sagsbehandling til møde i Unge, fritid og idræt, 15. august 2024:

Med denne sag præsenteres en definition af, hvad talent og talentmiljøer er i Frederikssund Kommune.

Definitionen tager afsæt i den nuværende definition af talentudvikling og elite, som blev vedtaget af Fritidsudvalget 6. april 2016. Den nuværende definition kan læses i vedhæftet notat "2016_Talent og elite i Frederikssund".

På baggrund af Byrådets beslutning om, at Talentpuljen 2024-2027 er for både idræt, kultur og spejdere, bør definitionen af talent og talentmiljøer være bredere end i 2016. Bredere i den forstand, at det ikke er hensigten med puljen at fokusere på elite eller udvikling af elite. Administrationen har udarbejdet en revideret definition af, hvad talent og talentmiljøer er i Frederikssund Kommune, som skal være gældende fra 2024, kan læses i vedhæftet notat "2024_Talent i Frederikssund".

En beskrivelse af puljens indhold, herunder kriterier og formalia kan læses i vedhæftet notat "2024 Beskrivelse af kriterier for Talentpulje".

Administrationen har været i dialog med de tre relevante samråd for henholdsvis idræt, kultur og spejdere om muligheden for etablering af et fælles talentråd med 1-2 repræsentanter for hvert samråd.

Et fælles talentråd som Unge, fritid og idræt kan overdrage kompetencen til at behandle ansøgninger til talentpuljen. Dermed bliver det talentrådets opgave at fordele de afsatte midler ud fra rammerne besluttet af Unge, fritid og idræt.

Alle tre samråd har meldt tilbage med et ønske om at indgå i et fælles talentråd, der får som opgave at behandle ansøgninger til talentpuljen.

Ligeledes vil talentrådet også kunne udarbejde oplæg til Unge, fritid og idræt i forhold til "Mulighederne for samarbejde med det lokale erhvervsliv om puljen skal afsøges." som det fremgår af den resterende del af budgetbeslutningen om talentpuljen.

Godkender udvalget indstillingerne i nærværende sag vil administrationen udarbejde konkret vejlednings- og ansøgningsmateriale, som foreninger kan søge ud fra med start i august måned 2024. Talentrådet eller udvalget vil modtage ansøgninger til beslutning i november 2024.

Med denne sag skal udvalget godkende revideret definition af talent og talentudvikling i Frederikssund Kommune, beskrivelsen af puljens indhold samt om udlodning af puljens midler skal besluttes i Unge, fritid og idræt eller af et fælles talentråd for de tre områder (idræt, kultur og spejdere).

Sagsfremstilling til møde i Unge, fritid og idræt, 4. juni 2024 pkt. 61.:

Byrådet besluttede med vedtagelse af budget 2024-2027 at afsætte 100.000 kr. til ”Talentpulje for idræt, kultur og spejdere”. I budgetaftalen står følgende:

”Talentpulje for idræt, kultur og spejdere. Vi ønsker at styrke den brede talentudviklingen blandt børn og unge. Til formålet afsættes en talentpulje på 100.000 kr. Mulighederne for samarbejde med det lokale erhvervsliv om puljen skal afsøges. Udmøntning af puljen forankres af Unge, fritid og idræt efter dialog med relevante samråd – og skal ses som et supplement til det arbejde med kulturtalenter, som allerede findes i regi af kulturskolerne (musik, teater og billedkunst).”

Dialog med samrådene

Talentpuljen blev drøftet med Frederikssund Idrætsråd (FIR), Børne- og Ungdomsorganisationernes Samråd i Frederikssund (BUS) og Kulturrådet i Frederikssund (KUF) ved dialogmødet med udvalget Unge, fritid og idræt 2. april 2024. Samrådene har efterfølgende haft mulighed for at sende deres holdninger, betragtninger og ønsker til talentpuljen til administrationen.

Administrationen har modtaget følgende overordnet fælles betragtninger fra samrådene:

  • Overordnet glæde for, at der er afsat midler til talentarbejde
  • Ønske om at det defineres, hvad et talent er, og hvad kommunen vil med sin talentudvikling
  • 100.000 kr. til talentarbejde til områderne idræt, spejder og kultur er ikke mange penge

Administrationen og samrådene vurderer, at det bliver vanskeligt at løfte talentudviklingen på hele kultur-, fritids- og idrætsområdet med de afsatte midler.

Se bilag for yderligere information.

Talentpulje 2024-2027

Det er vanskeligt at sammenligne talentarbejde på tværs af områderne kultur, idræt og spejder. Der arbejdes meget forskellige med talentudvikling, hvorfor udgifter forbundet hertil ligeledes er meget forskellige.

Forskning viser, at ressourcer og organisationskulturen i klubben, spiller en afgørende rolle for miljøets evne og effektivitet til at hjælpe unge talenter til at udvikle sig. For idrætten viser forskning endvidere af kommunale midler er bedst givet ud ved at understøtte talentmiljøet i foreningen fremfor den enkelte udøver. Godt talentarbejde handler om at skabe miljøer med høj kvalitet, hvor talenter får mulighed for at udvikle sig til at kunne være med på højeste international niveau. Talenterne skal ses som en del af et miljø, og talentudviklingen skal ses som et samspil mellem personer omkring talenterne. Administrationen anbefaler på baggrund af samrådenes betragtninger og forskning på området, at der i Frederikssund Kommune udmøntes en ny pulje, som foreninger der ønsker at arbejde målrettet med talentudvikling kan søge. Målet er at lave en målrettet indsats, som kan skabe en forandring for unge talenter i udvalgte foreninger.

Med puljen kan foreninger ansøge om et årligt tilskud på 30.000-50.000 kr. i minimum to år. Formålet er, at forening således forpligtiger sig på, at arbejde målrettet med talentudvikling, hvormed der skabes stabil og kontinuerlig indsats. Der kan arbejde med talentudviklingen for musik, dans, teater, skuespil, litteratur, film, foto, kunst, design, spejder, idræt og lignende. Puljen skal understøtte foreningen, således at der udvikles unge talenter. Administrationen anbefaler endvidere, at kommunens idrætskonsulent kobles på foreningen i perioden, som sparringspartner.

Godkender udvalget ovenstående model, vil administrationen udarbejde konkret vejlednings- og ansøgningsmateriale, som foreninger kan søge ud fra med start i juli måned 2024. Udvalget vil modtage ansøgninger til beslutning på udvalgsmødet i oktober 2024.

Som supplement har Frederikssund Kommunes folkeoplysningsudvalgt en pulje ”Internationalt samarbejde” (Internationalt samarbejde - Frederikssund Kommune), hvor der kan søges om tilskud til stævner og arrangementer, der afholdes udenfor Danmark. Denne pulje er ikke øremærket talentarbejde, men der kommer ansøgninger til puljen om eks. deltagelse ved EM og VM.

Inddragelse

Der har været dialog med lokale foreninger samt samrådene for idræt, spejder og kultur.

Økonomi

Nærværende sag har ikke bevillingsmæssig betydning, idet midlerne er afsat, men endnu ikke udmøntet.

Bilag

77Orientering om opstart af Jump4Fun

Resume

Frederikssund Kommune og DGI Nordsjælland har indgået aftale om opstart af Jump4Fun, der er et idrætstilbud til børn og unge, som har udfordringer af motorisk, fysisk, kognitiv eller social karakter. Jump4Fun hold drives af en forening, i samarbejde med DGI Nordsjælland. Aftalen løber over 3 år.

Indstilling

Administrationen indstiller til Unge, fritid og idræt, at:

  1. Tage orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Frederikssund Kommune og DGI Nordsjælland har indgået aftale om opstart af projektet Jump4Fun. Jump4fun henvender sig til 6-16-årige børn på tværs af køn, som har udfordringer af motorisk, fysisk, kognitiv eller social karakter, og som på grund af disse udfordringer oplever, at idrætsforeningernes traditionelle hold ikke appellerer til dem.

På et Jump4Fun hold er der maksimalt 15 børn, og det er et præstationsfrit miljø hvor der ikke konkurreres. Fokus er på leg og legende aktiviteter der inkluderer og favner alle, og tilpasses målgruppen. Et Jump4Fun hold drives af en forening, der står for at finde instruktører og afvikle træningerne. Mere info om Jump4Fun kan findes på DGI's hjemmeside, eller i vedlagte bilag.

Deltagerne på et Jump4Fun hold tilbydes ud over de ugentlige træninger en årlig camp på Kildemose Julemærkehjem samt en madskole hvor forældre og søskende er velkomne.

Ansvarsfordeling mellem DGI Nordsjælland og Frederikssund Kommune:

DGI Nordsjælland er ansvarlige for at lokalisere to foreninger i Kommunen, som ønsker at opstarte et Jump4Fun hold. Målet er at finde én forening i Hornsherred og én forening i Slangerup eller Frederikssund. DGI Nordsjælland står derudover for uddannelse af instruktører, markedsføring, hjælp til fritidspas og evalueringer. De har ansat en foreningsguide til at varetage forældrekontakt og sikre en god opstart på holdet.

Frederikssund Kommune er ansvarlige for, at DGI får adgang til relevante medarbejdere i kommunen, samt sikre deling af information til medarbejderne om bl.a. sæsonstart og nye hold. Derudover er Kommunen ansvarlig for markedsføring og finansiering.

DGI opstartet efter sommerferien arbejdet med at finde samarbejdsforeninger og forventer, at de første Jump4Fun hold starter i januar 2025. De første 6 måneder af projektperioden går med at finde foreninger og undervisere, samt at uddanne underviserne til at varetage Jump4fun holdet. Holdene kan godt starte undervisningen før januar 2025 hvis alle aftaler er faldet på plads.

Jump4funs betydning for Frederikssund Kommunes børn og unge:

Der har været stor efterspørgsel blandt Kommunens sundhedsplejersker, familiebehandlere, støttekontaktpersoner og fritidsvejledere på et fritidstilbud til de børn der ikke som udgangspunkt ser dem selv deltage på de klassiske foreningshold. Med opstart af Jump4Fun får Frederikssund Kommune et unikt idrætstilbud til en målgruppe, der lige nu ikke er en del af det organiserede foreningsliv. Børn og unge der ikke har økonomiske midler til at starte på et Jump4Fun hold kan søge støtte gennem fritidspasset.

Jump4Fun og fritidspasset vil fungere som et godt supplement til hinanden, og fritidsvejlederne har allerede kendskab til børn, som endnu ikke har fundet det rette foreningstilbud. Disse vil med god sandsynlighed opleve Jump4Fun som et meningsfyldt idrætsfællesskab. Desuden kan Jump4Fun fungere som et springbræt til det øvrige foreningsliv i Kommunen, hvor børn i fritidspasset vil kunne fortsætte med støtte herfra.

På landsplan er Jump4fun udbredt til 40 kommuner og der er igangsat hold i 75 forskellige idrætsforeninger.

Projektet finansieres af Center for Børn og skole og Center for Kultur, fritid og ungeliv. Den samlede pris for hele den 3-årige projektperioden er 184.750 kr. DGI Nordsjælland bidrager derudover med 60.000 kr. Opstart er august 2024, og projektet løber over 3 år.

Inddragelse

Inddragelse er ikke vurderet relevant.

Økonomi

Idet projektet finansieres inden for Center for Børn og skole og Center for Kultur, fritid og ungeliv egne rammer, har sagen ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Bilag

78Drøftelse af Temamøde om unge og uddannelse

Resume

Der afholdes 13. august fælles temamøde for Unge, fritid og idræt, Skole, klub og SFO samt Job, erhverv og kultur og unge og uddannelse. Formålet med temamødet er, at give de tre udvalg et kendskab til arbejdet med unge og uddannelse i Frederikssund Kommune.

Indstilling

Administrationen indstiller til Unge, fritid og idræt, Skole, klub og SFO samt Job, erhverv og Kultur, at:

  1. Drøfte arbejdet med unge og uddannelse i Frederikssund Kommune.

Beslutning

Drøftet, idet det blev aftalt, at udvalget drøfter opfølgning på temadrøftelsen på et kommende møde i efteråret 2024.

Sagsfremstilling

Arbejdet med unge og uddannelse er en opgave, som løftes på tværs af mange fagligheder og centre i Frederikssund Kommune. Som en del arbejdet er der planlagt et fælles temamøde om unge og uddannelse. Fagudvalgene Unge, Fritid og Idræt, Skole, Klub og SFO, samt Job, erhverv og kultur deltager i temamødet. Der er afsat 1,5 time til mødet.

Formålet med temamødet er at give udvalgene en status på arbejdet med unge og uddannelse i Frederikssund Kommune, herunder et indblik i hvordan de forskellige fagområder og centre arbejder med unge og uddannelse.

Region hovedstaden vil præsentere de nyeste tal på området, med udgangspunkt i rapporten "Uddannelsesanalyse Region Hovedstaden 2024". Rapporten er vedlagt som bilag.

Desuden er vedlagt som bilag en folder om "Erhvervspraktik for elever i folkeskolen - en vejledning til virksomheder".

Administrationen vil derudover fortælle om forskellige indsatser på både nationalt og lokalt niveau, som er med til at understøtte unge i Frederikssund Kommune i deres valg af uddannelse og arbejde.

Program for temamødet

  1. Velkomst og rammesætning af temadrøftelsen – ved direktør Julie Becher
  2. Oplæg om rapport fra Region Hovedstaden om unge og uddannelse – ved Nina Bjerre Toft fra Region Hovedstaden
  3. Gruppedrøftelser
  4. Oplæg om lokale indsatser på Campus Frederikssund – ved leder af Ungeliv Kristian Holmstrup Kock
  5. Gruppedrøftelser
  6. Oplæg om skolevirksomhedssamarbejde – ved direktør Julie Becher
  7. Gruppedrøftelser
  8. Fælles opsamling og afrunding – ved direktør Julie Becher

Inddragelse

Temamødets indhold er blevet udarbejdet sammen med ledere og medarbejdere på unge- og uddannelsesområdet.

Bilag

79Meddelelser

Indstilling

  • Sager på vej

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

  • Sager på vej 2024
  • Jump4fun

Bilag

80Underskrifter

Beslutning

-

Sagsfremstilling

Dette punkt erstatter der fysiske underskriftark.

Når der trykkes godkendt, svarer det til, at underskriftarket er underskrevet.